Tidens svøbe: Luftlim

En delvis ophidset samtale om den manglende grundlagsdiskussion i den offentlige debat, om årsagerne til den iblandet nogle hjælpende begreber fra Løgstrups System og symbol, (s. 167ff).

- Det er forstemmende, sagde min ven igår, det er jo næsten umuligt at komme i en rigtig dialog med nogen. Måske det er min høje alder der gør det, men det er jo mere og mere umuligt at tale med folk om grundlæggende ting. Det hele bliver kvantificeret, superviseret, evalueret, djøficeret og instrumentaliseret. Dødt. Hvor er de folk der interesserer sig for den grundlæggende diskussion? Ikke kun at skælde ud på regeringen - eller forsvare den, for den sags skyld -, ikke kun at støtte Jyllandsposten eller gå imod den, ikke kun at fordømme Israel eller Hizbolla, ikke kun at forsvare velfærdsstaten eller globaliseringen, - men at tale om hvad det gode liv er, hvilket samfund, der er det bedste, hvordan vi opfatter mennesket og dets natur, om kunstens rolle i samfundsudviklingen, kort sagt om metafysik og andre grundlæggende spørgsmål. Der er jo ingen der tør tale metafysisk mere, - eller kan tale om moral.
- Nåhhh, det ved jeg nu ikke, svarede jeg. Alle firmaer med respekt for sig selv opstiller jo etiske regnskaber ...
- Ja, præcis, det er jo instrumentelt. Det gælder om at finde en etik, der kan gøre produktet mest rentabelt. Det er ikke det, jeg taler om. Eller netop det jeg taler imod. En interessefri grundlagsdiskussion findes ikke. Eller hvis den findes, så findes den skjult.
- På filosofisk institut?
- Ha! Det er nok det sidste sted jeg kunne forestille mig at en sådan grundlagsdiskussion findes. Dér er alle diskussioner jo bundet op om bevillinger. Hvis man kan tale om etikken i dyreforsøg og stamcelleforskning, er der jo penge at hente.
- I litteraturen?
- Kan du få øje på den nogen steder i den litterære debat?
- Det må jeg indrømme: nej. Men ligger der ikke en grundlagsdiskussion i alle de konkrete sager?
- Synes du selv det, spurgte han retorisk; - jeg svarede ikke. Han fortsatte: Den offentlige debat - som jo også foregår i hjemmene og til middagsselskaberne og så videre - er forurenet af en luftlim, der klistrer alle udtalelser fast på personen. Hvis man udtaler sig om en sag, får man at vide at det siger man kun fordi man er mand, fordi man har børn, eller ikke har børn, fordi man ikke er selvstændig, fordi man har den og den opvækst. Hvis ikke man kan udtale sig frit, dræber det jo den diskussion jeg taler om. Det er denne luftlim der gør at vi ikke kan komme ned til grundlaget. Grundlagsdiskussionen er betinget af en interessefrihed, men diskussionklimaet er præget af denne luftlim, der binder personen til udtalelsen.
- Er det ikke meget rimeligt at man inddrager personen i udtalelsen?
- Nej, det er overhovedet ikke rimeligt. - Nu nærmest sprang han op af stolen af ophidselse. - Det er overhovedet ikke rimeligt. Det er et overgreb. Det er en overskridelse af urørlighedszonen, du ved, Løgstrups geniale begreb. Men det mest uhyggelige er at den naturlige reaktion et menneske har, når dets urørlighedszone bliver overskredet, nemlig modværge eller opstand, er ved at smuldre. Det er meget mærkeligt og jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne. - Han holdt en lille pause. - Det er den rene moralløshed. Man overskrider urørlighedszonen når man spørger til motiverne og ikke til grundene. Det vil netop sige at man kaster en udtalelse tilbage ved at forklare hvorfor den kom, altså at udtalelsen kommer fra noget, der slet ikke har med sagen at gøre. Sagen glider helt af hænde, når man fokuserer på motiverne fremfor grundene, og den naturligste reaktion er at sætte sig til modværge, fordi det - som Løgstrup siger: 'sætter os fra styret'. Det umyndiggør. I virkeligheden er det nedsættende at spørge til motiverne. Det er despekt, fordi man ikke respektere den anden person som tænkende. Det er én ting, men hvis ikke man sætter sig imod det, ja så er det da for alvor galt. Og sådan er det i dag. Man accepterer at der spørges til motiverne, man går fuldstændigt ind i hele den diskurs der har ringeagt og umyndiggørelse som et subtilt bærende element. Det er både den politiske diskurs i medierne, hvor man bruger ikke-argumenter som det at være kulturradikal eller konservativ, og i den evalueringskulturen, hvor man på overfladen bliver spurgt om sin mening, men altid skal placeres i et køns-, geografisk- og lønningsmæssigt skema, der undergraver de fornuftige og argumentative grunde man kunne underbygge sin mening med. Tankerne folder sig ud i de argumenter man har, ikke i motiverne. Grundene er argumenterne og argumenterne kan man tale om. Motiverne kan man jo ikke tale om. Det dræber enhver samtale. Ordene kan aldrig kommer højere end munden, og hvis ikke de kan det, kan det hele jo være lige meget. Så kan man jo ligeså godt bare bruge munden til at spise med.
- Eller kysse.
- Ha, sagde han. Det havde jeg ikke lige tænkt på.
- Det er ikke helt uvæsentligt. Har du nogen sinde tænkt på hvorfor man har designet kroppen på en sådan måde at kærlighedsytringen forhindrer talen?
- Aii, nu afsporer du diskussionen.
- Overhovedet ikke. Du sagde selv at det handler om at kunne komme hele vejen rundt, for der findes jo ikke nogen grundlagsdiskussion uden 360 graders horisontal åbenhed ...
- Og vertikal ..
- præcis, og det gør det altså muligt at kunne kombinere tilsyneladende fjerntliggende områder. - Du vil vel ikke påstå at enhver tales yderste mål er kysset.
- Nej, det er jo frivolt, men nok at talens mål er tavshed. Ellers er det bare lirum-larum. Er dét ikke humanisme.
- Eller kristendom?
- Præcis. At vi taler sammen for at komme hinanden nærmere.
- Selv om talen så tit fjerner os fra hinanden. Indtil vi ikke længere kan tale sammen, men bliver nød til at slå på hinanden.
- Men jeg mener ingenlunde at enhver rigtig samtale er problemløsende. I virkeligheden tror jeg på at den bedste samtale er som en musikalsk jam, hvor man giver efter for associationer og responderer på andres; med stor opmærksomhed og hele tiden med den dobbelte lyst til at være hvor man er og at komme et andet sted hen.
Vi tog en tår af kaffen, og jeg spurgte - for at komme problemet - og løsningen - nærmere.
- Så hvad er det, der mangler i den stående debat?
- Grundlagsdiskussion.
- Ja, men hvad forhindrer den?
- Afsporing, fremmedgørelse, forvirring, distraktion.
- For mange informationer og for lidt refleksion?
- Ja, eller for lidt læsning og for mange film.
- Der er mange der læser ...
- Men taler de med nogen om det de læser? Er der nogensinde nogen der har læst det samme?
Jeg svarede ikke, det var stort et emne, vi havde taget fat på, men vi skålede i kaffe.

Dionysos og regnvejr

Der var jo lige det der med Dionysos. Hvad var nu det? Guden. Digtningen. Rusen. Den hellige eufori. Men hvad med i dag? Hvad siger han os i dag, som det så dårligt hedder. Grækenlands guder var så virkelige for Hölderlin. Der er noget pathos over ham. Meget pathos. Men han er ikke patetisk. Han er højstemt, det kan man ikke benægte, - passer stilen, tonen og dette høje leje til den stemning, man kan ha', den stemning som man er sat i og lukket inde i - i dag? Kan vi overhovedet svinge os op til Hölderlins teologi, som ikke engang er en teologi, det lyder for kedeligt, til hans gudelære, til hans græcitet? Det er svært, men han er også en udvej, måske en ventil. Hvis ikke blot et område, hvortil der ikke er nogen broer. Et romantisk - eller som Jørn Erslev engang sagde: en nyklassicistisk landskab, for Hölderlin er mindst ligeså meget nyklassicist som romantiker; se på hans formbevidsthed, som gør ham til en af de helt store. Det er også denne formbevidsthed, der gør det dragende, vedkommende, uomgængeligt. Det er i denne formbevidsthed at broerne er gemt, for i formen findes der en tidsløshed, uagtet at vi taler om gamle former. Det er jo sonetten, hexametret og til tider vildt arkaiserende sætninger, så arkaiserende at Schiller grinte sin røv i laser, da han fik læst en oversættelse af Sofokles op. Schiller tilhører en helt anden skole.

- Ahhh, Schiller ...., sagde min grønne grandfætter forleden, en ung fløs fra Wien, der studerer i Berlin, og som til en familiefest, hen under de små timer, vel fodret af Dionysos' frugt, med den bærbare digtsamling i hænderne og Hölderlins digte på tungen, en samling af alle de klassiske og skolepligtige, men ikke desto mindre ekstatiske og bjergtagende digte, som han lige havde i baglommen. Han rystede bare på hovedet, da Schillers navn blev nævnt. Nææ, Hölderlin, 'er ist einer der grösste'.

Hvad er det med denne Dionysos hos Hölderlin, vejviseren, lysbæreren, den usynlige vært ved symposiet, Zeus' søn med Semele, der forløser sin søn i et dødbringende lyn. Zeus er tvunget, ja af hvem andre end sin evigt skindsyge hustru Hera, til at gøre noget ved den kvinde han har været hende utro med. Og tordenkilens herre nærmer sig hende i sin blitzende skikkelse. Men deres barn overlever - og det er det Hölderlin vender tilbage til igen og igen. Barnet bliver forløst af ilden fra himlen under så stærke fødselskramper af moderen dør.

Det er i Diodors historiske bibliotek man skal konsultere for at finde de mest udførlige beskrivelser af Dionysos, ikke udelukkende hos Euripides. Men hvorfor overhovedet gå på jagt efter Dionysos? Er det sublimeret liderlighed? Nej, for han er også seeren. Liderlighed er jo blindt begær, kødelig atrå, der ikke har kræfter til at bære jeget med, fordi det er så besværligt, alt det som jeget forlanger og bærer på, følelser og sjæl. Han dukker jo op igen og igen, Dionysos, han er pælen i kødet, men også den figur der hiver vores sjæl afsted som hestene en kærre. Et tospand. Som det i Faidros af Platon. Den kødelige og åndelige kærlighedshest, der trækker mennesket afsted. Er Dionysos den kødelige kærlighed som kristendommen har gjort så problematisk, og som vi på en mærkelig - romantisk - måde kigger mod det glade Grækenland for at finde løsningen på? Nej, det er han jo ikke. Men hvorfor parrer Hölderlin så Dionysos med Kristus, hvis ikke det er for formæle de to ellers så adskilte guddomme, der blot bliver svagere, jo længere fra hinanden de er?

Nu regner det. Tirsdag aften 22:22. Sjældent har regn virket så lædskende. Vi har næsten ikke haft regn i to måneder. Vi har svedt og prustet. Vores kroppe har regnet med sved - nu åbner himlen sin bruser. Der er folk der løber afsted med optrukne skuldre nede på gaden, vi har åbne vinduer. Det er svalende. De varme kroppe bliver kølige. Og er det ikke sådan nu om dage? Kroppene er lunkne, grænsende til det kølige, de lysende skærme som æder sig ind i vores kød, de milioner af pixels der rinder fra toppen af timeglasset ned i kroppens glasbeholder, lysende som tusinder af glaskugler, glasøjne i vædske. Noget nær sådan er den nuværende kulturpolitik. Der er med andre ord ikke megen Dionysos i kulturpolitikken. I kulturen. Som vi alle har ansvar for. Findes der nogen god fest uden Dionysos? Jeg tror det næppe, og de fester, som den nuværende regering vil ha', bærer så tydeligt præg af denne mangel. Det var mere end en tilfældighed, det var en udtalelse med megen symbolik, som vor statsminister serverede for hele sit bagland, den aften han havde vundet valget første gang:

- Gå ud og fejr vores sejr.

Han gik ikke ud. For han drikker jo ikke. En så stærk leder minder om kong Pentheus der (hos Euripides) gjorde alt for at slå Dionysos-dyrkelsen ned. En kold og beregnende fornuft, en magthaver der glæder sig over sin magt og ikke er stærk i lattermusklen, endsige i dansedittoen.

Han må ha' modstand.