Terrorisme og småborgerlighed
Instruktøren Uli Edel kunne have taget fat i mange interessante historier i forbindelse med filmen Baader Meinhof Komplekset (der i Danmark havde premiere 24. april 2009). I stedet er hovedhistorien det som vi alle sammen ved: skud, eksplosioner, bortførelser og vold. På et tidspunkt fortæller forældrene til Gudrun Ensslin at deres datters radikale handlinger også havde befriet dem for angst. Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en præstefrue af den mest tysk-konservative slags. Var Baader Meinhof ikke et tysk generationsoprør, og kæmpede disse børn for at befri deres forældre fra en angst som de aldrig gav direkte udtryk for? Det ville have været interessant at høre om.
En anden scene: På træningslejr i Jordan ligger de unge tyske terrorister og slikker sol uden en trevl på kroppen. De muslimske guerillaer protesterer, men Andreas Baader siger at det at kneppe og det at skyde er det samme: Ficken und schiessen ist dasselbe. En noget anden agenda end de muslimer der vil genoprette kalifatet og bekæmpe Israel.
Dette ville have været interessant at høre om.
Jeg gik ind til filmen for at blive klogere på den tilstand som behersker vores samtid i så høj grad. Handlingslammelsen. At vi lever i en terrotid, fordi vi lever midt i en handlingslammelse, tager jeg som en selvfølge. Men det er selvfølgelig en teori. Verbet 'at handle' dominerede også megen af terroristernes tale. Det var ikke nok at tale. Der skulle handling til. Ulrike Meinhof blev også anklaget for forræderi af sine egne fordi hun var intellektuel og skrev artikler. Hun havde selv denne opdæmmede handlingsimpuls og hendes karakter rummer filmens mest spændingsfyldte psykologi, som skuespilleren (Martina Gedeck) gør et bravt forsøg på at skildre, men instruktøren lader ikke til at forstå den.
Hvad skal man gøre når man er vidne til statsundertrykkelse, mord og uretfærdighed? Når det man er blevet bildt ind skulle være demokrati, afslører sig selv som statsfascisme - hvad deres analyse mundede ud i? Så må man svare igen. Dels for lave om på forholdene, dels for at have en ren samvittighed. Man skal kunne sige til sine omgivelser og børn, (som man så samtidig svigter), at man dog gjorde noget. Handlingens primære - men ubevidste - mål er at redde sin egen uskyld. Filmen viser også hvor private motiver terroristerne havde: De var bare sure, indestængte og bar på et nazistisk traume, som forældrene var for gamle til at tage sig af. Heller ikke denne del af historien får særskilt megen opmærksomhed i filmen.
Det gør Hollywood-effekterne imidlertid: blodet og eksplosionerne som de to vigtigste og mest primitive appelformer til henholdsvis øjet og øret.
Det er med andre ord ret absurd at alle vi småborgerlige bohemer fra Nørrebro - og lignende - gladeligt lægger 95,- kr. pr. billet for at lade os underholde af Hollywood-effekter i et drama, der tager udgangspunkt i en politisk kamp, der om noget havde Hollywood og den passificerende underholdningsbranche i sigtekornet.
Terrorisme er hot - fordi terrorisme er romantik.
Men ikke engang dét afslører denne film den mindste bevidsthed om. Terrorisme viser folk der handler og det viser folk der er radikale. Det kan godt undre at en instruktør som Uli Edel slet ikke reflekterer over sin egen fascination af terrorisme. Uden fascination af sit emne går det jo aldrig at lave en film eller noget som helst om det.
Filmen er endnu et eksempel på hvordan moralisme og amoral hænger sammen. Det er vigtigt for instruktøren at være på den rigtige side af den etablerede moral. Vi kan ikke dyrke voldsmænd uden at tage afstand fra dem. Det er moralismen, der ikke vil vedkende sig sin egen fascination. Men på den anden side bruger filmen effekter hvis primære formål er at få hjertet til - fysisk, ikke emotionelt - at banke hårdt og hurtigt, fordi det er det den store hob vil have. Det er den amoralske æstecisme der laver en kommerciel actionfilm ud af et nationalt traume, der har kostet mange mennesker livet og bruger terrorisme som voldsromantik.
Og hvad er betegnelsen for denne kopling af moralisme og amoral? Det er småborgerlighed. Inkarneret småborgelighed er hvad Baader Meinhof Komplekset kan betegnes som. I den forstand rammer den jo lige ind i vores tid - og fremstår som dét Rote Armee Fraktion bekæmpede så indædt.
Hvis man samtidig kan registrere småborgerligheden piple ud af Rote Armees virke, lægger filmen sig derved mærkeligt nok helt op af sine hovedpersoners moral.
Indholdet af filmen giver kun et negativt svar på hvad en forsvarlig handling er. Filmens småborgerlige form og æstetik fremstår som noget af det der i Tyskland i halvfjerdserne fremkaldte disse uforsvarlige handlinger.
Alternativet til både denne populistiske form og dette terroristiske indhold glimrer ved sit gabende fravær.
mandag, april 27, 2009
fredag, april 24, 2009
Hvad ser man? - Tanker efter skudepisoden
De betydningsfulde - og skudfyldte - to sekunder onsdag d. 22. april 2009 vækker mange tanker. For eksempel: Hvad er det egentligt man registrerer i sådan en situation? Hvor rigtige er ens observationer? TV2 sagde igår at man eftersøger en rød Yamaha. Jeg opfattede den som grå. Vores vinduer i kontoret er ret beskidte og ridsede, bl.a. fordi de er lavet af plexiglas, hvad der gør at det er meget vanskeligere at rengøre. Igennem sådan et vindue bliver farverne generelt mere grålige. Hvis TV2 overhovedet har ret? (Det er en generel erfaring, at jo mere man ved om en sag, desto mere forkert virker nyhedsmediernes dækning af den).
Jeg hørte og så fire skud. Der blev talt op til ti.
Manden på bagsædet havde vendt sig om da han var uden for mit vindue. Jeg husker ikke om jeg havde hørt skud før jeg så det. Jeg mener ikke at have reageret på en lyd før jeg vendte hovedet.
Man læser at han er blevet skudt med en maskinpistol. Det er jeg sikker på at det ikke var. Mit blik blev tunnelagtigt i det sekund jeg så stikflammen. Min opmærksomhed gik som en raketzoom ind på den glimtende centimeter foran den lille pistol, manden holdt med begge hænder. I den situation bliver selv mandens ansigt skudt ud i mit synsfelts randområde. Men jeg husker alligevel noget. Hans ansigt ville jeg ikke med 100% sikkerhed kunne udpege. Han havde hjelm på. Den var åben - det var ikke en integralhjelm - så jeg så hans ansigt i profil. Han var hvid. Han havde ikke mørke øjne, snarere lyse. Han gjorde ingen grimasser i skudøjeblikket. Han var kold. Fuldstændig kold. Det kan jeg huske: hans udtryk. Der var ingen aggression, nervøsitet, usikkerhed eller overvindelse. Der var ingen følelser i det ansigt.
Jeg mener at kunne huske adskillige ting helt sikkert. Der var to på maskinen. Bagsædepassageren sad en lille smule højere end køreren, der havde integralhjelm med tunet visir på.
Jeg mener at kunne huske at han sad retvendt på maskinen og havde vendt sig om, men i så fald skal han have en smidig rygsøjle, fordi det kræver et ret hårdt vrid. Begge hans hænder var på pistolen. Den gjorde et kort rekyl på den måde at løbet gik nedad og bagenden opad.
Jeg så ham ikke vende sig om inden maskinen speedede op igen.
Det var først da Casper så mit ansigt at han kastede sig ned på gulvet og råbte. Jeg har siddet helt stivnet. Det første jeg tænkte var: 'Det der er ikke nogen legetøjspistol!'. Når jeg tænker tilbage, er det som om sansningen er vandret trægt og kviksandsagtigt igennem mine nervebaner for i slowmotion og næsten udmattet at nå frem til forståelsescentret i min hjerne, der først da har sendt adrenalin ud i systemet. Som om jeg ikke vidste hvad det var jeg så - før bagefter.
Og lige nu har jeg pludselig overrasket mig selv. Jeg sidder hvor jeg sad forleden. Lige nu hørte jeg en motorcykel, - og pludselig rejser jeg mig op og går væk og ind i det andet rum. Kigger og undersøger hvilken motorcykel der kører forbi. Hmm. Var det frivillligt at jeg lige rejste mig op der?
Man er ikke altid hvor man tror man er.
De betydningsfulde - og skudfyldte - to sekunder onsdag d. 22. april 2009 vækker mange tanker. For eksempel: Hvad er det egentligt man registrerer i sådan en situation? Hvor rigtige er ens observationer? TV2 sagde igår at man eftersøger en rød Yamaha. Jeg opfattede den som grå. Vores vinduer i kontoret er ret beskidte og ridsede, bl.a. fordi de er lavet af plexiglas, hvad der gør at det er meget vanskeligere at rengøre. Igennem sådan et vindue bliver farverne generelt mere grålige. Hvis TV2 overhovedet har ret? (Det er en generel erfaring, at jo mere man ved om en sag, desto mere forkert virker nyhedsmediernes dækning af den).
Jeg hørte og så fire skud. Der blev talt op til ti.
Manden på bagsædet havde vendt sig om da han var uden for mit vindue. Jeg husker ikke om jeg havde hørt skud før jeg så det. Jeg mener ikke at have reageret på en lyd før jeg vendte hovedet.
Man læser at han er blevet skudt med en maskinpistol. Det er jeg sikker på at det ikke var. Mit blik blev tunnelagtigt i det sekund jeg så stikflammen. Min opmærksomhed gik som en raketzoom ind på den glimtende centimeter foran den lille pistol, manden holdt med begge hænder. I den situation bliver selv mandens ansigt skudt ud i mit synsfelts randområde. Men jeg husker alligevel noget. Hans ansigt ville jeg ikke med 100% sikkerhed kunne udpege. Han havde hjelm på. Den var åben - det var ikke en integralhjelm - så jeg så hans ansigt i profil. Han var hvid. Han havde ikke mørke øjne, snarere lyse. Han gjorde ingen grimasser i skudøjeblikket. Han var kold. Fuldstændig kold. Det kan jeg huske: hans udtryk. Der var ingen aggression, nervøsitet, usikkerhed eller overvindelse. Der var ingen følelser i det ansigt.
Jeg mener at kunne huske adskillige ting helt sikkert. Der var to på maskinen. Bagsædepassageren sad en lille smule højere end køreren, der havde integralhjelm med tunet visir på.
Jeg mener at kunne huske at han sad retvendt på maskinen og havde vendt sig om, men i så fald skal han have en smidig rygsøjle, fordi det kræver et ret hårdt vrid. Begge hans hænder var på pistolen. Den gjorde et kort rekyl på den måde at løbet gik nedad og bagenden opad.
Jeg så ham ikke vende sig om inden maskinen speedede op igen.
Det var først da Casper så mit ansigt at han kastede sig ned på gulvet og råbte. Jeg har siddet helt stivnet. Det første jeg tænkte var: 'Det der er ikke nogen legetøjspistol!'. Når jeg tænker tilbage, er det som om sansningen er vandret trægt og kviksandsagtigt igennem mine nervebaner for i slowmotion og næsten udmattet at nå frem til forståelsescentret i min hjerne, der først da har sendt adrenalin ud i systemet. Som om jeg ikke vidste hvad det var jeg så - før bagefter.
Og lige nu har jeg pludselig overrasket mig selv. Jeg sidder hvor jeg sad forleden. Lige nu hørte jeg en motorcykel, - og pludselig rejser jeg mig op og går væk og ind i det andet rum. Kigger og undersøger hvilken motorcykel der kører forbi. Hmm. Var det frivillligt at jeg lige rejste mig op der?
Man er ikke altid hvor man tror man er.
torsdag, april 23, 2009
Øjenvidne til skyderi på Baggesensgade
Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.
Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.
- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.
Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.
De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.
Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.
- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.
En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.
Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.
Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.
- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.
Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.
De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.
Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.
- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.
En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.
lørdag, april 18, 2009
Efter dommen
Hvis man sammenligner piratbevægelsen, sådan som den repræsenteres af Peter Sunde (talsmanden for The Pirate Bay, herefter TPB), med den ungdomsrevolution vi har tydeligst i erindringen, nemlig den fra 60'erne og 70'erne, er der i hvert fald én ting der falder umiddelbart i øjnene - eller rettere i ørerne - og det er tonefaldet: roligt, afdæmpet, ironisk, humoristisk. Han virker i hvert fald fuldstændigt upåvirket over dommen fra i går, d. 17. april 2009, hvor han - sammen med (de) tre andre - fik et års ubetinget fængsel og et erstatningskrav på 30 millioner svenske kroner for: "Medhjälp till brott mot upphovsrättslagen", som den 107 siders lange domsudskrift skriver. "[E]t astronomisk beløb i svensk retshistorie", skriver comon. Peter Sunde holdt en pressekonference optaget i Limhamn og publiceret på spectrial. Han sidder i en sofa sammen med intervieweren og svarer på spørgsmål.
Han fortæller blandt andet at han tidligere har inviteret de involverede parter til samtale, men de kommer aldrig. Her tænker han nok både på advokater, copyrightindehavere, interesseorganistationer m.fl. De sidder, fortsætter han, i lukkede cirkler og én fortæller en ting, som så bliver lidt overdrevet i genfortællingen og hurtigt er en fjer vokset til femten høns. Dét er et af de problemer der er i kommunikationen mellem den ene og anden part. Imellem den ældre og yngre generation, kunne man være fristet til at kalde det, eller mellem repræsentanterne for den nye distributionsteknologi og repræsentanterne for plade- og filmselskaberne, (nogle af) producenter(ne) samt lovsystemet (der er skabt til andre vilkår end de eksisterende). De kan ikke tale sammen. De taler ikke samme sprog.
På mange måder er det et nyt generationsoprør vi er vidne til. Af Piratpartiets ca. 20.000 medlemmer tilhører næsten halvdelen den 'unga partisektionen'.
Peter Sunde forventer også at det tekniske niveau hos anklagerne højnes jo højere op i retssystemet sagen bevæger sig. Der er mange der ikke har forstået den tekniske side af sagen, hvad der selvfølgelig er helt centralt. Men hvad der ikke er helt evident er at den rent tekniske forståelse af teknikken i virkeligheden ikke er nok. Der er også en social side af teknikken, som er endnu sværre for den ældre generation at forstå.
Peter Sundes måde at tale på vidner om - ikke engang en tro, men en helt sikker bevidsthed om at alternativet til det system og den model, som TPB baner vej for, er dømt til at mislykkes. Alternativet til de forretningsmodeller som TPB tvinger frem er en politisk-økonomisk styring af informationer og viden. Eftersom masserne (eller mængden, som Negri/Hardt hellere vil kalde det) har smagt på den demokratiske frihed at kunne danne online-fællesskaber og dele viden i dette vidtstrakt-demokratiske medie, vi kalder internettet, er det så godt som umuligt at tage denne mulighed bort fra mængden igen. Det er nogle af de perspektiver som denne sag rejser. Tror man at interessen for denne sag kun skyldes forkælede masser der udelukkende kæmper for at kunne downloade gratis blockbustere ned? Der er meget mere på spil.
Dommen ankes. Det første slag er tabt, men ikke krigen. For det er en krig. Det har Sebastian Lütgert, der også står overfor hårde trusler fra nogle hårde politisk-økonomisk-juridiske kræfter, gjort os opmærksomme på:
Nu bliver der krig, hørte jeg én sige efter dommen. Men jeg har også lagt øre til en god vens heftige udfald imod at bruge denne krig som en kanal til at få alt muligt andet ud. Men det er hvad der sker i krige. Peter Øvig har også gjort os opmærksom på at man under besættelsen kunne nakke en uven under påskud af at han var kollaboratør. Private aversioner kan pludseligt få afløb når man befinder sig i en undtagelsestilstand. Derfor gælder det om at holde hovedet koldt og ikke at lade frustrationer eller andet privateri løbe af med en. - Dét er noget af det morsomme og befriende i den måde Peter Sunde taler på: Han taler simpelthen ikke skingert, sådan som man i dag så tydeligt kan høre at mange af 60'ernes og 70'ernes revolutionære talte. Men - forstå mig ret - de er også på en mærkelig måde uideologiske. Der er i hvert fald ikke nogen teoretikere, hvis røde eller sorte bog bliver rakt i vejret og citeret med vidt åben mund, hæs stemme og rynket pande.
Dommen vil sikkert bringe Piratpartiet ind i Europaparlamentet, spår nogle. Peter Sunde har meget godt at sige om dette parti, men tilføjer at han dog selv stemmer på et andet!
Hvis man sammenligner piratbevægelsen, sådan som den repræsenteres af Peter Sunde (talsmanden for The Pirate Bay, herefter TPB), med den ungdomsrevolution vi har tydeligst i erindringen, nemlig den fra 60'erne og 70'erne, er der i hvert fald én ting der falder umiddelbart i øjnene - eller rettere i ørerne - og det er tonefaldet: roligt, afdæmpet, ironisk, humoristisk. Han virker i hvert fald fuldstændigt upåvirket over dommen fra i går, d. 17. april 2009, hvor han - sammen med (de) tre andre - fik et års ubetinget fængsel og et erstatningskrav på 30 millioner svenske kroner for: "Medhjälp till brott mot upphovsrättslagen", som den 107 siders lange domsudskrift skriver. "[E]t astronomisk beløb i svensk retshistorie", skriver comon. Peter Sunde holdt en pressekonference optaget i Limhamn og publiceret på spectrial. Han sidder i en sofa sammen med intervieweren og svarer på spørgsmål.
Han fortæller blandt andet at han tidligere har inviteret de involverede parter til samtale, men de kommer aldrig. Her tænker han nok både på advokater, copyrightindehavere, interesseorganistationer m.fl. De sidder, fortsætter han, i lukkede cirkler og én fortæller en ting, som så bliver lidt overdrevet i genfortællingen og hurtigt er en fjer vokset til femten høns. Dét er et af de problemer der er i kommunikationen mellem den ene og anden part. Imellem den ældre og yngre generation, kunne man være fristet til at kalde det, eller mellem repræsentanterne for den nye distributionsteknologi og repræsentanterne for plade- og filmselskaberne, (nogle af) producenter(ne) samt lovsystemet (der er skabt til andre vilkår end de eksisterende). De kan ikke tale sammen. De taler ikke samme sprog.
På mange måder er det et nyt generationsoprør vi er vidne til. Af Piratpartiets ca. 20.000 medlemmer tilhører næsten halvdelen den 'unga partisektionen'.
Peter Sunde forventer også at det tekniske niveau hos anklagerne højnes jo højere op i retssystemet sagen bevæger sig. Der er mange der ikke har forstået den tekniske side af sagen, hvad der selvfølgelig er helt centralt. Men hvad der ikke er helt evident er at den rent tekniske forståelse af teknikken i virkeligheden ikke er nok. Der er også en social side af teknikken, som er endnu sværre for den ældre generation at forstå.
Peter Sundes måde at tale på vidner om - ikke engang en tro, men en helt sikker bevidsthed om at alternativet til det system og den model, som TPB baner vej for, er dømt til at mislykkes. Alternativet til de forretningsmodeller som TPB tvinger frem er en politisk-økonomisk styring af informationer og viden. Eftersom masserne (eller mængden, som Negri/Hardt hellere vil kalde det) har smagt på den demokratiske frihed at kunne danne online-fællesskaber og dele viden i dette vidtstrakt-demokratiske medie, vi kalder internettet, er det så godt som umuligt at tage denne mulighed bort fra mængden igen. Det er nogle af de perspektiver som denne sag rejser. Tror man at interessen for denne sag kun skyldes forkælede masser der udelukkende kæmper for at kunne downloade gratis blockbustere ned? Der er meget mere på spil.
Dommen ankes. Det første slag er tabt, men ikke krigen. For det er en krig. Det har Sebastian Lütgert, der også står overfor hårde trusler fra nogle hårde politisk-økonomisk-juridiske kræfter, gjort os opmærksomme på:
"Mark Getty, amerikansk finansmand og barnebarn til oliemagnaten J. Paul Getty forudsagde i år 2000, at "copyright is the oil for the 21st century". Sebastian tilslutter sig til fulde analysen af "intellektuel ejendom" som vor tids centrale økonomiske og politiske spørgsmål: "Citatet er såre sandt, for hvis ophavsretten er vor tids olie kan det komprimeres ned til et endda meget lille ord: Krig. En krig mod at folk autonomt er begyndt at organisere produktion, reproduktion og distribution på en ny måde og uden profit. Alt det du kan sige om War on Drugs og War on Terror gælder også for War on Piracy: Der findes ingen krigserklæring, ingen synlig fjende, slagene udkæmpes overalt, alle må deltage". Krigen mod piratkopiering er ingen metafor, det er en virkelig krig, og den vil stå på indtil - for nu at citere endnu en af Textz.coms cyberrevolutionære slagordspasticher - "den sidste ophavsretsejer er blevet hængt i den sidste patentjurists tarme".(note textz.com er Sebastian Lütgerts eget offentligt tilgængelige bibliotek, sr).
Nu bliver der krig, hørte jeg én sige efter dommen. Men jeg har også lagt øre til en god vens heftige udfald imod at bruge denne krig som en kanal til at få alt muligt andet ud. Men det er hvad der sker i krige. Peter Øvig har også gjort os opmærksom på at man under besættelsen kunne nakke en uven under påskud af at han var kollaboratør. Private aversioner kan pludseligt få afløb når man befinder sig i en undtagelsestilstand. Derfor gælder det om at holde hovedet koldt og ikke at lade frustrationer eller andet privateri løbe af med en. - Dét er noget af det morsomme og befriende i den måde Peter Sunde taler på: Han taler simpelthen ikke skingert, sådan som man i dag så tydeligt kan høre at mange af 60'ernes og 70'ernes revolutionære talte. Men - forstå mig ret - de er også på en mærkelig måde uideologiske. Der er i hvert fald ikke nogen teoretikere, hvis røde eller sorte bog bliver rakt i vejret og citeret med vidt åben mund, hæs stemme og rynket pande.
Dommen vil sikkert bringe Piratpartiet ind i Europaparlamentet, spår nogle. Peter Sunde har meget godt at sige om dette parti, men tilføjer at han dog selv stemmer på et andet!
Abonner på:
Opslag (Atom)