fredag, december 14, 2007

Behovet for en international og intellektuel kollektivet

Lidt om Jørn Lanngsteds og Bourdieus tanker om kunst og kommers, om Gadeuniversitetet og om en ny internationalisme


Balancen imellem den kommercielle og statsstøttede kultur i Danmark og Europa er ved at forrykke sig på en måde der aktualiserer diskussionen om de grundlæggende demokratiske principper. Hvad sker der det kritiske potentiale, uden hvilket demokratiet ikke kan være til, hvis markedet kommer til at dominere kulturproduktionen? Hvilken demokratisk rolle spiller det nationale i kulturlivet?

Professor i dramaturgi ved Århus Universitet Jørn Langsted ser et problem i at kulturpolitikken er blevet regionaliseret. Regionaliseringen gør nemlig at der ikke er noget sted der kan indgå i internationale forhandlinger. Regionaliseringen giver bedre plads til kulturkapitalismen og det bliver sværre at opretholde modstandspotentialer mod markedsgørelsen. ”Jeg savner i den kulturpolitiske forskning i Norden analyser af konsekvenserne af de regionaliseringer, der eksperimenteres med i forskellige former” (Langsted: Indfald og udfald, 2005, s. 46).

Men ikke kun analyser. Han efterlyser også en offensiv kulturpolitik.

”Den internationale kulturimperialisme (som er Jls synonym for globalisering, sr), de nationale opløsninger af statsdannelser til fordel for regioner, kunstens performativisering: disse ting bør ikke betyde 'et farvel til kulturpolitikken?', som det lidt provokerende og spørgende hed i overskriften til Den Første Nordiske Kulturpolitiske Forskerkonference. Det bør tværtimod fremhæve nødvendigheden af en mere offensiv kulturpolitik, der som grundlæggende præmis har, at et samfund er mere end et marked, og at borgere er noget andet end kunder” (ibid s. 48).

Da hverken politikerne eller universiteterne laver et lobbyistisk og aktivistisk arbejde for denne offensive kulturpolitik, må initiativet være op til borgerne. Som for eksempel denne tænketank.

Bourdieu taler også om en ny internationalisering, der som forudsætning har rod i nationaliteten. Han skriver i sit forslag til en ny social bevægelse i Europa: ”Lige nu er det mest presserende problem i mine øjne at finde de materielle, økonomiske og især organisatoriske redskaber til at anspore alle kompentente forskere til at gøre fælles front med ansvarlige politiske aktivister for at diskutere og udarbejde en række analyser og progressive initiativer, som i dag kun eksisterer som private og isolerede tanker eller i marginale publikuationer, fortrolige rapporter eller i esoteriske tidsskrifter” (Bourdie: Modild, Hans Reitzels Forlag, 2001, s. 14).

Bourdieu taler om en ny intellektuel kollektivitet der skal organisere nogle af alle de initiativer til alternative samfundsmodeller. Han skriver: ”Som en modvægt til dem (de konservative tænketanke der er udpeget af magthaverne, sr) må vi etablere kritiske netværk ved at gruppere 'specifikke intellektuelle' i fourcaultsk forstand i et intellektuelt kollektiv, der selv definerer genstandsområderne og målsætningerne for sit arbejde. Det skal kort sagt være fuldstændigt uafhængigt” (ibid s. 40). Og med uafhængigt mener han uafhængigt af kommcercielle interesser. ”Sagen er, at den principielle uafhængighed af økonomiske interesser, det kulturelle felt med besvær har tilkæmpet sig, er truet i selve sit fundament af en kommerciel logik, der sætter sig igennem på alle niveauer af den kulturelle produktion og distribution af kulturellle udtryk” (ibid. s. 84).

Det intellektuelle kollektiv er i Bourdieus visioner en international organisering, der skulle være ”med til at skabe de sociale betingelser for en kollektiv produktion af realistiske utopier”.

Kollektivet skulle være katalysator for aktionerende grupper, såvidt Bourdieu, ved at være med til at udtrykke og opdage hvem de er, ”og ved at trække på den enorme viden, der faktisk eksisterer om samfundsmæssigheden” (ibid. 41). Denne viden om samfundsmæssigheden er hvad han også kalder kulturel kapital. Det er endvidere hvad en gruppe i den danske undergrund har kaldt Gadeuniversitetet. Der bliver produceret et væld af viden udenfor de universitære institutioner, som ville kunne frigives og – var jeg ved at sige: kapitaliseres.

Der ligger altså en opgave i dels at etablere sådan en organisation, dels at lave det intellektuelle arbejde: at undersøge omfanget og virkningerne af den kommcercielle kunstproduktion samt udtænke alternativer og løsninger til de problemer, der viser sig.

Det er en stor opgave, som man dog kan starte på med at lave små grupperinger, der kan arbejde mere effektivt end mange enlige skribenter, kunstner og intellektuelle.

fredag, december 07, 2007

Den knuste postelin i de muntre køkkener

Forfatteren Jørgen I. Jensen har sagt at man skal undgå at udtale sig i tabskategorier. Det har han god grund til, ikke mindst fordi selve kategorien har en egenmekanik, der kan gå ud over virkeligheden. Der kan med andre ord gå for meget: det-var-nu-bedre-i-gamle-dage i den.

På den anden side (et andet udtryk man må være varsom med) kan man måske registrere et tab af noget så værdifuldt at man bliver nød til at råbe vagt i gevær, hvis ikke man bare skriger.

I en tid hvor De konservative er i regering, men hvor den egentlige konservatisme er længere væk fra magten end den har været i mange år, kan det være på sin plads at gøre opmærksom på nogle af de ting, der er ved at glide ud i glemslen.

Samtidig med at vi på dansk er så beriget af en mand som Otto Steen Due, der har bragt nogle af de store klassikere ud i et uforligneligt dansk, kan man læse kritikeren Torben Brostrøm skrive: ”Man kan måske gå hen og tabe hukommelsen i senilitet, men en mere skræmmende tanke er det store, fælles hukommelsestab, der rammer en moderne livsførelse, som installerer sig med massemediernes kulturelle troløshed og nøjes med deres dårlige service og tamme underholdning” (Information torsdag 6.december 2. sektion s. 23).

Bogmarkedet er mere delt. Det bliver mere og mere poppet, udgivelserne sjaskes igennem, forlag satser flere penge på færre forfattere, der bliver eksponeret på plakater, der før kun kom store filmstjerne til gode, men samtidig udkommer der en stribe af gennemarbejdede, originale, oplysende og helt igennem seriøse bøger.

Fjernsynet halter stadig langt efter og truer med at hive store dele af befolkningen ud i endnu større uvidenhed.

Der skabes større afstand imellem dem der kun bruger fjernsyn, film og internet til at indhente viden og dem der stadig læser bøger, (for slet ikke at glemme dem, der stadig kan spære ørerne op for polyfone værker, der kan tænke mere end en tanke ad gangen). For der er jo ting som bøger stadig har en eksklusiv tilgang til, og det kan siges med et ord: fordybelse. Uden hvilken vi ikke kan afdække det som Torben Brostrøm kalder 'eksistentielle koder':

”Der knuses en del postelin i de muntre køkkener, som overdøver klangen af den store musik, dramatik, roman, poesi, der blotter de eksistentielle koder og strukturer. De kan komme i fare og ved deres fravær bringe os i livsfare. I vor tid. Af mangel på taknemmelighed”.

Rammen om disse eksistentielle koder ligger i det som klassikerne kan, nemlig gøre det lille nu til et stor nu. For definitionen af klassikeren og Ezras Pounds definition af litteraturen er at den er ”nyheder som forbliver nyheder”. Den gør med andre nu'et større. Den hektiske jagen efter det nye er udslag af et meget lille nu. Så lille at man det er svært ikke at få åndenød og klaustrofobi.

Selv om det ikke kun er tab. Meget er jo også vundet. Mere om det senere.

mandag, december 03, 2007

Grundlagsdiskussionen: viden versus information

Mens Rune Lykkeberg i Information (24.11.07) ser det som et fattigdomstegn at forfattere og kunstnere ikke deltager mere i den offentlige debat og hverken bruges som 'samvittighedens stemme' eller med nogen anden form for autoritet, bliver de kunstnere, der dog stadig forsøger at ytre sig, både kritiseret i weekendavisens opions-sider og i samme avis' bogtillæg (nr. 48 – 30.11.07).

Der er ikke publikum til de forfattere og kunstnere, der har noget at sige, siger Rune Lykkeberg, og uden publikum lever kunstneren jo dårligt. Samfundskulturen er blevet subkultur (Carsten Sestoft) og kunst sejler stadig længere og længere væk fra den politiske debat. Han er kun glad for at en person ikke længere er samfundets samvittighed. Deri er han sikkert enig med mange. Alternativet er desværre at der så er meget mindre samvittighed. Det er der sikkert også mange, der er glade for. Ikke desto mindre går der noget tabt: ”Nok kan man sige, at kunstnerne ikke siger sandheden, men det betyder ikke, at kunstværkerne ikke siger noget andet og væsentligt”.
For det er ikke kun kunstnerne der ikke lyttes til, det er også værkerne, der har et mindre og mindre publikum.

Rasmus Øhlenschlæger Madsen har skrevet en phd-afhandling om den nyere kritiske essayistik i den danske debat: Vidner og dommere – ny dansk kritisk essayistik om krig og terroisme. Her som mange andre steder i weekendavisen er overskriften mere et udslag af hvad redaktionen mener om artiklen end hvad den mener dækker dens indhold. Mavefornemmelser står der: ”Troværdighed. Når Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen og Jens Christian Grøndahl skriver essays om krig og terroisme, ved de så, hvad de taler om?”

Slutningen af omtalen lægger imidlertid vægt på noget andet: Forfatternes ”essays om krig og terroisme kan alle læses som oplæg til refleksion, analyse og i sidste ende demokratisk debat. Det er det, der gør dem værd at beskæftige sig med (...) Det kritiske essays værdi er først og fremmest at virkeligheden her brydes på en anden måde, at nye sammenhænge udpeges”.

Kritikken går på at forfatterne ofte ved for lidt om det de taler om. Det siger stud.scient.polerne Sebastian Barfort og Morten Øyen Jensen skarpere. De korrigerer adskillige udtalelser fra Anne Marie Helger, Niels Hausgaard og Lotte Svendsen, hvad der nok er på sin plads, hvorefter de konkluderer, at ”kunstnerne er en parodi på sig selv, og det er ikke umiddelbart let at genkende de klassiske forbilleder, som i ekstremt høj grad berigede debatten”.

Her bør Danmarks Radio kritiseres lige så meget som kunstnerne, både for at hive dem ind til det og for at sætte så små rammer at enhver form for refleksion er umulig. Der er jo kunstnere der forsøger at forstå vores tid og vores samfund, og som holder sig indenfor sine egne kundskabsgrænser, så det ikke bliver så let at skyde dem ned.

Der er samtidig noget ignorant i disse strenge krav til saglighed. Kunstneren, forfatteren, udtaler sig netop ikke som specialist, men fordi han har sproget i sin magt. Hvis man kun vil have specialister til at udtale sig, stækker det ikke kun den almene ytringsfrihed, det fremmer også teknokratiet. Og det er jo rigtig slemt, fordi en teknokrat kender systemet så godt at han slet ikke kan forestille sig det anderledes. Så bliver den offentlige debat ét langt forsvar for det bestående – og hvor meget debat er der i det? Hvor meget demokrati?

Vi kan hverken undvære specialisterne eller kunstnerne, men de burde arbejde mere sammen. Mod et medietyranni og imod den fordummelse der ligger i at forveksle viden med information – eller kun at foretrække det ene frem for det andet.

Rasmus Øhlenschlæger siger: ”Man kunne kalde det en grundlagsdiskussion – en diskussion af forskellen på viden og information og en diskussion af, hvor meget viden der skal til for at fælde troværdige domme”.

Det er en væsentlig diskussion - og det er ikke kunstnerne, men medierne og det dovne publikum der bærer hovedansvaret.