Foredrag til Faustus – en danseforestilling ved Ninna Steen, premiere på Dansescenen 12.1.2008.

Det er bemærkelsesværdigt at en gammel troldmand fra det 15. århundrede, der i en vis forstand ikke har været noget særligt – for der var mange troldmænd både før og efter ham –, har haft en så stor fascinationskraft. For det må man sige at han har haft. Som det hedder i stykket her: ”There are more stories of Faust than they are Faust's There are a plethora, a bucket-load, a bulging overfilled stomach of Faust's. TOO many to mention”.

I en Faustbibliografie (lavet af Hans Hening i '66) kan man tælle 15.838 forskellige titler på skuespil, symfonier, operaer, bøger, digte og andre fremstillinger af denne senmiddelalderlige mystiske person. Kun Biblen kan konkurrere med Faust i hvad der været udgivet bøger om.

Og nu optræder han igen. Her i en ny skikkelse.

Faust var en virkelig person, som man ikke ved meget om i slutningen af det 15. århundrede, men han blev berømt da han blev omdannet til en firgur i en religiøs kamp i reformationens århundrede. Det var dels en intern kamp imellem forskellige reformatoriske retninger og en ekstern kamp imellem kirken og renæssancemenneskene.

Der er noget konstant i alle disse forskellige Faustversioner: noget der gør lige denne figur og ikke en hvilken som helst anden figur så fascinerende. Men de er unægtelig også meget forskellige, alle disse Faustskikkelser.

Det gennemgående i Fausthistorien er pagten med Djævlen. Faust sælger sin sjæl til Djævlen for at få noget til gengæld. Alt efter hvilken version og hvilken tid vi befinder os i leverer Djævlen enten nydelse, inspiration eller erkendelse.

Fascinationen

Den første folkebog fra 1587 blev vældig populær og hurtigt spredt – også udenfor Tysklands grænser. Det tog dog omkring fem år for bogen at blive oversat til engelsk, og det var denne oversættelse som var grundlag for den Shakespeare-samtidige Christopher Marlowes Faustversion. Til nogle af forestillingerne af Marlowes Faust blev det sagt at der rent faktisk kom Djævle ind i teatret og op på scenen, til stor fornøjelse for publikum, mens andre dog også sagde at stykket hylede nogle af publikummer så meget ud af den at de blev vanvittige.

Det tiltrækkende ved dæmonien er overskridelsen. Man overskrider et forbud – sådan som mennesket har gjort det siden Adam og Evas dage. Fausts forbrydelse er også at han spiser af kundskabens træ. Det er kundskab han længes efter, og fascinationen kommer bl.a. af at han er et moderne ekko af denne urgamle historie – og dybt liggende menneskelige drift. Han accepterer ingen grænser.

Det syndige er dog ikke kun moralsk. Det er også udtryk for en erkendelse af menneskets grænser. Hvis mennesket overskrider sine grænser, er det til skade for sig selv og andre. Det er derfor at magi ikke er tilladt i Biblen: Magi er at påvirke omverdenen, naturen og menneskene, via forskellige redskaber. Faust dyrkede sort magi, der kan have en skadelig indvirkning på andre mennesker. Det er det dunkle sinds krigsførsel, og det er til denne krigsførsel den sorte magiker bruger Djævlen. Magi er troen på at mennesket med sit intellekt og bevidsthed over afstande eller via objekter kan indvirke og manipulere begivenheder i en bestemt retning.

Kunst er magi
Det er ikke noget vi i dagens Danmark går rundt og tror på – men på den anden side er det præcis det der sker med kunst. Kunst er at påvirke andre mennesker igennem et objekt – nemlig (kunst)værket. Dét er en grund til at især kunstnere har været så draget af Faustfiguren: fordi historien om Faust er en historie om kunst.

Selve kunsten - som dét der befinder sig hinsides godt og ondt - er således i stor fare for nemlig at bruge magien i ondt øjemed. Når der ikke er etiske retningslinjer for udførelsen af kunst, bliver selve den kunstneriske virksomhed desto farligere: Det onde er ikke længere forkasteligt, og man forsager ikke Djævlen. Det gode er ikke kun godt, og det onde er ikke kun ondt. Det er et svimlende rum man befinder sig i, hvor der bliver vendt op og ned på alle kendte forestillinger. Det er i og for sig selve bevidsthedens fødsel og den radikale subjektivisme: Her er kun det godt, som jeg'et erklærer for godt. Ingen autoriteter bestemmer længere. Faust indgår pagt med Djævlen for at undgå Gud som autoritet og som den der forbyder at spise af kundskabens træ.

Faust er Guds bagside – Faustttraditionen er bagsiden af kristendommen
Men Faust har jo studeret alle ting og ved også udmærket at Djævlen er Guds tjener, Satan er i Gammel Testamente en af Guds sønner – så når han forkaster Biblen og afsværger Gud, er det i realiteten for at bringer nogle andre sider frem i Gud.

Og det er hvad hele den lange Fausttradition også er udtryk for. Fausthistorien er bagsiden af kristendommen, så hver gang Faust optræder aktualiserer det kristendommen. Der findes ikke en Fausthistorie uden kristendom, ikke nogen Mefisto uden Gud, og en af grundene til at Faust fylder så meget i litteraturhistorien, er fordi litteraturen opfanger alt det som kirken har udelukket.

Søren Kierkegaard skrev på et tidspunkt ingående om Faust, mest i sine uudgivne papirer. Han mente at Don Juan, Ahasverus (den evige jøde) og Faust repræsenterede åndshistoriens tre store ideer (Pap. I A 150). Hvor Don Juan er det dæmoniske bestemt som det sanselige, som kristendommen udelukker, repræsenterer Faust det åndelige, som kristendommen udelukker. Dette åndelige er hvad magien indbefatter: Det er ikke kun udforskningen af naturens hemmeligheder, deri kan der ligge en stor hyldest til Guds skaberværk, men brugen af denne viden er hvad kristendommen udelukker. Magien er en kættersk brug af en viden til at lave om på Guds skaberværk, på den omgivende og på menneskets egen natur.

Faust i Folkebogen er alle de ting som kirken fordømte: magiker, nekromantiker (at kunne tale med de døde), alkymist (der forsøgte at lave guld – og ledte efter de vises sten), troldmand, sortekunstner, astrolog, verdensmenneske – og forfører.

Faust og Don Juan ligner hinanden ved begge at være forførere, de appelerer til en dunkel vilje hos offeret, der en halv rus går med på noget, som det senere fortryder. Don Juan forfører mange kvinder, Faust forfører (hos Goethe) en enkelt kvinde, Gretchen. Både Don Juan og Faust bruger deres stærke viljer til at fremme egne interesser. Dét er hvad der ligger i nydelsen.

Underlødig og seriøs fascination
Men man kan godt tale om en underlødig og en seriøs fascination. Det onde kan pirre og ophidse, men det onde kan også være det uundgåelige og selve stedet for både inspiration og erkendelse. Det har ikke været noget man alle dage har været bevidst om. Det var først med Lessing i 1760'erne at man fik en positiv udgave af Faust. Et sted siger Lessing: Holdt Gud sandheden i sin højre hånd og den evige stræben efter sandheden i sin venstre, da ville jeg klynge mig til hans venstre hånd, fordi sandheden kun tilhører Gud.

Mennesket er bestemt til at stræbe efter sandheden. Det er selve sandhedsstræben, som frelser Faust i Lessings udgave (som han aldrig fik udgivet). Hvis man ser Fausts skæbne igennem Lessings briller, er det altså ikke dét at han har hidkaldt Djævlen, der er årsag til Fausts fortabelse, men dét at han ikke har hidkaldt ham af oprigtig erkendetrang.

Den tvetydige Faust
Men dermed ikke sagt at Faust ikke også har været drevet af dunkle begær efter magt og nydelse. Sådan er han også beskrevet i Folkebogen. I virkeligheden har tvetydigheden i Faustfiguren været der fra første færd, selv om forfatteren til den første Faustudgave ikke har været sig så bevidst om denne dobbelttydighed, som senere tiders forfattere har været. I Folkebogen bliver han nemlig skildret som en charlatan, en troldmand, et verdensmenneske, det vil sige et renæssancemenneske, astrolog og videnskabsmand, som ikke har brug for hypotesen om Gud i sit verdensbillede.

Kierkegaard refererer et sted (en Shubart for at sige) at det ikke er forkasteligt at gribe til magien, da den stræber efter erkendelse, men det er forkasteligt at søge erkendelsen i et underordnet øjemed.

At søge erkendelsen i et underordnet øjemed vil sige at søge den for noget andets skyld end selve erkendelsen.

Dette dobbelte begær kommer tydeligst til udtryk hos Goethe i Fausts berømte esklamation: ”To sjæle huses, ak, i mit bryst. Den ene ønsker blot at skilles fra den anden. Den ene klamrer sig med voldsom lidenskab og hedt begær til denne verden, den anden hæver sig af al sin kraft fra støvet op mod sit høje ophavs sfære” (v. 1112-1117, oversættelse Arne Rosenhoff, Vindrose 1990).

Her er vi ved en anden stærk fascinationskraft i Faustfiguren, som man kunne kalde den psykologiske eller antropologiske, fordi den i meget kort form giver et portræt af mennesket.

Platon. Denne dobbelte drift ser man også hos Platon, hvor han i dialogen Faidros beskriver kærligheden som en vogn med to heste, den ene er hvid og langhalset, den anden sort og korthalset, dvs. en der er rationel og moralsk, den anden som søger det irrationelle og den legemlige nydelse.

Mennesket er defineret ved at være splittet. Men Faust repræsenterer både splittelsen – og stræben efter at overvinde denne splittelse.

Splittelsen i denne Faust-forestilling
I Ninna Steens forestilling har vi denne splittelse helt helt tydelig fremstillet: der er simpelthen to figurer på scenen, ikke flere. Hele Gretchen-historien er skåret væk, dvs. den historie, der hos Goethe fremstiller Faust som kynisk forfører, men også som en mand med længsel efter ægte kærlighed, den stræben, der til sidst frelser ham. I Ninna Steens forestilling er der kun to personer – og i virkeligheden er disse to personer én og den samme.

Faustfiguren hedder Mr. Ordinary og er lige så ordinær som Bob Dylans Mr. Jones. En person der ikke ved hvad sker omkring ham, en person der ikke kan udtrykke hvad han føler, han ved det sikkert ikke engang, en person hvis grænser er flydende, så han falder i et med baggrunden, men dog alligevel med et rigt indre liv, der kun lever dunkelt og ubevidst, en boblende gryde af en masse drifter, der ikke er udlevet, men indkrogede i sig selv. En person der er en skygge af sig selv. Det er denne skygge som optræder sammen med ham. Det er Mefisto.

Mefistos længsel
Men det er også sådan at Mefisto ikke kun er Fausts skyggeside – det er også omvendt: Faust er skyggens idealbillede. På samme måde som Himlen over Berlin, hvor englene har et begær efter at blive mennesker, efter at blive tunge, kompakte og træge, efter at mærke smerte og at kunne dø. Alle disse ting som menneskene anser som en forbandelse. Det er hvad englene ser som forløsende fra deres luftige, gennemsigtige, usynlige og udødelige tilværelse. Nu er Mephisto jo allerede en af Guds engle, både i Jobs bog, som prologen i Goethes Faust er kalkeret over, og i Gammel Testamente. Lucifer var en falden engel og Satan var en af Guds sønner.

I de fleste Faustversioner påkalder Faust Djævlen – dvs. Mefisto. Men her er det næsten omvendt. Mefisto er den der kalder på Faust, han har behov for Faust, han har behov for at blive opslugt. Han leder efter liv – det er derfor han udstopper fugle. Han er selv livløs, men han savner liv – sådan som udstoppede fugle minder om et levet liv, men egentlig er livløs.

Mefisto har et helt bibliotek med sjæle. Ligesom de udstoppede fugle har han et helt bibliotek med nedfrosne sjæle. På samme måde som et helt bibliotek er dødt, hvis ikke bøgerne bliver læst, er et helt bibliotek med sjæle dødt, hvis ikke sjælene har en krop at leve i.

Det onde er det sjælløse
Dette er et kernepunkt i hele Fausttraditionen. Sådan har Thomas Mann nemlig i sin roman fra 1947 givet en karakteristik af Faust.

Faustfiguren hos Thomas Mann er en komponist, der på én og samme gang har et overdrevet intellekt og en ustyrlig primitivitet. Dét der befinder sig i midten runger i sit barbariske fravær. Det der mangler er sjælen, for sjælen er kærlighedens hus. Det er sjælen der holder intellektet og driften sammen. Det sjælløse er barbarisk, fordi selve det humane befinder sig i midten – som det der kan bringe balance mellem intellekt og drift.

Thomas Mann siger nemlig et sted at dér hvor den hovmodige intellektualitet parrer sig med den rå drift, dér sidder djævlen. Det vil sige at det dæmoniske springer fra det sted hvor der ikke er en sjæl. Det onde er det sjælløse. I det øjeblik Faust betaler Djævlen med sin sjæl, har han også indvilliget i ikke at kunne elske. Det er det som Mefisto viser ved at have et helt bibliotek fuld af sjæle. Han har alt det han ikke er. Jo flere døde sjæle han har, desto mere død er hans egen sjæl.

Om det ordinære – manglen på glæde
I denne forestilling kaldes Faust Mr. Ordinary. Deri ligger der en stor ironi, for Faust er traditionelt set den mest uordinære af alle. Det er blandt andet dét som gør ham til Faust. Det er noget af det, som er hans synd. Han gør sig til mere end et menneske – ved at tro at man kan sætte et blad på en nælde.

Historisk set er han meget speciel, han er ekstraordinært begavet, han burer sig inde i sine bøger (sådan som Katrine Wiedemann illustrerede i sin Faustversion på Det kongelige Teater).
Der er en scene hos Goethe, hvor Faust går blandt de glade bønder, der holder fest. Han er helt fremmed i disse omgivelser og hans manglende spontanitet skriger til himlen. Han er ikke i stand til at feste. Han har mistet den barnlige glæde, og han er på afstand af alt det almindelige.

Men denne forestilling gør ham almindelig, og det er nyt. Det er imidlertid ikke kun Faust der er blevet almindelig. Det er Mefisto også. Mefisto siger på et tidspunkt at hans job er blevet ligegyldigt. Hans funktion er nedlagt. Mefisto er simpelthen fyret som det ondes præsident. Faust har været bogens og ordets mand, men er her gjort ordløs. Mefisto har båret – som der står hos Goethe: ”en kappe af svær silke, med hanefjer på hatten” - men nu er han almindelig borger iklædt jakkesæt. Han er også blevet almindelig, og så er han endda blevet fyret.

Samfundet har overtaget hans rolle, siger han, men Mefisto siger selv at samfundet ikke kan give mennesker hvad de vil have. Samfundet kan kun give rammerne for det, hvor imod Mefisto kan give menneskene hvad de vil have. I dette stykke er det ikke nydelse – men fuldbyrdelse: selvrealisering. Som Mr. Ordinarys skygge er Mefisto den side af ham, som han hverken kan erkende eller give slip på. Mefisto er en større kraft i Faust end Faust selv kan bære – ellers var han ikke nogen figur på scenen. Hvis virkeligheden kunne indfanges af begreber, var der ikke noget drama, ikke nogen billeder, ikke nogen forestilling. Mefisto er altså en del af Faust, men en større del af Faust end Faust selv kan have i sig. Men ikke nok med det: han repræsenterer også den største del af Faust. Han er større og stærkere end Faust. Mefisto forlanger at de indtager verden sammen, at de sætter sig på selvrealiseringens trone som en konge og en dronning. Men det vil Faust ikke. Først er Faust interesseret, dernæst afviser han Mefisto – for herved at fortabes.

Det der sker er hvad legenden om de syv djævle fra Matthæus 12,45, fortæller:

”v43 Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. v44 Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. v45 Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.”

Ved at sige farvel til sin skygge, har man dermed inviteret det store mørke. Hvis den urene ånd farer hvileløst omkring, vender den syvfold tilbage. Sådan som H.C. Andersen også så formidabelt har beskrevet det i eventyret om Skyggen.

Mefistos dødskramper
Der er to ting der ikke optræder på scenen: der er ikke nogen Gud og der er ikke et samfund. Der er ikke en instans udenfor Faust der kan redde ham fra det onde. Og det samfund, som rent faktisk har overtaget Mefistos arbejde, er heller ikke skildret. Så selv hvis Mr. Ordinary havde opfyldt kontrakten, ville han ikke være blevet frelst, for Mefisto er ikke hvad han giver sig ud for at være. Han er ikke den onde mere, fordi han er afsat fra sit embede. Han er ligeså nedfrosset som sine sjæle, ligeså udstoppet som sine fugle.
Men at sige at Mefisto ikke er hvad han giver sig ud for at være, er præcis at sige at han er som han skal være. For Mefisto er selve fremmedgørelsen, han er selve billedet på at mennesket ikke er hvad det er, symbolet på at mennesket altid er fremmed for sig selv. Så det er meget ironisk at sige at han ikke er hvad han er. Selv en løgner kan sige sandheden.

Men hvad er det så for en Mefisto vi ser i dette stykke?

Det er et levende symbols dødskramper. Et symbol der kæmper for at holde sig i live, men er ved at miste livet. Det er derfor han er så interesseret i Faust. Faust skal redde Mefisto. I modsætning til andre tiders Faust, hvor man har medlidenhed med Faust, er det her Mefisto der vækker ens medlidenhed og sympati.

Når Faust afviser Mefisto, gør han det samme som vi – publikum og almindelige borgere i en verden med gode og onde kræfter i en forvirrende og brutal kamp med hinanden – nemlig: suger livet ud af symbolet.

Hvis ikke det onde har en skikkelse, er det umuligt at gøre noget ved. Så farer det onde hvileløst og usynligt rundt blandt menneskene. Det er kun hvis han har en skikkelse, det som litteraturen, dansen og teatret kan give ham, at vi kan gøre noget ved det onde. Hvis ikke han har det, kan det kærlighedsløse snige sig ind på os og besætte os før vi ved af det. Ligesom Faust går tabt, fordi han ikke kan forbinde sig til sin egen skygge, går Mefisto tabt fordi han ikke kan rumme sin egen symbolske substans. Den er forsvundet – ud i samfundet – ud iblandt stolerækkerne på Dansescenen.