Tiende rejsebrev fra Italien
Kære Henrik,
Ud kaldte. Stemmen sagde ud. Ikke længere tøffe rundt i huset. Luften var blevet for tyk her, selv om der langt til væggene og møblerne er få. Borgstuen har én stor seng og plads til syv andre ved siden af. Mellemværelset har én enkeltseng og plads til syv andre ved siden af. Soveværelset har én dobbeltseng og plads til seks andre ved dens side. Hemseværelset - der er bygget en stor hems over halvdelen af rummet - har én seng og plads til mere end ti omkring den. Spisestuen har ét bord, men sandelig også en skænk med plads til mindst ti af samme slags omkring sig.
Der er et landskab, der kalder, byer der ikke er opdaget, udsigter øjnene ikke har spist og strækninger kroppen ikke har iklædt sig. Selv om vand - i hvert fald ph-mæssigt - er det mest neutrale man kan forestille sig, virker det magnetisk. Jeg må ned til vandet. Selv om jeg kigger med lange blikke mod byer på bjergenes kam. Byerne er klumpet sammen her i Norditalien, og de ligger ofte højt - af forsvarsmæssige hensyn.
Mure der falder fra tagrenden ned over de grønne tilskoddede vinduer ned til klippen, som normalt står vinkelret på murene, men her bare fortsætter linjen nedad. Som husene ud til Venedigs kanaler stod der huse hvis ydermure lå i forlængelse af klippeslugtens lodrette rejsning.
Først langs vandet med de blåstribede parasoller, børn lader sig forfølge af Middelhavets bølger, der strækker sig langt ind på stranden, en mor i bikini med mænds blikke siddende på ryggen går ud og lægger sig med maven på bølgen og siger 'uh'. Hun bliver trukket ud i vandet af bølgernes understrøm. Hendes børn skriger af lykke, - når de undslipper bølgen. Solbriller sidder og nyder en drink. Bikinier bærer på bølgende bryster. Praktiske lommeveste slæber sine fødder over promenadens nyanlagte flisebelægning og drømmer om dengang blodet løb hurtigere i årene. Paggioer der overhaler. Motorcykler der laver vrik med halen. Cabrioletter med tilbagestrøget hår, stroptoppe og åbne læber. Til venstre udskårne klipper, og her har det været for hårdt: vejen snor sig omkring bjerget, hårnålesving med havet til højre. Dér skildpaddeøen, der hedder sådan, fordi den ligner en skildpadde på vej ind mod kysten.
Bilen er kastet ud i landskabet. Uden mål eller med. Men så kommer kortet på banen. Hvordan læse landskabet? Højdeangivelserne. Der er omkring 800 meter ved Mont Giogio og Montenotte. Det bliver målet. Hvordan oversætte kort til bevægelse? Halv bogstavelighed, halv intuition. Mod Torino, ser fornuftigt ud, og dér, da kom vejen mod Montenotte.
En lang snoet vej langs flod nederst i en dal med frodige bjergskråninger på begge sider. Floden på venstre hånd og huse skåret ind i klippen, presset ud mod vejen, hævet op på antikke mure. Disse mure med halvglat overflade udadtil men formmæssigt stadig uregelmæssige, fordi de har bevaret sin oprindelige form. Men hvordan har de så fået dem til at passe sammen, alle disse hundredevis af meter?
Pavillioner med kors og Maria ved hver anden flodbøjning. En lille kuppel med fire markerede hjørner, en jernlåge, krusifix. Byer med så få huse at de ikke kan kaldes byer. Fabrikker. Efterladte fabrikker. Efterladte fabrikker hele vejen langs floden. En høj treetagers bygning med smalle tætsiddende vinduer. En gotisk fabrik. Efterladt. Tom og gabende. Spor af aktivitet, ekko af hammerslag, roterende motorer, energi, produktion, demonstrationer, intriger, chefer og arbejdere, røde faner, vigtige møder, gråd over fyringer, rynker i panden, lukning af fabrikken, flytninger, familier i opbrud, børn ud af skolen, de gamle der bliver. Stilhed. Et ekko ringer ud. Klipperne på den anden side kaster de sidste lyde tilbage fra fabrikken før den endeligt lægger sig til at dø. Biler der suser forbi og ser skallen og de afskallede mure. Et opretstående lig, ikke engang sminket, meget smukkere end sminket.
Også denne bil med disse øjne snor sig videre langs floden. En by. En bil står midt på vejen. Manden vinker til os: kør udenom. Kører udenom. En pige leger i grøften. Kører videre. Det begynder at regne. Det dugger på ruden. Der er hyldeblomst. Springer ud og plukker. Rækker armen langt frem. Tager et skridt og står på våde knirkende grene mens armene rækker langt efter de hvide favnende hyldeblomster.
Det går opad. Vejen snor sig. Det er grønt til højre og venstre. Langt stykke uden huse. Det bliver højere og højere. Det regner. Det bliver hurtigt øde. Dér er pludselig en kirke, man kan kun se spiret, det typiske middelaldermurværk. Vejen går højre om den, dalen til venstre. Den ligger lidt tredive meter nede. Der er klistret en klynge huse til kirken. Man kan kun se tagene. Det er umuligt at se hvordan man skulle kunne komme derned.
Så er den passeret.
En mark uden dyr. Bølget eng, her kunne man løbe op og ned i solnedgangen mens farfar fodrede dyrene. Der er ingen dyr. Der er ingen børn. Der er regn og et stort gammelt bøgetræ, der hvælver sig ud over den plads til picnic, der pludseligt har indfundet sig. Det blomstrede tæppe bliver bredt ud, det hjemmelavede brød bliver pakket op, den røgede skinke, parmaen, salamien, pecorinoen, lerdammeren, servietter og rødvin. Barbera d'Alba'en bliver åbnet, hældt op i glassene, der bliver skålet, og en liflig druelakrids, en blød tørfrugtig vædske løber over tungen som hilsen fra en mand, et hus, en slægt, en længere historie, der har investeret kræfter, tanker og eksperimenter i at gøre dette for disse smagløg. Regnen falder i en lind strøm, men det er dråbefrit under bøgen. Bortset fra en enkelt for lidt siden. Bjergkammene ligger foran som skifferplader i rygeovn, bag den første mørke kam stiger der en hvid dis og igen bag den næste og næste. Dér foran stiger en røg, en bonde brænder noget af.
Der skåles - og kysses. Øjne der kigger op i bøgekronen. Øjne der kigger ud i regnen, strækker sig over bjerge, igennem gennemsigtig dis. Øjne der lægger sig ind i pupillers mørke. Guirlander af fugtige rødder slår omvej omkring fire baller på vej ned i jorden.
En kaffe i Altare. Langsomt ruller bilen ind i denne spøgelsesby. Lukkede skodder. Ingen mennesker. Jo, dér: en gammel mand, der går sine sidste skridt, standser og kigger - ikke. Ikke engang dét. En bil krydser vejen foran os. Da vi nærmer os det sted, den krydsede, er der ingen vej, man kan køre af. Den er for smal til biler. Middelalderlige gyder. Et skilt: Profumeria Boys 2000. Butikken er lukket. Alle butikker er lukket. Det regner. Asfalten er våd. Husene er våde. Skiltene er våde. Et andet skilt: Cinema. Det må være gammelt. Der er ikke antydning af en biograf. Vender rundt. Dér er en café, og her må hele landsbyens indbyggere sidde. Det vil sige den mandlige del. Cafeen hedder Excalibur 1998.
Der sad en mand - alene - med langt hvidt hår i joggingtøj. Der sad en tyk dreng ved en spilleautomat. Der sad to gamle mænd ved et bord og talte lavt sammen. Der sad en gammel mand med tøjet fra igår på. En kvinde ekspederede. Hun kiggede ned da hun modtog bestillingen. Under baldakinen sad en ung mand på fyrre i malerbukser og en kammersjuk, vel ti år ældre. De flyttede sig straks, da de så to turister komme med kaffe i hånden. Den høflighed, man møder næsten overalt i Italien, var intakt i denne flække.
På vej ud ad byen knejsede en nedbrændt lagerbygning, nabo til stationen. Tusindevis af kvadratmeter under sodede spær. Afsvedne mure uden tag stod stædigt dér, hvor de med sikkerhed havde stået i mange mange år. Også efter det hele - eller i hvert fald det halve - brændte ned. Åbne huller stirrede tomt ud mod disse måbende øjne, der spurgte: Jamen, hvorfor har de ikke revet det ned? Har der ikke været arbejdskraft til at rive bygningen ned? Har de villet bevare ruinen som minde om dengang, der var liv i byen? Har ejerne ikke fået det at vide? Er der overhovedet nogen i byen, der har lagt mærke til at der stod en bygning på størrelse med en større landsbykirke uden tag, uden vinduer, uden mennesker?
Forladte bygninger i hver en flække. Forladte huse. Forladte fabrikker. Hvem talte om overbefolkning?
Der var en hvid sti på kortet, og hvorfor ikke gå efter de hvide pletter? Ind i tæt bevoksning. Våd asfalt, der gik over i grus, der gik over i hullet, jordet, stenbelagt furret vej, der satte hastigheden ned til under 10 km/t. Store skarpe sten bankede på undersiden af karosseriet. Bilen bølgede som en båd i uvejr. Vandpytter slikkede op ad siden. Dyngvåde træer krængede ind over denne invaderende behjulede blikdåse. Rødder krogede sig op ad væggene langs denne ikke-vej. Grene greb ud efter noget at holde fast i.
Fibre i nakken blev spændt, muskler i hænderne, bekymring og sætninger i loop: punktering, punktering, punktering. Hvad gør man, hvis man punkterer her? Kender knap nok positionen. Et skilt. Helt udelukket ifølge kortet, men til venstre. Her er kortet for alvor forladt. Ingen position. Klapper kortet sammen og lægger det væk. Bump og knold og sten og rod og pyt.
Vejret holdt. Bilen holdt. Astalten kom. Og - pyhaa. Ingen punktering.
Vand kaldte. I Middelhavets bølger. Saltet ind i alle huller. Rulle rundt i vandet som over en kølig ild: stegt godt igennem, mør og klar til at spise.
Og også den dag kom der italienske lækkerier på bordet. Risotto og Barbera d'Alba.
Det var den dag,
fra
Du ved nok.
tirsdag, juni 05, 2007
Niende rejsebrev fra Italien
Kære Beate,
Igår kom vi forbi en vin-, olie-, eddike-, oliven- og spaghetti-butik. Den måtte vi lige ind i, og det endte med at vi købte tre flasker rødvin fra Piemonte og en olie fra Ligurien. Der stod række på række med olivenolier. Vi vidste slet ikke hvad vi skulle gøre af os selv. Hvordan overhovedet vurdere disse olier? Vi gik over til vinen og besluttede at nu vælger vi et område, og så bliver vi der. Derfor kun vin fra Piemonte. Det samme gjorde vi så med olien. Nu vælger vi Ligurien. Vi bor her og vi vil smage jorden under vores fødder. Så vi spurgte ham, og han pegede på én olie, 'bonissima', og på tre andre olier: 'buono'. Okay, vi tog bonissima. En monokultura-ekstrajomfruoliven med plyssæder og alufælge og hele svineriet. En limousine med andre ord. Etiketten er designet lidt i stil med Hannemanns produkter fra Øster Farimagsgade: uden billeder, men med en ensudseende tynd font på højkant. Monokultura betyder, fortalte han, at det kun er den samme slags oliven, taget det samme sted fra - og så selvfølgelig også lavet selv samme dag som de er plukket. Denne olie var plukket i februar, fordi den lå højere, mens de andre olier er plukket i oktober, fordi de ligger tættere på havet.
23,- Euro, lidt over 150,- kr. for 750 ml. Olio & Orti hedder den. Monocultivar Taggiasca står der på siden. Den kommer fra Fratelli de Andreis S.N.C. (www.olioeorti.it).
Da vi kom hjem og smagte på den, kunne man godt smage at den ikke var som den anden olie, vi købte hos købmanden forleden (en ekstra jomfru fra Pellegrino, categoria superiore, hvad det så end betyder?).
Vinene har vi ikke smagt endnu, men her får du alligevel at vide, hvad vi købte, så du er advaret om hvad du må lægge øre og øje (- desværre ikke gane) til i næste brev: en Barbera D'Alba fra Prunotto 2005, en Dolcetto di Dogliani fra Chionetti, San Luigi 2003 og Barbera d'Asti fra Massimo Marengo, Castagnole Monferrato 2004.
Forleden fik jeg brev fra Mikael R. Det var total optur. Et rigtigt brev. Stefano kom ned til os med en masse breve, de fleste til ham, lidt færre til ham, der boede i denne lejlighed før os, og så ét brev til os. Et rigtigt brev. Selv om Mikael ligeså godt kunne have skrevet det på mail, havde det en helt anden virkning at få det på print. Jeg tillod mig at læse det op, selv om det sikkert kan virke meget indiskret, når brevet nu var til mig. Men det var ikke i den forstand hemmeligt, så jeg regner med at han tilgiver mig. De skulle ud og spise, på Fiasco, for som han siger: 'mindst ét rigtig godt måltid om året' skal der til. Når de var derhjemme, sagde han, laver de mad og spiser, taler om mad og drikkevarer. Også på det punkt ligner vi dem. Da han sluttede brevet af med følgende sætning, kunne vi alt for godt se os selv: "Vi ser begge frem til at skulle tale om mad, mens vi spiser godt på Frederiksberg i aften".
Én sagde engang at det var typisk for danskere, at tale om mad når man lige skulle til at spise. At det så er udvidet til faktisk at gælde hele måltidet, siger noget om tidernes udvikling. Eller forfald. For vi kan f.eks. godt igennem et helt langt måltid tale om mad. Fra start til slut.
Men for nu ikke at tale om noget andet, men om det samme, så spiste vi et lækkert måltid igår. En røsti med en laksebøf og en salat med kogte bønner og salatblade i. Det bedste ved denne salat var vores nye olie. Røstien havde jeg lavet dagen forinden, så den kom lige i ovnen og fik en sprød overflade. Laksebøffen var kommet i ovnen, og det er at foretrække. De bliver bedre i ovnen end på panden, kunne vi konstatere. Den lå i hvidvin, lidt citron og fennikel, som også afgav lidt vædske. Virkelig god. I det hele taget bruger vi en del fennikel, ikke mindst fordi vi har fået Jamie Olivers nye kogebog med italienske retter herned. Den er ret god, synes jeg. Han kan godt lide fennikel og ikke mindre fennikelfrø.
Han fortæller blandt andet at han tager til Italien hvert år med sine elever for at se på olie-produktioner. Oliens kvalitet er ikke kun afhængig af olivene, af jordforhold og vejr, men også af produktionsformen. Olien er en grundingrediens, som man må vie en del opmærksomhed.
Jeg kan godt lide Jamie Oliver, selv om han selvfølgelig også er smart. (Hils fra mig, så får du sikkert en særlig behandling, og sådan noget. Han kan virkelig give én en fornemmelse af at man kender ham).
Vi lavede pasta alla norma forleden. Det er en siciliansk hofret med aubergine og ricotta på pasta. Den blev faktisk ikke helt så vellykket, som den sikkert kunne. Nok for meget olie. Det er de aubergine, der snyder. Jeg tror ikke man behøver at bruge så meget olie, man skal bare være over dem, røre rundt i gryden, så de ikke brænder på. Det er næsten som et tørstege dem, men de bliver bedre af det.
En anden aubergineret er caponata, også siciliensk, der udover aubergine består af kapers, oliven, tomater, rødløg og mandler i en sauce med oregano, persille, krydderedike og selvfølgelig olie. Det er en primi, men jeg fik lavet så meget at vi stort set kun spise den. Det er en primi, man skal ikke lave for meget.
Da jeg gik ind i spaghettiriaet forleden, begyndte jeg også der at snolde. Det har vi åbenbart lidt tendens til! Jeg skulle lige have 200 g. af de rigtige fazoletti, 150 g. af raviolien med spinat, 100 g. af tortellinien og så også lige 100 g. af den grønne spinatpasta. Når jeg skriver de 'rigtige fazzoletti' er det fordi jeg prøvede at lave fazzoletti for nogle uger siden. Og de så overhovedet ikke sådan ud. De var meget større og tykkere. Fazzoletti betyder silketørklæder og er firkantede spaghettier skåret som kortfarven ruder. De skal altså være små, få centimeter lange og ret tynde. Jeg lavede dem som Jamie Oliver sagde: op til 10 cm. lange.
Jeg prøver at indføre lidt lettere måltider om aftenen, helst vegetarisk, men det er lidt svært. Det giver ellers en rar fornemmelse når man ikke spiser det tunge kød og drikker al den vin. Men - som Rikke så rigtigt siger: det smager jo godt.
Nu glæder jeg mig bare til at spise noget frokost med Rikke - og få talt lidt mere om mad.
Kærlig hilsen,
Du ved nok.
Kære Beate,
Igår kom vi forbi en vin-, olie-, eddike-, oliven- og spaghetti-butik. Den måtte vi lige ind i, og det endte med at vi købte tre flasker rødvin fra Piemonte og en olie fra Ligurien. Der stod række på række med olivenolier. Vi vidste slet ikke hvad vi skulle gøre af os selv. Hvordan overhovedet vurdere disse olier? Vi gik over til vinen og besluttede at nu vælger vi et område, og så bliver vi der. Derfor kun vin fra Piemonte. Det samme gjorde vi så med olien. Nu vælger vi Ligurien. Vi bor her og vi vil smage jorden under vores fødder. Så vi spurgte ham, og han pegede på én olie, 'bonissima', og på tre andre olier: 'buono'. Okay, vi tog bonissima. En monokultura-ekstrajomfruoliven med plyssæder og alufælge og hele svineriet. En limousine med andre ord. Etiketten er designet lidt i stil med Hannemanns produkter fra Øster Farimagsgade: uden billeder, men med en ensudseende tynd font på højkant. Monokultura betyder, fortalte han, at det kun er den samme slags oliven, taget det samme sted fra - og så selvfølgelig også lavet selv samme dag som de er plukket. Denne olie var plukket i februar, fordi den lå højere, mens de andre olier er plukket i oktober, fordi de ligger tættere på havet.
23,- Euro, lidt over 150,- kr. for 750 ml. Olio & Orti hedder den. Monocultivar Taggiasca står der på siden. Den kommer fra Fratelli de Andreis S.N.C. (www.olioeorti.it).
Da vi kom hjem og smagte på den, kunne man godt smage at den ikke var som den anden olie, vi købte hos købmanden forleden (en ekstra jomfru fra Pellegrino, categoria superiore, hvad det så end betyder?).
Vinene har vi ikke smagt endnu, men her får du alligevel at vide, hvad vi købte, så du er advaret om hvad du må lægge øre og øje (- desværre ikke gane) til i næste brev: en Barbera D'Alba fra Prunotto 2005, en Dolcetto di Dogliani fra Chionetti, San Luigi 2003 og Barbera d'Asti fra Massimo Marengo, Castagnole Monferrato 2004.
Forleden fik jeg brev fra Mikael R. Det var total optur. Et rigtigt brev. Stefano kom ned til os med en masse breve, de fleste til ham, lidt færre til ham, der boede i denne lejlighed før os, og så ét brev til os. Et rigtigt brev. Selv om Mikael ligeså godt kunne have skrevet det på mail, havde det en helt anden virkning at få det på print. Jeg tillod mig at læse det op, selv om det sikkert kan virke meget indiskret, når brevet nu var til mig. Men det var ikke i den forstand hemmeligt, så jeg regner med at han tilgiver mig. De skulle ud og spise, på Fiasco, for som han siger: 'mindst ét rigtig godt måltid om året' skal der til. Når de var derhjemme, sagde han, laver de mad og spiser, taler om mad og drikkevarer. Også på det punkt ligner vi dem. Da han sluttede brevet af med følgende sætning, kunne vi alt for godt se os selv: "Vi ser begge frem til at skulle tale om mad, mens vi spiser godt på Frederiksberg i aften".
Én sagde engang at det var typisk for danskere, at tale om mad når man lige skulle til at spise. At det så er udvidet til faktisk at gælde hele måltidet, siger noget om tidernes udvikling. Eller forfald. For vi kan f.eks. godt igennem et helt langt måltid tale om mad. Fra start til slut.
Men for nu ikke at tale om noget andet, men om det samme, så spiste vi et lækkert måltid igår. En røsti med en laksebøf og en salat med kogte bønner og salatblade i. Det bedste ved denne salat var vores nye olie. Røstien havde jeg lavet dagen forinden, så den kom lige i ovnen og fik en sprød overflade. Laksebøffen var kommet i ovnen, og det er at foretrække. De bliver bedre i ovnen end på panden, kunne vi konstatere. Den lå i hvidvin, lidt citron og fennikel, som også afgav lidt vædske. Virkelig god. I det hele taget bruger vi en del fennikel, ikke mindst fordi vi har fået Jamie Olivers nye kogebog med italienske retter herned. Den er ret god, synes jeg. Han kan godt lide fennikel og ikke mindre fennikelfrø.
Han fortæller blandt andet at han tager til Italien hvert år med sine elever for at se på olie-produktioner. Oliens kvalitet er ikke kun afhængig af olivene, af jordforhold og vejr, men også af produktionsformen. Olien er en grundingrediens, som man må vie en del opmærksomhed.
Jeg kan godt lide Jamie Oliver, selv om han selvfølgelig også er smart. (Hils fra mig, så får du sikkert en særlig behandling, og sådan noget. Han kan virkelig give én en fornemmelse af at man kender ham).
Vi lavede pasta alla norma forleden. Det er en siciliansk hofret med aubergine og ricotta på pasta. Den blev faktisk ikke helt så vellykket, som den sikkert kunne. Nok for meget olie. Det er de aubergine, der snyder. Jeg tror ikke man behøver at bruge så meget olie, man skal bare være over dem, røre rundt i gryden, så de ikke brænder på. Det er næsten som et tørstege dem, men de bliver bedre af det.
En anden aubergineret er caponata, også siciliensk, der udover aubergine består af kapers, oliven, tomater, rødløg og mandler i en sauce med oregano, persille, krydderedike og selvfølgelig olie. Det er en primi, men jeg fik lavet så meget at vi stort set kun spise den. Det er en primi, man skal ikke lave for meget.
Da jeg gik ind i spaghettiriaet forleden, begyndte jeg også der at snolde. Det har vi åbenbart lidt tendens til! Jeg skulle lige have 200 g. af de rigtige fazoletti, 150 g. af raviolien med spinat, 100 g. af tortellinien og så også lige 100 g. af den grønne spinatpasta. Når jeg skriver de 'rigtige fazzoletti' er det fordi jeg prøvede at lave fazzoletti for nogle uger siden. Og de så overhovedet ikke sådan ud. De var meget større og tykkere. Fazzoletti betyder silketørklæder og er firkantede spaghettier skåret som kortfarven ruder. De skal altså være små, få centimeter lange og ret tynde. Jeg lavede dem som Jamie Oliver sagde: op til 10 cm. lange.
Jeg prøver at indføre lidt lettere måltider om aftenen, helst vegetarisk, men det er lidt svært. Det giver ellers en rar fornemmelse når man ikke spiser det tunge kød og drikker al den vin. Men - som Rikke så rigtigt siger: det smager jo godt.
Nu glæder jeg mig bare til at spise noget frokost med Rikke - og få talt lidt mere om mad.
Kærlig hilsen,
Du ved nok.
Ottende rejsebrev fra Italien
Kære Frederik,
Dét at være væk er at komme tættere på dem derhjemme. Det er en mekanisme, som jeg vender tilbage til igen og igen. Dette fraværende nærvær. Dette nærværende fravær. At man er tættere på sin elskede, når man er langt væk fra dem. At man kan være så fjern, når man ikke kan komme væk fra dem.
Det er helt tydeligt, når vi nu er her i Italien. Vi er isoleret fra mange af de vanlige indtryk, og de ting der dukker op i vores tanker, virker stærkere, bliver mere præsente. Og hos mig dukker dig både mennesker og problemer op. Mennesker flyver ind foran mig i en lind strøm, også ganske fjerne bekendtskaber, som jeg ikke har hørt fra i årtier, ja, som jeg har sluppet kontakten med, men som alligevel lever i mig. Det er spøgelserne: dem der er døde, men alligevel ikke døde. De er ikke begravet, men går igen.
Der er Kirsten. Denne mærkelige kvinde, som jeg havde de underligste samtaler med på Roskildefestivallerne i starten af firserne - samtaler kan man ikke engang kalde det. Hun smilte sjældent, havde et skævt blik og dyb snørklet stemme, og vi talte om ingenting og en masse på samme tid; aldrig noget 'hej, hvordan går det?' eller 'vi ses', bare disse small-talks i en spooky, uaflæselig, mystisk og samtidig naiv stemning. Hende har jeg ikke talt med i henved tyve år.
Peter Egil, som jeg har skrevet til, men ikke set i adskillige år. Peter K., som snart skal besøge os. Peter N., som også snart må komme på besøg - i en anden kontekst, nu hvor han er alene. Cornelia. Torkil. Carsten. Philippe. Julie. Hubert, der pludseligt døde for nogle måneder siden. Ham tænker jeg meget ofte på. En masse mennesker. På Dorte, min ex. På mine forældre. På O., der pludselig blev ret dårlig, men er ovenpå igen. Og på Eja, min datter. Mange mennesker optræder på min tankes scene.
Jeg drømmer også anderledes her. Jeg har en anden forbindelse til mine drømme, hvad der giver mig en fornemmelse af at have en tættere forbindelse til mig selv. Der er dog stadig lang vej igen. Jo mere jeg har forbindelse til mine nattanker, desto bedre kan jeg følge med i alt det, som sker uden min aktive indblanden. Det er som om nathukommelsen bliver bedre af to forhold: at slappe så relativt meget af, som vi gør hernede, men på den anden side også at være så relativt vågen og arbejdende at synet er aktivt. Derfor tillader jeg mig også at nedfælde og meddele den drøm jeg havde i nat til dig.
Jeg drømte jeg var i Vedbæk, ved mit barndomshjem. Jeg gik ned ad stien mod huset, det var nat, ved tre-fire-tiden, det var mørkt og hvert af mine skridt var en kæmpe anstrengelse, som om jeg kun havde en tredjedel af mine ben. Der var noget handikappet over følelsen. Ved stenen med det lille træ, i starten af grusvejen ned mod huset, stod en grå bil. Den stod underligt parkeret, sådan lidt på tværs af grusvejen, og så det med at parkere midt i sving! Jeg gik videre på mine små ben. Der stod en flyttevogn på grusvejen foran Ole Ladings hus, jeg skulle også forbi den for at komme videre ned mod huset. Da jeg var nede forbi den lille vold og nøddetræerne, kom Eja mig i møde. Hun var frisk og frejdig, hun løb forbi mig. Vi klaskede hænder, men omfavnede ikke hinanden, så var hun videre, som om hun var i gang med en leg og derfor ikke lige havde tid til at kramme.
- Er der nogen derinde, spurgte jeg?
- Ja, sagde hun, farfar og hende der plejer at spille dronning.
Jeg gik ind og så min far stå i entreen, også et underligt sted i forhold til døren og mig, der kom ind: foran toiletdøren, halvt bagved hoveddøren, der åbnede ind imod ham. Imod dem. For han stod med en kvinde, som jeg hverken kendte eller genkendte. Han holdt hende i hånden. Han så lavere ud end normalt. Hun var højere end min mor. De var lige høje. Far stod med et stort smil på, men også med lidt forblændede øjne. Tanketomt. Måske alderdomsforelskede øjne. Han smilte hele tiden, som om smilet var malet på ham. Og så stod de der bare. Med hinanden i hænderne.
- Her er stille, sagde jeg.
Far sagde bare:
- Ja.
De kiggede bare på mig, stadig med hinanden i hænderne. Så gik det op for mig, hvad det var.
Så skreg jeg. Uden at banke med hænderne eller virre med hovedet. Bare skreg. Jeg ville mærke væggene med mit skrig. Fylde huset ud.
Jeg gik ind i huset, de blev stående, og der var ingen møbler. Det hele var tomt.
En tydelig skilsmissedrøm. Eja, hvis forældre er skilt i virkeligheden, optræder lige inden jeg selv møder min far, der lige er blevet skilt i drømmen. Og fortæller mig at han er blevet skilt. Det som han her gjorde mod mig, har jeg gjort mod Eja. Men hun reagerer helt anderledes end jeg. Hun er vant til det, hun er glad - midt om natten - mens jeg, der er voksen, både i drømmen og i virkeligheden, har meget sværere ved at acceptere det. Selv om jeg har meget lettere ved at klare mig selv end hun har.
Drømmen er blandt andet kommet af læsningen af Siri Hustvedts essay "Hinsides" fra essaysamlingen En bøn for Eros ( Forlaget Per Kofod, 2006, oversat af Rasmus Hastrup): "Min stedsøn Daniel, som nu er atten, kan ikke huske at have boet noget sted sammen med begge sine forældre". - Essayet handler om alle de huller i virkeligheden, som fiktionen fylder ud. "Det er et tabt paradis", skriver hun videre. "Selvom nogen måske forestiller sig at 'to hjem' repræsenterer en fordobling af hjemmets glæder, forholder det sig dog anderledes i den virkelige verden. Det gamle udtryk 'et opløst hjem' er tættere på sandheden. Børn i særdeleshed længes efter lige, fragmenterede stadie før dannelsen af et 'selv', eller måske fordi de vitterligt ikke er herrer over egen skæbne. Og selv om skilsmisser er ganske almindelige og ofte civiliserede og værdige - det vil sige uden åbenlys bitterhed mellem forældrene - kan det at bevæge sig fra her til der blive til en art intetsteds. (...) Fordi 'hjem' er mere end et sted at parkere kroppen, fordi det nødvendigvis er et symbolsk landskab, hvad vil det så betyde at have to? To hjem vil uundgåeligt være i modstrid med hinanden, altid i detaljen, nogle gange også i større sammenhænge. Hvad sker der hvis det, der bliver sagt det ene sted er det modsatte af det der bliver sagt det andet? Hvor bor barnet så?"
Da jeg lå og læste igår, læste jeg denne sætning flere gange. 'Hvor bor barnet så?'. Den slog. Videre fortæller hun at Daniel opfandt en verden, han kaldte 'Halv-verden'. Det lå i det ydre rum og alle indbyggerne var skåret midt over. Hun spurgte ham om menneskene i Halv-verdenen nogensinde kunne blive sat sammen igen. "Han sagde ja".
Det var med stor lettelse jeg læste dette 'ja'. Det er muligt.
Det er jo i øvrigt næsten en parafrase - eller en videretænkning - af Aristofanes' fabel i Platons Symposion om menneskene der oprindeligt var dobbelt så store som nu, men som blev skåret midt over, fordi de truede guderne med deres styrke. Derefter blev de så optaget af at finde deres tabte halvdel at de ikke længere stræbte efter at erobre gudernes domæne. Det er eros. Men ikke noget som Hustvedt gør noget ud af i En bøn for eros. For det er vel en anden form for eros, når menneskene, som de ser ud i dag, bliver yderligere halveret. Altså skåret i kvarte i forhold til de helt oprindelige mennesker med fire ben og fire arme. Hvad er det for en drift? Hvis det er eros' kontor i sjælen man sender sin ansøgning til, når man vil have to arme og to ben sat sammen med andre to arme og andre to ben, hvilket kontor i sjælen er så man sender sin ansøgning til, når man gerne vil have den ene arm sat sammen med den anden og have formælet det ene ben med det andet? Er det åndens kontor?
Vi talte om min drøm her til morgen, Rikke og jeg. Det udviklede sig til en længere diskussion. Hun sagde at børn nok altid vil stræbe efter at mor og far bliver sammen. Jeg indvendte at det nok snarere er den stabilitet, som moren og faren repræsenterer, barnet gerne vil have. Hvis en familie- eller stammestruktur var anderledes sammensat, var det den stabiliserende faktor, barnet altid havde en dyb længsel efter. Hvad jeg selvfølgelig sagde for at relativere kernefamiliens ideologi. For at sætte en kile ind imellem vores familiestruktur og det naturlige. Men Rikke mente at mor og far var det naturlige fundament for barnet og det som barnet altid gerne ville have - sammen.
Diskussionen udviklede sig i mange retninger - også ud i på metaniveauer: 'Du skal ikke lægge ord i munden på mig', præmisserne hænger ikke sammen med dine konklussioner' og 'du er rigoristisk'. Det er en form for diskussion, vi er havnet i før. I metaens i-sin-egen-hale-bidende ophidselse, i selvspejlingens selvspejling og dobbeltmisforståelserne vildnis. Men vi kommer ud af det igen. Ofte klogere end før. I hvert fald på den anden - og på hvordan man selv virker.
Men indholdet af diskussionen gik på om mor og far af naturen eller blot i vores kulturkreds var den stabiliserende faktor.
Det rigtigste svar ligger vel her som i alle mulige andre diskussioner nok nærmest midten.
Vores måde at tænke og diskutere på kan nogengange i sin struktur bevæge sig længere og længere væk fra sandheden, blot fordi sproget forfører og begreberne er alt for udialektiske. Når et problem bliver stillet op i sort-hvid og enten-eller dilemmaer, er det som regel fordi man er træt af at udforske og at komme sandheden nærmere. Det er altid handlingsmennesker, der er forfaldne til enten-eller-logikken. Selv om de kraftigste handlinger kommer af en dialektisk tankegang, der forstår af mediere polerne. Både Rikke og jeg kan gribes af en blanding af stædighed, forsvarsmekanisme og handlingskramper a là 'det her mener jeg sgu, for det gør jeg sgu'.
Det var en parantes.
Mange forskellige ting kører samtidig. Skilsmissens konsekvenser, samtalens vanskeligheder, forståelighedens selvbedrag og den bestandige følelse af at være på længere afstand fra den anden end nødvendigt. Kommer man nogensinde tæt nok?
Hvis mødet - sammensmeltningen - mellem to mennesker findes i nattens hjerte, må kærligheden være den lange dags rejse mod nat.
Sådan har jeg det med Rikke.
/Du ved nok fra hvem.
Kære Frederik,
Dét at være væk er at komme tættere på dem derhjemme. Det er en mekanisme, som jeg vender tilbage til igen og igen. Dette fraværende nærvær. Dette nærværende fravær. At man er tættere på sin elskede, når man er langt væk fra dem. At man kan være så fjern, når man ikke kan komme væk fra dem.
Det er helt tydeligt, når vi nu er her i Italien. Vi er isoleret fra mange af de vanlige indtryk, og de ting der dukker op i vores tanker, virker stærkere, bliver mere præsente. Og hos mig dukker dig både mennesker og problemer op. Mennesker flyver ind foran mig i en lind strøm, også ganske fjerne bekendtskaber, som jeg ikke har hørt fra i årtier, ja, som jeg har sluppet kontakten med, men som alligevel lever i mig. Det er spøgelserne: dem der er døde, men alligevel ikke døde. De er ikke begravet, men går igen.
Der er Kirsten. Denne mærkelige kvinde, som jeg havde de underligste samtaler med på Roskildefestivallerne i starten af firserne - samtaler kan man ikke engang kalde det. Hun smilte sjældent, havde et skævt blik og dyb snørklet stemme, og vi talte om ingenting og en masse på samme tid; aldrig noget 'hej, hvordan går det?' eller 'vi ses', bare disse small-talks i en spooky, uaflæselig, mystisk og samtidig naiv stemning. Hende har jeg ikke talt med i henved tyve år.
Peter Egil, som jeg har skrevet til, men ikke set i adskillige år. Peter K., som snart skal besøge os. Peter N., som også snart må komme på besøg - i en anden kontekst, nu hvor han er alene. Cornelia. Torkil. Carsten. Philippe. Julie. Hubert, der pludseligt døde for nogle måneder siden. Ham tænker jeg meget ofte på. En masse mennesker. På Dorte, min ex. På mine forældre. På O., der pludselig blev ret dårlig, men er ovenpå igen. Og på Eja, min datter. Mange mennesker optræder på min tankes scene.
Jeg drømmer også anderledes her. Jeg har en anden forbindelse til mine drømme, hvad der giver mig en fornemmelse af at have en tættere forbindelse til mig selv. Der er dog stadig lang vej igen. Jo mere jeg har forbindelse til mine nattanker, desto bedre kan jeg følge med i alt det, som sker uden min aktive indblanden. Det er som om nathukommelsen bliver bedre af to forhold: at slappe så relativt meget af, som vi gør hernede, men på den anden side også at være så relativt vågen og arbejdende at synet er aktivt. Derfor tillader jeg mig også at nedfælde og meddele den drøm jeg havde i nat til dig.
Jeg drømte jeg var i Vedbæk, ved mit barndomshjem. Jeg gik ned ad stien mod huset, det var nat, ved tre-fire-tiden, det var mørkt og hvert af mine skridt var en kæmpe anstrengelse, som om jeg kun havde en tredjedel af mine ben. Der var noget handikappet over følelsen. Ved stenen med det lille træ, i starten af grusvejen ned mod huset, stod en grå bil. Den stod underligt parkeret, sådan lidt på tværs af grusvejen, og så det med at parkere midt i sving! Jeg gik videre på mine små ben. Der stod en flyttevogn på grusvejen foran Ole Ladings hus, jeg skulle også forbi den for at komme videre ned mod huset. Da jeg var nede forbi den lille vold og nøddetræerne, kom Eja mig i møde. Hun var frisk og frejdig, hun løb forbi mig. Vi klaskede hænder, men omfavnede ikke hinanden, så var hun videre, som om hun var i gang med en leg og derfor ikke lige havde tid til at kramme.
- Er der nogen derinde, spurgte jeg?
- Ja, sagde hun, farfar og hende der plejer at spille dronning.
Jeg gik ind og så min far stå i entreen, også et underligt sted i forhold til døren og mig, der kom ind: foran toiletdøren, halvt bagved hoveddøren, der åbnede ind imod ham. Imod dem. For han stod med en kvinde, som jeg hverken kendte eller genkendte. Han holdt hende i hånden. Han så lavere ud end normalt. Hun var højere end min mor. De var lige høje. Far stod med et stort smil på, men også med lidt forblændede øjne. Tanketomt. Måske alderdomsforelskede øjne. Han smilte hele tiden, som om smilet var malet på ham. Og så stod de der bare. Med hinanden i hænderne.
- Her er stille, sagde jeg.
Far sagde bare:
- Ja.
De kiggede bare på mig, stadig med hinanden i hænderne. Så gik det op for mig, hvad det var.
Så skreg jeg. Uden at banke med hænderne eller virre med hovedet. Bare skreg. Jeg ville mærke væggene med mit skrig. Fylde huset ud.
Jeg gik ind i huset, de blev stående, og der var ingen møbler. Det hele var tomt.
En tydelig skilsmissedrøm. Eja, hvis forældre er skilt i virkeligheden, optræder lige inden jeg selv møder min far, der lige er blevet skilt i drømmen. Og fortæller mig at han er blevet skilt. Det som han her gjorde mod mig, har jeg gjort mod Eja. Men hun reagerer helt anderledes end jeg. Hun er vant til det, hun er glad - midt om natten - mens jeg, der er voksen, både i drømmen og i virkeligheden, har meget sværere ved at acceptere det. Selv om jeg har meget lettere ved at klare mig selv end hun har.
Drømmen er blandt andet kommet af læsningen af Siri Hustvedts essay "Hinsides" fra essaysamlingen En bøn for Eros ( Forlaget Per Kofod, 2006, oversat af Rasmus Hastrup): "Min stedsøn Daniel, som nu er atten, kan ikke huske at have boet noget sted sammen med begge sine forældre". - Essayet handler om alle de huller i virkeligheden, som fiktionen fylder ud. "Det er et tabt paradis", skriver hun videre. "Selvom nogen måske forestiller sig at 'to hjem' repræsenterer en fordobling af hjemmets glæder, forholder det sig dog anderledes i den virkelige verden. Det gamle udtryk 'et opløst hjem' er tættere på sandheden. Børn i særdeleshed længes efter lige, fragmenterede stadie før dannelsen af et 'selv', eller måske fordi de vitterligt ikke er herrer over egen skæbne. Og selv om skilsmisser er ganske almindelige og ofte civiliserede og værdige - det vil sige uden åbenlys bitterhed mellem forældrene - kan det at bevæge sig fra her til der blive til en art intetsteds. (...) Fordi 'hjem' er mere end et sted at parkere kroppen, fordi det nødvendigvis er et symbolsk landskab, hvad vil det så betyde at have to? To hjem vil uundgåeligt være i modstrid med hinanden, altid i detaljen, nogle gange også i større sammenhænge. Hvad sker der hvis det, der bliver sagt det ene sted er det modsatte af det der bliver sagt det andet? Hvor bor barnet så?"
Da jeg lå og læste igår, læste jeg denne sætning flere gange. 'Hvor bor barnet så?'. Den slog. Videre fortæller hun at Daniel opfandt en verden, han kaldte 'Halv-verden'. Det lå i det ydre rum og alle indbyggerne var skåret midt over. Hun spurgte ham om menneskene i Halv-verdenen nogensinde kunne blive sat sammen igen. "Han sagde ja".
Det var med stor lettelse jeg læste dette 'ja'. Det er muligt.
Det er jo i øvrigt næsten en parafrase - eller en videretænkning - af Aristofanes' fabel i Platons Symposion om menneskene der oprindeligt var dobbelt så store som nu, men som blev skåret midt over, fordi de truede guderne med deres styrke. Derefter blev de så optaget af at finde deres tabte halvdel at de ikke længere stræbte efter at erobre gudernes domæne. Det er eros. Men ikke noget som Hustvedt gør noget ud af i En bøn for eros. For det er vel en anden form for eros, når menneskene, som de ser ud i dag, bliver yderligere halveret. Altså skåret i kvarte i forhold til de helt oprindelige mennesker med fire ben og fire arme. Hvad er det for en drift? Hvis det er eros' kontor i sjælen man sender sin ansøgning til, når man vil have to arme og to ben sat sammen med andre to arme og andre to ben, hvilket kontor i sjælen er så man sender sin ansøgning til, når man gerne vil have den ene arm sat sammen med den anden og have formælet det ene ben med det andet? Er det åndens kontor?
Vi talte om min drøm her til morgen, Rikke og jeg. Det udviklede sig til en længere diskussion. Hun sagde at børn nok altid vil stræbe efter at mor og far bliver sammen. Jeg indvendte at det nok snarere er den stabilitet, som moren og faren repræsenterer, barnet gerne vil have. Hvis en familie- eller stammestruktur var anderledes sammensat, var det den stabiliserende faktor, barnet altid havde en dyb længsel efter. Hvad jeg selvfølgelig sagde for at relativere kernefamiliens ideologi. For at sætte en kile ind imellem vores familiestruktur og det naturlige. Men Rikke mente at mor og far var det naturlige fundament for barnet og det som barnet altid gerne ville have - sammen.
Diskussionen udviklede sig i mange retninger - også ud i på metaniveauer: 'Du skal ikke lægge ord i munden på mig', præmisserne hænger ikke sammen med dine konklussioner' og 'du er rigoristisk'. Det er en form for diskussion, vi er havnet i før. I metaens i-sin-egen-hale-bidende ophidselse, i selvspejlingens selvspejling og dobbeltmisforståelserne vildnis. Men vi kommer ud af det igen. Ofte klogere end før. I hvert fald på den anden - og på hvordan man selv virker.
Men indholdet af diskussionen gik på om mor og far af naturen eller blot i vores kulturkreds var den stabiliserende faktor.
Det rigtigste svar ligger vel her som i alle mulige andre diskussioner nok nærmest midten.
Vores måde at tænke og diskutere på kan nogengange i sin struktur bevæge sig længere og længere væk fra sandheden, blot fordi sproget forfører og begreberne er alt for udialektiske. Når et problem bliver stillet op i sort-hvid og enten-eller dilemmaer, er det som regel fordi man er træt af at udforske og at komme sandheden nærmere. Det er altid handlingsmennesker, der er forfaldne til enten-eller-logikken. Selv om de kraftigste handlinger kommer af en dialektisk tankegang, der forstår af mediere polerne. Både Rikke og jeg kan gribes af en blanding af stædighed, forsvarsmekanisme og handlingskramper a là 'det her mener jeg sgu, for det gør jeg sgu'.
Det var en parantes.
Mange forskellige ting kører samtidig. Skilsmissens konsekvenser, samtalens vanskeligheder, forståelighedens selvbedrag og den bestandige følelse af at være på længere afstand fra den anden end nødvendigt. Kommer man nogensinde tæt nok?
Hvis mødet - sammensmeltningen - mellem to mennesker findes i nattens hjerte, må kærligheden være den lange dags rejse mod nat.
Sådan har jeg det med Rikke.
/Du ved nok fra hvem.
Syvende rejsebrev fra Italien
Kære Beate,
Italien er et vidunderligt land. Det må jeg sige. Det første jeg tænker på, når jeg siger dette er: maden. Dernæst Fellini. Og så landskabet. Historien vil nogle sige, tjoo, den er der jo også.
Igår tog vi til Piemonte, det vil sige at vi lige kom over på den anden side, til Bagnasco, hvor vi standsede og tog den første, den bedste restaurant, der var. Der var nu heller ikke mange. Der var Bar Roma lidt længere nede ad gaden, men i stedet for - som Rikke og jeg har det for vane - at undersøge 15-45 steder før vi vælger - som regel det første, så tog vi bare dette, der kun var det sjette-syvende sted, vi var kommet forbi over en strækning på 10-15 kilometer. Der var trattoriaer og små osteriaer på den snoede bjergvej fra Finale og først til Calzino og videre mod Bagnasco. Vi havde vel holdt en gennemsnitsfart på omkring 30-40 km/t, som man nu har det, når der er sving der er skarpere end en schweitzerkniv - en sammenfoldet vel at mærke. Det blev mere og mere øde, jo længere op vi kom. Langsomt banede vi os ind i skyerne. De høje bøgetræer forsvandt langsomt - ind i tågen. Pludselig kørte vi igennem en høj viadukt: en lille by med et traktørsted. Vi hørte en prusten. Det var to cyklister, der havde møvet sig hele vejen derop. De standsede for at tage noget varmere tøj på. Vi kørte videre ned igennem skoven, hvor tågen mellem træerne var som cement mellem mursten. Der pludselig var væk. Knitrende klart stod bøgen der i al sin grønhed.
Og så var vi i Bagnasco.
- Det ser lokalt ud, sagde Rikke, da hun havde været inde og inspicere. Han er ikke særlig venlig, tilføjede hun.
Vi tog chancen. Bugserede barnevognen ind i et rum, der kun blev brugt når der var rigtig mange gæster. Det var der ikke. I det andet rum, på den anden side af en glas- og trævæg sad fire selskaber fra størrelse to til seks - helt stille. Det var som om de kiggede, men de gjorde det ikke. De kiggede uden at vende sig om.
Jeg troede italienere talte højt. Jeg hørte om en italiener, der var i Irma, og blev kigget på alle steder fra, fordi han talte højt. Altså almindeligt - for ham.
Men her! Her var der næsten andægtig tavshed - bare uden andægtighed. Det var ikke fordi maden var hellig, det var bare landlig provinsiel afdæmpethed.
Vi kørte barnevognen ind og satte den ved siden af en gammel ovn. Der var lyserød dug på bordet.
Drikke? - Et enkelt glas hvidvin til mig, og - åhh ja så la' gå da, sagde Rikke: også ét til mig. Og noget vand.
Der gik ikke to minutter, så var der en lille ret på bordet og en hel flaske vin.
Han lod os forstå at vi bare skulle betale for hvad vi drak. Fint nok.
Først satte han et glas med syltede gule pebre. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, så vi tog to stykker over på vores tallerken, der var temmeligt meget større end disse to stykker gule trekanter, der kiggede op på os. Med kniv og gaffel spiste jeg en smule, på en måde så det både kunne se ud som om jeg bare ville smage, eller - hvis det rent faktisk var en ret i sig selv - spiste den som en ret i sig selv. Dernæst kom en lille tallerken med ansjoser, dernæst en lille tærte med spinat og ricotta.
Vi drak et glas vin: perlende, frisk og det var som om man rent faktisk kunne smage at den næsten groede lige op af jorden under vores stole. Den var fra Alba, også Piemonte, hvorfra alt det gode ganegodt åbenbart kommer.
De kiggede på os fra nabobordet og vi kiggede lidt igen.
Så kom der ravioli, og så kom der en anden pastaret. Vi tog et glas vin til. Så begyndte vi at tale en smule med det ældre ægtepar. De kunne ikke meget engelsk. Først talte vi om Hannah.
- Ahhh, Anna.
- No, Hannah - con acca. (Med H).
- Ahhh Khanna (med guttural).
- Si, si, sagde Rikke og jeg i kor.
Jeg kiggede på pastaen og havde den mistænkt for at have nødder i sig, så jeg spurgte:
- Noce? Io allergico.
Han så helt uforstående ud, og jeg pegede på pastaretten: Er der nødder i den, for jeg er allergisk overfor nødder.
Pludselig gik det op for ham:
- No, no, no, no, sagde han meget højt. Noce! og løftede skuldrene: - A Milano, Milano, sagde han.
Sådan noget som at putte nødder på eller i pasta var åbenbart så langt ude at det kun kunne være folk fra Milano, der kunne finde på sådan noget.
Så var der gnocchi, brune i farven og meget bløde. En anelse for bløde for vores smag, men ellers gode.
Og så kom der kanin på bordet og jeg tog mig et glas hvidvin, hvorefter vi begyndte at tale om vinen.
- Alba, Alba, sagde de, og vi svarede:
- Si, si.
Og så kom der kylling. Og jeg tog mig et glas hvidvin. Og så begyndte vi at tale om Dante.
- Dante Alighieri,
- Si, si.
Det var hende, der havde studeret - kunsthistorie - og kunne derfor tale engelsk, men sagde ingenting. Han havde vist ikke studeret, det ville han have sagt, hvis han havde, men det var ham, der førte ordet.
- Ahhh, sagde han med store øjne, da jeg sagde at jeg havde studeret 'theologia'.
- ... et scrivere, sagde Rikke.
- Ahhh, sagde han med endnu større øjne: POETA!
- Si, si, sagde vi.
Og så tog jeg lige et glas vin til.
Der kom en kvinde hen til Rikke, der havde Hannah på armen, og begyndte at tale til Hannah. Hannah kiggede først meget undrende og spørgende på hende, som sagde hun: Hvad vil du? Men hun blødte op og smilede. Kvinden legede skjul med hænderne og talte i lange baner uden så meget som at give os det mindste blik. Så gik hun tilbage til sin plads og lagde sit ansigt i normale folder igen.
- Formaggio? spurgte tjeneren, der var blevet mere smilende.
- Si, si, sagde jeg, hvorefter jeg fik den kraftigste ost, jeg nogensinde har smagt. En fåreost med grappa i. Han kom ind med glasset med ost, hvorfra han med en kniv smurte smøreosten direkte ned på min tallerken.
- Multo bene, sagde han. Numero uno.
Og så kom der to desserter. En kage og en budding. Der begge smagte formidabelt, og hvad de ikke blev ringere af, var at de blev serveret med en mild, sød og yderst velsmagende grappa. Hvor kom den mon fra?
- Alba, Alba, Alba.
Vi var så mætte og tilfredse og så rundtossede at der simpelthen var for meget at tage de hårde hårnålesving til Alba. Det måtte vi gøre en anden dag. Men først skulle vi ud, og det gjorde vi med håndtryk til både ægteparret ved siden af os og til tjeneren. Da vi gik ud af rummet vendte alle sig og vinkede som familiemedlemmer på kajen vinker til deres sønner på et krigsskib, der er ved at lægge fra. Glade ansigter omkring veldækkede borde med lokale vine i kæmpeflasker og vajende hænder.
En herlig oplevelse. Vi grinede og sang i bilen på vej hjem.
Kærlig hilsen,
fra Du ved nok
Kære Beate,
Italien er et vidunderligt land. Det må jeg sige. Det første jeg tænker på, når jeg siger dette er: maden. Dernæst Fellini. Og så landskabet. Historien vil nogle sige, tjoo, den er der jo også.
Igår tog vi til Piemonte, det vil sige at vi lige kom over på den anden side, til Bagnasco, hvor vi standsede og tog den første, den bedste restaurant, der var. Der var nu heller ikke mange. Der var Bar Roma lidt længere nede ad gaden, men i stedet for - som Rikke og jeg har det for vane - at undersøge 15-45 steder før vi vælger - som regel det første, så tog vi bare dette, der kun var det sjette-syvende sted, vi var kommet forbi over en strækning på 10-15 kilometer. Der var trattoriaer og små osteriaer på den snoede bjergvej fra Finale og først til Calzino og videre mod Bagnasco. Vi havde vel holdt en gennemsnitsfart på omkring 30-40 km/t, som man nu har det, når der er sving der er skarpere end en schweitzerkniv - en sammenfoldet vel at mærke. Det blev mere og mere øde, jo længere op vi kom. Langsomt banede vi os ind i skyerne. De høje bøgetræer forsvandt langsomt - ind i tågen. Pludselig kørte vi igennem en høj viadukt: en lille by med et traktørsted. Vi hørte en prusten. Det var to cyklister, der havde møvet sig hele vejen derop. De standsede for at tage noget varmere tøj på. Vi kørte videre ned igennem skoven, hvor tågen mellem træerne var som cement mellem mursten. Der pludselig var væk. Knitrende klart stod bøgen der i al sin grønhed.
Og så var vi i Bagnasco.
- Det ser lokalt ud, sagde Rikke, da hun havde været inde og inspicere. Han er ikke særlig venlig, tilføjede hun.
Vi tog chancen. Bugserede barnevognen ind i et rum, der kun blev brugt når der var rigtig mange gæster. Det var der ikke. I det andet rum, på den anden side af en glas- og trævæg sad fire selskaber fra størrelse to til seks - helt stille. Det var som om de kiggede, men de gjorde det ikke. De kiggede uden at vende sig om.
Jeg troede italienere talte højt. Jeg hørte om en italiener, der var i Irma, og blev kigget på alle steder fra, fordi han talte højt. Altså almindeligt - for ham.
Men her! Her var der næsten andægtig tavshed - bare uden andægtighed. Det var ikke fordi maden var hellig, det var bare landlig provinsiel afdæmpethed.
Vi kørte barnevognen ind og satte den ved siden af en gammel ovn. Der var lyserød dug på bordet.
Drikke? - Et enkelt glas hvidvin til mig, og - åhh ja så la' gå da, sagde Rikke: også ét til mig. Og noget vand.
Der gik ikke to minutter, så var der en lille ret på bordet og en hel flaske vin.
Han lod os forstå at vi bare skulle betale for hvad vi drak. Fint nok.
Først satte han et glas med syltede gule pebre. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, så vi tog to stykker over på vores tallerken, der var temmeligt meget større end disse to stykker gule trekanter, der kiggede op på os. Med kniv og gaffel spiste jeg en smule, på en måde så det både kunne se ud som om jeg bare ville smage, eller - hvis det rent faktisk var en ret i sig selv - spiste den som en ret i sig selv. Dernæst kom en lille tallerken med ansjoser, dernæst en lille tærte med spinat og ricotta.
Vi drak et glas vin: perlende, frisk og det var som om man rent faktisk kunne smage at den næsten groede lige op af jorden under vores stole. Den var fra Alba, også Piemonte, hvorfra alt det gode ganegodt åbenbart kommer.
De kiggede på os fra nabobordet og vi kiggede lidt igen.
Så kom der ravioli, og så kom der en anden pastaret. Vi tog et glas vin til. Så begyndte vi at tale en smule med det ældre ægtepar. De kunne ikke meget engelsk. Først talte vi om Hannah.
- Ahhh, Anna.
- No, Hannah - con acca. (Med H).
- Ahhh Khanna (med guttural).
- Si, si, sagde Rikke og jeg i kor.
Jeg kiggede på pastaen og havde den mistænkt for at have nødder i sig, så jeg spurgte:
- Noce? Io allergico.
Han så helt uforstående ud, og jeg pegede på pastaretten: Er der nødder i den, for jeg er allergisk overfor nødder.
Pludselig gik det op for ham:
- No, no, no, no, sagde han meget højt. Noce! og løftede skuldrene: - A Milano, Milano, sagde han.
Sådan noget som at putte nødder på eller i pasta var åbenbart så langt ude at det kun kunne være folk fra Milano, der kunne finde på sådan noget.
Så var der gnocchi, brune i farven og meget bløde. En anelse for bløde for vores smag, men ellers gode.
Og så kom der kanin på bordet og jeg tog mig et glas hvidvin, hvorefter vi begyndte at tale om vinen.
- Alba, Alba, sagde de, og vi svarede:
- Si, si.
Og så kom der kylling. Og jeg tog mig et glas hvidvin. Og så begyndte vi at tale om Dante.
- Dante Alighieri,
- Si, si.
Det var hende, der havde studeret - kunsthistorie - og kunne derfor tale engelsk, men sagde ingenting. Han havde vist ikke studeret, det ville han have sagt, hvis han havde, men det var ham, der førte ordet.
- Ahhh, sagde han med store øjne, da jeg sagde at jeg havde studeret 'theologia'.
- ... et scrivere, sagde Rikke.
- Ahhh, sagde han med endnu større øjne: POETA!
- Si, si, sagde vi.
Og så tog jeg lige et glas vin til.
Der kom en kvinde hen til Rikke, der havde Hannah på armen, og begyndte at tale til Hannah. Hannah kiggede først meget undrende og spørgende på hende, som sagde hun: Hvad vil du? Men hun blødte op og smilede. Kvinden legede skjul med hænderne og talte i lange baner uden så meget som at give os det mindste blik. Så gik hun tilbage til sin plads og lagde sit ansigt i normale folder igen.
- Formaggio? spurgte tjeneren, der var blevet mere smilende.
- Si, si, sagde jeg, hvorefter jeg fik den kraftigste ost, jeg nogensinde har smagt. En fåreost med grappa i. Han kom ind med glasset med ost, hvorfra han med en kniv smurte smøreosten direkte ned på min tallerken.
- Multo bene, sagde han. Numero uno.
Og så kom der to desserter. En kage og en budding. Der begge smagte formidabelt, og hvad de ikke blev ringere af, var at de blev serveret med en mild, sød og yderst velsmagende grappa. Hvor kom den mon fra?
- Alba, Alba, Alba.
Vi var så mætte og tilfredse og så rundtossede at der simpelthen var for meget at tage de hårde hårnålesving til Alba. Det måtte vi gøre en anden dag. Men først skulle vi ud, og det gjorde vi med håndtryk til både ægteparret ved siden af os og til tjeneren. Da vi gik ud af rummet vendte alle sig og vinkede som familiemedlemmer på kajen vinker til deres sønner på et krigsskib, der er ved at lægge fra. Glade ansigter omkring veldækkede borde med lokale vine i kæmpeflasker og vajende hænder.
En herlig oplevelse. Vi grinede og sang i bilen på vej hjem.
Kærlig hilsen,
fra Du ved nok
Abonner på:
Opslag (Atom)