torsdag, november 30, 2006

Om spørgsmål

Ved dagens begyndelse, torsdag d. 30.11.2006

Ved dagens begyndelse starter ved historiens begyndelse, for historien begynder med et spørgsmål. Er det virkelig rigtigt at det er forbudt? Urscenen er en interviewsituation, hvor der er en journalist og et såkaldt interviewoffer. Hvorfor tager du ikke en bid, spørger journalisten. Og eftersom interviewofferet ikke har svar på rede hånd, tager hun en bid. Spørgeren er med andre ord ikke uden indflydelse idet han spørger. Spørgsmål har en gennemgribende effekt på den der bliver spurgt. Men samtidig hører man tit folk sige, at man jo bare kan lade være med at svare. Men selv dét er kompromitterende. Hvis en politiker ikke har nogen kommentarer til en given sag, tyder det på at der er ugler i mosen.

Hvis han derimod stiller sig frem, er man åben overfor at høre hvad han har at sige. Hvis han altså ikke bliver spurgt om noget, han ikke kan svare på. Hvad vi alle har et eller andet halv-perfidt ønske om. For hvis politikeren bliver afklædt, får vi et billede af det virkelige. Udgangspunktet er med andre ord at vi er udsat for en løgn. Alle svar er omgåelse af sandheden - i større eller mindre grad. Men bryder samtalen sammen, åbner der sig et rum, som vi betragter som mere autentisk end samtalens rum. Som dengang en engelsk politiker til slut i interviewet blev stillet et spørgsmål, der hvilede på nogle tophemmelige FBI-informationer. Politikeren blev mundlam i nogle sekunder og svarede undvigende. Hvad der kun yderligere bekræftede den implicite sandhed i spørgsmålet. At det mest autentiske ligger i selv samtalens sammenbrud er en forestilling der har sneget sig ind i den offentlige debat som en lydløs slange, der hugger hver gang der stilles et spørgsmål. Det ultimative spørgsmål ønsker ikke et svar, men at der ikke kan svares.

Der er den type spørgsmål, som man svarer forkert på uanset hvad man svarer. Det er typen: Er du holdt op med at slå din kone? Hvis jeg svarer ja, indrømmer jeg at jeg engang har slået hende. Hvis jeg svarer nej, indrømmer jeg at jeg stadig slår hende. Og hvis jeg siger: Ingen kommentarer, har jeg også indrømmet at jeg har dårlig samvittighed. Hvis jeg siger til spørgeren, at det kan han slet ikke tillade sig at spørge om, så har jeg med min ophidselse også bekræftet at spørgsmålet har ramt noget i mig, og dermed også bekræftet spørgeren i at han har haft en grund til at spørge.

Et spørgsmål kan altså stigmatisere. Fange én - bringe selv den mest afbalancerede ud af balance. Og spørgsmålene er blevet mere og mere udbredte de senere år.
Ikke mindst i spørgeskemaer.

I dag er det stort set umuligt at henvende sig til nogen eller købe et produkt eller gå til et kursus uden at skulle udfylde et evalueringsskema, når man går ud. Det er mærkeligt. Man må ellers gå ud fra at hvis et produkt er i orden, køber man det igen eller anbefaler det til andre, og hvis ikke det er i orden, så henvender man sig til forretningen eller producenten og gør indsigelse. Det samme hvis man har været på kursus eller fået en betjening, som man ikke har fortjent, så er det op til enhver stille og roligt at fortælle den overordnede eller hvem det nu kan være, at man egentlig havde forventet en bedre betjening eller et bedre produkt. Men sådan er det ikke.

Alle producenter eller udbydere vil gerne have kvalificerede meninger og indhenter en masse spørgeskemaer, som man dernæst kan få et kvantificeret overblik over. Spørgeskemaer er praktiske fordi man kan lave statistik over dem og på den måde få et billede af hvordan det går. Og producenten siger at det er for at gøre produktet bedre. Dels er der en udlicitering af en opgave, der normalt var firmaets, til kunden, nemlig den at evaluere et givent produkt, kunden bruger noget tid på produktet som egentligt skulle varetages af producenten, dels ligger der en skjult reklame i spørgeskemaet, fordi et firma selvfølgelig får slået sit navn mere fast i en bevidsthed, der bruger hele fem eller ti minutter på at tænke over diverse forhold omkring et givent produkt.

Vi tager spørgeskemaet, bliver en smule irriteret, har ikke rigtig tid, men okay da, jeg bruger lige et par minutter på det, for så at komme videre. Det virker harmløst, ikke værd at hidse sig op over, men det er alligevel en vigtig detalje. Da vi fik gratisaviser, reagerede mange voldsomt. Og med rette.

Men med spørgeskemaer er der ikke den store modstand. Det er som om det er helt i orden, man kan næsten nogle gange føle sig smigret over at blive spurgt om sin mening. Ikke mange spørger om min mening og når jeg endelig bliver spurgt bliver jeg glad. Der ligger en interesse bag.

Men den er falsk.

For det første er det altid majoriteten der får den største stemme, al den tid de mange skemaer fortrinsvis bliver indplaceret i en statistik.
For det andet kan svarene kun falde indenfor de rammer spørgsmålene stiller. Det vil sige at der ikke er plads til uventede svar, og det vil i virkeligheden sige ingen svar. Hvis ikke man er parat til uventede svar, fungerer ens spørgsmål ikke.
For det tredje er det en anonym spørgsmålstiller, uagtet der står et firmanavn, endsige et direktørnavn på spørgeskemaet. Et firma er ikke et spørgende subjekt, og det er ikke direktøren, men et konsulentfirma der har formulerede direktørens spørgsmål. Nej, de rette svar kan direktøren finde ved at gå ned i kantinen og spørge selv, - Er du tryg på arbejdspladsen? - og hvis han ikke får et ærligt svar, kan han jo tænke lidt over hvorfor dét nu er tilfældet.

Det er også blevet alment acceptabelt at spørge andre mennesker om de tror på Gud. Det er en form for katolicering af vores omgangstone: for det er vel kun en katolsk præst der har bemyndigelse til at spørge et menneske i skriftestolen om så private ting, og det er en myndighed han får af paveinstitutionen. Men i en luthersk kontekst er der ingen melleminstans mellem en selv og Gud, så derfor er der ingen der har myndighed til at bryde ind i dette forhold, endsnige snage i det. Men den journalistiske form parer sig med en kryptokatolicisme, så den journalistiske evne - og allestedsnærværende ret - til at stille spørgsmål breder sig til alle livets forhold, også de mest intime, så journalisten kan starte et interview med Anders Fogh med spørgsmålet: Tror du på Gud? - Helt i tråd med slangen i paradiset, der startede menneskets historie med at stille det et spørgsmål.

Jeg vil i stedet som den kinesiske kejser i Nattergalen bare sige: Godmorgen.

onsdag, november 29, 2006

Om selvvurdering og koncentration

Ved dagens begyndelse, DR P1, onsdag d. 29.11.2006

Jørgen I. Jensen starter sin bog Jeg-automaten på denne måde: "Hvis man skal dømme ud fra de nye ord om menneskelivet, som er kommet i omløb i de senere år, lever vi ikke længere i en individualistisk epoke". - Det er overraskende, fordi vi jo hele tiden hører - og fornemmer - hvor individualistiske vi alle sammen er. Men Jørgen I. Jensen siger, at det uomgængelige ikke længere er det enkelte individ, men derimod, hvad dette individ kan og skal gøre ved sig selv, hvad det ved om sig selv - og navnlig hvad det kan fortælle om sig selv. Det er ikke det individuelle, det kommer an på, men det biografiske. Det er ikke hvordan individdet er, men hvordan det tager sig ud og præsenterer sig selv.

Det kan bekræftes utallige steder. Jeg var f.eks. til skole-hjem-samtale forleden, som det hedder, hvor vi to forældre skulle høre om vores 8 årige datter. Som det første trak dansklæreren et såkaldt målskema frem. På dette målskema skulle eleven så give sig selv karakter efter hvor god hun selv syntes hun var til at plusse, minusse, stave - og til at løse konflikter. Udgangspunktet var altså hvordan vores datter selv synes det går. Er der så noget galt med det? Er det ikke godt at blive klar over hvor man selv står? Og at give udtryk for det? Sådan som det vel også er godt at kunne give udtryk for sine følelser. Og er det overhovedet værd at debatere?

For det første må man jo se på hvordan ungerne har det. Hvis de har det godt, er det jo noget af det vigtigste. Selv om vi måske ligger dårligt i Pisa-undersøgelserne, så fortæller finnerne, der ligger i top, at de ikke kan li' at gå i skole. Og så er man jo ikke særlig langt. Omvendt siger en undersøgelse at de danske folkeskoleelever er nogle af dem, der bedst kan lide at gå i skole, og det skal den danske lærerstand have en stor tak for. For den danske lærerstand er hverdagens helte. De er både embedsmænd, skillevagter og sygeplejersker i en af de sidste fællesinstitutioner i Danmark, og det er blandt andet derfor folkeskolen bliver så heftigt diskuteret. Og politiseret.

Det er heller ikke let for lærerne at være så meget i brændpunktet for både den offentlige debat og alle mulige hysteriske forældre, der har skyhøje krav til undervisningen - samtidig med at lærerne bliver pålagt flere og flere opgaver, der ikke har noget med undervisningen at gøre. Samtidig med at mange børn ingen opdragelse har, så lærerne også skal tage sig af den. Ikke nok med at lærerne skal lære eleverne faglige ting, de skal også sætte skik på dem. Og hvordan gør man så det, når forudsætningerne for den naturlige autoritet er smuldret, og at lærerne stort set er svigtet af både politikere og forældre. Det er ikke let, så jeg vil kun slå et stort slag for at man støtter lærerne både økonomisk og moralsk.
Det gør man blandt andet ved at mindske spørgeskema-dillen. Både opad og nedad. For det virker som om at eleverne skal straffes med spørgeskemaer i samme grad som lærerne bliver det. Lærerne skal afreportere til ministeriet og eleverne skal fortælle lærerne hvordan det går.

På samme måde som man ikke skal prædike om helligånden, men kun med den, så er det vel god tone at være et hæderligt menneske fremfor at fortælle andre mennesker at man er et hæderligt menneske. Det er ikke kun det at man kræver at mennesker fortæller om dem selv, det er også det at man i det hele taget tror på det. Man er jo ikke kun blufærdig for at tale om sig selv fordi man kan virke blæret og pralende, men fordi det altid bliver lidt løgnagtigt. Det tilkommer ikke én at fortælle andre hvordan man er. Det må de selv få et indtryk af. Tendensen bliver til sidst at en god evaluering af arbejdet er bedre end et godt stykke arbejde.

Der tales om at børn har svært ved at koncentrere sig. Der findes også dette fænomen, som man har kaldt CPA, det vil sige constant partial attention. Konstant delvis opmærksomhed. En lærer var i gang med at fortælle noget for en klasse, og han tegnede en cirkel. En pige vendte sig om og talte med sin veninde, hvortil læreren spurgte om hun ikke kunne være stille mens han forklarede dette. Hertil sagde hun:
- Jeg hører efter, men du er jo i gang med at tegne cirklen.
Med andre ord: der var pludselig en pause. Den tid det tog for ham at tegne en cirkel, opfattede hun som en pause. Det tyder på en generel anden tidsfornemmelse end tidligere, hvor 10 sekunder ikke blev opfattet som en pause, men som en del af et længere forløb, hvor hastigheden måske var dalende for snart efter at stige igen.

Men en anden ting, der også kan forstyrre børns koncentration, er at de fokuserer på sig selv frem for det stof de bliver præsenteret for. Elever skal lære at evaluere, sådan som vi andre hele tiden også skal evaluere både produkter, ydelser - og os selv. Det ligger i systemet at børn helt ned til børnehaveklassen skal opdrages til og lære at vurdere sig selv. Men lige så snart selvrefleksionen sætter ind, er der en opmærksomhed der bliver forstyrret. Den koncentration som nutidens elever har det sværere med, har måske noget at gøre med at de reflekterer for meget på sig selv og for lidt over det stof, de bliver præsenteret for. For det er jo uligt mere frugtbart at bliver optaget af cellens opbygning, stavnsbåndets ophævelse, Brasiliens økonomi, Mosebøgerne, modernismens gennembrud eller det mørke stof i universet end - sig selv. Og indrømmet: det er fint at kunne reflekterer over sig selv, men hvorfor så ikke tage konsekvensen og indføre filosofi i de små klasser, så man i denne proces faktisk lærer noget om hvordan traditionen for selvrefleksion er.

Der er også lærere der klager over at elever mangler selvtillid. Men det ligger også i forlængelse af vægtlægningen på selvvurdering. Jo mere man skal vurdere sig selv, desto lettere er det at blive utilfreds med sig selv.

Det mærkelige er altså at man selv er med til at generere nogle af de ting, som man ikke kan lide. Men det kommer ikke fra skolelærerne, de er ofte bare ret ukritiske overfor evalueringstendensen, det kommer højere oppe fra - eller fra en tidsånd, der på den ene side har svært ved at håndtere de uhåndterlige ting, og på den anden side overskrider nogle private grænser ved at stille spørgsmål til andre menneskers selvforhold a la: hvad synes du om dig selv? Præsentér dig for mig, vis mig dit selv. Det er det det biografistiske dikterer.

Vi er blevet dårligere til at glemme os selv, og har samtidig større behov for det. Det kan man læse i det stigende behov for film og underholdning. I biografen glemmer man biografien.
For det er sjovere at se på en fiktiv elendighed end på sin egen fortræffelighed.

Have a nice day.

tirsdag, november 28, 2006

Om at sige farvel og om at holde fast

Ved dagens begyndelse, tirsdag d. 28. 11.2006

Hvad er ånd egentlig? Et spørgsmål der kan ligne det spørgsmål Søren Kierkegaard et sted stiller: Hvad er et menneske? - som han prompte svarer helt entydigt på: En klarinet. Eller da Bob Dylan engang i sine unge dage fra en tanketom person i hæren af journalister blev spurgt: Hvor mange folkesanger findes der? - Bob Dylan sad fuldstændigt uanfægtet bag sine solbriller, tænkte sig lidt om, og sagde: 241. - Ohh, 241, sagde journalisten og bukkede alvorligt. - Neeej, sagde Dylan, nok snarere 93.

På samme måde kan man spørge hvad ånd er - og straks svare: 241 - nej, 93. Med andre ord, der gives ikke et svar. Som der står i et stort tysk leksikon: At fordi begrebet ånd ligger så tæt op ad det ligeledes komplekse begreb, sjæl, må man vare sig for at drage en alt for skarp terminologisk grænse imellem disse begreber. Med andre ord: ånden lader sig ikke indfange. Sådan som Johannes skriver i sit evangelium: at vinden blæser hvorhen den vil, man hører den suse, men ved ikke hvorfra den kommer - og sådan er det også med ånden.

Men man vil frygtelig gerne have styr på den. For ånden er farlig. Den kan konspirere, den kan udtænke samfundsomstyrtende tanker, den kan med ét ændre vores liv, så alt det gamle bliver nyt, den kan flytte bjerge, som nogle slet ikke ønsker bliver flyttet. Derfor har man til forskellige tider ansat spioner og agenter til at rapportere om hvor den uregerlige ånd blæste hen. Eller man iværksætter en gennemgribende overvågning, fotograferer så mange mennesker som muligt, registrerer deres kommunikationsveje, hvis ikke man enten sender spørgeskemaer eller ringer og hører hvad man mener om dette og hint, samtidig med at man tilbyder kurser i omstillingsparathed, så man på denne måde lettere kan omstille en vildfaren ånd.

Det uhåndterlige kan også være grunden til at nogle simpelthen nægter at der overhovedet findes noget man kan kalde ånd. Især blandt såkaldte åndsmennesker. Men det kan også bare forties og ignoreres. Stille og roligt trænges den i baggrunden af alt det synlige, det tekniske, det materielle, det pekuniære og det sanselige. Alt det entydigt virkelige. Det uomtvisteligt virkelige. Der er bare det, at det ikke kan lade sig gøre. Kommunismens forgæves forsøg på at udrydde religionen i både Sovjet og nu kinesernes forsøg i Tibet, er blot to håndfaste eksempler.

I Apostlenes Gerninger bliver apostlene grebet af helligånden og kan tale alle sprog. Det er det paven gør efter, hver gang han træder ned fra flyets landgangsbro, hvorefter han efter have kysset jorden taler nogle sætninger på det pågældende lands sprog. Helligånden eller Guds ånd er en due der stiger ned fra himlen, sådan som det sker ved Jesu dåb - næsten på samme måde som duen vendte tilbage til Noas ark med et olivenblad i næbet. Men nok så vigtigt er det at Helligånden kommer over alle apostlene i det øjeblik hvor Jesus ikke længere er iblandt dem.

Kristi ånd bliver stærkere når Kristus ikke er i blandt dem. Som om Kristi nærvær har været en hæmning for apostlenes iboende ånd. Det vakuum der åbner sig efter den store leders død, kan hive dybe kræfter frem i de nye ledere. Det kan også være et direkte billede på at når man har lært at give helt og fuldt slip på den man elsker, så åbner der sig en ny horisont for det enkelte menneske og omgivelserne.

For hvis man ikke giver slip, bliver ånd til én ånd. Et gespenst. Et genfærd. Ånden kan være så fortættet at den bliver synlig, som i Hamlet, hvor faderens ånd taler til Hamlet. I virkeligheden er faderen død, men han er ikke stedt til hvile. Faderen har været offer for en intrige og den uretfærdighed, der er overgået ham, kan ikke gå ustraffet hen. Derfor må hans søn hævne ham: fædrenes synder arves på sønnerne.

Mens ånden har at gøre med de levendes livsånde, med åndedrættet, altså det der holder os i live og gør livet værd at leve, er 'en ånd', et gespenst, noget der er bestemt til at dø, men ikke kan det. Det er det vi prøver at lægge i graven, men som ikke vil lade sig begrave. Det vi fejer ind under gulvtæppet, men som hele tiden kommer frem igen.

Den romerske komedieforfatter Terents har sagt at menneskelighed er at kunne mindes en afdød, hvilket vil sige at lade noget af dennes ånd leve videre i sig. Men samtidig er det også en kærlighedshandling at give slip på den elskede. Kun den der mister sig selv, vinder sig selv, som det hedder i evangelierne. Og når man elsker, er den anden vigtigere end en selv, så kærlighedens tegn er at kunne give slip. Det er helt konkret når det gælder ens børn. Fra de er født, gælder det jo om at lære dem at klare sig selv, så de en dag kan undvære sine forældre. Hvor nødig forældrene end vil lade dem gøre det. I ægteskaber og parforhold gælder det samme. Hvis ægteskabet er et fængsel, er det kærlighedsløst, men hvis muligheden for at sige farvel hele tiden er i live, er der mulighed for kærlighed. Hvis man så ikke benytter sig af denne mulighed, er der grobund for et lykkeligt ægteskab.

Så når fædrene dør, må man kunne give slip, lade dem dø i fred og gøde deres minde. Men i Hamlets tilfælde bliver det til en uløselig sjælelig uro: på den ene side at skulle være den der afslutter sin fars liv ved at hævne den uretfærdighed, han har været offer for - og på den ande side at vide at hævnen ikke er retfærdig, at hævnen hverken vækker faderen til live eller maner genfærdet i jorden. Han er låst imellem at skulle handle og ikke at kunne det, og netop denne fastlåste situation gør ham farlig for kongen, der ikke kan holde den tavshed ud, som omgærder Hamlet. Derfor sender han Rosenkrands og Gyldenstjerne, som prøver at lokke hans hemmelighed ud af ham. Men Hamlet gennemskuer det, og giver Gyldenstjerne en fløjte. Gyldenstjerne vægrer sig gang efter gang imod at spille på den, hvortil Hamlet siger: "Ser I da nu, hvilken elendig Ting I vil gøre mig til. I vilde spilde paa mig; ... I vilde rive Hjertet ud af min Hemmelighed".

Det er præcis hvad så mange nu om dage vil - i den intimidering af det private rum, som sker oftere og oftere i dag. Rive hjertet ud af andres hemmelighed. Man vil ind og have fat i det inderste af den andens sjæl. Man vil ha' bekendelser, man vil vide hvad vores mennesker tror på, man vil have svar på intime spørgsmål, og man prøver at opstille koordinaterne for personligheden, som om det var en computerstyret misil, man sad og skulle styre.

Hamlet er en person at tage ved lære af. Han havde indsigt i både det problem han selv sad med og i det system, han var fanget i.

Samtidig med at man ikke kan hindre ånden at komme ud, kan man ikke komme ind og aflure ånden dens hemmeligheder.

mandag, november 27, 2006

Den hurtige og langsomme historie

Ved dagens begyndelse, DRs P1, mandag d. 27.11.2006

Min gamle lærer på teologi i København, Bent Hahn, sagde engang at helligånden ikke er noget man skal prædike over, men kun noget man skal prædike med. Det er ligesom at tale om humor, det er drønfarligt, fordi det jo altid er sjovere at tale med humor end om humor. Men Bent Hahn talte om prædikenen, og dette er ikke en prædiken, og han talte om helligånden, og jeg vil lige så gerne tale om ånd. Om den almindelige ånd, som ikke nødvendigvis er bundet til kirkens institution. Den ånd som i vore dage er under skarpt angreb, hvad der imidlertid ikke bliver særligt diskuteret. Selv om ordet skaber hvad det nævner, er det man taler om ofte det man mangler. Den ånd der gør levende, den der løfter og pludseligt får alting til at se anderledes ud; den der genererer det nye.

Når nogle prøver at indkredse hvad det nye er, er der altid nogle der replicerer: sådan var det jo også tidligere. Og så er vi lige vidt. Alting er allerede det samme. Men hvis alt allerede er det samme som tidligere, så er der slet intet fremskridt i historien, og hvis det er rigtigt, hvorfor så skynde sig så meget som vi gør? Det er tydeligt at mange ting går meget hurtigere nu end for ganske få år siden. Hastigheden på motorvejene er sat op i takt med at bilerne kan køre hurtigere. Indslag i fjernsynet er også blevet markant kortere over en årrække. I 1965 fik en interviewet person i gennemsnit 41,9 sekunder til at fremkomme med sit synspunkt. Det faldt til 18 sekunder i 1990 og videre til 11,8 sekund i 1997. Det er tal jeg har fra Jørn Lunds vigtige lille bog om Kampen om opmærksomheden.

Samtidig med at arbejdstiden gradvist bliver sat ned, viser det sig imidlertid at vi arbejder mere og mere. Stres er ikke kun noget vi pludselig er blevet opmærksomme på, det forekommer også hyppigere.

Jeg har lagt mærke til at hver gang jeg har - eller rettere: havde - store konflikter med min datter, som nu er otte, men dengang var fem-seks og syv år, så havde det altid noget at gøre med hastighed. Jeg skulle hurtigt ud af døren, men hun skulle lige alle mulige ting. Jeg skulle hurtigt videre, men hun kunne følge med. Hun ville selv binde sine sko, men det gik for langsomt. Da jeg fandt ud af at forskellen i hastighed udløste så mange aggressive situationer, lettede jeg simpelthen trykket på speederen. Og det virkede.

Lars Henrik Schmidt, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, taler også om hastighed når han indkredser hvad vreden kommer af. Denne omsiggribende vrede, som han registrerer overalt. På bogmessen i Forum blev han spurgt af Camilla Mehlsen om hvor han registrerer vreden, det gør han overalt. Så sent som ved indgangen til Forum.

To timer senere sad jeg i teatret og så Jan Sonnergaards stykke om Cafeen Olfert Fischer, som er én lang vredesudladning. Her er der også en stor anonym djævel der puster alle personerne i nakken og siger: hurtigere, hurtigere, hurtigere. - "Det går bare derudaf af Rungsted Strandvej", som reklamemanden siger, mens han puster sig selv op i en overdrevet tilfredshed over sin karriere. Lars Henrik Schmidt registrerer vreden i trafikken, hvor det stort set gælder om at komme først - uanset hvor man skal hen. Han prøvede at mane til besindelse: Alle kommer frem i sit eget tempo.

Men hvorfor går det hele så hurtigt? Jørgen I. Jensen udgav i sidste uge en meget tankevækkende bog, der hedder Jeg-automaten. En af tankerne hos Jørgen I. Jensen er at udviklingen i virkeligheden går ufattelig langsomt. Og gad vide om ikke netop dét er grunden til at det hele går så hurtigt. Han skriver: "Tiden går hurtigt, så hurtigt at den måske går uendeligt langsomt; der foregår så meget, at intet nyt kan ske" (s. 151).

Den udvikling, der for Jørgen I. Jensen går alt for langsomt, har at gøre med det jeg med tøven og bæven kalder ånd.

Den teknologiske udviklings hastighed modsvares af en åndshistorisk udviklingstræghed. Tiden går ufattelig hurtig, siger man, og tænker på at nu overgår nettet til 2.0, (hvad det så end betyder), computere går ind i næste generation, nanoteknologien og stamcelleforskningen udkaster surrealistiske fremtidsscenarier, - men samtidig indskrænker vi frivilligt vores horisont, sådan som f.eks. Jan Sonnergaard i al sin tydelighed fremstiller det i sit teaterstykke. En mærkelig blanding af total selvspejling og mangel på refleksion er gennemgående for alle hans personer. Man skulle jo tro at selvspejling også kunne afføde selvrefleksion, al den stund at spejling og refleksion betyder det samme. Men det er ikke det samme. Tværtimod. Selvspejling forhindrer selvrefleksion, og når man ikke kan se sig selv udefra, og mærkeligt nok heller ikke andre indefra, fyldes menneskets indre med et overtryk, der kun kan ende i en rasende eksplosion, i en langstrakt ondsindet vrede eller en stille sivende bitterhed.

Men derfor behøver man ikke nødvendigvis at blive rasende, vred og bitter, fordi det jo altid er en fornøjelse at prøve at forstå det, holde det ud i armslængde, erkende det, alt det vi kan bruge kunsten til, hvor man oplever momenter af lykkelig selvforglemmelse.

-------

Link: http://www.dr.dk/P1/veddagensbegyndelse/