tirsdag, februar 24, 2009

Vand og luft
- fortsat om Pirate Bay-sagen

Der er mange (slags) reaktioner på Pirate Bay-sagen, men de kan alligevel koges ned til ganske få. Jeg har været i hede skænderier og undrende diskussioner. Rune Stilling har sat det klart op i kommentaren til foregående post. Det handler om at man skal følge loven, men at loven også kan være absurd. Som hvis man f.eks. ejede luften.

Det var præcis hvad der var på tale i US versus Causbys sag, der blev prøvet ved North Carolinas Højesteret i 1946. Det stod nemlig i den amerikanske lov at en jordbesidder ikke kun ejede jorden, men også al jord indtil jordens kerne og "an indefinite extent, upwards". Det var denne ret Thomas Lee og Tinie Causby håndhævede da lavtflyvende militærfly var skyld i at de gæs de havde i store lader blev skræmte, fløj og dræbte sig selv ved at flyve ind i væggen. Flyene havde reelt set ikke hjemmel til at overflyve Causbys ejendom. Men - som Lawrence Lessig fortæller (i indledningen til Free Culture, 2004 - retsformanden havde ingen tålmodighed og med et pennestrøg afskaffede han flere hundrede års ejendomsret: "The doctrine has no place in the modern world. The air is a public highway, ..." (s. 2).

Det er påfaldende at man faktisk taler om at musik i fremtiden - i den moderne verden! - bliver som vand og luft. På engang følger denne tankegang en århundredelang tradition for på engang at idealisere og ringeagte kunstnere. For man indrømmer jo at kunst og musik er livsnødvendigt når man sammenligner dem med vand og luft. Men man ringeagter ophavsmændende - sådan oplever nogle det i hvert fald - hvis ikke man også giver noget tilbage.

Det er den reaktion jeg har fået i overmål de seneste dage. Det er det der dominerer medierne. Det er det kunstnerne vil have øverst på dagsordenen.
Men der er mange aspekter af Pirate Bay-sagen, som også gør den så interessant. De er:

- Der er en lov, der reelt set ikke kan håndhæves. Teknologisk set er det umuligt. Internettets natur og bittorrent-teknologien umuliggør håndhævelse af de gældende ophavsretsregler. Reglerne har på mange måder "no place in the modern world". Det er i dag næsten lige så absurd at håndhæve den gældende ejendomsret som det var i North Carolina i 1946;
- men uafhængigt af dette aspekt er de gældende regler også problematiske. Samtidig med at pirater distribuerer ophavsretsbeskyttet materiale, indskrænker ophavsretten public domain. Samtidig med at mere og mere materiale bliver tilgængeliggjort, gør lovgivningen strandhugst på den immaterielle fællesejendom. Copyright-lovgivningen er en århundredelang historie om udvidelser og forlængelser af immateriel ejendomsret.
- Konflikten mellem forbrugere, kunstnere og mellemænd. På den ene side findes der kunstnere, der gerne vil tjene penge på deres kunst og på den anden side et samfund, der lige har lige så meget behov for kunst som for vand og luft. Heri ligger der en kulturpolitisk og en kunstpolitisk diskussion. Kulturpolitikken handler om fordeling: hvordan lave regler så kunstnere kan få penge for deres arbejde. Kunstdiskussionen handler om hvilken kunst man ønsker.

At vi ikke altid har den kunst vi har behov for, kan skyldes mange ting: manglen på åndelige, psykiske eller materielle ting. I denne diskussion er der tre grupperinger: 1. De kunstnere der mener at man skal slå ned på ulovligheder indtil den dag man har en ny forretningsmodel, for kunstnernes indtjenings og for samfundets skyld. Kunstnerne har også en samfundsopgave. 2. De folk der mener at problemerne kommer fra lovgivningen, brancheorganisationerne og kunstnerne; at vi har og altid vil have den kunst som vi har behov for, uanset økonomi og hvor restriktiv lovgivningen er, for kunstnere laver kunst uanset indtjening og lovgivning. Det er dem der mener at man overhovedet ikke behøver nogle ophavsrettigheder og at samfundet 'som sådan' ikke har noget behov. Der er kun behov for den kunst der rent faktisk bliver lavet. 3. De der mener at lovgivningen er problematisk og skal laves om, og at kunstnerne på en eller anden - ny - måde også skal have en indtjening, fordi samfundet ikke altid har den kunst det har behov for. Ophavsretten skal ikke afskaffes, men justeres efter den nye teknologi og i en fair balance mellem privat og offentlig immateriel ejendomsret.

Jeg vil kalde den første position for reaktionær, den anden for ultraliberalistisk og den tredje for revisionistisk. De to første positioner står skarpt overfor hinanden, den sidste er et kompromis.
Grunden til at de står så skarpt overfor hinanden skyldes blandt andet at brancheorganisationerne har været for store og i for lang tid været for virkelighedsfjerne, de har ikke fulgt med udviklingen og lavet tjenester der også har været til forbrugerens fordel (iTunes er en af de få rigtig succesrige forretningsmodeller). De vågner nu op og bruger sin økonomiske og juridiske magt som en gammel syg patriark, som en King Lear uden hest og uden det kongedømme han vil købe den med. De har tjent milliarder af dollars på kunstigt opskruede priser i mange år samtidig med at disse penge ikke i rimeligt omfang er gået videre til kunstnerne, så de har på denne måde skabt en aversion imod sig som Pirate Bay-folkene på milloner af musikelskeres vegne har givet udtryk for. Det er også grunden til at de er havnet i retten. De er jo næsvise og provokerende og makker ikke ret. Det er det der træder så tydeligt igennem Danowskys forhør. Han er provokeret.

De musikere der støtter deres brancher i denne sag fremstår også patetiske. Lad os da omfavne Pirate Bay velvidende at det bliver ens død. Det er der da lidt mere format over. Og lad os diskutere hvordan man kan opretholde en musik- og filmkultur samt en litteratur - hvis det er det man gerne vil.

Det er her kunstdiskussionen dukker op. Er vi overhovedet interesseret i blockbusters? Hvad er det egentlig for en kunst, hvad er det for en musik, hvilken slags film er egntlig truet? Og hvilken musik og film er ved at opstå på de nye vilkår?
Dét er interessant at tale om. Men det taler ikke mange om. Det revisionistiske standpunkt er ikke særlig stærkt repræsenteret i de populære medier eller blandt lægfolk.

lørdag, februar 21, 2009

Om Pirate Bay-sagen

I disse skrivende sekunder (19.2.2009) sidder Frederik Neij i forhørsskranken og svarer på spørgsmål af anklager Håkon Roswall. Svensk TV transmitterer nemlig direkte fra Tingsretten i Stockholm, hvor de tre fra Pirate Bay (Peter Sunde, Gottfrid Warg og Fredrik Neij) - plus Carl Lundström er anklaget for brud imod ophavsretten. Anklageren har begæret 117 millioner svenske kroner og op til 2 års fængsel.

At transmittere direkte fra netop denne sag viser hvor vigtig de svenske medier mener at denne retssag er. Det mener mange store internationale medier også: The Guardian og Die Zeit. The Times skriver at det er årtiets proces.

Det tog nogle dage før sagen kom på forsiden af Information. Jyllands Posten havde en artikel om retssagen d. 16. februar. Dækningen i de danske medier er hverken fraværende eller overvældende.

Denne sag viser også at der er stor afstand imellem Danmark og Sverige når det gælder IT-politik. Det er således ikke tilfældigt at denne sag, med alle de internationale aspekter den har, netop føres i Sverige.

En af forklaringerne finder man i Anders Rydells og Sam Sundbergs bog fra denne måned i år: Piraterne. De svenska fildelarna som plundrada Hollywood (udgivet på ordfront). Her fremstilles Sverige som et af de ledende IT-lande i verden. Det skyldes hovedsaligt daværende statsminister Carl Bildt (okt'91-okt.'94), der så IT som redningen i den alvorlige krise som Sverige befandt sig i start-halvfemserne. IT var fremtiden og der blev satset på IT op igennem halvfemserne.
Den første email der nogensinde blev sendt imellem to statsledere kom fra Carl Bildt til Bill Clinton d. 4. februar 1994:
"Dear Bill, Apart from testing this connection on the global Internet system, I want to congratulate you on your decision to end the trade embargo on Vietnam (...) Sweden is - as you know - one of the leading countries in the world in the field of telecommunications, and it is only apprioriate that we should be among the first to use the Internet also for political contacts and Communications around the globe".
Parallelt med den etablerede Formel-1-agtige udvikling af IT i Sverige, udvikledes også verdens førende piratbevægelse sig. Og ikke med mindre hastighed.

Nu er det Danowsky, der skal udspørge Fredrik Neij. Det er jo som at høre en patriark fra en Bergman-film. Man kan ikke se ham. Det er kun lyden der bliver transmitteret. Hans forhørsteknik virker gennemskuelig. Hans stemme afslører mange ting. Han taler højt, han går op i slutningen af sætningen og lukker luftstrømmen. På den måde lever han op til sin funktion som anklager. Det er anklagerens tonefald. Dernæst spørger han i et hurtigt tempo, det forekommer også at han afbryder og at han spørger på den måde at han gentager elementer igen og igen, hans toneføring er som en far der holder fast i sin søn og ryster ham: 'kan du så høre efter, du må ikke gøre det!'.

Fredrik Neij er teknikeren i Pirate Bay og kerer sig hverken om politik, ideologi, økonomi eller jura, men er i Pirate Bay, fordi det er 'jätte kul' at drive et stort site. Han er meget usikker, og siger for det meste at han ikke kan huske hændelser og, som han siger, han er dårlig til at huske navne. Når det kommer til udredningen af hvad en bittorrent-fil er, liver stemmen op. Det ved han noget om. Han forklarer teknisk om teknikken så man kan hører at også på dette felt er anklageren og den anklagede i to forskellige verdener.
For det er jo det som hele denne retssag handler om: to verdener støder sammen. Eller måske rettere: Der er en gammel verden der er ved at blive hægtet af, og som gør hvad den kan for at bremse en udvikling. Den gamle verden er simpelthen ikke hurtig nok til at udtænke og etablere nogle forretningsmodeller der kan styre pengestrømmen de ønskede steder hen.

Danowsky trækker en tale frem som Fredrik Neij har holdt kort tid efter razziaen mod Pirate Bays servere i 2006. Men han har ikke selv skrevet denne tale. Fredrik Neij kan eller vil ikke forholde sig til indholdet i talen, fordi han ikke selv har skrevet den. Det får Danowsky til at kalde Neij for fejg. Fejg! - Fredrik Neij svarede: Det mener du. - Andet kan man vel heller ikke svare på et så emotionelt ladet og et så ujuridisk angreb. Forsvareren skulle have protesteret med det samme.

Neij angriber ikke. Det kan man heller ikke i den situation.

Nu er der gået et par dage. Nu er det Peter Sunde der sidder på anklagebænken. Han angriber til gengæld. Han bliver nemlig på et tidspunkt forarget over at Danowsky spørger til Peter Sundes motiver og ideologiske ståsted.
- Hvad er din opfattelse af ophavsret? spørger Danowsky.
Sunde spørger - tydeligt ophidset - om dette er politisk eller juridisk forhør. Midt i det efterfølgende spørgsmål afbryder Peter Sunde Danowsky og spørger igen:
- Kan jeg får svar på mit spørgsmål om dette er politik eller jura?
- Nej, svarer Danowsky prompte, og retsformanden giver ham umiddelbart ret.
Som anklaget kan man ikke spørge udspørgeren.

Peter Sunde er ikke ene om at mene at anklageren politiserer. Rasmus Fleischer fra Piratbyrån og Rick Falkvinge fra Pirat Partiet (der ikke har frygtelig meget med hinanden at gøre) slår begge ned på denne politisering.

Politiseringen ligger bare et helt andet sted. Det er renlivet jura at spørge til hensigten. Man kan - og det er ikke noget nyt - godt anklages på det rene forsæt eller den blotte hensigt. Dvs. at man godt kan få en dom selv om man ikke har udført den kriminelle handling. Der er imidlertid forskel på en overordnet ideologisk-politisk hensigt og et konkret forsæt. Er der i virkeligheden tale om en uretmæssig politisering af et søgsmål at spørge til de overordnede hensiger, vel vidende at det ikke er muligt at dømme nogen for ideologisk tilhørsforhold?

Politiseringen ligger på et andet plan. Dér hvor økonomi og politik mødes i behovet for kontrol og fastholdelse af privilegier. Det sidste er der ikke noget mærkeligt i, men det forekommer unægtelig hyklerisk at tage alle - også de mindre - kunstnere ind under en økonomisk interesse, som mellemmændene, produktionsselskabet, i tidens løb nok har forstået at varetage i eget favør.
Og kontroltrangen pipler unægtelig også ud af hele denne retssag, en trang til at kontrolere udviklingen af en ny teknologi, og til en fri spredning af information - hvad der er håbløst, og hvad branchen også udmærket ved er håbløst. Selvfølgelig kan man ikke stoppe bittorrent-teknologien. Selvfølgelig kan man ikke standse fildeling. Selvfølgelig - det ved de også godt - kan Pirate Bay ikke dræbes. Den har sit liv udenfor Sundes, Neijs og Wargs kontrol. Og hvis den endelig skulle blive helt nedlagt - hvad den altså ikke kan - så opstår der jo bare hundrede nye trackere.

Det vil sige at denne retssag er symbolsk. Hundredeprocent symbolsk. Og det siger de ikke. Det kan de ikke sige. Selvfølgelig. Men det er derfor Rasmus Fleischer skriver om retssagen som et teaterstykke. Branchen kan heller ikke få de 177 millioner ind som de har krævet. Ingen af de anklagede har så mange penge.

De kan aller højest sætte en skræk i nogle teknisk, juridisk og politisk ukyndige personer og afholde dem fra at dele ophavsretsbeskyttet materiale. Er det ikke det samme som at gå imod den IT-oplysning som netop Sverige kan være så stolt af?

Branchen afslører endnu engang at den er bagefter og investerer ikke energi i at løse de problemer som især kunstnere, musikere og forfattere, - nej: jeg mener som samfundet som hele kommer til at stå i, hvis der trækkes penge, og dermed mener jeg også materiel drivkraft, ud af et kulturliv og kunstproduktion, som vi alle sammen har brug for.
Selvfølgelig er der problemer med ophavsretten. Den kan ikke afskaffes og den fungerer ikke som den er.
At den var problematisk var faktisk også hvad Peter Sunde sagde, som udløste ovennævnte modspørgsmål. Det er som om branchen ikke vil diskutere ophavsretten. I stedet forlænger EU nu ophavsretten fra 45 til 95 år. I sådan en beslutning tager man ikke de saglige argumenter som bl.a. kommer fra de forskellige piratgrupper rundt omkring i verden alvorligt.

Der er desuden ikke meget der tyder på at vi får mindre kunst, jo mere der bliver kopieret, delt og distribueret gratis. Tvært imod. Der produceres en masse. Men det er vel heller ikke helt irrelevant at følge med i hvilken kunst - hvad den kan og ikke kan - som den nye økonomi og teknologi fører med sig. Den diskussion er til gengæld helt fraværende. Vi befinder os stadig på et rent teknisk og økonomisk niveau i denne diskussion. Lad os da tale om hvad alle disse nye vilkår stiller af kunstneriske, sociale, politiske og åndelige udfordringer i stedet for hele tiden at tale om musikeres og distributørers løn.

At dæmme op for teknologien er under alle omstændigheder en dårlig idé.