Kommentar til Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens kronik i Politiken 17.9.2008: Kulturalismens onde vekselsang.

Slavebinding til fornuften

Tak til Stjernfelt og Eriksen for at bringe den igangværende kulturdiskussion et skridt videre – og dybere. De sætter ind mod den kulturalisme, der både formørker højre- og venstrefløjen, på den ene side i en krampagtig fastholden af 'danske værdier' og på den anden side i en ”anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser”.

Der er næppe nogen større opgave i aktuel politik, skriver forfatterne, end at vende sig imod den grasserende kulturalisme og dens slavebinding af individdet til dets 'kultur', og nøglen til disse slavelænker er 'oplysningens universalisme'.

Stjerfelt og Eriksen får ikke defineret hvad kulturalisme egentlig er, og ved siden af den skrevne konklusion: Hvor lang tid kan venstrefløjen stadig lade sig forblænde af kulturalismen?, trækken også en uskreven. Den lyder: Kultur kan og skal ikke være identitetsdannende, men må finde sin sekundære plads under den universelle oplysningstanke, verdensborgertanken, den almene fornuft, som alle er i besiddelse af og som burde være fundamentet for sine handlinger. En fornuft, der opstiller forskellige etiske principper, som enhver – med denne fornufts brug – kan indse den evige sandhed i.

Uden at benægte at der – selvfølgelig – er evige sandheder, også på det etiske område, ville det bare være utopisk at benægte kulturens rolle i enhver nation, eller skulle vi bare sige: ethvert områdes identitetsdannelse. Kulturen ryger ud med kulturalismens badevand.

Den store opgave er ikke – kun – at propagandere for de universelle regler, men lige så meget at finde et forhold til kulturen, så den netop bliver en levende kultur uden at den bliver den ideologi, som begrebet kulturalisme vel betyder. En levende kultur er også identitetsdannende, og det er rigtigt farligt, for det er jo noget man vil leve og dø for.

Det er omend endnu vigtigere at skelne mellem den levende kultur og kulturalismen, altså imellem den kultur, som vi hverken behøver at udrydde som irrationalitet – det er jo et håbløst projekt – eller skamme os over, fordi den betyder noget for os, og en ideologi, der bruger både kunsten og kulturen som legitimering af bestemte interesser.

Hvilket kulturbegreb opererer Stjernfelt og Eriksen egentlig med? Bliver kultur ikke bare til underholdning, hvis ikke det må have vital interesse for os? Og hvor vigtigt kan det være for den enkelte, hvis ikke der dannes en eller form for fællesskab igennem kunst?

Det gælder mindst lige så meget om at sætte fokus på en levende kultur, der først og fremmest modsætter sig ideologi og enhver instrumentalisering (kunst for nationens, pengenes, magtens eller ens egen skyld), og som godt kan være identitetsdannende uden at ende i en tanketom og principløs relativisme (som hos ”mulitikulturalisterne”) eller en kulturalisme, der lever af negative billeder af 'de andre'.

For hvad nu hvis de universelle etiske og fornuftige regler overhovedet ikke kan leve, hvis ikke de har en kulturel muld at vokse i?