fredag, december 14, 2007

Behovet for en international og intellektuel kollektivet

Lidt om Jørn Lanngsteds og Bourdieus tanker om kunst og kommers, om Gadeuniversitetet og om en ny internationalisme


Balancen imellem den kommercielle og statsstøttede kultur i Danmark og Europa er ved at forrykke sig på en måde der aktualiserer diskussionen om de grundlæggende demokratiske principper. Hvad sker der det kritiske potentiale, uden hvilket demokratiet ikke kan være til, hvis markedet kommer til at dominere kulturproduktionen? Hvilken demokratisk rolle spiller det nationale i kulturlivet?

Professor i dramaturgi ved Århus Universitet Jørn Langsted ser et problem i at kulturpolitikken er blevet regionaliseret. Regionaliseringen gør nemlig at der ikke er noget sted der kan indgå i internationale forhandlinger. Regionaliseringen giver bedre plads til kulturkapitalismen og det bliver sværre at opretholde modstandspotentialer mod markedsgørelsen. ”Jeg savner i den kulturpolitiske forskning i Norden analyser af konsekvenserne af de regionaliseringer, der eksperimenteres med i forskellige former” (Langsted: Indfald og udfald, 2005, s. 46).

Men ikke kun analyser. Han efterlyser også en offensiv kulturpolitik.

”Den internationale kulturimperialisme (som er Jls synonym for globalisering, sr), de nationale opløsninger af statsdannelser til fordel for regioner, kunstens performativisering: disse ting bør ikke betyde 'et farvel til kulturpolitikken?', som det lidt provokerende og spørgende hed i overskriften til Den Første Nordiske Kulturpolitiske Forskerkonference. Det bør tværtimod fremhæve nødvendigheden af en mere offensiv kulturpolitik, der som grundlæggende præmis har, at et samfund er mere end et marked, og at borgere er noget andet end kunder” (ibid s. 48).

Da hverken politikerne eller universiteterne laver et lobbyistisk og aktivistisk arbejde for denne offensive kulturpolitik, må initiativet være op til borgerne. Som for eksempel denne tænketank.

Bourdieu taler også om en ny internationalisering, der som forudsætning har rod i nationaliteten. Han skriver i sit forslag til en ny social bevægelse i Europa: ”Lige nu er det mest presserende problem i mine øjne at finde de materielle, økonomiske og især organisatoriske redskaber til at anspore alle kompentente forskere til at gøre fælles front med ansvarlige politiske aktivister for at diskutere og udarbejde en række analyser og progressive initiativer, som i dag kun eksisterer som private og isolerede tanker eller i marginale publikuationer, fortrolige rapporter eller i esoteriske tidsskrifter” (Bourdie: Modild, Hans Reitzels Forlag, 2001, s. 14).

Bourdieu taler om en ny intellektuel kollektivitet der skal organisere nogle af alle de initiativer til alternative samfundsmodeller. Han skriver: ”Som en modvægt til dem (de konservative tænketanke der er udpeget af magthaverne, sr) må vi etablere kritiske netværk ved at gruppere 'specifikke intellektuelle' i fourcaultsk forstand i et intellektuelt kollektiv, der selv definerer genstandsområderne og målsætningerne for sit arbejde. Det skal kort sagt være fuldstændigt uafhængigt” (ibid s. 40). Og med uafhængigt mener han uafhængigt af kommcercielle interesser. ”Sagen er, at den principielle uafhængighed af økonomiske interesser, det kulturelle felt med besvær har tilkæmpet sig, er truet i selve sit fundament af en kommerciel logik, der sætter sig igennem på alle niveauer af den kulturelle produktion og distribution af kulturellle udtryk” (ibid. s. 84).

Det intellektuelle kollektiv er i Bourdieus visioner en international organisering, der skulle være ”med til at skabe de sociale betingelser for en kollektiv produktion af realistiske utopier”.

Kollektivet skulle være katalysator for aktionerende grupper, såvidt Bourdieu, ved at være med til at udtrykke og opdage hvem de er, ”og ved at trække på den enorme viden, der faktisk eksisterer om samfundsmæssigheden” (ibid. 41). Denne viden om samfundsmæssigheden er hvad han også kalder kulturel kapital. Det er endvidere hvad en gruppe i den danske undergrund har kaldt Gadeuniversitetet. Der bliver produceret et væld af viden udenfor de universitære institutioner, som ville kunne frigives og – var jeg ved at sige: kapitaliseres.

Der ligger altså en opgave i dels at etablere sådan en organisation, dels at lave det intellektuelle arbejde: at undersøge omfanget og virkningerne af den kommcercielle kunstproduktion samt udtænke alternativer og løsninger til de problemer, der viser sig.

Det er en stor opgave, som man dog kan starte på med at lave små grupperinger, der kan arbejde mere effektivt end mange enlige skribenter, kunstner og intellektuelle.

fredag, december 07, 2007

Den knuste postelin i de muntre køkkener

Forfatteren Jørgen I. Jensen har sagt at man skal undgå at udtale sig i tabskategorier. Det har han god grund til, ikke mindst fordi selve kategorien har en egenmekanik, der kan gå ud over virkeligheden. Der kan med andre ord gå for meget: det-var-nu-bedre-i-gamle-dage i den.

På den anden side (et andet udtryk man må være varsom med) kan man måske registrere et tab af noget så værdifuldt at man bliver nød til at råbe vagt i gevær, hvis ikke man bare skriger.

I en tid hvor De konservative er i regering, men hvor den egentlige konservatisme er længere væk fra magten end den har været i mange år, kan det være på sin plads at gøre opmærksom på nogle af de ting, der er ved at glide ud i glemslen.

Samtidig med at vi på dansk er så beriget af en mand som Otto Steen Due, der har bragt nogle af de store klassikere ud i et uforligneligt dansk, kan man læse kritikeren Torben Brostrøm skrive: ”Man kan måske gå hen og tabe hukommelsen i senilitet, men en mere skræmmende tanke er det store, fælles hukommelsestab, der rammer en moderne livsførelse, som installerer sig med massemediernes kulturelle troløshed og nøjes med deres dårlige service og tamme underholdning” (Information torsdag 6.december 2. sektion s. 23).

Bogmarkedet er mere delt. Det bliver mere og mere poppet, udgivelserne sjaskes igennem, forlag satser flere penge på færre forfattere, der bliver eksponeret på plakater, der før kun kom store filmstjerne til gode, men samtidig udkommer der en stribe af gennemarbejdede, originale, oplysende og helt igennem seriøse bøger.

Fjernsynet halter stadig langt efter og truer med at hive store dele af befolkningen ud i endnu større uvidenhed.

Der skabes større afstand imellem dem der kun bruger fjernsyn, film og internet til at indhente viden og dem der stadig læser bøger, (for slet ikke at glemme dem, der stadig kan spære ørerne op for polyfone værker, der kan tænke mere end en tanke ad gangen). For der er jo ting som bøger stadig har en eksklusiv tilgang til, og det kan siges med et ord: fordybelse. Uden hvilken vi ikke kan afdække det som Torben Brostrøm kalder 'eksistentielle koder':

”Der knuses en del postelin i de muntre køkkener, som overdøver klangen af den store musik, dramatik, roman, poesi, der blotter de eksistentielle koder og strukturer. De kan komme i fare og ved deres fravær bringe os i livsfare. I vor tid. Af mangel på taknemmelighed”.

Rammen om disse eksistentielle koder ligger i det som klassikerne kan, nemlig gøre det lille nu til et stor nu. For definitionen af klassikeren og Ezras Pounds definition af litteraturen er at den er ”nyheder som forbliver nyheder”. Den gør med andre nu'et større. Den hektiske jagen efter det nye er udslag af et meget lille nu. Så lille at man det er svært ikke at få åndenød og klaustrofobi.

Selv om det ikke kun er tab. Meget er jo også vundet. Mere om det senere.

mandag, december 03, 2007

Grundlagsdiskussionen: viden versus information

Mens Rune Lykkeberg i Information (24.11.07) ser det som et fattigdomstegn at forfattere og kunstnere ikke deltager mere i den offentlige debat og hverken bruges som 'samvittighedens stemme' eller med nogen anden form for autoritet, bliver de kunstnere, der dog stadig forsøger at ytre sig, både kritiseret i weekendavisens opions-sider og i samme avis' bogtillæg (nr. 48 – 30.11.07).

Der er ikke publikum til de forfattere og kunstnere, der har noget at sige, siger Rune Lykkeberg, og uden publikum lever kunstneren jo dårligt. Samfundskulturen er blevet subkultur (Carsten Sestoft) og kunst sejler stadig længere og længere væk fra den politiske debat. Han er kun glad for at en person ikke længere er samfundets samvittighed. Deri er han sikkert enig med mange. Alternativet er desværre at der så er meget mindre samvittighed. Det er der sikkert også mange, der er glade for. Ikke desto mindre går der noget tabt: ”Nok kan man sige, at kunstnerne ikke siger sandheden, men det betyder ikke, at kunstværkerne ikke siger noget andet og væsentligt”.
For det er ikke kun kunstnerne der ikke lyttes til, det er også værkerne, der har et mindre og mindre publikum.

Rasmus Øhlenschlæger Madsen har skrevet en phd-afhandling om den nyere kritiske essayistik i den danske debat: Vidner og dommere – ny dansk kritisk essayistik om krig og terroisme. Her som mange andre steder i weekendavisen er overskriften mere et udslag af hvad redaktionen mener om artiklen end hvad den mener dækker dens indhold. Mavefornemmelser står der: ”Troværdighed. Når Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen og Jens Christian Grøndahl skriver essays om krig og terroisme, ved de så, hvad de taler om?”

Slutningen af omtalen lægger imidlertid vægt på noget andet: Forfatternes ”essays om krig og terroisme kan alle læses som oplæg til refleksion, analyse og i sidste ende demokratisk debat. Det er det, der gør dem værd at beskæftige sig med (...) Det kritiske essays værdi er først og fremmest at virkeligheden her brydes på en anden måde, at nye sammenhænge udpeges”.

Kritikken går på at forfatterne ofte ved for lidt om det de taler om. Det siger stud.scient.polerne Sebastian Barfort og Morten Øyen Jensen skarpere. De korrigerer adskillige udtalelser fra Anne Marie Helger, Niels Hausgaard og Lotte Svendsen, hvad der nok er på sin plads, hvorefter de konkluderer, at ”kunstnerne er en parodi på sig selv, og det er ikke umiddelbart let at genkende de klassiske forbilleder, som i ekstremt høj grad berigede debatten”.

Her bør Danmarks Radio kritiseres lige så meget som kunstnerne, både for at hive dem ind til det og for at sætte så små rammer at enhver form for refleksion er umulig. Der er jo kunstnere der forsøger at forstå vores tid og vores samfund, og som holder sig indenfor sine egne kundskabsgrænser, så det ikke bliver så let at skyde dem ned.

Der er samtidig noget ignorant i disse strenge krav til saglighed. Kunstneren, forfatteren, udtaler sig netop ikke som specialist, men fordi han har sproget i sin magt. Hvis man kun vil have specialister til at udtale sig, stækker det ikke kun den almene ytringsfrihed, det fremmer også teknokratiet. Og det er jo rigtig slemt, fordi en teknokrat kender systemet så godt at han slet ikke kan forestille sig det anderledes. Så bliver den offentlige debat ét langt forsvar for det bestående – og hvor meget debat er der i det? Hvor meget demokrati?

Vi kan hverken undvære specialisterne eller kunstnerne, men de burde arbejde mere sammen. Mod et medietyranni og imod den fordummelse der ligger i at forveksle viden med information – eller kun at foretrække det ene frem for det andet.

Rasmus Øhlenschlæger siger: ”Man kunne kalde det en grundlagsdiskussion – en diskussion af forskellen på viden og information og en diskussion af, hvor meget viden der skal til for at fælde troværdige domme”.

Det er en væsentlig diskussion - og det er ikke kunstnerne, men medierne og det dovne publikum der bærer hovedansvaret.

fredag, november 30, 2007

Skitse til en tænketank

Formål:


Eftersom både nogle grundlæggende menneskelige og demokratiske principper er under mere eller mindre subtile angreb, er der grobund for dels at lave et teoretisk arbejde for at få diagnosticeret hvori problemerne består, dels at formulere værdige og realistiske alternativer; der er brug for latter i stedet for at grin, skønhed i stedet for smartness, refleksion i stedet for one-liners, traditionsbevidsthed i stedet for reaktionærhed og viden i stedet for ren information.

Formålet er:
- at lave en tænketank på et tværvidenskabeligt, demokratisk og humanistisk grundlag, der kan gøre de bløde emner hårde og tale kvalificeret om de ikke-målbare og ikke-kommercialiserbare ting, samtidig med at man sammen på tværs af fag og branche kan belyse nogle ensartede tendenser i samtiden;

- at formulere alternative politiske modeller, at komme ud af det begrebslige hængedynd, der stadig fastlåser den politiske diskussion, fordi den er bundet af de traditionelle og utidssvarende forestillinger om grænsedragningerne i det politiske liv (fra interesse- til værdipolitik f.eks.). Det kræver en kopling til grundlagsdiskussionen, der nødvendigvis har at gøre med forholdet mellem kunst/musik og samfund eller rettere: faren ved at der ikke er noget forhold;

- at undersøge og fortolke vores samtids kulturelle og sociale tilstand samt at udnytte nogle af de potentialer, som den indeholder;

- ved at være en gruppe at være stærkere i opponionen - og oppositionen,

- at supplere debatten med nogle af de mange emner og vinkler, som mangler, især hvad dybde og lødighed angår,

- at samarbejde, give støtte og ideer videre til andre netværk, der arbejder med de samme ting,

- at lave noget nyttigt, relevant og sjovt.

Emner:
Emnerne for tænketankens arbejde er bestemt af medlemmerne, ikke af en fundats. I princippet er alt relevant, men til en begyndelse er der sat følgende emner på programmet:

- mediepolitikken: problemet er (bl.a.) at medierne paradoksalt nok kommer til at ligne hinanden mere og mere, jo flere der bliver. Samtidig bliver det sværere og sværere at trænge igennem med nuancerede holdninger eller nødvendige analyser. Det er nødvendigt at arbejde på at påvirke politikerne for at afhjælpe de skadelige virkninger for demokratiet, som mediernes magt over sindene og afmagt overfor kommercielle interesse har.

- kulturpolitikken: problemet er (bl.a.) at kunsten er spændt for markedsøkonomiens vogn og ikke bliver til en del af en nødvendig demokratisk diskurs, herunder udforskning af national- og international identitet, refleksion over menneskesyn, produktion af alternative samfundsmodeller og boformer m.m.

- derfor er kunsten også et emne at diskutere. Kunsten kan dræbes af den kulturpolitik, den er sat til at holde i live. Hvis kulturpolitikken udelukkende instrumentaliserer kunsten og lader den være drivkraft til indtjening eller til nation branding eller noget tredje forsvinder selve kunstens legitimering. Kunsten er endvidere truet hvis ikke der er nogle, der forholder sig til den, kritisere den og tager dens temaer op.

- undervisningspolitikken: problemet er (bl.a.) at de alment dannende fag (fortrinsvis i folkeskolen) er truet til fordel for redskabsfag, og at den pædagogiske side af undervisningen ikke ligger i naturlig forlængelse af kundskabsfagene, men lever et liv for sig selv.
Desuden er det et demokratisk problem at viden går tabt, både den humanistiske viden og håndværket. Der er store økonomiske, identitets- og dannelsesmæssige perspektiver i at håndværksfag er på vej ud af kunstskolerne i Danmark.

- forskningspolitikken: problemet er (bl.a.) at den frie forskning er truet af økonomiske hensyn, men også af en unødvendig bureaukratisering.

- byplanlægning og boligpolitik: problemet er (bl.a.) at København har prioriteret de dyre og de lækre løsninger med en større homogenitet til følge. Der manger både fantasi og mere selvorganisering i byen.

- arbejdsmarkedspolitikken: Toyota-modeller og djøficering, despekt for erfaring og neologismernes forførelse. Arbejdsmarkedet bliver rationaliseret efter mere og mere teoretiske modeller, der som regel sætter den sunde fornuft og humane principper sidst i prioriteringen; ungdom, virilitet og hurtighed idealiseres fremfor erfaring, grundighed og indsigt. Nysprog adopteres uden viden om hvad ordene egentlig betyder og uden sans for faren ved at bruge tomme ord. - Arbejdsmarkedspolitikken inkluderer også en diskussion om køn og familie, arbejdsmarkedet bestemmer hvordan vi planlægger vores tid og fordeler opgaverne, og problemet er i al enkelthed: at det er børnene det går ud over.

- grundlagsdiskussionen: problemet er dels atomiseringen af samfundet og det offentlige liv, de forskellige sektorer og grupperinger i samfundet glider længere og længere fra hinanden, hvorved den nødvendige demokratiske samtale bliver sværere at opretholde. Resultatet bliver at bureaukrater får magt og de tekniske løsninger bliver foretrukket. Her svigtes og glemmes de vigtigste parametre for både undervisning, sundhed, kultur, ret og udlændingepolitik: om handlingerne er i overensstemmelse med grundlaget, med menneskets natur og med tankerne og realiseringen af det gode liv.

søndag, oktober 28, 2007

Demaskeringens mester
Om Avedons fotografier i anledning af udstilling på Louisiana

Hvis man er interesseret i at ansigter og kunsten at læse et ansigt, er Avedons fotografier noget af det mest oplagte studiemateriale man kan finde. I den fremragende film om Avedon (Richard Avedon: Mørke og lys, fra 2002) siger han at han er en læser. Men han afkoder ikke bare, sådan som man umiddelbart ville sige læsning gik ud på. Det handler ikke bare om at oversætte en kombination af forskellige udtryk til en sammenhængende mening. Det handler heller ikke kun om at sammendrage forskellige sætninger til et sammenhængende budskab. Det handler heller ikke kun om at kunne visualisere, at se tingene for sig, når man hører dem beskrevet. Nej, det handler om demaskering. Det handler om at komme ind bag facaden. Ind bag ansigtet.

Han fortæller en historie om en session med den tidligere kong Edvard VIII, der valgte at abdicere (11.12.1936) for at gifte sig med en fraskilt amerikansk kvinde, Wallis Simpson. Selv om han valgte kærligheden frem for pligten og 'magten', viser billedet et ægtepar, der både har resigneret overfor livskampen og derfor kun holdes oppe af livets egen inerti, og desperat og forvirret klamrer sig til en værdighed, der ligger milevidt fra deres egen situation.

Avedon havde været på en bar og studeret dem, men da han kom og skulle fotografere dem, viste de ikke på noget tidspunkt dét, som han havde set på baren. De viste dem selv fra den side, som formiddagsbladene ville vise dem, (når de fremstillede dem positivt), som et lykkeligt ægtepar med status, rigdom, succes og harmoni. Det var en maske, som han ikke kunne finde nogen vej ind under. Men så fik han et indfald. Uden at tænke over det, sprang det over hans læber. Han vidste nemlig at de begge elskede hunde. Deres hund var også til stede under optagelserne. Men mens hunden var væk fra billedet, sagde Avedon pludselig:

- Ja, grunden til at jeg lidt konfus, er at der blev kørt en hund over på vej herhen.

I det øjeblik faldt maskerne hos dem begge. Avedon knipsede. Billedet viser den totale demaskering.

Det er helt specielt og næppe gjort med vilje at Lucian Freud og Avedon udstiller på samme tid på Louisiana, for det, som min ledsager denne smukke efterårseftermiddag, Roland, sagde om Freud: 'Det er det omvendte 1800-tal', fordi han i modsætning til 1800-tallets malere, der gjorde menneskene smukkere og yngre end de var, gør folk ældre og grimmere end de er i virkeligheden, gælder også for Avedon. Avedon gør ligesom Lucian Freud folk grimmere end de er i virkeligheden. På overfladen set. Han viser noget alment menneskeligt, noget bagvedliggende. Den nøgne sjæl. Derfor er det så betagende at se. Man ser ikke kun Avedons egen sammensatte natur, der både elsker det fashionable og jævne, både det opstyltede og ydmyge, både de glitrede facader og den skærende nøgenhed, men det svarer også til dét, som vi alle sammen kommer med af ønsker, længsler og erfaringer og en mere eller mindre anende viden om os selv som det vi er: en pelsløs abe på en åben mark. Plus noget mere.

For det er ikke kyniske billeder, der ikke efterlader noget, når masken er revet bort. Der er noget mere end den blottede sjæl i disse hudløse ansigter. Det er ikke – særligt – metafysisk. Det vi ser er ønsket om et bedre liv. Længslen efter noget andet. Dét er det gennemgående i Avedons billeder. Ingen af ansigterne er mættet af liv. Selv ikke hans fars, som han forevigede igennem hele hans dødsfase. I filmen indrømmer han at det ikke kun var et nænsomt kærlighedsportræt af en far, der hele livet havde været uforstående overfor sin søns lidenskab. At fiksere en dødsproces på den måde, som Avedon gjorde, var også en form for mord. Sønnen er med sit kamera aktivt med til at skubbe faderen ud over kanten.

- Jeg kan slet ikke forstå, hvis nogen mener at dette er kunst, som han siger!

Det er en kunstner, der demaskerer selve kunsten.

lørdag, oktober 27, 2007

Arbejdsgiveres frygt for arbejdskraft

Denne til bevidstløshed gentagne besked om at alle kan få job i Danmark og at alle arbejdsløse er dovne og kun prøver at undslippe arbejdet er langt om længe blevet korrigeret af Sebastian Zinglersen i Politikens kronik 27.10.2007. Det er kun visse sektorer i det danske samfund, der mangler arbejdskraft. Der mangler strategiske planlæggere, bogholdere, sygeplejesker og lignende job (!), men akademikere og andre mangesidige personer har det danske arbejdsmarked stadig svært ved at integrere. Zinglersen beskriver meget genkendeligt denne uhyrlige mangel på fleksibel tankegang eller bare sans for viden. En manglende forståelse for hvad både indhentningen og relevansen af viden indebærer.

Til en samtale, hvor han ellers var overkvalificeret, sad der et panel og sagde 'ah hva' be' hva'?' da han sagde at han også havde en psykoterapeutisk uddannelse. Det virker simpelthen truende hvis man ved for meget. Og endnu mere truende hvis man ved for meget om mennesker. En frygt der skurer op og ned af behovet for flere mennesker, der faktisk ved noget om mennesker, fordi man jo også har indset at man faktisk profiterer på at gøre arbejdspladser menneskelige.

Sebastian Zinglersen er overkvalificeret og kan ikke få job, så han må spørge: ”Hvordan dribler jeg uden om alle de snorlige rækker af traditionelle tænkemåder og alle vrøvleværdierne og får et job?”

Vrøvleværdierne (et ord der i vor tid næsten er en pleonasme!) er alle ”de lækre værdier og tiltrækningskræfter og selvaccellerende karriermuligheder”, som stillingsannoncerne er fulde af. Men det er kun ord, der er ”en del af deres markedsføring og ikke en del af deres real-life-rekruttering”.

Virksomheder der efterlyser arbejdskraft er i realiteten ikke parat til at tage imod den. Politikere der råber op om mangel på arbejdskraft gør ikke det rigtige for at tilvejebringe den. De viser ikke vejen, men støtter virksomhedernes vanetankegang og begrænsende traditionalisme (som jo ikke har noget at gøre med tradition!).

Jeg tror at direktøren har sværere ved at acceptere akademikerens viden og idérigdom end akademikeren har vilje til at omstille sig og lære hvordan en virksomhed fungerer. Det siger jeg også fordi marketingstankegangen er så udbredt i både medierne og politikken at akademikeren simpelthen kender denne tankegang meget bedre end omvendt.

Hvis regeringen mente noget med deres arbejdsmarkedspolitk, ville de ikke kun retorisk vise veneration for akademikere, men også vise det i deres handlinger. Den måde regeringen taler på, dens politik og kommunikation levner ikke meget rum til hverken kreativitet, faglighed, mønsterbryderi, fordybelse, lødighed eller den frie tanke.

Selv om problemerne lige så meget har at gøre med en generel folkestemning og tidsånd, har de toneangivende politikere meget at skulle have sagt. De ville godt kunne sprede en stemning af uforfærdethed overfor den stigende konkurrence i stedet for at pakke deres frygt ind i strømlinede paradigmer og pseudoambitioner ('vi skal være verdens-bedste'-retorikken).

Politikerne er endda mere bange end det private erhvervsliv for eksperimenterende kultur, utraditionelle tanker – og fri forskning. Det burde være omvendt.

Det koster at satse på denne måde. På det nationale såvel som det private budget. Der kan slås mange skæverter, men det modsatte, at være bange for det anderledes, for faglige og menneskelige krydsninger, for eksperimenterne, er i bund og grund at give op.

Selv om det går godt i Danmark – økonomisk set -, er der ikke meget der tyder på at det bliver ved, når man ser hvor bange det danske arbejdsmarked er for den arbejdskraft, der reelt set står parat til at blive brugt.

mandag, september 10, 2007

USA 1

Saa er Bazookahosen i USA, i Olympia, hovedstaden i staten Washington, hvor vi i nat har sovet hos Dennis, hvorfra det fra foerste sekund floed med jokes og kyndig tale sine hot-rods, en gammel Ford fra 1932 og en Ford Mustang. En rigtig affficionado kender man paa WC-lekturen, og Dennis har bestaaet denne eksamen, for her laa der et katalog over reservedele til Ford Mustang. Der er noget overordentligt effektivt over amerikanerne. Forleden ymtede jeg paa et tidspunkt noget om mad. Det var efter koncerten i Luther-universitetets Concert Hall, hvor det lige pludselig gik op for mig at jeg burde vaere sulten. Der gik mindre end et minut, saa havde Kurts ven, Stephen, bestilt pizzaer nede fra hjoernet. Vi stod paa en parkeringsplads og drak oel. Paa parkeringspladsen fordi vi bor i en camper og oel, fordi vi lige havde spillet. Pizzaerne kom - men det gjorde parkeringsvagterne ogsaa. Det havde set os med videokameraet, og dette her var altsa en 'dry campus'. Vi maatte ikke drikke oel. Saa maatte vi gaa, men vi blev inviteret over til nogle af de publikummer, vi havde moedt lige efter koncerten. Her drak vi oel under de store Bob Marley-plakater, og lige pludselig sad Chris i lotusstilling og spillede didgereedoo. Det skulle vi ogsaa proeve, saa vi stod og lavede de saftigste pruttelyde ned i den udhulede gren. Man kan ogsaa spille didge paa et plastikroer, hvad han ogsaa lige havde.

Effektiv var ogsaa vores vaert, Dennis' soen, der kom ud paa terrassen, hvor vi sad og drak oel. I loebet af ingen tid havde han stillet forstaerkere og guitarer op. Saa stod vi der og jammede. Og pludselig sagde han at han blev noed til at gaa, og vaek var han. Han havde lige indspillet i det studie her i Seattle, hvor Kurt Cubain og Courtney Love ogsaa havde indspillet nogle af deres ting.

Kurt - altsaa Schoen, vores manager - staar i badet og synger. Mikael gaar rundt og spiller paa sin cigarkasseguitar. Troels gaar rundt med sit kamera og leger med Dennis' kaempe hund, Bodi (lige som Bodisatva). Jeg blogger - og vil bare sige at USA 'has more than meets the eye'.

lørdag, august 11, 2007

Den 8. august 2007

Hærgerinstinkt og kvindernes internationale kampdag

Kvindernes internationale kampdag. I dag vil jeg slå et slag for en kvinde, som jeg har den udelte fornøjelse at dele adskillige timer om dagen med. Hun har haft cirka 214 dage som vejtrækkende menneske og taler om i hvert fald fire andre kvinder, som hun åbenbart også slår nogle slag for. Disse kvinder kender jeg ikke selv, men Hannah, som min hovedperson her hedder, nævner i hvert fald disse navne. Den ene hedder: Nanna. Hun holder en kort pause på dobbet-n'et i Nanna og kan herefter sige navnet mange gange efter hinanden.

Den anden hedder Ada. Her holder Hannah også en kort pause på d'et og kan ligeledes sige dette navn mange gange efter hinanden.

Det gælder imidlertid ikke det tredje navn: Gia. Gia bliver omtalt i et-styks-benævnelser. Gia er åbenbart en anden karakter. Hun behøver ikke at blive manet frem ved gentagelser.

Og det samme gælder navne Eiiia. Udtalen er ligesom de andre navne karakteriseret ved at der hviles på den midterste konsonant, men hun siger ikke Eiia-eiia-eiia. Eiia kommer også ud af hendes mund som fint afrundede monader.
Eja er det eneste af de fire kvinder jeg rent faktisk kender.

Det er denne dame, Hannah altså, der indtil videre er et sted mellem 70 og 80 centimeter høj, som et sted tidligere på denne blog er udgangspunkt for tanken om vores alle sammens hang til at gribe ud. Vi griber alle ud efter noget. På samme måde som de ovennævnte navne har noget oprindeligt over sig al den stund, det stort set er det eneste Hannah indtil videre kan sige og nok lige så meget henviser til virtuelle som til reelle personer, har de bevægelser hun gør noget oprindeligt over sig. Og der gribes ud. Men mere end det.

De ting hun griber ud efter skal stå fastheds- og robusthedsprøven. Og den er skrap. Genstandene skal være robuste og faste, ellers bliver de flået. Mærkeligt nok er noget af det mest interessante at flå ting i stykker. Det virker næsten som om hendes instinktive tørst efter at analysere for alvor bliver stillet, når hun kan efterlade en avis i omkring 137 i stedet for to sektioner. Hvem sagde at mænd var spredere og kvinder samlere!

Nej, denne trang må gå forud for kønslig diffentiering. Analysetrangen - eller måske vi bare skulle kalde det hærgerinstinktet - ligger dybt i os alle.

Det siges også at de folk, der river huse ned, er mere tilfredse end dem, der bygger op.

søndag, august 05, 2007

Handikaphøjskole

Min datter Eja - på ni år - ville ikke afsted. Blandt handikappede! Nej, for hulen da. Ad, sådan en flok spassere, det var ikke noget for hende.
- Men Eja, for det første er der ikke kun handikappede, for det andet er de mindst lige så sjove som ... som din far. Ja, måske endda sjovere endnu.
Det vidste hun ikke lige hvad hun skulle sige til, for far er selvfølgelig den sjoveste i verden.
- Man kan jo godt tale med handikappede, skal du vide.
- Aa, hvad man kan! svarede hun mistroisk.
- Jamen, farbror Per er jo også handikappet.
- Nej, sagde hun prompte, det er han ikke.

Farbror Per blev lam fra skulderne og nedefter for to år siden, men det gør ham jo ikke handikappet. Han er stadig den samme, han bevæger sig bare ikke så meget rundt, kravler ikke så meget i træer, fælder heller ikke helt lige så mange, men han laver f.eks. stadig have, og er i gang med at lave et brændeskur for øjeblikket. Han ligger ned og fortæller sin bror og sin hjælper præcist hvilke beslag og hvilken type træ de skal bruge, hvor lange stolperne skal være og hvordan de skal grave hullet og så videre. Han har fået en ny krop. Hjælperne er hans arme.

Der var spassere og passere, der bar t-shirts med teksten: spasser-passer. Der var et ældre ægtepar med deres tyveårige svært spastisk lammede søn. Det var deres andet barn. Deres første barn havde også været spastiker, men var død. Efter hendes fødsel havde moderen fået at vide at hvis de fik flere børn, ville det med garanti blive et rask barn, i hvert fald ikke med denne lidelsesfulde sygdom. De fik en søn - og han var spastiker.
De kørte rundt med ham, ude og inde, madede ham, underholdte ham, underviste ham, drog på alle måder omsorg.
I år havde forældrene for første gang i tyve år været alene afsted, tre uger til Mallorca, mens han blev passet af nogle andre. Men i alle tre uger nægtede han at tage føde til sig. Han var flyttet hjemmefra sådan som andre tyveårige også gør, han bare til et hjem hvor der var hjælp at få. Han var trist og ville bare hjem. Fik vi at vide. Vi kunne ikke se det. Han fægtede jo bare med armene og udstødte nogle for os at høre umotiverede råb.

Så var der Ursula, der ikke kunne gå og havde nedsat hørelse og syn. Hun var med på malerværkstedet. Hun malede med munden. Hendes mor havde også haft en anden datter, der var død af den samme sygdom som Ursula havde.
Så var der Sten, der var mongol og dansede til alt fra diskoteksmusik til højskolesange. Foran et kor på otte sangere, der sang blide danske melodier fortolkede han fysisk ordene og musikken. Det var fantastisk. Og på dansegulvet til afslutningsfesten var han også at se fra start til slut.

En af arrangørerne var også spastisk lammet og havde tolk på, fordi han var så svær at forstå. Det lød som et kassettebånd, der har ligget for længe - spillet bagfra. Han havde mange beskeder at give efter morgenmaden, det tog i hvert fald lang tid at formidle. Så sagde han til sidst at han havde forberedt et halvanden times foredrag om etik, men det var der nok ikke tid til!

Eja løb rundt og legede. Fes ned i computerrummet, hvor de sad og spillede og så børnevideoer med figurer, der drunknede, fik hugget hovederne af, skød på maverne ud på genstridige naboer og lignende børnevenlige temaer. Hun var med i malerværkstedet, hvor hun malede en vampyr og et gult billede med malingen sivende ned fra top til bund.
- Jeg tænkte på ham der ovre på Statens Museum, sagde hun, for at forklare denne sivende maling.
Det var Jørgen Haugen Sørensen, hun tænkte på.

En dag kom hun hen med hænderne for hele hovedet og fnisede. Da hun tog hænderne væk, var hele hendes ansigt pløret ind i noget rød farve. Hun sagde at vi skulle komme med. Så havde hun og Julie fundet et kirsebærtræ, som hele familien begyndte at spise af. Inga med guldkæder om halsen rakte sine ringbesatte hænder op mod grenene, og Faster Janne kiggede langt igennem sine Gucci-briller efter bærene.

Eja og jeg havde også meldt os til filmværksted. Der var tyve mennesker, som skulle finde på en handling sammen. Derefter skulle den store gruppe klippe og lægge lyd. Det var da dømt til at mislykkes, men det lykkedes faktisk. Der blev lavet tre grupper som alle fik lavet en lille film på de ca. 12 timer, der var til rådighed.

Det viste sig at den gode idé, som jeg selv synes jeg havde, kun fik én tilmelding ud over mig selv. Det var Eja.
Så vi lavede en film om fire af kunstværkerne på skolen. Vi tog et klip foran et billede og improviserede. Eja lavede en karakter, inspektør Tarm, som efter at have set på alle disse billeder, der var så tøsede og kvindelige, faktisk selv var blevet til en kvinde.
I sidste klip siger inspektør Tarm imidlertid noget som Eja blev så flov over at hun ikke ville være med til visningen for resten af højskolen. Det var for heftigt for en lille pige at spille en voksen mand, der blev til en voksen kvinde. Voksen mand kan en lille pige jo sagtens spille, men en voksen kvinde! Det var alligevel for tæt på. Vi skulle have brugt flere udklædningsgenstande, så havde det nok ikke været så slemt.

Dér lærte jeg noget om præpubertære pigers psyke - sådan som hele opholdet lærte mig noget om handikappedes svære lod, seje kamp og ukuelige vilje. Og mange muligheder. Trods alt.

tirsdag, juni 05, 2007

Tiende rejsebrev fra Italien

Kære Henrik,

Ud kaldte. Stemmen sagde ud. Ikke længere tøffe rundt i huset. Luften var blevet for tyk her, selv om der langt til væggene og møblerne er få. Borgstuen har én stor seng og plads til syv andre ved siden af. Mellemværelset har én enkeltseng og plads til syv andre ved siden af. Soveværelset har én dobbeltseng og plads til seks andre ved dens side. Hemseværelset - der er bygget en stor hems over halvdelen af rummet - har én seng og plads til mere end ti omkring den. Spisestuen har ét bord, men sandelig også en skænk med plads til mindst ti af samme slags omkring sig.

Der er et landskab, der kalder, byer der ikke er opdaget, udsigter øjnene ikke har spist og strækninger kroppen ikke har iklædt sig. Selv om vand - i hvert fald ph-mæssigt - er det mest neutrale man kan forestille sig, virker det magnetisk. Jeg må ned til vandet. Selv om jeg kigger med lange blikke mod byer på bjergenes kam. Byerne er klumpet sammen her i Norditalien, og de ligger ofte højt - af forsvarsmæssige hensyn.

Mure der falder fra tagrenden ned over de grønne tilskoddede vinduer ned til klippen, som normalt står vinkelret på murene, men her bare fortsætter linjen nedad. Som husene ud til Venedigs kanaler stod der huse hvis ydermure lå i forlængelse af klippeslugtens lodrette rejsning.

Først langs vandet med de blåstribede parasoller, børn lader sig forfølge af Middelhavets bølger, der strækker sig langt ind på stranden, en mor i bikini med mænds blikke siddende på ryggen går ud og lægger sig med maven på bølgen og siger 'uh'. Hun bliver trukket ud i vandet af bølgernes understrøm. Hendes børn skriger af lykke, - når de undslipper bølgen. Solbriller sidder og nyder en drink. Bikinier bærer på bølgende bryster. Praktiske lommeveste slæber sine fødder over promenadens nyanlagte flisebelægning og drømmer om dengang blodet løb hurtigere i årene. Paggioer der overhaler. Motorcykler der laver vrik med halen. Cabrioletter med tilbagestrøget hår, stroptoppe og åbne læber. Til venstre udskårne klipper, og her har det været for hårdt: vejen snor sig omkring bjerget, hårnålesving med havet til højre. Dér skildpaddeøen, der hedder sådan, fordi den ligner en skildpadde på vej ind mod kysten.

Bilen er kastet ud i landskabet. Uden mål eller med. Men så kommer kortet på banen. Hvordan læse landskabet? Højdeangivelserne. Der er omkring 800 meter ved Mont Giogio og Montenotte. Det bliver målet. Hvordan oversætte kort til bevægelse? Halv bogstavelighed, halv intuition. Mod Torino, ser fornuftigt ud, og dér, da kom vejen mod Montenotte.

En lang snoet vej langs flod nederst i en dal med frodige bjergskråninger på begge sider. Floden på venstre hånd og huse skåret ind i klippen, presset ud mod vejen, hævet op på antikke mure. Disse mure med halvglat overflade udadtil men formmæssigt stadig uregelmæssige, fordi de har bevaret sin oprindelige form. Men hvordan har de så fået dem til at passe sammen, alle disse hundredevis af meter?

Pavillioner med kors og Maria ved hver anden flodbøjning. En lille kuppel med fire markerede hjørner, en jernlåge, krusifix. Byer med så få huse at de ikke kan kaldes byer. Fabrikker. Efterladte fabrikker. Efterladte fabrikker hele vejen langs floden. En høj treetagers bygning med smalle tætsiddende vinduer. En gotisk fabrik. Efterladt. Tom og gabende. Spor af aktivitet, ekko af hammerslag, roterende motorer, energi, produktion, demonstrationer, intriger, chefer og arbejdere, røde faner, vigtige møder, gråd over fyringer, rynker i panden, lukning af fabrikken, flytninger, familier i opbrud, børn ud af skolen, de gamle der bliver. Stilhed. Et ekko ringer ud. Klipperne på den anden side kaster de sidste lyde tilbage fra fabrikken før den endeligt lægger sig til at dø. Biler der suser forbi og ser skallen og de afskallede mure. Et opretstående lig, ikke engang sminket, meget smukkere end sminket.
Også denne bil med disse øjne snor sig videre langs floden. En by. En bil står midt på vejen. Manden vinker til os: kør udenom. Kører udenom. En pige leger i grøften. Kører videre. Det begynder at regne. Det dugger på ruden. Der er hyldeblomst. Springer ud og plukker. Rækker armen langt frem. Tager et skridt og står på våde knirkende grene mens armene rækker langt efter de hvide favnende hyldeblomster.

Det går opad. Vejen snor sig. Det er grønt til højre og venstre. Langt stykke uden huse. Det bliver højere og højere. Det regner. Det bliver hurtigt øde. Dér er pludselig en kirke, man kan kun se spiret, det typiske middelaldermurværk. Vejen går højre om den, dalen til venstre. Den ligger lidt tredive meter nede. Der er klistret en klynge huse til kirken. Man kan kun se tagene. Det er umuligt at se hvordan man skulle kunne komme derned.
Så er den passeret.

En mark uden dyr. Bølget eng, her kunne man løbe op og ned i solnedgangen mens farfar fodrede dyrene. Der er ingen dyr. Der er ingen børn. Der er regn og et stort gammelt bøgetræ, der hvælver sig ud over den plads til picnic, der pludseligt har indfundet sig. Det blomstrede tæppe bliver bredt ud, det hjemmelavede brød bliver pakket op, den røgede skinke, parmaen, salamien, pecorinoen, lerdammeren, servietter og rødvin. Barbera d'Alba'en bliver åbnet, hældt op i glassene, der bliver skålet, og en liflig druelakrids, en blød tørfrugtig vædske løber over tungen som hilsen fra en mand, et hus, en slægt, en længere historie, der har investeret kræfter, tanker og eksperimenter i at gøre dette for disse smagløg. Regnen falder i en lind strøm, men det er dråbefrit under bøgen. Bortset fra en enkelt for lidt siden. Bjergkammene ligger foran som skifferplader i rygeovn, bag den første mørke kam stiger der en hvid dis og igen bag den næste og næste. Dér foran stiger en røg, en bonde brænder noget af.
Der skåles - og kysses. Øjne der kigger op i bøgekronen. Øjne der kigger ud i regnen, strækker sig over bjerge, igennem gennemsigtig dis. Øjne der lægger sig ind i pupillers mørke. Guirlander af fugtige rødder slår omvej omkring fire baller på vej ned i jorden.

En kaffe i Altare. Langsomt ruller bilen ind i denne spøgelsesby. Lukkede skodder. Ingen mennesker. Jo, dér: en gammel mand, der går sine sidste skridt, standser og kigger - ikke. Ikke engang dét. En bil krydser vejen foran os. Da vi nærmer os det sted, den krydsede, er der ingen vej, man kan køre af. Den er for smal til biler. Middelalderlige gyder. Et skilt: Profumeria Boys 2000. Butikken er lukket. Alle butikker er lukket. Det regner. Asfalten er våd. Husene er våde. Skiltene er våde. Et andet skilt: Cinema. Det må være gammelt. Der er ikke antydning af en biograf. Vender rundt. Dér er en café, og her må hele landsbyens indbyggere sidde. Det vil sige den mandlige del. Cafeen hedder Excalibur 1998.

Der sad en mand - alene - med langt hvidt hår i joggingtøj. Der sad en tyk dreng ved en spilleautomat. Der sad to gamle mænd ved et bord og talte lavt sammen. Der sad en gammel mand med tøjet fra igår på. En kvinde ekspederede. Hun kiggede ned da hun modtog bestillingen. Under baldakinen sad en ung mand på fyrre i malerbukser og en kammersjuk, vel ti år ældre. De flyttede sig straks, da de så to turister komme med kaffe i hånden. Den høflighed, man møder næsten overalt i Italien, var intakt i denne flække.

På vej ud ad byen knejsede en nedbrændt lagerbygning, nabo til stationen. Tusindevis af kvadratmeter under sodede spær. Afsvedne mure uden tag stod stædigt dér, hvor de med sikkerhed havde stået i mange mange år. Også efter det hele - eller i hvert fald det halve - brændte ned. Åbne huller stirrede tomt ud mod disse måbende øjne, der spurgte: Jamen, hvorfor har de ikke revet det ned? Har der ikke været arbejdskraft til at rive bygningen ned? Har de villet bevare ruinen som minde om dengang, der var liv i byen? Har ejerne ikke fået det at vide? Er der overhovedet nogen i byen, der har lagt mærke til at der stod en bygning på størrelse med en større landsbykirke uden tag, uden vinduer, uden mennesker?

Forladte bygninger i hver en flække. Forladte huse. Forladte fabrikker. Hvem talte om overbefolkning?

Der var en hvid sti på kortet, og hvorfor ikke gå efter de hvide pletter? Ind i tæt bevoksning. Våd asfalt, der gik over i grus, der gik over i hullet, jordet, stenbelagt furret vej, der satte hastigheden ned til under 10 km/t. Store skarpe sten bankede på undersiden af karosseriet. Bilen bølgede som en båd i uvejr. Vandpytter slikkede op ad siden. Dyngvåde træer krængede ind over denne invaderende behjulede blikdåse. Rødder krogede sig op ad væggene langs denne ikke-vej. Grene greb ud efter noget at holde fast i.
Fibre i nakken blev spændt, muskler i hænderne, bekymring og sætninger i loop: punktering, punktering, punktering. Hvad gør man, hvis man punkterer her? Kender knap nok positionen. Et skilt. Helt udelukket ifølge kortet, men til venstre. Her er kortet for alvor forladt. Ingen position. Klapper kortet sammen og lægger det væk. Bump og knold og sten og rod og pyt.
Vejret holdt. Bilen holdt. Astalten kom. Og - pyhaa. Ingen punktering.

Vand kaldte. I Middelhavets bølger. Saltet ind i alle huller. Rulle rundt i vandet som over en kølig ild: stegt godt igennem, mør og klar til at spise.

Og også den dag kom der italienske lækkerier på bordet. Risotto og Barbera d'Alba.

Det var den dag,
fra
Du ved nok.
Niende rejsebrev fra Italien

Kære Beate,

Igår kom vi forbi en vin-, olie-, eddike-, oliven- og spaghetti-butik. Den måtte vi lige ind i, og det endte med at vi købte tre flasker rødvin fra Piemonte og en olie fra Ligurien. Der stod række på række med olivenolier. Vi vidste slet ikke hvad vi skulle gøre af os selv. Hvordan overhovedet vurdere disse olier? Vi gik over til vinen og besluttede at nu vælger vi et område, og så bliver vi der. Derfor kun vin fra Piemonte. Det samme gjorde vi så med olien. Nu vælger vi Ligurien. Vi bor her og vi vil smage jorden under vores fødder. Så vi spurgte ham, og han pegede på én olie, 'bonissima', og på tre andre olier: 'buono'. Okay, vi tog bonissima. En monokultura-ekstrajomfruoliven med plyssæder og alufælge og hele svineriet. En limousine med andre ord. Etiketten er designet lidt i stil med Hannemanns produkter fra Øster Farimagsgade: uden billeder, men med en ensudseende tynd font på højkant. Monokultura betyder, fortalte han, at det kun er den samme slags oliven, taget det samme sted fra - og så selvfølgelig også lavet selv samme dag som de er plukket. Denne olie var plukket i februar, fordi den lå højere, mens de andre olier er plukket i oktober, fordi de ligger tættere på havet.
23,- Euro, lidt over 150,- kr. for 750 ml. Olio & Orti hedder den. Monocultivar Taggiasca står der på siden. Den kommer fra Fratelli de Andreis S.N.C. (www.olioeorti.it).
Da vi kom hjem og smagte på den, kunne man godt smage at den ikke var som den anden olie, vi købte hos købmanden forleden (en ekstra jomfru fra Pellegrino, categoria superiore, hvad det så end betyder?).

Vinene har vi ikke smagt endnu, men her får du alligevel at vide, hvad vi købte, så du er advaret om hvad du må lægge øre og øje (- desværre ikke gane) til i næste brev: en Barbera D'Alba fra Prunotto 2005, en Dolcetto di Dogliani fra Chionetti, San Luigi 2003 og Barbera d'Asti fra Massimo Marengo, Castagnole Monferrato 2004.

Forleden fik jeg brev fra Mikael R. Det var total optur. Et rigtigt brev. Stefano kom ned til os med en masse breve, de fleste til ham, lidt færre til ham, der boede i denne lejlighed før os, og så ét brev til os. Et rigtigt brev. Selv om Mikael ligeså godt kunne have skrevet det på mail, havde det en helt anden virkning at få det på print. Jeg tillod mig at læse det op, selv om det sikkert kan virke meget indiskret, når brevet nu var til mig. Men det var ikke i den forstand hemmeligt, så jeg regner med at han tilgiver mig. De skulle ud og spise, på Fiasco, for som han siger: 'mindst ét rigtig godt måltid om året' skal der til. Når de var derhjemme, sagde han, laver de mad og spiser, taler om mad og drikkevarer. Også på det punkt ligner vi dem. Da han sluttede brevet af med følgende sætning, kunne vi alt for godt se os selv: "Vi ser begge frem til at skulle tale om mad, mens vi spiser godt på Frederiksberg i aften".
Én sagde engang at det var typisk for danskere, at tale om mad når man lige skulle til at spise. At det så er udvidet til faktisk at gælde hele måltidet, siger noget om tidernes udvikling. Eller forfald. For vi kan f.eks. godt igennem et helt langt måltid tale om mad. Fra start til slut.

Men for nu ikke at tale om noget andet, men om det samme, så spiste vi et lækkert måltid igår. En røsti med en laksebøf og en salat med kogte bønner og salatblade i. Det bedste ved denne salat var vores nye olie. Røstien havde jeg lavet dagen forinden, så den kom lige i ovnen og fik en sprød overflade. Laksebøffen var kommet i ovnen, og det er at foretrække. De bliver bedre i ovnen end på panden, kunne vi konstatere. Den lå i hvidvin, lidt citron og fennikel, som også afgav lidt vædske. Virkelig god. I det hele taget bruger vi en del fennikel, ikke mindst fordi vi har fået Jamie Olivers nye kogebog med italienske retter herned. Den er ret god, synes jeg. Han kan godt lide fennikel og ikke mindre fennikelfrø.
Han fortæller blandt andet at han tager til Italien hvert år med sine elever for at se på olie-produktioner. Oliens kvalitet er ikke kun afhængig af olivene, af jordforhold og vejr, men også af produktionsformen. Olien er en grundingrediens, som man må vie en del opmærksomhed.
Jeg kan godt lide Jamie Oliver, selv om han selvfølgelig også er smart. (Hils fra mig, så får du sikkert en særlig behandling, og sådan noget. Han kan virkelig give én en fornemmelse af at man kender ham).

Vi lavede pasta alla norma forleden. Det er en siciliansk hofret med aubergine og ricotta på pasta. Den blev faktisk ikke helt så vellykket, som den sikkert kunne. Nok for meget olie. Det er de aubergine, der snyder. Jeg tror ikke man behøver at bruge så meget olie, man skal bare være over dem, røre rundt i gryden, så de ikke brænder på. Det er næsten som et tørstege dem, men de bliver bedre af det.

En anden aubergineret er caponata, også siciliensk, der udover aubergine består af kapers, oliven, tomater, rødløg og mandler i en sauce med oregano, persille, krydderedike og selvfølgelig olie. Det er en primi, men jeg fik lavet så meget at vi stort set kun spise den. Det er en primi, man skal ikke lave for meget.

Da jeg gik ind i spaghettiriaet forleden, begyndte jeg også der at snolde. Det har vi åbenbart lidt tendens til! Jeg skulle lige have 200 g. af de rigtige fazoletti, 150 g. af raviolien med spinat, 100 g. af tortellinien og så også lige 100 g. af den grønne spinatpasta. Når jeg skriver de 'rigtige fazzoletti' er det fordi jeg prøvede at lave fazzoletti for nogle uger siden. Og de så overhovedet ikke sådan ud. De var meget større og tykkere. Fazzoletti betyder silketørklæder og er firkantede spaghettier skåret som kortfarven ruder. De skal altså være små, få centimeter lange og ret tynde. Jeg lavede dem som Jamie Oliver sagde: op til 10 cm. lange.

Jeg prøver at indføre lidt lettere måltider om aftenen, helst vegetarisk, men det er lidt svært. Det giver ellers en rar fornemmelse når man ikke spiser det tunge kød og drikker al den vin. Men - som Rikke så rigtigt siger: det smager jo godt.

Nu glæder jeg mig bare til at spise noget frokost med Rikke - og få talt lidt mere om mad.

Kærlig hilsen,
Du ved nok.
Ottende rejsebrev fra Italien

Kære Frederik,

Dét at være væk er at komme tættere på dem derhjemme. Det er en mekanisme, som jeg vender tilbage til igen og igen. Dette fraværende nærvær. Dette nærværende fravær. At man er tættere på sin elskede, når man er langt væk fra dem. At man kan være så fjern, når man ikke kan komme væk fra dem.

Det er helt tydeligt, når vi nu er her i Italien. Vi er isoleret fra mange af de vanlige indtryk, og de ting der dukker op i vores tanker, virker stærkere, bliver mere præsente. Og hos mig dukker dig både mennesker og problemer op. Mennesker flyver ind foran mig i en lind strøm, også ganske fjerne bekendtskaber, som jeg ikke har hørt fra i årtier, ja, som jeg har sluppet kontakten med, men som alligevel lever i mig. Det er spøgelserne: dem der er døde, men alligevel ikke døde. De er ikke begravet, men går igen.
Der er Kirsten. Denne mærkelige kvinde, som jeg havde de underligste samtaler med på Roskildefestivallerne i starten af firserne - samtaler kan man ikke engang kalde det. Hun smilte sjældent, havde et skævt blik og dyb snørklet stemme, og vi talte om ingenting og en masse på samme tid; aldrig noget 'hej, hvordan går det?' eller 'vi ses', bare disse small-talks i en spooky, uaflæselig, mystisk og samtidig naiv stemning. Hende har jeg ikke talt med i henved tyve år.
Peter Egil, som jeg har skrevet til, men ikke set i adskillige år. Peter K., som snart skal besøge os. Peter N., som også snart må komme på besøg - i en anden kontekst, nu hvor han er alene. Cornelia. Torkil. Carsten. Philippe. Julie. Hubert, der pludseligt døde for nogle måneder siden. Ham tænker jeg meget ofte på. En masse mennesker. På Dorte, min ex. På mine forældre. På O., der pludselig blev ret dårlig, men er ovenpå igen. Og på Eja, min datter. Mange mennesker optræder på min tankes scene.

Jeg drømmer også anderledes her. Jeg har en anden forbindelse til mine drømme, hvad der giver mig en fornemmelse af at have en tættere forbindelse til mig selv. Der er dog stadig lang vej igen. Jo mere jeg har forbindelse til mine nattanker, desto bedre kan jeg følge med i alt det, som sker uden min aktive indblanden. Det er som om nathukommelsen bliver bedre af to forhold: at slappe så relativt meget af, som vi gør hernede, men på den anden side også at være så relativt vågen og arbejdende at synet er aktivt. Derfor tillader jeg mig også at nedfælde og meddele den drøm jeg havde i nat til dig.

Jeg drømte jeg var i Vedbæk, ved mit barndomshjem. Jeg gik ned ad stien mod huset, det var nat, ved tre-fire-tiden, det var mørkt og hvert af mine skridt var en kæmpe anstrengelse, som om jeg kun havde en tredjedel af mine ben. Der var noget handikappet over følelsen. Ved stenen med det lille træ, i starten af grusvejen ned mod huset, stod en grå bil. Den stod underligt parkeret, sådan lidt på tværs af grusvejen, og så det med at parkere midt i sving! Jeg gik videre på mine små ben. Der stod en flyttevogn på grusvejen foran Ole Ladings hus, jeg skulle også forbi den for at komme videre ned mod huset. Da jeg var nede forbi den lille vold og nøddetræerne, kom Eja mig i møde. Hun var frisk og frejdig, hun løb forbi mig. Vi klaskede hænder, men omfavnede ikke hinanden, så var hun videre, som om hun var i gang med en leg og derfor ikke lige havde tid til at kramme.
- Er der nogen derinde, spurgte jeg?
- Ja, sagde hun, farfar og hende der plejer at spille dronning.
Jeg gik ind og så min far stå i entreen, også et underligt sted i forhold til døren og mig, der kom ind: foran toiletdøren, halvt bagved hoveddøren, der åbnede ind imod ham. Imod dem. For han stod med en kvinde, som jeg hverken kendte eller genkendte. Han holdt hende i hånden. Han så lavere ud end normalt. Hun var højere end min mor. De var lige høje. Far stod med et stort smil på, men også med lidt forblændede øjne. Tanketomt. Måske alderdomsforelskede øjne. Han smilte hele tiden, som om smilet var malet på ham. Og så stod de der bare. Med hinanden i hænderne.
- Her er stille, sagde jeg.
Far sagde bare:
- Ja.
De kiggede bare på mig, stadig med hinanden i hænderne. Så gik det op for mig, hvad det var.
Så skreg jeg. Uden at banke med hænderne eller virre med hovedet. Bare skreg. Jeg ville mærke væggene med mit skrig. Fylde huset ud.
Jeg gik ind i huset, de blev stående, og der var ingen møbler. Det hele var tomt.

En tydelig skilsmissedrøm. Eja, hvis forældre er skilt i virkeligheden, optræder lige inden jeg selv møder min far, der lige er blevet skilt i drømmen. Og fortæller mig at han er blevet skilt. Det som han her gjorde mod mig, har jeg gjort mod Eja. Men hun reagerer helt anderledes end jeg. Hun er vant til det, hun er glad - midt om natten - mens jeg, der er voksen, både i drømmen og i virkeligheden, har meget sværere ved at acceptere det. Selv om jeg har meget lettere ved at klare mig selv end hun har.

Drømmen er blandt andet kommet af læsningen af Siri Hustvedts essay "Hinsides" fra essaysamlingen En bøn for Eros ( Forlaget Per Kofod, 2006, oversat af Rasmus Hastrup): "Min stedsøn Daniel, som nu er atten, kan ikke huske at have boet noget sted sammen med begge sine forældre". - Essayet handler om alle de huller i virkeligheden, som fiktionen fylder ud. "Det er et tabt paradis", skriver hun videre. "Selvom nogen måske forestiller sig at 'to hjem' repræsenterer en fordobling af hjemmets glæder, forholder det sig dog anderledes i den virkelige verden. Det gamle udtryk 'et opløst hjem' er tættere på sandheden. Børn i særdeleshed længes efter lige, fragmenterede stadie før dannelsen af et 'selv', eller måske fordi de vitterligt ikke er herrer over egen skæbne. Og selv om skilsmisser er ganske almindelige og ofte civiliserede og værdige - det vil sige uden åbenlys bitterhed mellem forældrene - kan det at bevæge sig fra her til der blive til en art intetsteds. (...) Fordi 'hjem' er mere end et sted at parkere kroppen, fordi det nødvendigvis er et symbolsk landskab, hvad vil det så betyde at have to? To hjem vil uundgåeligt være i modstrid med hinanden, altid i detaljen, nogle gange også i større sammenhænge. Hvad sker der hvis det, der bliver sagt det ene sted er det modsatte af det der bliver sagt det andet? Hvor bor barnet så?"

Da jeg lå og læste igår, læste jeg denne sætning flere gange. 'Hvor bor barnet så?'. Den slog. Videre fortæller hun at Daniel opfandt en verden, han kaldte 'Halv-verden'. Det lå i det ydre rum og alle indbyggerne var skåret midt over. Hun spurgte ham om menneskene i Halv-verdenen nogensinde kunne blive sat sammen igen. "Han sagde ja".

Det var med stor lettelse jeg læste dette 'ja'. Det er muligt.
Det er jo i øvrigt næsten en parafrase - eller en videretænkning - af Aristofanes' fabel i Platons Symposion om menneskene der oprindeligt var dobbelt så store som nu, men som blev skåret midt over, fordi de truede guderne med deres styrke. Derefter blev de så optaget af at finde deres tabte halvdel at de ikke længere stræbte efter at erobre gudernes domæne. Det er eros. Men ikke noget som Hustvedt gør noget ud af i En bøn for eros. For det er vel en anden form for eros, når menneskene, som de ser ud i dag, bliver yderligere halveret. Altså skåret i kvarte i forhold til de helt oprindelige mennesker med fire ben og fire arme. Hvad er det for en drift? Hvis det er eros' kontor i sjælen man sender sin ansøgning til, når man vil have to arme og to ben sat sammen med andre to arme og andre to ben, hvilket kontor i sjælen er så man sender sin ansøgning til, når man gerne vil have den ene arm sat sammen med den anden og have formælet det ene ben med det andet? Er det åndens kontor?

Vi talte om min drøm her til morgen, Rikke og jeg. Det udviklede sig til en længere diskussion. Hun sagde at børn nok altid vil stræbe efter at mor og far bliver sammen. Jeg indvendte at det nok snarere er den stabilitet, som moren og faren repræsenterer, barnet gerne vil have. Hvis en familie- eller stammestruktur var anderledes sammensat, var det den stabiliserende faktor, barnet altid havde en dyb længsel efter. Hvad jeg selvfølgelig sagde for at relativere kernefamiliens ideologi. For at sætte en kile ind imellem vores familiestruktur og det naturlige. Men Rikke mente at mor og far var det naturlige fundament for barnet og det som barnet altid gerne ville have - sammen.

Diskussionen udviklede sig i mange retninger - også ud i på metaniveauer: 'Du skal ikke lægge ord i munden på mig', præmisserne hænger ikke sammen med dine konklussioner' og 'du er rigoristisk'. Det er en form for diskussion, vi er havnet i før. I metaens i-sin-egen-hale-bidende ophidselse, i selvspejlingens selvspejling og dobbeltmisforståelserne vildnis. Men vi kommer ud af det igen. Ofte klogere end før. I hvert fald på den anden - og på hvordan man selv virker.

Men indholdet af diskussionen gik på om mor og far af naturen eller blot i vores kulturkreds var den stabiliserende faktor.
Det rigtigste svar ligger vel her som i alle mulige andre diskussioner nok nærmest midten.
Vores måde at tænke og diskutere på kan nogengange i sin struktur bevæge sig længere og længere væk fra sandheden, blot fordi sproget forfører og begreberne er alt for udialektiske. Når et problem bliver stillet op i sort-hvid og enten-eller dilemmaer, er det som regel fordi man er træt af at udforske og at komme sandheden nærmere. Det er altid handlingsmennesker, der er forfaldne til enten-eller-logikken. Selv om de kraftigste handlinger kommer af en dialektisk tankegang, der forstår af mediere polerne. Både Rikke og jeg kan gribes af en blanding af stædighed, forsvarsmekanisme og handlingskramper a là 'det her mener jeg sgu, for det gør jeg sgu'.
Det var en parantes.

Mange forskellige ting kører samtidig. Skilsmissens konsekvenser, samtalens vanskeligheder, forståelighedens selvbedrag og den bestandige følelse af at være på længere afstand fra den anden end nødvendigt. Kommer man nogensinde tæt nok?

Hvis mødet - sammensmeltningen - mellem to mennesker findes i nattens hjerte, må kærligheden være den lange dags rejse mod nat.

Sådan har jeg det med Rikke.

/Du ved nok fra hvem.
Syvende rejsebrev fra Italien

Kære Beate,

Italien er et vidunderligt land. Det må jeg sige. Det første jeg tænker på, når jeg siger dette er: maden. Dernæst Fellini. Og så landskabet. Historien vil nogle sige, tjoo, den er der jo også.

Igår tog vi til Piemonte, det vil sige at vi lige kom over på den anden side, til Bagnasco, hvor vi standsede og tog den første, den bedste restaurant, der var. Der var nu heller ikke mange. Der var Bar Roma lidt længere nede ad gaden, men i stedet for - som Rikke og jeg har det for vane - at undersøge 15-45 steder før vi vælger - som regel det første, så tog vi bare dette, der kun var det sjette-syvende sted, vi var kommet forbi over en strækning på 10-15 kilometer. Der var trattoriaer og små osteriaer på den snoede bjergvej fra Finale og først til Calzino og videre mod Bagnasco. Vi havde vel holdt en gennemsnitsfart på omkring 30-40 km/t, som man nu har det, når der er sving der er skarpere end en schweitzerkniv - en sammenfoldet vel at mærke. Det blev mere og mere øde, jo længere op vi kom. Langsomt banede vi os ind i skyerne. De høje bøgetræer forsvandt langsomt - ind i tågen. Pludselig kørte vi igennem en høj viadukt: en lille by med et traktørsted. Vi hørte en prusten. Det var to cyklister, der havde møvet sig hele vejen derop. De standsede for at tage noget varmere tøj på. Vi kørte videre ned igennem skoven, hvor tågen mellem træerne var som cement mellem mursten. Der pludselig var væk. Knitrende klart stod bøgen der i al sin grønhed.
Og så var vi i Bagnasco.

- Det ser lokalt ud, sagde Rikke, da hun havde været inde og inspicere. Han er ikke særlig venlig, tilføjede hun.
Vi tog chancen. Bugserede barnevognen ind i et rum, der kun blev brugt når der var rigtig mange gæster. Det var der ikke. I det andet rum, på den anden side af en glas- og trævæg sad fire selskaber fra størrelse to til seks - helt stille. Det var som om de kiggede, men de gjorde det ikke. De kiggede uden at vende sig om.
Jeg troede italienere talte højt. Jeg hørte om en italiener, der var i Irma, og blev kigget på alle steder fra, fordi han talte højt. Altså almindeligt - for ham.
Men her! Her var der næsten andægtig tavshed - bare uden andægtighed. Det var ikke fordi maden var hellig, det var bare landlig provinsiel afdæmpethed.

Vi kørte barnevognen ind og satte den ved siden af en gammel ovn. Der var lyserød dug på bordet.
Drikke? - Et enkelt glas hvidvin til mig, og - åhh ja så la' gå da, sagde Rikke: også ét til mig. Og noget vand.
Der gik ikke to minutter, så var der en lille ret på bordet og en hel flaske vin.
Han lod os forstå at vi bare skulle betale for hvad vi drak. Fint nok.
Først satte han et glas med syltede gule pebre. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, så vi tog to stykker over på vores tallerken, der var temmeligt meget større end disse to stykker gule trekanter, der kiggede op på os. Med kniv og gaffel spiste jeg en smule, på en måde så det både kunne se ud som om jeg bare ville smage, eller - hvis det rent faktisk var en ret i sig selv - spiste den som en ret i sig selv. Dernæst kom en lille tallerken med ansjoser, dernæst en lille tærte med spinat og ricotta.
Vi drak et glas vin: perlende, frisk og det var som om man rent faktisk kunne smage at den næsten groede lige op af jorden under vores stole. Den var fra Alba, også Piemonte, hvorfra alt det gode ganegodt åbenbart kommer.
De kiggede på os fra nabobordet og vi kiggede lidt igen.
Så kom der ravioli, og så kom der en anden pastaret. Vi tog et glas vin til. Så begyndte vi at tale en smule med det ældre ægtepar. De kunne ikke meget engelsk. Først talte vi om Hannah.
- Ahhh, Anna.
- No, Hannah - con acca. (Med H).
- Ahhh Khanna (med guttural).
- Si, si, sagde Rikke og jeg i kor.
Jeg kiggede på pastaen og havde den mistænkt for at have nødder i sig, så jeg spurgte:
- Noce? Io allergico.
Han så helt uforstående ud, og jeg pegede på pastaretten: Er der nødder i den, for jeg er allergisk overfor nødder.
Pludselig gik det op for ham:
- No, no, no, no, sagde han meget højt. Noce! og løftede skuldrene: - A Milano, Milano, sagde han.
Sådan noget som at putte nødder på eller i pasta var åbenbart så langt ude at det kun kunne være folk fra Milano, der kunne finde på sådan noget.
Så var der gnocchi, brune i farven og meget bløde. En anelse for bløde for vores smag, men ellers gode.
Og så kom der kanin på bordet og jeg tog mig et glas hvidvin, hvorefter vi begyndte at tale om vinen.
- Alba, Alba, sagde de, og vi svarede:
- Si, si.
Og så kom der kylling. Og jeg tog mig et glas hvidvin. Og så begyndte vi at tale om Dante.
- Dante Alighieri,
- Si, si.
Det var hende, der havde studeret - kunsthistorie - og kunne derfor tale engelsk, men sagde ingenting. Han havde vist ikke studeret, det ville han have sagt, hvis han havde, men det var ham, der førte ordet.
- Ahhh, sagde han med store øjne, da jeg sagde at jeg havde studeret 'theologia'.
- ... et scrivere, sagde Rikke.
- Ahhh, sagde han med endnu større øjne: POETA!
- Si, si, sagde vi.
Og så tog jeg lige et glas vin til.

Der kom en kvinde hen til Rikke, der havde Hannah på armen, og begyndte at tale til Hannah. Hannah kiggede først meget undrende og spørgende på hende, som sagde hun: Hvad vil du? Men hun blødte op og smilede. Kvinden legede skjul med hænderne og talte i lange baner uden så meget som at give os det mindste blik. Så gik hun tilbage til sin plads og lagde sit ansigt i normale folder igen.

- Formaggio? spurgte tjeneren, der var blevet mere smilende.
- Si, si, sagde jeg, hvorefter jeg fik den kraftigste ost, jeg nogensinde har smagt. En fåreost med grappa i. Han kom ind med glasset med ost, hvorfra han med en kniv smurte smøreosten direkte ned på min tallerken.
- Multo bene, sagde han. Numero uno.
Og så kom der to desserter. En kage og en budding. Der begge smagte formidabelt, og hvad de ikke blev ringere af, var at de blev serveret med en mild, sød og yderst velsmagende grappa. Hvor kom den mon fra?
- Alba, Alba, Alba.

Vi var så mætte og tilfredse og så rundtossede at der simpelthen var for meget at tage de hårde hårnålesving til Alba. Det måtte vi gøre en anden dag. Men først skulle vi ud, og det gjorde vi med håndtryk til både ægteparret ved siden af os og til tjeneren. Da vi gik ud af rummet vendte alle sig og vinkede som familiemedlemmer på kajen vinker til deres sønner på et krigsskib, der er ved at lægge fra. Glade ansigter omkring veldækkede borde med lokale vine i kæmpeflasker og vajende hænder.

En herlig oplevelse. Vi grinede og sang i bilen på vej hjem.

Kærlig hilsen,
fra Du ved nok

torsdag, maj 24, 2007

Sjette rejsebrev fra Italien

Kære Frederik,

I dag er det d. 18. maj - og ikke kun årsdagen for urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen om Edingburg, men også årsdagen for afleveringen af mit speciale om Thomas Manns Doktor Faustus. Det var i 1993. Altså fjorten år siden.

Forleden talte Rikke og jeg om den fornemmelse vi begge havde af at det allerede var lang tid siden Eja var taget afsted. I realiteten var det kun fire dage siden.
- Det viser hvor langsomt tiden går, sagde Rikke.
Men det viser vel også hvor hurtigt den går. Det går meget hurtigt at få en fornemmelse af at det er lang tid siden.
- Men tiden går også langsom, sagde Rikke, når kun fire dage kan føles som lang tid.
Tiden går altså både hurtigt og langsomt på samme tid. Sådan er også med 18. maj 1993. Jeg var på Nørrebro, på Fælledvej. Jeg gik sammen med nogen, var det mon Michael Nissen?, der var voldsomme uroligheder. Der var en slags barrikade tværs over Fælledvej, og jeg kan huske at jeg ikke rigtig kunne tage det alvorligt. Eller også at det dér ville jeg ikke være bange for. Vi passerede én med en brosten i hånden, og jeg sagde:
- Det der er sgu latterligt.
Hvortil den unge hætteklædte person galpede op som en hund, mere uartikuleret end velformuleret.
Det skulle jeg ikke nyde noget af. Min indre Jan Stage abdicerede på en studs, og vi gik ned ad Fælledvej og hjem.

Jeg kom jo også fra at have afleveret mit speciale, som det havde været en sej omgang at komme igennem. Af mange grunde. Jeg havde skrevet det i Berlin, hvor jeg samtidig skulle være udadvendt og opsøgende. Den indadsøgende bevægelse, som specialeskrivning er, og den udadvendte holdning, man bør have i en ny by - ikke mindst en by som Berlin, der i den grad er et overflødighedshorn af kulturelle tilbud - kolliderede, så jeg i en lang periode måtte sætte alle indtrykkene på plads med øl. Samtidig med at jeg tænkte: Det kunne være rart at kunne drikke øl uden at få tømmermænd, ergo må jeg drikke nogle flere for at vænne min krop til det, så den ikke reagerer så umodent: at give mig tømmermænd.
Ak ja, når jeg tænker tilbage på den tanke, er det unægtelig lang tid siden, så umodent den er tænkt. Men når jeg kaster et blik på nogle af de mange noter, jeg lavede i den tid, og ser hvor meget jeg nåede at få læst, set og hørt, ja, så overstiger det, hvad jeg har kapacitet til i dag. De ting jeg dengang skrev, er også nogle steder meget klogere end noget jeg ville kunne skrive i dag. På den led var jeg mere moden dengang. Fem år før Eja blev født.

Det havde også været en lang og sej proces at få specialet skrevet, og jeg kan huske at computerne var så langsomme og jeg var så utrænet i at bruge dem at det også gav en masse problemer. Da jeg skulle aflevere specialet, kom jeg ind på kontoret til teologisk fakultet, og sagde glædestrålende at nu kunne jeg aflevere mit speciale, hvortil sekretærerne sagde: godt, du kan bare lægge det i bakken der. - Længere var den ikke. Fladt og ufestligt. Der var ingen flag. Ingen dram. Ingen sang. Ingen knus og lykønskninger. - Det måtte jeg derfor have mig en øl eller flere på om aftenen.
Det er lang tid siden. Og så husker jeg det som var det igår. Selvom jeg har glemt en række ting. Men det har jeg også fra igår.

Jeg kan huske at jeg til morgenmaden sagde at hvis vi kommer afsted klokken halv elleve, vil vi være i Nice klokken halv et.
- Hvorfor klokken halv elleve, hvorfor ikke klokken ti, sagde Rikke.
- Okay, lad os tage afsted klokken ti.
Da vi klokken 10.26 kørte ud af den fjernstyrede port, skulle vi lige købe ind til om aftenen. Så vi var i Nice klokken et eller andet, - jeg kan ikke huske det.

Vi sigtede mod Musée d'Art Moderne, som vi beså med Hannah skiftevis i babybjørnen og i favnen. Da vi kom ud derfra, slog det os hvor forskelligt de værker alligevel var, selv om de er lavet indenfor en - i hvert fald i kunsthistorisk perspektiv - kort periode, nemlig fra omkring 1960 og fremefter. Museet, der er fra 1990 og som navnet antyder, er koncentreret om moderne kunst, dvs. ny realisme, pop art, amerikansk abstraktion, assemblage og mere til. Det er sjældent at man dykker ned i en anden epoke og oplever så mange forskellige slags udtryk - og det siger jeg ikke kun fordi vi er tættere på disse moderne udtryk, ej heller, tror jeg, fordi det historiske filter endnu ikke har homogeniseret vor tids kunst, men fordi vores tid simpelthen er mere forskelligartet. På særudstillingen, der - noget plat - hed Nice to meet you, var der både computergenereret kunst, video, foto, installation, tegninger (med tush og akvarel, Béatrice Cussol) og skulpturer. Der var et fuldstændigt hvidt rum lavet af Berdaguer & Påejus, der hed: Psychoarchitecture, 2007. Fire-fem huse, helt i hvidt, på sokler, der hvilede på noget hvidt gummi-lignende materiale omringet af hvide vægge. Man missede helt med øjnene. Sjælehuse. Synliggørelse af det usynlige indre.
- Hvilket hus er du? spurgte Rikke.
- Hmm, det der, sagde jeg og pegede på et hus, der lignede en en høj firkantet sko. - Nej, jeg mener det der, sagde jeg og pegede på en større villaformet bygning, der stod og balancerede på en lang snoet og bugtet slangelignende muskel.
- De er ligesom to helt forskellige huse, sagde hun og gik ud af rummet.
- Hvilket hus er du? spurgte jeg, men da var hun gået.

Nu bliver jeg afbrudt. Brevet er slut. Jeg vender tilbage. Men vender jeg mon nogensinde tilbage til sjælehusene? Måske. Måske om fjorten år. Vil de så stadig være der? Sikkert - for fjorten år går jo hurtigt. Det er jo lige om lidt. Så jeg kan få svar på mit spørgsmål. Hvis jeg da ikke selv har tegnet et hus til hendes sjæl. For er det ikke det man gør, når lever sammen? Bygger sjælehuse til hinanden.

Lange hilsener fra
Du ved nok.
Femte rejsebrev fra Italien

Kære Henrik,

Det er eftermiddag og ude i horisonten rumler det. Fra øst kværnes der sten langt over skyerne. Tunge fælge trækker op til at køre henover den skyfri himmel, som hænger over Finale lige nu. Det har rumlet en halv til en hel time nu - og alligevel er Rikke gået ned til byen. Hun havde behov for at gå. Pludselig kan regnen komme. Styrtgrædende som Hannah - og lige så hurtig kan den holde op. Det har trukket op hele dagen. Det har været stillestående varmt. Måske det var grunden til at det var så svært at stå op. Dog spillede det også ind at vi igår kørte til Nice og tilbage. En fire timers biltur, hvor man skal holde tungen lige i munden, fordi vejbanerne er smalle, trafikken er tæt og alle kører hurtigt. Igennem tunneler og over broer med hundreder meter ned, store sving først til den ene side, så til den anden. Lastbilerne ligger tæt i højre bane og firehjulstrækkerne kommer helt op i røven på én med blinkende venstrelygte. Igår så vi også en Ferrari - det er ikke sjældent - som var helt oppe og snuse til en udstødning; venstrelygten blinkede meget utålmodigt (er der mon forskellige indstillinger til dette lys?), og da bilen foran ikke reagerede på dette signal, tog han den bare indenom.
- Det var en Brian, sagde Ole.
Hvis ikke det var en kvinde!, sagde Rikke.
- Okay, så er det i orden, blev vi enige om.

Pludselig var vi alene igen. Vi har haft besøg i seks dage af Rikkes mor og mormand. Mormor Ole kalder vi ham. Han er jo ikke morfar og han hedder Ole. Når man får besøg, låner man andres blikke. Selv om vi ikke er smeltet sammen med landskabet her (det tager mindst 27 år, såvidt Per Højholt), så er det os der tager imod, os der bor her, og derfor også os der allerede har fået skruet nogle briller på. Selv om det hele stadig ligger åbent som en kløft, parat til at blive erobret, og vores daglige besøg lader landskabet helt uberørt, mens vi stiger ombord i sengen efter dage fulde af forsøg på at trænge ind i dette landskab. Forslugen, appetittelig, tørsten og sulten efter at smelte sammen; utålmodig, trippende og foroverbøjet står han på klippen og skuer ned igennem dalen, ned til havet, flyveklar, klar til at indtage jorden igennem luften; disproportioneret forhold mellem tiden på jorden og appetitten på jorden. Små skridt. Vi læner os tilbage i vores manglende fortrolighed, griber fat om et strå og lader os flyde med. Terrasserne, lyset og lydene kender vi altså med et par ugers forspring, og vi går rundt og tror at vi kender det hele. Slår armene ud til højre og til venstre og leder mine svigerforældre rundt som om vi har boet her en menneskealder. De låner os deres blikke, og vi ser det hele på en lidt anden måde. Den vane der allerede efter et par uger har sneget sig ind, bliver sat i relief.
Nu kan jeg mærke dråber. Cementblanderen kører og kværner, så det snart står efter med vand. Dér satte en lille flue sig på min trøje - dens vinger glimtede af noget fugtigt.

Vi tog op til borgen på den anden bjergkam, som ligger lige overfor os. Da vi kom helt derop, var der en rusten jernlåge med hængelås og i væggen til højre sad der en - dørtelefon. Det var privat. Der boede ikke nogen. Der var ikke noget tag noget sted, men en dørtelefon var installeret.

Den anden dag kørte vi til Castel Vecchio, en middelalderby temmelig højt placeret med udsigt langt langt ned imellem de tæt bevoksede bjergsider. Her levede og døde Bjørn Afzelius. På en lille eng, hvor der sad nogle og talte sammen som om verdens fortrædeligheder kun var noget man havde hørt om fra en fjern radiosender, stod et digt af Afzelius indridset i en kobberplade: Guarda, che manto di stelle! / Senti, le carezze di vento! / E` notte, e` notte in Liguria! / Vieni, dormiami all'aperto! // Il vecchio Castello de Rocca Barbena / e` la`ad aspettare il nostro risveglio / Nessuno sapra` mai, le cose che ha visto / il vecchio Castello di Rocca Barbena.
Man parkerede bilen før man gik videre ind i byen. Gaderne var både for små og for stejle til biler. Over alle gyder sad der disse karakteristiske buer, der forbinder husene, som for at holde på dem - eller fordi man har kunnet lide fornemmelsen af at gå igennem porte, for det giver en port-fornemmelse, lige meget hvor man kigger hen. Til siden. Hovedgaden, der næppe var bredere end to mand tilsammen kunne strække arme og nå fra højre til venstre side, havde ikke disse buer, men derimod vinduer ud imod sig med skodder, der holdt hemmeligt liv skjult. Sidegaderne var snoede, så man ikke kunne se til bunds. Lys kunne næsten ikke nå ned, det var de for smalle til. Underlaget var knobret, som om stenene ikke var trådt ned, men snarere havde rejst sig efter århundreder.

Her holdt Josephine og Isak bryllupsmiddag. Det må have været smukt. Over fyrre mennesker til middag på engen her, med udsigt ud over bjergene, der denne dag stod i svag blå kontur mod en skarp eftermiddagssol, men den dag må have været beklædt med sølvstænk og træer, der lavede bølge for bryllupsparret; hvide duge, kandelabre, vin i mængder, kød, jakkesæt, kjoler og elskelige taler, lys i træerne, musikanter og gamle damer i sort, der kniber en tåre, børn der leger og mødre, der pylrer, helstegt pattegris og dunken i blodet, mascara og sved på overlæben, kavalergange og fjeder i haserne, hvide tænder, smurte struber og øjne som diamanter. Måske har det været sådan, dette bryllup, sådan forestillede jeg mig det med det sceneri og alle de italienske film spøgende i baggrunden.

Pludselig var vi alene. Vi omfavnede og sagde farvel, og kørte hjemad igen. Da vi så skiltet mod Monaco, drejede vi af. Og da vi så skiltet med Grand Prix, drejede vi også af der. Pludselig stod vi omgivet af reklamer på bannere for Johnny Walker og Marlboro og ikke længe efter kørte vi ikke længere på vejen, men på banen. Siderne havde autoværn og der var reklamer på siderne. Kunne jeg ikke også genkende dette sving fra fjernsynet! Det er i næste weekend at de kører. I selve Monte Carlo kunne vi ikke holde øjnene for os selv, fordi der var så mange mennesker der lagde beslag på dem. Åbne sportsvogne, glimtende smykker, solbriller og dyre kjoler, jakkesæt og smarte lystyacht-gutter, hvis flydende palæer vi pludseligt var iblandt. Langs Herkules-kajen, som den hedder, gled vores lille Ford Fokus så vores blikke blev helt defokuseret af al den rigdom, af alle disse kæmpe lystyachter, nogle med palmer ombord, høje som en fireetagers ejendom og unge atletiske sejlertyper med hård og guld på brystet, der så helt disproportioneret ud i de omgivelser dér: for små simpelthen - på samme måde som en pilot er for lille til at overbevise én om at det faktisk er ham der styrer et fly, og så helt deroppe fra spidsen: med den tunge betydning han har for flyvningen, må da i det mindste være placeret i midten. For balancens skyld. Ingen kiggede. Alle ville kigges på.

Vi holdt nålen i rillen og kørte ikke i grøften, men endte i Menton, en pensionistby lidt længere nede af kysten. Spiste og badede. Der kom et ældre ægtepar hen og beundrede Hannah.
- Børn bevæger sig mere i dag, sagde den ældre herre med hvid sixpence på og med en bred sydfransk dialekt. - Da vi var små, blev vi placeret imellem vores forældres ben og måtte ikke røre os.
- Bon continuation, sagde konen, og kunne ikke løsrive sig. Hun fik bon continuation adskillige gange uden at komme ud af flækken. Til sidst sagde hun 'bon continuation' og kontinuerede videre langs kysten.
Det samme gjorde vi - i modsat retning.

Servus fra
Du ved nok.
Fjerde rejsebrev fra Italien

Kære Marianne,

Der ingen der kan beskrive Italien som Fellini. Dét er Italien. Simpelthen, du. Da vi var i Nice forleden, købte vi Amacord, og det er jo et festfyrværkeri. Det bobler af liv og alt muligt dejligt. Erotik, Marianne. Det er også hvad det er. Jeg nu ikke hvor meget erotik, der lige er i Finale Ligure. Det er jo mest gamle mennesker, du ved. Vel lidt som i Nice, der dog også har nogle unge her og der. Det findes også i Finale, men de er jo kiksede. Det er jo ikke ligefrem nogle man vender nakken af led af, du forstår hvad jeg mener, Marianne. Men hos Fellini er der jo hele tiden erotik. Drenget, vil jeg sige, store babser og måse, og Volpina, ludderen i den lille by, der i øvrigt nok er den mindst erotiske af dem alle, men stjernen i byen, klædt i rød stram kjole, som vi ser helt tæt på, og så kommer der pludselig en hestevogn med kvinder, der for et øjeblik tager opmærksomheden fra hende. Det får vi nok at høre for. Ja, vi måtte slukke computeren efter en time, den er ikke for lang, men vi var for trætte.

Vi havde spist middag i Finale Marina. Vi var de eneste på restauranten, og klokken var næsten syv. I foregårs gik vi igennem Final Borgo - middelalderdelen af Finale - og på det tidspunkt sad alle de lokale på restauranterne. Turisterne bliver spist af, og så kommer lokalbefolkningen ud. Men det var nu ikke det bedste måltid. I det hele taget har vi været lidt uheldige med vores restaurantsbesøg. Alle har sagt at man spiser uforligneligt i Italien, lige meget hvor. Men vi har faktisk præsteret at lave bedre mad hjemme - af alle de lækre råvarer og andre ting, man kan få i Coop-supermercato - end den de professionelle kokke laver på restauranterne. Vi har måske været uheldige. Men den spada - sværdfisk - jeg fik igår, blev serveret uden noget andet end en kvart citron ved halen. Nok var den ikke rå, men det var råt serveret. Det var lige lidt for meget for mig, Marianne. Og så tager jeg mig til portemonnaien: 10 Euro for sådan en sag, det synes jeg altså er for meget, Marianne.

Som primi - som ikke er en forret, men noget man tager før hovedretten, der logisk nok hedder secundi - fik jeg gnocchi. Jeg måtte jo smage det, jeg tidligere har kritiseret, og jeg havde ret. Det havde jeg faktisk, Marianne. Det var ikke rigtig pasta. Det burde forbydes. Nu var den altså temmelig gennemkogt, men det hører ikke til min livret. Men de tortellini som vi købte i Coop forleden og serverede med nogle tomater, basilikum, ristede pinjekerner, lidt olivenolie og balsamico, det var godt. Det er jo en klassiker, og selv om vi har spist den mange gange derhjemme, smager den helt anderledes her. Nu er det også friske tortellinier, og tomaterne smager jo som noget en tomatbonde har brugt 500 år på at fremavle: søde, uden at blive kvalme, friske, pikante og bare drønmeget af tomat. De har nogle specielle tomater hernede, der på overfladen ligner nogle sammenrullede larvefødder af grøn plastik. Når man skærer dem igennem, er det som om der indeni dem ligger en rigtig tomat; altså en rød én. De er heller ikke værst. De er faktisk helt fantastiske.

Da vi gik igennem Final Borgo forleden nat, med kigget ned ad de smalle gader, der var oplyst af gult natlys, kom vi fra biblioteket. Et temmelig stort og flot bibliotek, må man nok sige. Her kunne vi komme på nettet og vi lånte en film, men den er kun på italiensk, så det gider vi ikke. Men vi lånte også La Bohême, den er nu skøn. Og der er også noget Italien over den. Jeg forstår ikke en dyt af teksten, men musikken kan man jo altid nyde. Vi spiller den på computeren, selv om de små højttalere jo ikke yder musikken retfærdighed, men det er bedre end ingenting, for musik kommer man hurtig til at savne.

Lille Hannah udvikler sig hver dag. Hun får vilje, vil noget, og vil noget nyt hele tiden. Hun vil underholdes. Hun vil have mad - og så skal det altså være NU. Hun havde været lidt umulig nogle dage, og så gav Rikke hende en flaske - midt på dagen. Det var helt imod reglerne, men det var et helt utroligt skift i humør, som den flaske udløste. Nu giver vi hende flaske to gange om dagen, og igår fik hun grød for første gang. Fem teskeer fulde. Det er jo meget. Måske det var derfor hun var så utrolig i nat. Rikke får ikke sovet meget, du kender det, Marianne, det trækker tænder ud. Jeg prøver at hjælpe hende så godt, jeg kan, men det er ikke altid lige let. Ak ja, de børn.

Der skal dog ikke herske tvivl om at hun for det meste er glad, grinende, nysgerrig, - og når hun er utilfreds, ja, så er det jo også et sundhedstegn. Jeg tumler med hende, drejer hende frem og tilbage på sengen, det kan hun godt li'. Jeg tager lidt hårdere fat end Rikke.

Nå, men det er sikkert drønkedeligt at høre om andres børn. Jeg slutter nu - tager mig en kop te, selv om jeg har mere lyst til kaffe, men den kaffe vrider på den anden side også min hjerne af led, så deeeettt....

Kærlig hilsen,
Du ved nok
Tredje rejsebrev fra Italien

Kære Henrik,

Under min computer her ligger der kanel, peberkorn, muskatnød, pimenton, anis, tørrede laurbærblade, grønne peberkorn, chili og mere til, men intet dufter, for det er dugen jeg ser på. Den kan vaskes af med en klud uden at nogen krydderier forsvinder. Der står lyserøde hortensiaer i en blå kande - de dufter, de er virkelige - og to stearinlys, der til forveksling ligner alterlys.Vi betalte en formue for nogle andre stearinlys forleden. Det er ikke noget man bruger i hjemmet - kun i kirken. De må have troet vi var en frikirke. Det bløde skær, som stearinlys giver, kunne ellers godt klæde dette hus, der kun er lyst op af nøgne pærer, der ikke engang har en lampe at hænge i. De hænger ud fra væggen i ledningen som en mand man har glemt i galgen.
Over mig hænger der bærende bjælker fra 1500-tallet og tværbjælker fra sidste årti. Vinduerne må være fra Berlusconis tid - de er lige så glatte og hvide som hans tænder - men de sidder i mure fra dengang Michelangelo levede. De er kalket hvide og giver hvidt ekko, når man skriger.

Jeg er rykket udenfor på en af terrasserne. Kirsebrætræet kaster en skygge der slæber sig over det brune træbord som en stor gennemsigtig snegl. Glasset med vand fra igår er blevet fire insekters grav. En gul tung rose på et lille rosentræ åbner sine kronblade mod formiddagssolen som en baby - uden at ænse hvordan den kaster en skygge over dens søster, der med indfaldne blade hænger med hovedet, som om den er tørstig efter at kysse jorden.
Ukrudtet skyder op langs den faldefærdige mur, som stærke gevækster også har boret sig ind i; og på trods af tyngdekraften knejser de opad langs muren, som om de har det bedst ved langsomt at sprænge muren og kile sig ind i alle sammenføjninger. Den smuldrende cement sidder stadig i øer over de råt tilhuggede sten, der afsætter blod såsnart man rører dem.
Der går nogle ensomme mænd rundt blandt oliventræerne på terrassen på den anden bjergskråning. Han har en blød blå hat på og sammensunkne skuldre. Nede i dalen går der nogle andre gamle mennesker og rytter op blandt vinstokkene.

Vi er endt i en by fuld af gamle mennesker. Hovedet på dem er faldet lidt forover, mens tandkødet er krøbet opad. Gangen er slæbende, mens blikket følger fødderne som for at sikre sig at de faktisk bevæger sig. Halvdelen af indbyggerne kører i rullestol, mens den anden halvdel kører rullestolene. I weekenden springer de unge ud. På de små striber offentlig strand, der er presset ind imellem betalingsstederne, blev hver en centimeter sidste søndag dækket af nøgen hud på nær et par promille nylon. Kvinderne lå på maven og lod sig varme af solen og mændenes blikke. Selvfølgelig var der ikke nogen topløse, så alle kvindernes kvindelighed blev endnu mere udstillet. De topløse mænd stod i strandkanten og mens de snakkede med hinanden lod de en hånd køre over deres bryst. En teenager med for lille bh tog en flaske med vand og hældte den ud over en dreng, der spjæt-rejste sig op og gav tilbage med samme mønt. Under hvin og skrig. Behændigt uden at forstyrre nogle andre. På kolonnaden bag alle de glinsende huder stod nogle afrikanere med poser fulde af syntetiske varer, som de faldbød de forbipasserende.

Finale Marina: De snævre gader med sine middelalderlige dimensioner, de skæve huse, de krakkelerede facader, vasketøjet der hænger udenfor vinduer under vægkrukkerne med blomster, der krænger sig udover kanten, de små butikker, der med sine næsten-lækre varer, leger storby, isbaren på hjørnet, der laver de bedste is på kontinentet. Så er der netcafeen ikke langt fra stationen, hvor den kvindelige bartender prøver at overdøve porcelænets hvin og klirren og en mand kommer ind og ud under stor ståhej, med alvorlig og ophidset mine, går ud og kommer ind igen, afleverer nogle replikker for derefter at gå ud og komme ind igen for at aflevere fortsættelsen til det, han lige kom fra. Senere er han ved stationen, hvor han også går fra ét sted til et andet for at aflevere nogle vigtige sætninger. Og han er ved isbaren, hvor han også siger noget indispensabelt for - som et postbud uden breve - at løbe videre til næste ubestemmelige destination.

Himlen er så klar idag. Der er en ensom sky, der kigger ned på den ensomme bonde. Den er flækket midt over som pletten her på muren. Bjergkammen står skarpt som et knivsæg i dette lys, en knivsæg der skærer fra sig. Den store ætsende appelsin på den azurblå himmelsilke sprøjter synlighed ned over jordens ansigter, så appelsinerne på træerne udenfor vinduerne bliver alt for hurtigt modne og falder til jorden som spildte liv. Cypressen står så høj og strunk og overfalder blikket med sin nærhed. Den frodige søjles balanceakt overdøver i al sin tavshed det rodløse knoglekarneval der sætter maske på maske for at dække over tomheden. Jeg ved ikke hvilken én af maskerne, der skriver disse ord. Men solen skjuler også - alle stjernerne, der høfligt må fortrække, når denne stjernetonser over dem alle buldrer frem over himlen og udraderer alle sine søskende i timevis. Om dagen er der kun plads til én stjerne - derfor er natten så smuk: der kan alle stjernerne være med.

Du er også med i det, jeg skriver, Henrik.

Fra
Du ved nok.

Andet rejsebrev fra Italien (12. maj 2007)

Kære Frederik,

Ligesom George Sand skrev kærlighedsbreve til Alfred de Musset med den helt åbenlyse hensigt at bruge brevene til en bog, vil jeg også skrive et rejsebrev til dig med den helt åbenlyse hensigt at lægge den ud til offentlig beskuelse.
Villy Sørensen sagde engang at breve ikke må kopieres, det er jo en gave man giver til modtageren. Så det med at skrive breve med mellemlagspapir - du kan huske disse sorte tynde gennemslagspapirer, man brugte i ældgamle dage, sådan for ca. 20 år siden - er, mente han, omend ikke uanstændigt, så i hvert fald upassende.


Dét er også en udtalelse fra originalernes tid, dengang hvor en kopi altid var ringere end en original. Som om et brev kun er ægte, hvis det ikke er kopieret. Og helst håndskrevet. Men uanset hvad, så må man sige at opfattelsen af forholdet mellem original og kopi har ændret sig kraftigt med den digitale teknik, hvor originalen er identisk med kopien. Vi skriver jo også breve og mails på og via computer - her er der ikke længere tale om nogen original. Det gør selvfølgelig et håndskrevet brev endnu mere værd - og endnu mere kærkomment. Ikke desto mindre er der, når vi nu skriver breve på computer - og det gør jeg - ikke forskel på original og kopi. Mine mails bliver for eksempel autormatisk gemt i min sendt-mappe. Er mine mails mindre værd af den grund?

Det krukkede hos George Sand - og derfor også hos mig - er selvfølgelig at det, der er tænkt som en gave til den anden, i virkeligheden er en del af et personligt projekt; - der i sidste ende intet har at gøre med modtageren af brevet. Eller gaven. På den anden side kan modtageren også godt - og med god grund - blive smigret over at han netop er det objekt, igennem hvilket dét kommer frem, som er af interesse for flere.
Og til dem, der læser over skulderen på modtageren, ja, så er det jo ofte mindst lige så interessant at læse andres breve som at læse dem, der er stilet til én selv.

Et kærestepar. Et barn på fire måneder. En datter på otte et halvt. Væk i seks uger. Italien. 200 kvadratmeter. Stengulv og næsten ingen møbler. Det er situationen lige nu.

Igår sendte vi Eja hjem. Helt alene. Jeg har sovet med hende i elleve dage. Under samme tæppe. Når man på denne måde har været så tæt på hende, opleves det endnu mere tomt at være uden hende. Men hvordan må det ikke være for hende. For jeg lægger mig nu ind til Rikke i stedet for. Hun har ikke nogen at lægge sig ind til. Hun kommer hjem til sin egen køjeseng, hvor hun sover alene.

Vi har været udenfor stort set alle nyheder de sidste tolv dage. Det eneste vi ved er at Sargozy er blevet Frankrigs nye præsident, og at Naser Khader sammen med Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og nu også Leif Mikkelsen (V) er gået sammen om at danne Ny Alliance, der allerede har flere medlemmer end Det Radikale Venstre. Det er interessant, men vi er på afstand af det. Har ikke mange oplysninger, men laver derfor vores egen lille historie. Der skal heller ikke mange oplysninger til før ens egen historiefortæller går igang.
Vi griber ud efter det offentlige. Samtidig med at det piner os.

Vi har faktisk fjernsyn, men har ikke åbnet det én gang endnu. I stedet har vi på computeren set en masse afsnit af Casper og Mandrilaftalen plus noget af nogle andre film. Men Mandrilaftalen kunne vi være sammen om. Eja på otte et halvt, Rikke og jeg - og selvfølgelig lille Hannah, der jo bare forstår alt. Bare det blik. Her kan vi seriøst tale om: 'intet filter'. Det er jo et udtryk flere og flere bruger i dag. "Der er bare slet ikke noget filter", siger man om folk, der dels er meget talentfulde, dels bare sig selv. Så er der slet ikke noget filter. Det rene menneske!

Vi griber også ud efter offentligheden og nyhederne - hvis ikke snarere nyhedsstrømmen - fordi det til daglig er så stor en del af vores hverdag. Offentligheden er filtret ind i vores familiere to-, tre- og firemandsforhold, så der opstår et vakuum, såsnart nyhedsstrømmen stopper. Den er med til at danne den grundstøj uden hvilken vi bliver nød til at kigge på de alvorlige og svære ting. Samtidig med at den bekræfter os i at vi er en del af en større virkelighed end vores egen.

Det er jo også hvad Hannah gør. Hun er så vågen. Og underholdningssyg. Selv om det ikke er det bedste ord. Hun er nysgerrig. Hun griber også ud. Med hænderne efter det der rækkes hende, en hånd, en næse end rangle. Og med blikket rækker hun ud efter andre blikke og interessante ting at kigge på. Det hele er interessant. Ser det ud til. Dog ikke det hele, for det sker jo, at jeg stikker hele krydderen ned til hende uden at hun kan slippe blikket fra et eller andet i loftet. Som om hun slet ikke ænser den store gryde med to udspilede øjne, der pludselig befinder sig fem centimeter fra hendes fine lille hoved. Så kigger jeg op i loftet og ser bare nogle bjælker. Jeg kigger igen og spørger: "Hvad er det dog, du kigger på, Hannah?" Det svarer hun ikke på, for hvis jeg ikke kan set det, ja, så kan jeg ikke se det, og så kan man ikke forklare det. Lige som med vitser. Den er kun sjov, hvis ikke man skal forklare. Det er ikke nok at man har forstået den. Man skal selv forstå den.

Okay da, så kigger jeg igen og prøver at forstå vitsen ved at kigge op i et bjælkeloft. Jeg kigger ned på hende igen, og dét kan jeg se en vits ved. Hendes arme spræller og hendes ben spjætter. Det er elektricitet i kroppen.
Dét er faktisk ikke at gribe ud. Der er stor forskel på den måde armene og benene går ud i verden. Armene griber ud, mens benene sparker ud. Armene og hænderne søger at gribe fat i noget, men benene bruger bare rummet foran sig til at udvide sig, til at få lebensraum.

Den måde som kroppen udvider sig på - og det må være, hvad den gør, når den sådan fægter sig vej ud i rummet foran én - er ikke at gribe ud efter noget, sådan som i første omgang hænderne gør, og i anden omgang: blikket, ja, og for babyer jo også munden gør, når den er sulten efter indtryk og mælk. Musklernes udfoldelse og trangen til at bevæge sig hører med til at vokse: jo større man bliver, desto mere vil man bevæge sig og udvide sit territorium. Når man så udvider sit territorium, er der to måder at reagere på det man møder: ved at tage det ind eller ved at støde det fra sig.
Menneskets udvikling er vel sat sammen af disse to bevægelser: udvidelse og indlemmelse. Benenes og armenes måde at nærme sig verden på. Ved at gribe og sparke ud.

At gribe ud efter noget i omgivelserne, som man vil indlemme. Og udvide sin krop og sin bevægelighed. Et er i grunden erobringens og teknikkens natur. Man vil ud og tage ind, og man dygtiggør sig i at komme ud, bliver mere og mere finmotorisk og opfinder tekniske redskaber, der ligger i forlængelse af kroppen og dens bevægelser. Man opfinder en kniv i stedet for at brække brødet. Man laver en hammer i stedet for at banke med næven. Man opfinder hjulet, der gør det lettere at transportere ting og mennesker i stedet for at gå, løbe og bære. Og så videre. På den måde udvides menneskets rum. Man bliver hjulpet til at gribe ud efter nye ting, og jo bedre man er til at gribe ud efter tingene, desto bedre er man til at finde egnede kropsforlængere.

Er vi også kommet til Italien på denne dobbeltbevægelse? Jeg var lige ved at sige: tvært imod. Det er mere en 'lad-os-komme-væk'-bevægelse. Lad os tage en pause fra hverdagen derhjemme. Lad os komme væk fra Danmark.
Men også: lad os se noget nyt.
Dét er det samme som Hannah, der kigger efter nye ting. Selv om alle de ting, hun ser på, er nye.
Og er der erobring i at tage til Italien? Er der teknik?
Vi vil indlemme nye indtryk i vores sind. Vil vi også blive bedre - lære noget nyt?

For mit eget vedkommende har jeg taget italiensk grammatik med og jeg er kommet til lektion fire. Det er sjovt at stige ombord i et nyt sprog. Det bliver sjovere, jo flere sprog man kan, og man kan jo altid bruge italiensk som afsæt til at komme ned i latinen igen. det italienske sprog - og sprogtone - bliver stille og roligt indlemmet i vores system.
Så har jeg taget Dantes komedie med. Det viser sig altså at der stort set ikke findes nogen anden forfatter i verdenslitteraturen, der har betydet så meget for et land - en nation og dens dannelse - som netop Dante. Shakespeare og Goethe medregnet. Så ikke kun for den litterære kvalitet, endsige den teologiske, for her får man virkelig at vide, hvordan helvede ser ud og hvad man ikke skal gøre!, men også for den nationale historie er det interessant at læse.


På den måde griber vi også ud, selv om vi aldrig kommer op på det niveau som lille Hannah lægger for dagen, og selv om vi sikkert også er kommet i en alder, hvor vi ligeså meget griber indad som udad. At hun i forhold til sin vægt spiser hvad der for os ville svare til cirka femten kilo, siger lidt om hvad hun også mentalt for fordøjet. Og at vi ikke er sene til at nyde isolationen fra verdens tant og fjas, - kun at høre fjern støj fra Boogie Street - siger noget om hvad vi indtil videre enten har raget til os eller har været for ureflekterede eller ufiltrerede til at holde ude. Måden vi bevæger og ordner vores ting på, siger noget om hvor mange år og hvor mange vi har været i berøring med materien. Vi flyder mere og mere sammen med den, hvad der giver denne dobbelte følelse af suverænitet og - død. For jo tættere vi kommer på materien, desto mere indlemmer vi jo det livløse stof.
Ikke desto mindre mærker jeg mere liv her og nu end jeg har mærket i mange år.


Dette er lidt af hvad der spøger imellem mine tindinger, Frederik. Jeg vender tilbage med mere senere.


Med mange hilsener,
Du ved nok.