Ogger gogger gummi-blogger,
Er en sucker når han jogger
rundt og rundt om rundtommen
uden at rumme en krumme

Som telefonsvarere hvor alle siger det samme, siger jeg nu det samme som alle andre bloggere: "Så er jeg på". Med ambition om at det ikke er den eneste grund. Bloggens fælder er mange: egomani, meningsgyderi og eskapistisk navlepilleri, for slet ikke at nævne den fælde det er at nævne fælderne med navne. Dem kan man blive knaldet på. Hvis man siger at der er for meget plakat på nettet og at man vil bidrage med noget mere indhold, kan man komme galt afsted, hvis ikke man efterlever det. Desuden indbyder bloggen til at præsentere ikke kun noget stof, men også sig selv og sine ambitioner, hvad der er en tidstypisk virus, som jeg prøver at holde stangen.

En weblog - forestiller jeg mig - kan være en måde at blive lidt mere klar over hvad der sker, eller for at tale som forfatter Lene Andersen: hvad vi har gang i. Hvorfor vi er ved at demontere velfærdsstaten, hvorfor Danmarks ry er blakket i udlandet, hvorfor arkitekturen er blevet et modefag, samtidig med at København får så mange nye kedelige prestige-bygninger, hvorfor alle tænker på og taler om penge, hvorfor kundskaberne har så ringe prestige i folkeskolen, hvorfor den teknokratiske politik vinder over den ideologiske og hvorfor de humanistiske fag nyder så ringe status. Disse tendentiøse spørgsmål har ikke til formål at fremmane udtømmende eller akademiske svar, men måske at være med til at vække en modstand, der åbenbart først bliver mulig når den er bevidst, og bliver kraftigere jo mere konkret den er formuleret. Men samtidig med at man må være konkret, er det - i mine øjne - nødvendigt at tale om den tidsånd, som alle disse fænomener er symptomer på.

Men frem for alt, så gælder det jo om at dele glæde og viden. For initiativet er vel i sidst ende vigtigere end protesten.