Dionysos og regnvejr

Der var jo lige det der med Dionysos. Hvad var nu det? Guden. Digtningen. Rusen. Den hellige eufori. Men hvad med i dag? Hvad siger han os i dag, som det så dårligt hedder. Grækenlands guder var så virkelige for Hölderlin. Der er noget pathos over ham. Meget pathos. Men han er ikke patetisk. Han er højstemt, det kan man ikke benægte, - passer stilen, tonen og dette høje leje til den stemning, man kan ha', den stemning som man er sat i og lukket inde i - i dag? Kan vi overhovedet svinge os op til Hölderlins teologi, som ikke engang er en teologi, det lyder for kedeligt, til hans gudelære, til hans græcitet? Det er svært, men han er også en udvej, måske en ventil. Hvis ikke blot et område, hvortil der ikke er nogen broer. Et romantisk - eller som Jørn Erslev engang sagde: en nyklassicistisk landskab, for Hölderlin er mindst ligeså meget nyklassicist som romantiker; se på hans formbevidsthed, som gør ham til en af de helt store. Det er også denne formbevidsthed, der gør det dragende, vedkommende, uomgængeligt. Det er i denne formbevidsthed at broerne er gemt, for i formen findes der en tidsløshed, uagtet at vi taler om gamle former. Det er jo sonetten, hexametret og til tider vildt arkaiserende sætninger, så arkaiserende at Schiller grinte sin røv i laser, da han fik læst en oversættelse af Sofokles op. Schiller tilhører en helt anden skole.

- Ahhh, Schiller ...., sagde min grønne grandfætter forleden, en ung fløs fra Wien, der studerer i Berlin, og som til en familiefest, hen under de små timer, vel fodret af Dionysos' frugt, med den bærbare digtsamling i hænderne og Hölderlins digte på tungen, en samling af alle de klassiske og skolepligtige, men ikke desto mindre ekstatiske og bjergtagende digte, som han lige havde i baglommen. Han rystede bare på hovedet, da Schillers navn blev nævnt. Nææ, Hölderlin, 'er ist einer der grösste'.

Hvad er det med denne Dionysos hos Hölderlin, vejviseren, lysbæreren, den usynlige vært ved symposiet, Zeus' søn med Semele, der forløser sin søn i et dødbringende lyn. Zeus er tvunget, ja af hvem andre end sin evigt skindsyge hustru Hera, til at gøre noget ved den kvinde han har været hende utro med. Og tordenkilens herre nærmer sig hende i sin blitzende skikkelse. Men deres barn overlever - og det er det Hölderlin vender tilbage til igen og igen. Barnet bliver forløst af ilden fra himlen under så stærke fødselskramper af moderen dør.

Det er i Diodors historiske bibliotek man skal konsultere for at finde de mest udførlige beskrivelser af Dionysos, ikke udelukkende hos Euripides. Men hvorfor overhovedet gå på jagt efter Dionysos? Er det sublimeret liderlighed? Nej, for han er også seeren. Liderlighed er jo blindt begær, kødelig atrå, der ikke har kræfter til at bære jeget med, fordi det er så besværligt, alt det som jeget forlanger og bærer på, følelser og sjæl. Han dukker jo op igen og igen, Dionysos, han er pælen i kødet, men også den figur der hiver vores sjæl afsted som hestene en kærre. Et tospand. Som det i Faidros af Platon. Den kødelige og åndelige kærlighedshest, der trækker mennesket afsted. Er Dionysos den kødelige kærlighed som kristendommen har gjort så problematisk, og som vi på en mærkelig - romantisk - måde kigger mod det glade Grækenland for at finde løsningen på? Nej, det er han jo ikke. Men hvorfor parrer Hölderlin så Dionysos med Kristus, hvis ikke det er for formæle de to ellers så adskilte guddomme, der blot bliver svagere, jo længere fra hinanden de er?

Nu regner det. Tirsdag aften 22:22. Sjældent har regn virket så lædskende. Vi har næsten ikke haft regn i to måneder. Vi har svedt og prustet. Vores kroppe har regnet med sved - nu åbner himlen sin bruser. Der er folk der løber afsted med optrukne skuldre nede på gaden, vi har åbne vinduer. Det er svalende. De varme kroppe bliver kølige. Og er det ikke sådan nu om dage? Kroppene er lunkne, grænsende til det kølige, de lysende skærme som æder sig ind i vores kød, de milioner af pixels der rinder fra toppen af timeglasset ned i kroppens glasbeholder, lysende som tusinder af glaskugler, glasøjne i vædske. Noget nær sådan er den nuværende kulturpolitik. Der er med andre ord ikke megen Dionysos i kulturpolitikken. I kulturen. Som vi alle har ansvar for. Findes der nogen god fest uden Dionysos? Jeg tror det næppe, og de fester, som den nuværende regering vil ha', bærer så tydeligt præg af denne mangel. Det var mere end en tilfældighed, det var en udtalelse med megen symbolik, som vor statsminister serverede for hele sit bagland, den aften han havde vundet valget første gang:

- Gå ud og fejr vores sejr.

Han gik ikke ud. For han drikker jo ikke. En så stærk leder minder om kong Pentheus der (hos Euripides) gjorde alt for at slå Dionysos-dyrkelsen ned. En kold og beregnende fornuft, en magthaver der glæder sig over sin magt og ikke er stærk i lattermusklen, endsige i dansedittoen.

Han må ha' modstand.