fredag, januar 19, 2007

Den stjålne nationalfølelse - og et pip om litteraturens opgave
Man må vriste myten fra den intellektuelle facisme og gøre den humant funktionel. Jeg har i lang tid ikke gjort andet". „Man muss dem intellektuellen Faschismus den Mythos wegnehmen und ihn ins Humane umfunktionieren. Ich tue längst nichts anderes mehr.” (Thomas Mann til Karl Kerényi, d. 7. september 1941.)

Et af de store problemer i Danmark de sidste ti år har ikke været Dansk Folkeparti, men den manglende modstand imod Dansk Folkeparti. Og så har det ikke engang skortet på modstand, men modstanden er gået helt hen over hovederne på den store del af befolkningen, der stemmer med ryggen til Europa. Noget af det mærkeligste er at disse smarte politikere har haft held til at erobre danskheden - uden at få nævneværdig modstand. Som om det ikke betød noget for andre. Som om det var i orden at danskhed skulle forbindes med hvad man på tysk kalder Ausländerfeindlichkeit. Dansk Folkeparti må gerne have del i den danske nationalfølelse, men at have taget patent på den er lige godt for stærkt. Og så er det altså ikke det værste: det er at de har fået lov til det.

Det danske band Sterling synger: Jeg kan huske dengang jeg ikke følte skam da de sang Der er et yndigt land (citeret efter hukommelsen). Det er en udbredt følelse. I dag betyder flaget ikke det samme, - reaktionen er at man griner af den sentimentalitet, der knyttes til det. Flaget er kun et symbol og skal derfor ikke regnes for mere end det er.

Nu er det bare sådan at der næsten ikke er noget i vores virkelighed der ikke er symbolsk. Hvad der leder videre til sproget: For er man først i gang med at skamme sig over sit land, er der ikke langt til at skamme sig over sit sprog. Det er måske endda sværere at løsrive sig sit sprog end sit fædreland. Skammen over fædrelandssangen bliver til ubehag for sit eget sprog. Hvad gør man så? Tier. Og man tier endda også når ordene bliver taget ud af munden. Hvorfor bliver de taget ud af munden på os? Det gør det ikke fordi ungdommen begynder at tale grimt. Det gør det ikke fordi angloficeringen er over os. Det gør det ikke fordi computersprog og vulgærnaturvidenskab invaderer vores tankegang. Det gør det fordi tonen er blevet så uskøn.

Tonen! De der taler allermest imod vigtigheden af tonen er selvfølgelig de, der har den allerværste tone. Og det er lykkedes for dem at få puttet de mennesker der ønsker en anden tone i skuffen for de såkaldt 'politisk korrekte', en utvetydig negativ betegnelse, der paradoksalt nok betegner den der bruger udtrykket som korrekt - men bare på den fede måde.

Det er altså ikke kun flaget, danskheden, 'den danske mytologi' og nationalfølelsen som er blevet indskrænket og politiseret siden Dansk Folkeparti begyndte at slå kiler ned i integrerede størrelser som Danmark og Europa, dansk folkelighed og universelle idealer, det er også store - og vigtige - dele af vores sprog der er blevet forpurret af en flok meget dygtige strateger, der har kunnet finde og udnytte især et svagt punkt i demokratiet, nemlig demokratiets risiko for ochlokrati, pøbelvælde, det som en renlivet populisme regerer i kraft af. De har været en befrielse for mange, der har mærket den store frihed ved at kunne slippe den indre svinehund løs, der desværre havde vokset sig stor og glammende under et socialdemokratisk styre. Og ingen har kunnet tæmme dem - men mange har kunnet bruge dem.



Dét er blandt andet hvad litteratur skal til for: at udvikle og holde fast i et anstændigt sprog, der hverken bliver tandløst eller bare gør af alt der ikke lige ligner en selv. Det var hvad Thomas Mann gjorde med sin største roman Josef og hans brødre, og det er et en legitimering af litteraturen der ligger langt fra det normale underholdningsprægede litteratursyn som de fleste dagblade praktiserer. De æterbårne medier kan man slet ikke tale om når det gælder litteratur, for her er litteraturen jo stort set fjernet. Det journalistiske sprog der fylder mere og mere har været med til at undergrave nogle af de vigtige samfundsmæssige funktioner det litterære sprog har. Der er desværre meget langt til at litteraturen blot tilnærmelsesvis kan få en debatskabende rolle som f.eks. i Tyskland, hvor den heller ikke har meget at skulle sige i det politiske liv.

Ingen kommentarer: