Tiende rejsebrev fra Italien

Kære Henrik,

Ud kaldte. Stemmen sagde ud. Ikke længere tøffe rundt i huset. Luften var blevet for tyk her, selv om der langt til væggene og møblerne er få. Borgstuen har én stor seng og plads til syv andre ved siden af. Mellemværelset har én enkeltseng og plads til syv andre ved siden af. Soveværelset har én dobbeltseng og plads til seks andre ved dens side. Hemseværelset - der er bygget en stor hems over halvdelen af rummet - har én seng og plads til mere end ti omkring den. Spisestuen har ét bord, men sandelig også en skænk med plads til mindst ti af samme slags omkring sig.

Der er et landskab, der kalder, byer der ikke er opdaget, udsigter øjnene ikke har spist og strækninger kroppen ikke har iklædt sig. Selv om vand - i hvert fald ph-mæssigt - er det mest neutrale man kan forestille sig, virker det magnetisk. Jeg må ned til vandet. Selv om jeg kigger med lange blikke mod byer på bjergenes kam. Byerne er klumpet sammen her i Norditalien, og de ligger ofte højt - af forsvarsmæssige hensyn.

Mure der falder fra tagrenden ned over de grønne tilskoddede vinduer ned til klippen, som normalt står vinkelret på murene, men her bare fortsætter linjen nedad. Som husene ud til Venedigs kanaler stod der huse hvis ydermure lå i forlængelse af klippeslugtens lodrette rejsning.

Først langs vandet med de blåstribede parasoller, børn lader sig forfølge af Middelhavets bølger, der strækker sig langt ind på stranden, en mor i bikini med mænds blikke siddende på ryggen går ud og lægger sig med maven på bølgen og siger 'uh'. Hun bliver trukket ud i vandet af bølgernes understrøm. Hendes børn skriger af lykke, - når de undslipper bølgen. Solbriller sidder og nyder en drink. Bikinier bærer på bølgende bryster. Praktiske lommeveste slæber sine fødder over promenadens nyanlagte flisebelægning og drømmer om dengang blodet løb hurtigere i årene. Paggioer der overhaler. Motorcykler der laver vrik med halen. Cabrioletter med tilbagestrøget hår, stroptoppe og åbne læber. Til venstre udskårne klipper, og her har det været for hårdt: vejen snor sig omkring bjerget, hårnålesving med havet til højre. Dér skildpaddeøen, der hedder sådan, fordi den ligner en skildpadde på vej ind mod kysten.

Bilen er kastet ud i landskabet. Uden mål eller med. Men så kommer kortet på banen. Hvordan læse landskabet? Højdeangivelserne. Der er omkring 800 meter ved Mont Giogio og Montenotte. Det bliver målet. Hvordan oversætte kort til bevægelse? Halv bogstavelighed, halv intuition. Mod Torino, ser fornuftigt ud, og dér, da kom vejen mod Montenotte.

En lang snoet vej langs flod nederst i en dal med frodige bjergskråninger på begge sider. Floden på venstre hånd og huse skåret ind i klippen, presset ud mod vejen, hævet op på antikke mure. Disse mure med halvglat overflade udadtil men formmæssigt stadig uregelmæssige, fordi de har bevaret sin oprindelige form. Men hvordan har de så fået dem til at passe sammen, alle disse hundredevis af meter?

Pavillioner med kors og Maria ved hver anden flodbøjning. En lille kuppel med fire markerede hjørner, en jernlåge, krusifix. Byer med så få huse at de ikke kan kaldes byer. Fabrikker. Efterladte fabrikker. Efterladte fabrikker hele vejen langs floden. En høj treetagers bygning med smalle tætsiddende vinduer. En gotisk fabrik. Efterladt. Tom og gabende. Spor af aktivitet, ekko af hammerslag, roterende motorer, energi, produktion, demonstrationer, intriger, chefer og arbejdere, røde faner, vigtige møder, gråd over fyringer, rynker i panden, lukning af fabrikken, flytninger, familier i opbrud, børn ud af skolen, de gamle der bliver. Stilhed. Et ekko ringer ud. Klipperne på den anden side kaster de sidste lyde tilbage fra fabrikken før den endeligt lægger sig til at dø. Biler der suser forbi og ser skallen og de afskallede mure. Et opretstående lig, ikke engang sminket, meget smukkere end sminket.
Også denne bil med disse øjne snor sig videre langs floden. En by. En bil står midt på vejen. Manden vinker til os: kør udenom. Kører udenom. En pige leger i grøften. Kører videre. Det begynder at regne. Det dugger på ruden. Der er hyldeblomst. Springer ud og plukker. Rækker armen langt frem. Tager et skridt og står på våde knirkende grene mens armene rækker langt efter de hvide favnende hyldeblomster.

Det går opad. Vejen snor sig. Det er grønt til højre og venstre. Langt stykke uden huse. Det bliver højere og højere. Det regner. Det bliver hurtigt øde. Dér er pludselig en kirke, man kan kun se spiret, det typiske middelaldermurværk. Vejen går højre om den, dalen til venstre. Den ligger lidt tredive meter nede. Der er klistret en klynge huse til kirken. Man kan kun se tagene. Det er umuligt at se hvordan man skulle kunne komme derned.
Så er den passeret.

En mark uden dyr. Bølget eng, her kunne man løbe op og ned i solnedgangen mens farfar fodrede dyrene. Der er ingen dyr. Der er ingen børn. Der er regn og et stort gammelt bøgetræ, der hvælver sig ud over den plads til picnic, der pludseligt har indfundet sig. Det blomstrede tæppe bliver bredt ud, det hjemmelavede brød bliver pakket op, den røgede skinke, parmaen, salamien, pecorinoen, lerdammeren, servietter og rødvin. Barbera d'Alba'en bliver åbnet, hældt op i glassene, der bliver skålet, og en liflig druelakrids, en blød tørfrugtig vædske løber over tungen som hilsen fra en mand, et hus, en slægt, en længere historie, der har investeret kræfter, tanker og eksperimenter i at gøre dette for disse smagløg. Regnen falder i en lind strøm, men det er dråbefrit under bøgen. Bortset fra en enkelt for lidt siden. Bjergkammene ligger foran som skifferplader i rygeovn, bag den første mørke kam stiger der en hvid dis og igen bag den næste og næste. Dér foran stiger en røg, en bonde brænder noget af.
Der skåles - og kysses. Øjne der kigger op i bøgekronen. Øjne der kigger ud i regnen, strækker sig over bjerge, igennem gennemsigtig dis. Øjne der lægger sig ind i pupillers mørke. Guirlander af fugtige rødder slår omvej omkring fire baller på vej ned i jorden.

En kaffe i Altare. Langsomt ruller bilen ind i denne spøgelsesby. Lukkede skodder. Ingen mennesker. Jo, dér: en gammel mand, der går sine sidste skridt, standser og kigger - ikke. Ikke engang dét. En bil krydser vejen foran os. Da vi nærmer os det sted, den krydsede, er der ingen vej, man kan køre af. Den er for smal til biler. Middelalderlige gyder. Et skilt: Profumeria Boys 2000. Butikken er lukket. Alle butikker er lukket. Det regner. Asfalten er våd. Husene er våde. Skiltene er våde. Et andet skilt: Cinema. Det må være gammelt. Der er ikke antydning af en biograf. Vender rundt. Dér er en café, og her må hele landsbyens indbyggere sidde. Det vil sige den mandlige del. Cafeen hedder Excalibur 1998.

Der sad en mand - alene - med langt hvidt hår i joggingtøj. Der sad en tyk dreng ved en spilleautomat. Der sad to gamle mænd ved et bord og talte lavt sammen. Der sad en gammel mand med tøjet fra igår på. En kvinde ekspederede. Hun kiggede ned da hun modtog bestillingen. Under baldakinen sad en ung mand på fyrre i malerbukser og en kammersjuk, vel ti år ældre. De flyttede sig straks, da de så to turister komme med kaffe i hånden. Den høflighed, man møder næsten overalt i Italien, var intakt i denne flække.

På vej ud ad byen knejsede en nedbrændt lagerbygning, nabo til stationen. Tusindevis af kvadratmeter under sodede spær. Afsvedne mure uden tag stod stædigt dér, hvor de med sikkerhed havde stået i mange mange år. Også efter det hele - eller i hvert fald det halve - brændte ned. Åbne huller stirrede tomt ud mod disse måbende øjne, der spurgte: Jamen, hvorfor har de ikke revet det ned? Har der ikke været arbejdskraft til at rive bygningen ned? Har de villet bevare ruinen som minde om dengang, der var liv i byen? Har ejerne ikke fået det at vide? Er der overhovedet nogen i byen, der har lagt mærke til at der stod en bygning på størrelse med en større landsbykirke uden tag, uden vinduer, uden mennesker?

Forladte bygninger i hver en flække. Forladte huse. Forladte fabrikker. Hvem talte om overbefolkning?

Der var en hvid sti på kortet, og hvorfor ikke gå efter de hvide pletter? Ind i tæt bevoksning. Våd asfalt, der gik over i grus, der gik over i hullet, jordet, stenbelagt furret vej, der satte hastigheden ned til under 10 km/t. Store skarpe sten bankede på undersiden af karosseriet. Bilen bølgede som en båd i uvejr. Vandpytter slikkede op ad siden. Dyngvåde træer krængede ind over denne invaderende behjulede blikdåse. Rødder krogede sig op ad væggene langs denne ikke-vej. Grene greb ud efter noget at holde fast i.
Fibre i nakken blev spændt, muskler i hænderne, bekymring og sætninger i loop: punktering, punktering, punktering. Hvad gør man, hvis man punkterer her? Kender knap nok positionen. Et skilt. Helt udelukket ifølge kortet, men til venstre. Her er kortet for alvor forladt. Ingen position. Klapper kortet sammen og lægger det væk. Bump og knold og sten og rod og pyt.
Vejret holdt. Bilen holdt. Astalten kom. Og - pyhaa. Ingen punktering.

Vand kaldte. I Middelhavets bølger. Saltet ind i alle huller. Rulle rundt i vandet som over en kølig ild: stegt godt igennem, mør og klar til at spise.

Og også den dag kom der italienske lækkerier på bordet. Risotto og Barbera d'Alba.

Det var den dag,
fra
Du ved nok.