Arbejdsgiveres frygt for arbejdskraft

Denne til bevidstløshed gentagne besked om at alle kan få job i Danmark og at alle arbejdsløse er dovne og kun prøver at undslippe arbejdet er langt om længe blevet korrigeret af Sebastian Zinglersen i Politikens kronik 27.10.2007. Det er kun visse sektorer i det danske samfund, der mangler arbejdskraft. Der mangler strategiske planlæggere, bogholdere, sygeplejesker og lignende job (!), men akademikere og andre mangesidige personer har det danske arbejdsmarked stadig svært ved at integrere. Zinglersen beskriver meget genkendeligt denne uhyrlige mangel på fleksibel tankegang eller bare sans for viden. En manglende forståelse for hvad både indhentningen og relevansen af viden indebærer.

Til en samtale, hvor han ellers var overkvalificeret, sad der et panel og sagde 'ah hva' be' hva'?' da han sagde at han også havde en psykoterapeutisk uddannelse. Det virker simpelthen truende hvis man ved for meget. Og endnu mere truende hvis man ved for meget om mennesker. En frygt der skurer op og ned af behovet for flere mennesker, der faktisk ved noget om mennesker, fordi man jo også har indset at man faktisk profiterer på at gøre arbejdspladser menneskelige.

Sebastian Zinglersen er overkvalificeret og kan ikke få job, så han må spørge: ”Hvordan dribler jeg uden om alle de snorlige rækker af traditionelle tænkemåder og alle vrøvleværdierne og får et job?”

Vrøvleværdierne (et ord der i vor tid næsten er en pleonasme!) er alle ”de lækre værdier og tiltrækningskræfter og selvaccellerende karriermuligheder”, som stillingsannoncerne er fulde af. Men det er kun ord, der er ”en del af deres markedsføring og ikke en del af deres real-life-rekruttering”.

Virksomheder der efterlyser arbejdskraft er i realiteten ikke parat til at tage imod den. Politikere der råber op om mangel på arbejdskraft gør ikke det rigtige for at tilvejebringe den. De viser ikke vejen, men støtter virksomhedernes vanetankegang og begrænsende traditionalisme (som jo ikke har noget at gøre med tradition!).

Jeg tror at direktøren har sværere ved at acceptere akademikerens viden og idérigdom end akademikeren har vilje til at omstille sig og lære hvordan en virksomhed fungerer. Det siger jeg også fordi marketingstankegangen er så udbredt i både medierne og politikken at akademikeren simpelthen kender denne tankegang meget bedre end omvendt.

Hvis regeringen mente noget med deres arbejdsmarkedspolitk, ville de ikke kun retorisk vise veneration for akademikere, men også vise det i deres handlinger. Den måde regeringen taler på, dens politik og kommunikation levner ikke meget rum til hverken kreativitet, faglighed, mønsterbryderi, fordybelse, lødighed eller den frie tanke.

Selv om problemerne lige så meget har at gøre med en generel folkestemning og tidsånd, har de toneangivende politikere meget at skulle have sagt. De ville godt kunne sprede en stemning af uforfærdethed overfor den stigende konkurrence i stedet for at pakke deres frygt ind i strømlinede paradigmer og pseudoambitioner ('vi skal være verdens-bedste'-retorikken).

Politikerne er endda mere bange end det private erhvervsliv for eksperimenterende kultur, utraditionelle tanker – og fri forskning. Det burde være omvendt.

Det koster at satse på denne måde. På det nationale såvel som det private budget. Der kan slås mange skæverter, men det modsatte, at være bange for det anderledes, for faglige og menneskelige krydsninger, for eksperimenterne, er i bund og grund at give op.

Selv om det går godt i Danmark – økonomisk set -, er der ikke meget der tyder på at det bliver ved, når man ser hvor bange det danske arbejdsmarked er for den arbejdskraft, der reelt set står parat til at blive brugt.