Om handling og arbejde - og fluen i flasken

Når man vågner om morgenen, har man en impuls til at gå i gang med noget. Nogle gange begynder man på dagens opgaver før man har fået tøj på. Andre gange før man har fået morgenmad. Pligterne og gøremålene står i kø for at blive gjort, og fluebenene står og tripper for at blive sat. Man må gøre det mens man husker det. Have rent bord. Man må gøre noget.

Min arbejdskammerat og ven sagde for lang tid siden: Det gælder om at holde denne morgenimpuls tilbage. Handlingerne må komme når de skal. Det er hovedet der dirigerer en krop, som ikke har noget at skulle have sagt. Men det er kun fornuftigt at lade sin dovne og tunge krop diktere hastigheden i dagens gøremål. At lade den komme langsomt i gang. Det er i sidste ende meget mere effektivt. Hellere stå tidligere op og starte langsomt end at snue og pludselig have travlt. Dette har altid forekommet dumt. En dårlig byttehandel.

Enhver har en impuls til at handle. Selv syndefaldsberetningen handler om det - men tvetydigt. Det er en handling at spise af kundskabens træ - langt mere en handling end at spise af livets træ. Dyr handler ikke, som wikipediaartiklen om handling skriver, de gør bare hvad deres instinkter dikterer. At spise af kundskabens træ er måske den ypperste handling. Men arbejde? Det bliver ikke rigtigt betragtet som arbejde, at spise af kundskabens træ. Det gør imidlertid den virksomhed, der foregår udenfor paradiset. Og det er vel nok også en defintion af arbejde. Hvis vi holder os til 1. Mosebog. Arbejdet er noget man gør i sit ansigts sved. Handling er noget man gør fordi man ikke kan lade være.

Slavoj Zizek siger til sidst i sin bog om vold at det største problem i dag ikke er passivitet, men pseudoaktivitet: "... the urge to be 'active', to 'participate', to mask the nothingness of what goes on" (Violence, Prophile Books LTD, 2008, s. 183). Mennesker intervenerer hele tiden. De gør hele tiden noget. Akademikere deltager i meningsløse debatter.
  Villy Søvndal opfordrede også på et tidspunkt så mange som muligt til at skrive læserbreve. Er det handling? Rykker det?
  "The truly difficult thing is to step back, to withdraw. Those in power often prefer even a 'critical' participation, a dialogue, to silence - just to engage us in 'dialogue', to make sure our ominous passivity is broken" (ibid. s. 183).

I Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike skriver hovedpersonens svoger, der er blevet berømt politiker at det japanske folk må udnytte kommunismens sammenbrud, men at de må vide hvorhen de går. Svigeren "... vil have, at vi overvejer, hvilket ideologisk grundlag vi i Japan har tilvejebragt efter 2. verdenskrig, så vi kan sikre den størst mulige effektivitet". Og han fortsætter: "Men effektivitet dur kun, hvis man ved, hvor man vil hen. Hvis man mister målet af syne, forvandles effektiviteten på et øjeblik til magtesløshed. Det er som at forlise midt ude på havet sammen med et hold af de allerstærkeste og dygtigste roere uden at vide, hvilken retning man skal sejle i. Det er håbløst." (s. 512).

Nogle kriterier for nyttige handlinger

Med andre
  Mange handlinger summer som tusinde fluer i flasken. Nej, faktisk som tusinde fluer i tusinde flasker. For er det ikke ét af kriterierne på en handling, der faktisk rykker: At den ikke er kun er til glæde for en selv? At det ikke kun er én selv der handler? At skrive en bog for sin egen skyld har ikke megen zweck. At sætte en dims i produktion for kun at tjene penge, men ikke fordi dimsen er god for andre og tjener et højere formål, er vel også et dubiøst foretagende. Selv at meditere for sin egen skyld er en summen i flasken.

Men at lave noget med andre er ikke i sig selv bevis på at en handling er nyttig.

For sin egen skyld
Paradoksalt kan det lyde, men parallelt med det unyttige i at gøre noget kun for sin egen skyld, hører det til det nyttige at gøre noget for dets egen skyld. Altså arbejde for arbejdets egen skyld. Helt igennem at arbejde med noget for at opnå noget er i sig selv fremmedgørende. Det er forskellen på handlingen i paradiset og arbejdet udenfor.

Det er en stor teologisk diskussion om hvor meget mennesket bringer med sig ud af paradiset, men vi kan vel godt konstatere at Claus Hjort Frederiksen og den nuværende regering ikke mener at vi bringer særligt meget med os fra paradiset.  Sådan som deres arbejdsbegreb er. Her levnes der ikke megen plads til lysten til arbejde - ja, for slet ikke at nævne: lysten til at indgå i de omgivelser man nu engang er placeret i. Regeringens politik og den deraf temmeligt udbredte holdning - at arbejdet gør man af sur pligt og arbejdet er noget man helst vil være foruden, men det er nu engang nødvendigt, så derfor må vi tvinge dem, der ikke har eller gør arbejde, til at arbejde, og de der kommer til landet skal også bevise at de indgår i det danske foreningsliv, om det er af lyst eller af pligt er lige meget, - denne holdning har ikke nogen ophøjede tanker om arbejdet for arbejdets egen skyld.

Hvis det er et kriterie for nyttig handling, og hvis det er rigtigt at ovennævnte holdning er dominerende, bliver denne nyttige handling nødvendigvis oppositionel.

Negativt defineret
Mange handlinger er modhandlinger. Oprør, modstand, kritik, vold, nedrivning og destruktion.Zizek har en sjov bemærkning om at Kinas kulturrevolution, der endegyldigt skulle gøre Kina fri af fortiden, var den egentlige forberedelse til den hektisk dynamiske kapitalisme, som vi ser i dag: "There is a kind of poetical justice in the fact that the final result af Mao's Cultural Revolution is the current unmatched explosion of capitalist dynamics in China" (ibid. s. 176).

Det man radikalt gør oprør mod, rammer én som en boomerang.
  Det er ikke kun sådan at en nedbrydning af det foregående skaber en negativ afhængighed, men en sådan handling skaber noget nær det modsatte af hvad den oprindeligt har villet. Dét er midtens problem - og dét er midten løsningen på.

I balance
En nyttig handling, en handling, der ikke kredser om sig selv, der ikke er sin egen handlingsimpuls' vold, kræver også at udgå fra et balanceret sind. Enhver ekstrem position kommer til at kæmpe mod sine egne skygger - og det er nemlig kun skygger fordi den ekstreme position er afhængig af en modpol for at kunne definere sig selv. Zizek trækker Taxi Driver frem. Den berømte scene hvor Travis Bickle (Robert de Niro) står foran spejlet og siger: "You're talking to me?". Ifølge Lacan - igen ifølge Zizek - er aggressionen i 'spejl-stadiet' rettet mod en selv. Travis er selv en del af det snavs, som hans mål er at udrydde.

Den frigørende handling må have rod i én selv og må være til nytte for andre. Og - var jeg lige ved at sige: '...for én selv'. Men nej. Den adskillelse findes ikke når der er tale om en frigørende handling. I den frigørende handling er der ikke forskel på jeg og du, dér er hver enkelt individ sig selv i et vi. Jeg'et er i vi'et - og vi'et er i jeg'et. Den handling der virker overvinder også skellet mellem én selv og de andre.

Derfor er de handlinger som Jesus gør i en vis forstand paradigmet på en nyttig handling, for her sker der to ting på engang: Det er nemlig ikke kun sådan at han hjælper andre, som derefter bliver ham tak skyldig. Denne skyld gør han på engang til intet og tusinde gange stærkere. Denne slags skyld binder en person til en anden. Det er i bund og grund ikke ham, der helbreder for han siger: "din tro har frelst dig", men han øger samtidig en skyldsbevidsthed hos den helbredte - på den måde man ser i Les Miserables, hvor Jean Valjeans egen bevidsthed om skylden ved at have stjålet en mønt fra en dreng pludselig bliver langt større end hans faktiske forbrydelse. Denne bevidsthed kommer efter han har stjålet nogle sølvlysestager, men da han bliver fanget, siger biskoppen, som han har stjålet dem fra, at det var en gave. Men, siger biskoppen, det var en gave for at Jean Valjean skulle gøre en ærlig mand af sig selv.
  Skyldbevidstheden gør ham fri - meget bastant udtrykt hos Victor Hugo ved at han også er en fri mand i samfundsmæssig betydning, hvilket ikke behøver at følges ad.

For han møder modstand på samme måde som Mysjkin hos Dostojevskij. Den nyttige handling bliver også i dag opfattet som modstand, selv om det den ikke kan kendes på at modstand. Hverken på den modstand den gør eller den modstand den vækker.