Tre former for sprogløshed

Om ligheder mellem fascisme og antifascisme

Der er et frigørelsesprojekt der "først og fremmest [er] individuelt, men det får selvfølgelig først politiske følger, når det optræder i en solidarisk, fælles sammenhæng. Frigørelsen kan kun realiseres ved en nøjere analyse af forholdet mellem tanke og handling. Dette forhold må være dialektisk: Når man erkender forholdene, kan man forandre dem. Men det omvendte gælder også: Ved at forandre samfundet gennem handling, forstår man det først ret" (107).

Der er studenter, "der gør krav på at forene retten til at demonstrere, og altså handle, med viljen til at reflektere politisk og dermed ophæve den påbudte politiske konsensus og bane vejen for 'alles herredømmefri dialog med alle andre'" (107).

Kun ved at være opmærksom på sammenhængen mellem gerning og erkendelse kan man adskillelsen mellem person og sag overvindes. Hende der siger disse ting havde nemlig store problemer med tale uden handling. "Tale uden handling er uretfærdigt" (118), siger hun.

Det er Gudrun Ensslin der taler - på baggrund af en bog som Peter Brückner skrev: Die Transformation der Demokratie (1968), der også indeholder en politisk psykologi. Det er oplysninger jeg har fra Peter Wivels bog om Baader Meinhof - 30 år med tysk terror (2008).

Det er påfaldende så mange ligheder der er mellem fascismen og antifascismen. Rote Armee Fraktion udviklede sig efterhånden til at blive en stærk autoritær organisation, der ikke skyede nogen midler i kampen mod fjenden, den indre såvel som den ydre: At dræbe de ydre fjender korporligt og de indre fjender sjæleligt ved ikke at tillade kritik, refleksion eller følelser. Peter Schneider, der udgav sin brevveksling med RAF-medlemmet Peter Jürgen Boock i 1985, taler om den sprogløshed, der herskede i RAF-miljøet: "Hvis et individ engang har accepteret den ideologiske enighed i gruppen, så mister han med forfærdende hast evnen til selvstændig tale- og tankevirksomhed og til sidst evnen til selv at opfatte tingene" (247).

Denne sprogløshed har mindst tre synapser den er forbundet med: postnazismens tavshed, den talende tavshed og den almindelige tavshed.

1. Den postnazistiske sprogløshed
Karl-Heinz Dellwo fortæller at han var vokset op i en harmonisk familie, der fornægtede og fortrængte alle erindringer fra før 1945. Som barn mærker man spændingen mellem et problem, der automatisk arbejder på at komme op til overfladen, og de kræfter der prøver at holde det nede. Birgit Hogefeld har en lignede beskrivelse: "Som børn kendte vi til begge dele, til arbejdslejren, til gassen og ovnene, hvori ligene blev brændt. Men der blev aldrig talt med os om det, vi kendte kun til det fra brokker af de voksnes samtaler, som vi opsnappede i ubevogtede øjeblikke. Hvis de voksne bemærkede, at der var børn til stede, blev den slags samtaler, der altid førtes hviskende, afbrudt med det samme" (244).

Terroristerne står i hele deres håbløse kamp overfor et forhæng som gemmer på uhyrlige optrin, som de ikke kan viden om. De kæmper med næb og klør og kalashnikov'er for at få dette forhæng flået til side så alle kan se hvad der gemmer sig bag det. Bag demokratiets forhæng gemmer der sig en kapitalistisk og imperialistisk undertrykkelsesmaskine. Bag pluralismens forhæng gemmer der sig et totalitært konsensussystem. Bag forfatningens forhæng gemmer der sig et forfatningsdiktatur. Bag arbejderklassens bevidstløse konsum og købeliderlighed gemmer der sig et virkeligt behov for at gøre op med de undertrykkende markedsmekanismer.

De ville kaste bomber ind i arbejderklassens søvngængertilværelse og kom til at vække en antipati, der måske gjorde den endnu mere søvnig og fremmed for sig selv. Selv hvis Ulrikke Meinhof havde ret i sine samfundsanalyser, fik hun cementeret arbejderklassens fortræning og bragt den pejling ud af kurs som ellers skulle finde vej ud af den frivillige selvundertrykkelse.

Det er et tilbagevendende problem for enhver intellektuel og indsigtsfuld person at de grupper på hvis vegne man taler ikke vil lytte. Som f.eks. - i en lidt anden boldgade - hvis den danske borger af Nationalbanken, OECD, Europakommissionen samt de danske økonomiske vismænd får at vide at regeringens konvergensprogram ikke hænger sammen, men ikke lader sig røre af det og stadig mener at de borgerlige er de bedste til at styre økonomien, så er der en kommunikationsbrist mellem fagmanden og borgeren. Forskellene mellem RAF og denne danske parallel er selvfølgelig mange: ligheden er at den almindelige borger ikke altid vil det bedste for sig selv. Af både gode og dårlige grunde.

2. Den talende tavshed
Det skyldes blandt andet også sprogløshed. Alle de ord som Ulrikke Meinhof og andre RAF-tilhængere bragte på papir og slyngede ud i æteren har også dækket over et sort hul som ingen kunne oplyse. Det er i dette sorte, tavse sprogløse hul at den almindelige tyske borger og Ulrikke Meinhof sidder skulder ved skulder som brødre og søstre.
  På den ene side kredser Meinhof om et sort hul i bevidstheden, der ikke engang kan beskrives med spørgsmålet 'Hvordan kunne det ske?', samtidig med at hun bevæger sig længere og længere væk fra det. Det vil sige efterlader sine omgivelser med flere spørgsmål end svar, med større smerte end hun har lindret og med mindre erkendelse end hun startede med.
  På den anden side hjemsøges den almindelige tyske borger af det kompleks som han ikke tør at bore næsen ind i. Det er på engang for smertefuldt afskyvækkende og for utilladeligt attraktivt. Derfor sad han også og mærkede en stille og hemmelig fryd foran skærmen.

3. Den almindelige tavshed 
Ingen kan sige sig fri for voldens fascination. Det vidner både Hollywood og bogmarkedet om. Se bøgerne om Blekingegadebanden. Her er der mange gode danske borgere der har tjent formuer på dødelig kriminalitet, og mange hundrede tusinde læsere og seere er blevet godt og gysende underholdt.

Den tyske - og europæiske - borger kunne ikke sige sig fri for en uhyggelig nydelse midt i al den rimelige fordømmelse af de nederdrægtige forbrydelser der foregik fra slutningen af tredserne til 27. juni 1993, hvor det sidste dræbende skud i Rote Armee Fraktions blodige historie faldt, eller 1992, hvor RAF deklarerede at de ikke længere ville begå politiske mord.

Dengang som nu har terroren udkæmpet sig i medierne. Det ligger i terrorens væsen der sigter mod en omstyrtelse af samfundet. Der findes ingen radikal ændring af samfundet udenom medierne. Hvad der vel allerede fra starten er et halvt nederlag eftersom medierne er en del af det - kapitalistiske - system man vil ændre på. Baader Meinhofs forhold til medievirkeligheden eller skuespilsamfundet bliver ikke behandlet hos Peter Wivel, men er en vigtig del af det paradoksale og selvmodsigende, men også uomgængelige og fastlåste metode som terroristerne benytter sig af. Hammeren og seglet i Baader Meinhofs røde fane er i virkeligheden TV'et og avisen, hvis kapitalistiske styring og impuls forstærker udbredelsen af Rote Armees budskaber. Sådan som alle medier indgår en uhellig alliance med terroristerne ved i oplysningens navn at fotografere og beskrive mordene for borgerne med den virkning som også i terroristernes interesse.

Det er ikke Peter Wivels udlægning, men en lignende analyse findes både hos en RAF-terrorist som Hans-Joachim Klein og en filosof som Baudrillard, som Peter Wivel fortæller om. Da den tyske statsadvokat Siegried Buback sammen med sin chaufør og kollega brutalt bliver myrdet i sin Mercedes d.7. april 1977 siger Klein, der på tidspunkt lever under jorden, at dette mord ikke vil ramme dem, der har ombragt Buback, men dem, der ikke har gjort det og heller ikke vil have noget med det at gøre. Venstrefløjen svarer igen med en tekst der sigter mod medierne. Er medierne ikke lige så meget en del af problemet som af løsningen. Denne debat kører i flere år - desværre vier Peter Wivel ikke megen plads til den - men citerer Baudrillard, der efter angrebet på World Trade Center siger: "... det var dem, der gjorde det, men vi har villet det" (200).

Men det er selvfølgelig ikke et ønske der er eksplicit formuleret eftersom det er moralsk forkasteligt. Det er med andre ord et sprogløst ønske at se forbrydelser. Det ligger i det mediemæssige underholdnings- og nyhedssystem som demokratiets frie marked - nødvendigvis? - har opbygget.

Det er tankevækkende og et spørgsmål om i hvor høj grad blikket selv fremalder de forbrydelser, som moralen forarges over at se?

- - - - -

Peter Wivel: Baader Meinhof. 30 år med tysk terror. Politikens Forlag, 2007.