Terrorisme og småborgerlighed

Instruktøren Uli Edel kunne have taget fat i mange interessante historier i forbindelse med filmen Baader Meinhof Komplekset (der i Danmark havde premiere 24. april 2009). I stedet er hovedhistorien det som vi alle sammen ved: skud, eksplosioner, bortførelser og vold. På et tidspunkt fortæller forældrene til Gudrun Ensslin at deres datters radikale handlinger også havde befriet dem for angst. Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en præstefrue af den mest tysk-konservative slags. Var Baader Meinhof ikke et tysk generationsoprør, og kæmpede disse børn for at befri deres forældre fra en angst som de aldrig gav direkte udtryk for? Det ville have været interessant at høre om.

En anden scene: På træningslejr i Jordan ligger de unge tyske terrorister og slikker sol uden en trevl på kroppen. De muslimske guerillaer protesterer, men Andreas Baader siger at det at kneppe og det at skyde er det samme: Ficken und schiessen ist dasselbe. En noget anden agenda end de muslimer der vil genoprette kalifatet og bekæmpe Israel.
Dette ville have været interessant at høre om.

Jeg gik ind til filmen for at blive klogere på den tilstand som behersker vores samtid i så høj grad. Handlingslammelsen. At vi lever i en terrotid, fordi vi lever midt i en handlingslammelse, tager jeg som en selvfølge. Men det er selvfølgelig en teori. Verbet 'at handle' dominerede også megen af terroristernes tale. Det var ikke nok at tale. Der skulle handling til. Ulrike Meinhof blev også anklaget for forræderi af sine egne fordi hun var intellektuel og skrev artikler. Hun havde selv denne opdæmmede handlingsimpuls og hendes karakter rummer filmens mest spændingsfyldte psykologi, som skuespilleren (Martina Gedeck) gør et bravt forsøg på at skildre, men instruktøren lader ikke til at forstå den.

Hvad skal man gøre når man er vidne til statsundertrykkelse, mord og uretfærdighed? Når det man er blevet bildt ind skulle være demokrati, afslører sig selv som statsfascisme - hvad deres analyse mundede ud i? Så må man svare igen. Dels for lave om på forholdene, dels for at have en ren samvittighed. Man skal kunne sige til sine omgivelser og børn, (som man så samtidig svigter), at man dog gjorde noget. Handlingens primære - men ubevidste - mål er at redde sin egen uskyld. Filmen viser også hvor private motiver terroristerne havde: De var bare sure, indestængte og bar på et nazistisk traume, som forældrene var for gamle til at tage sig af. Heller ikke denne del af historien får særskilt megen opmærksomhed i filmen.

Det gør Hollywood-effekterne imidlertid: blodet og eksplosionerne som de to vigtigste og mest primitive appelformer til henholdsvis øjet og øret.

Det er med andre ord ret absurd at alle vi småborgerlige bohemer fra Nørrebro - og lignende - gladeligt lægger 95,- kr. pr. billet for at lade os underholde af Hollywood-effekter i et drama, der tager udgangspunkt i en politisk kamp, der om noget havde Hollywood og den passificerende underholdningsbranche i sigtekornet.

Terrorisme er hot - fordi terrorisme er romantik.
Men ikke engang dét afslører denne film den mindste bevidsthed om. Terrorisme viser folk der handler og det viser folk der er radikale. Det kan godt undre at en instruktør som Uli Edel slet ikke reflekterer over sin egen fascination af terrorisme. Uden fascination af sit emne går det jo aldrig at lave en film eller noget som helst om det.

Filmen er endnu et eksempel på hvordan moralisme og amoral hænger sammen. Det er vigtigt for instruktøren at være på den rigtige side af den etablerede moral. Vi kan ikke dyrke voldsmænd uden at tage afstand fra dem. Det er moralismen, der ikke vil vedkende sig sin egen fascination. Men på den anden side bruger filmen effekter hvis primære formål er at få hjertet til - fysisk, ikke emotionelt - at banke hårdt og hurtigt, fordi det er det den store hob vil have. Det er den amoralske æstecisme der laver en kommerciel actionfilm ud af et nationalt traume, der har kostet mange mennesker livet og bruger terrorisme som voldsromantik.

Og hvad er betegnelsen for denne kopling af moralisme og amoral? Det er småborgerlighed. Inkarneret småborgelighed er hvad Baader Meinhof Komplekset kan betegnes som. I den forstand rammer den jo lige ind i vores tid - og fremstår som dét Rote Armee Fraktion bekæmpede så indædt.
Hvis man samtidig kan registrere småborgerligheden piple ud af Rote Armees virke, lægger filmen sig derved mærkeligt nok helt op af sine hovedpersoners moral.

Indholdet af filmen giver kun et negativt svar på hvad en forsvarlig handling er. Filmens småborgerlige form og æstetik fremstår som noget af det der i Tyskland i halvfjerdserne fremkaldte disse uforsvarlige handlinger.

Alternativet til både denne populistiske form og dette terroristiske indhold glimrer ved sit gabende fravær.