Øjenvidne til skyderi på Baggesensgade

Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.

Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.

- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.

Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.

De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.

Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.

- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.

En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.