torsdag, maj 07, 2009

Betingelserne og fænomenet

- om Lakoffs bog The Political Mind. Why You Can't Understand 21st-Century Politics with an 18th-Century Brain, (2008).

Om bogen
George Lakoffs bog The Political Mind handler om sammenhængen mellem hjernen og det politiske sprog. På baggrund af både neurologiske og linguistiske studier forklarer han hvorfor den konservative agenda har vundet i USA. De konservative har forstået at 'frame' deres budskaber, hvilket blandt andet vil sige at de ord der støtter deres sag vinder almindelig genklang. For eksempel 'skattelettelse'. Selve ordet har en positiv konnotation, hvorved meget på forhånd er vundet.

Igennem hele bogen spiller også et begreb som 'repetition' en rolle. Uagtet at han ikke bruger ordet. Men han taler om hvordan den konservative tradition har formået at sætte dagsordenen i den amerikanske politik. Tag for eksempel dette citat:
"... hvad de konservative har gjort over mange år var at gøde vore hjerners såbed med deres generelle høj-niveaus principper sådan at da 'skattelettelsen' blev plantet, kunne deres 'framing' slå rod og vokse" (239).
Det som sproget gør - og det gør det fordi hjernen fungerer på den måde - er at knytte både forestillinger og følelser til visse ord. Disse forestillinger og følelser knyttes til ordene ved repetition. Jo oftere et begreb er fremsagt i en bestemt sammenhæng, desto sværere er det for modstanderne at skille ordet fra følelsen.
"Når det er gentaget igen og igen, vedbliver det at fremkalde denne kontekst, og hver gang styrkes alle synapserne på alle neuronerne i disse baner" (236).
Med andre ord bygger sproget på hjernens måde at fungere på, og da sproget er et vigtigt politisk redskab, må man gå via hjernen for at ændre den politiske dagsorden.

Lakoffs bog er et forsøg på at gå ind i den kamp med et progressivt demokratisk program. Han har et politisk program, der skal hvile på det grundlag som Amerika bygger på, nemlig empati og ansvarlighed. Dette er den framing han ønsker at indsætte i den offentlige politiske diskurs.

Den idéhistoriske baggrund for disse tanker er at den - af ham kaldte: gamle - oplysning skal erstattes af den nye oplysning. Den gamle oplysning har fungeret efter principper som: rationel argumentation, logik, objektivitet og saglighed.Den nye oplysning retter sig efter hjernens funktionalitet, efter hvordan metaforer, metonymer, associationer og framing fungerer - og det er helt andre mekanismer end den logik, som f.eks. Kant og Aristoteteles havde:
"Vores bevidsthed (mind) fungerer meget anderledes end Descartes og Kant troede den gjorde. Vi er meget mere fascinerende skabninge end vores store politiske teoretikere - fra Platon og Aristoteteles til Rousseau, Hobbes, Locke, Marx, J.S.Mill og John Rawls, for eksempel - troede vi var. En ny forståelse af det at være menneske er ved at opstå." (271).
Mening om bogen
Det er en inhuman forståelse af mennesket. Spørger du mig. Lakoffs bog er en vejledning til vildledning, et kompas til en menneskelig fremmedgørelse, som rigtig nok har megen tilslutning. Dét er skræmmende. Jeg skal gerne forklare hvorfor:

Den mest graverende selvmodsigelse i Lakoffs bog er modsætningen mellem hans ideologiske program og hans skjulte filosofiske agenda. Han taler om to paradigmer, den autoritære og omsorgsfulde, den patriarkalske og moderlige, af hvilken han entydigt tilslutter sig sidstnævnte. Men hvad er det der adskiller disse to paradigmer? Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed.

Frihed
Den diskurs han vil kæmpe for sine idealer i, er præcis den som han bekæmper. Han vil indføre en demokratisk frame, som transporterer demokratiske idealer ind i borgerne, men på hvilken måde? Ved repetition. Altså ikke ved argumentation. Dét ville nemlig være alt for opilysningsfilosofisk. Bag denne repetitive metode ligger den patriarkalske autoritet, der overbeviser ved at hamre sine budskaber ind. Et andet ord for det samme er: manipulation. Eller: indoktrinering. Altså en måde at få folk til at mene det samme som én fordi man kender til hjernens måde at fungere på - og bruger dette kendkskab.

Hvis han kæmper for frihed, vil han indføre frihed ved at tage friheden bort. Den genuine oplysningsfilosofi hviler på at mennesket vælger frit, det vil sige bliver klar over og overbevist ved logisk argumentation - men ikke kun det, også rationel emotionalitet, det vil sige et følelsesregister som den enkelte stemmer overens med -, altså: bliver overbevist om en given sag på denne måde, hvorefter individdet også har politisk mulighed og individuel evne til at handle på denne indsigt. (Denne definition gælder også når der er tale om spontane handlinger. Lakoffs oplysningsbegreb er også ret problematisk).

Når han siger at vi er mere fascinerende skabninge end de gamle filosoffer har erkendt, lyder det helt modstridende i mine ører, eftersom den kognitive videnskab, som Lakoff bekender sig til, gør mennesket så uendelig fattigt og flat. Hvad - en passant at nævne - hans sprog også vidner om.

Det er som om han ikke har taget konsekvensen af Edisons udmærkede devise - som jeg citerer efter hukommelsen: Hvis vi forstod den menneskelige hjerne, havde vi så lille en hjerne at vi ikke ville forstå den. - Erkendelsen, at intet system kan bevises indenfor sit eget systems grænser, førte Kurt Gödel (1906-1978) endda et matematisk bevis for i trediverne. Men det behøver man i sidste ende ikke matematikken for, (Lakoff går også skarpt i rette med Chomsky og den matematiske måde at forstå sproget på).

Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning. Det er hvad jeg mener med en inhuman filosofi. Hvis man laver en filosofi, der tager den umiddelbare sansning og tænkning bort, så har man hermed miskrediteret noget af det mest elementære ved det at være menneske.

Betingelserne og fænomenet
Det filosofiske argument imod Lakoff har Løgstrup. Hán kridter banen op sådan her:
"Fysiologisk følges betingelserne for sansningen til et sted indenfor kraniet, eet til to tommer bag ved midten af øjnene. Derom er alle enige. Men så skilles vejene. Man kan gøre eet af to, insistere på kausaliteten eller insistere på fænomenet". (Ophav og omgivelse, 1984, s. 23).
Her insisterer Lakoff på kausaliteten, Løgstrup på fænomenet. Løgstrup siger videre at betingelserne for sansningen ikke udtømmer fænomenet. Med andre ord: Den umiddelbare sansing samt den umiddelbare tanke, tydning og refleksion opfattes som principiel usand. Lad os bare springe en masse mellemregninger over her, for hvad kunne konklusionen være på denne lære? At hvis du får overbevist befolkningen om at den umiddelbare tænkning er usand, så ligger al magt hos naturvidenskabsfolkene - neurologerne - som har den tætteste kontakt til den sandhed, som vores erkendelse primært og i al væsentlighed bygger på og er afhængig af. Det er vejen til ekspertvældet.

Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet, - og i endnu højere grad finde argumenter for at den eneste vej til et bedre liv og en bedre verden er at opbygge individders sproglige og kreative kundskaber, så der kan foretages frie handlinger udfra erkendelsesmæssig selvtillid og selvberoenhed.

De gode intentioner og de sympatiske ideer udhuler sig selv hvis ikke man anerkender individdets ret til at afvise dem - eller dets vilje til at forstå dem og lade sig overbevise af dem udfra den virkelighed, de tanker og de følelser, der viser sig helt spontant i vores liv, og som vi har adgang til igennem tænkning og samtale, og som har sin egen evidens. Selvfølgelig skal vi bruge mikroskoper, statistikker og computersimuleringer, men at gøre disse til menneskets primære erkendelsesredskaber er både udemokratisk, undertrykkende, fremmegørende og skræmmende farligt. Det har historien også vist. Mere om det senere.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Sylvester - Jeg synes du har en fin kort præsentation af Lakoffs pointer. Jeg kunne godt tænke mig at få uddybet et par af dine kritikpunkter:

1) "Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning."

Nu er et begreb som "umiddelbare sansning" i sig selv en temmelig problematisk størrelse, som der vist fortsat ikke er nogen enighed omkring overhovedet findes, og hvis den gør, hvordan den egentlig fungerer. Men Lakoff og Johnson forholder sig i høj grad til menneskets umiddelbare sansning i deres bog "Metaphors we live by". Men hvorfor og på hvilken måde er du mener, at Lakoff skulle tage højde for dette begreb?

2) "Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed."

Som jeg ser det demonstrerer Lakoff temmelig overbevisende en mekanik i den menneskelige måde at erkende verden på. Det er ganske rigtigt en mekanik, der fungerer anderledes end den logiske argumentation, men hvorfor er logisk argumentation bedre og mindre amoralsk end repetition? Begge dele kan jo bruges til at forsøge at kontrollere andre mennesker. Og problemet med logisk argumentation er, at den postulerer at være objektiv, men det kan noget, som kommer fra menneskets bevidsthed aldrig nogen sinde være. Det har den ene videnskab efter den anden demonstreret gang på gang.

Der er dermed masser af huller i såkaldt logisk argumentation, når det handler om virkelige og dermed komplekse problemstillinger, som indeholder en masse ubekendte faktorer. Derudover er det efter min mening utrolig vigtigt at få klarlagt, hvis mennesket faktisk fungerer på den måde, at det er IKKE er særlig modtageligt overfor rationel argumentation. Hvis det er et faktum, som man så forsøger at ignorere og undertrykke betyder det, at man altid vil "tabe kampen" om, hvor vi skal hen i fremtiden.

Problemet for alle tilhængere af rationel argumentation er, at de jo grundlæggende må tilslutte sig en positivistisk videnskabsforståelse. Rationel argumentation er jo baseret på en tro på, at verden er kausal. Men det som rationalister ikke kan håndtere er netop problemet med, at forholdet mellem erkendelse og skabelse er tovejs. Dvs. der er en verden at erkende, men samtidig med, at man erkender, skaber man også. Vi kan ikke nøjes med at erkende ved at analysere og rationalisere for i den proces skaber vi også ny virkelighed, og det er her rationalisternes store illusion ligger, for de tror, at virkeligheden findes uafhængigt af erkendelsen. Så de tror, at det kan lade sig gøre, at føre en rationel argumentation, som er "manipulationsfri", men det kan man ikke, og det er én af de pointer, man kan få ud af at læse Lakoff.

Med andre: Face it! Der findes ikke noget sådant som herredømmefri kommunikation. Man kan ikke lade være med at manipulere/påvirke hinanden, og hvad er der egentlig galt i det? Troen på, at man skulle kunne gøre det, er jo bare en bestemt samfundsklasses forsøg på at tilvriste sig magten over at definere reglerne for, hvordan vi skal træffe beslutninger, men tro ikke, at det har noget som helst med objektivitet at gøre. Der findes ikke noget sådant som ren objektivitet. Der findes kun en bevidsthed omkring så mange af de følelsesmæssige og tankemæssige omstændigheder, der får os til at handle, som vi gør.

3) "At hvis du får overbevist befolkningen om at den umiddelbare tænkning er usand, så ligger al magt hos naturvidenskabsfolkene"

Den slutning forstår jeg slet ikke. For det første er Lakoff ikke naturvidenskabsmand og hans teorier er skabt før hjerneforskningen kom på banen. Han bruger bare hjerneforskningen som et ekstra lod i vægtskålen. For det andet kan jeg ikke se, hvad det er for en magt naturvidenskabsfolkene får? En naturvidenskabelig tilgang til hjernen ville ikke i de næste 100 år have kunnet formulere en teori som Lakoffs. Naturvidenskaben er reduktionistisk og i sin biologiske tilgang til menneskets bevidsthed helt utrolig primitiv. Der er intet nyt kommet ud af hjerneforskningen, som diverse oplyste mennesker gennem tiderne ikke allerede har afdækket via introspektion. Selv Freuds og Jungs kortlægning af psyken er allerede gennemført i de gamle indiske skrifter, som er mere end 3000 år gamle.

4) "Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet"

Her erklærer du dig jo helt enig med Lakoff, som også lægger vægt på, at emotioner er langt mere betydningsfulde end hvad rationalismen lægger op til.

\Rune Stilling

Anonym sagde ...

Se også en Lakoff-analyse af miljøbevægelsens problemer med at forklare sig over for offentligheden, og et konstruktivt bud på, hvad de bør gøre:

http://www.huffingtonpost.com/george-lakoff/why-environmental-underst_b_205477.html