fredag, maj 15, 2009

Hjemsendte irakere i Vor Frue Kirke

Der var vel et par hundrede mennesker i Vor Frue Kirke her kl. 17. Pressen blev sendt ud, så der var kun folk til stede der var interesseret i at hjælpe med den aktion, der havde været planlagt ind over vinteren og som en anden gruppe (som jeg ikke kan huske på stående fod) havde sat i søen i onsdags da regeringen havde indgået aftale med den irakiske regering om at hjemsende 282 irakiske asylansøgere. Der blev nedsat grupper der skulle tage sig af presse, aktioner i det offentlige rum (for at gøre opmærksom på aktionen), vagtgruppen (som vil informere om hvad der sker udenfor Vor Frue Kirke), bo bedre-gruppen (der har til formål at få det til at være rart at være i kirken, bl.a. ved at indsamle luftmadrasser, liggeunderlag, men også spil, dvd'er, play-stations med mere). Men før disse grupper blev annonceret og det blev opfordret til at deltage blev det sagt at alle skulle være positive overfor pressen, respektere de regler der gælder i kirken. På samme måde som 110 palæstinensere bestemte over aktionen i 1992 i Blågårdsgård Kirke, er det irakerne selv der bestemmer over hvad der skal ske nu.

En af de udviste asylansøgere, Taleb, gik frem og talte. Han startede - og sluttede - med at takke alle for al deres hjælp og han håbede at han en dag kunne gøre os en tjeneste en anden dag. Han sagde at Danmark selv havde været med til at skabe nogle af de tilstande Irak i dag er præget af. Før hen kunne muslimer leve med kristne og jøder, sunnier og shiiter kunne leve side om side, dengang var problemerne politiske. Nu er alt kaos. Der er ikke strøm, mad, arbejde, huse eller tryghed. Der er folk der har været her i otte eller ti år.

Min mening er ganske kort: At når Danmark ikke formået at give disse folk en ordentlig tilværelse i den - lange - tid de har været her, og når vi har deltaget i krigen, er det mindste vi kan gøre at give amnesti - asyl - til disse folk. Uanset om - eller hvis - egentlig livsfare for mange af dem er drevet over. Hvad ingen i øvrigt kan garantere.

Taleb regnede også ud - på baggrund af forlydender om at den danske regering har truet med at tilbageholde støtte til Irak, hvis ikke de tog imod disse (formodentligt) statsborgere - at hvert liv blev betalt med lidt over 100 tusinde kroner.

Det som før har været midler til at opbygge et land - man selv har været med til at befri og smadre - bliver nu kun givet imod betingelse. Taleb sagde at den irakiske regering er flintrende ligeglad med flygtninge - eller med dens egen befolkning.

Alle blev bedt om at melde sig til en gruppe udenfor kirken for at minimere hurlumhejet derinde, hvor der jo også var så meget ekko at al tale måtte foregå langsomt - og én af gangen.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Diskussion foregår f.eks her
http://bohemianrhapsody.dk/2009/05/15/er-danske-kirker-lovl%C3%B8st-omrade/

Anonym sagde ...

Taleb Ansaris baggrund:
http://bohemianrhapsody.dk/2009/05/18/taleb-ansaris-baggrund/

Anonym sagde ...

Politiet stormer Brorsons Kirke:

http://eksistens.wordpress.com/2009/05/18/politiet-stormer-brorsons-kirke/#comment-6854