Det andet Trampolinhus

Så åbnede Trampolinhuset igår (4.4.09), huset hvor asylansøgere og danskere kan møde hinanden. Det midlertidige Trampolinhus, eller rettere: Det andet midlertidige. Det første lå i Peder Skramsgade. Det nuværende ligger i medborgerhuset på Nørre Allé.

Der var god stemning. Masser af mennesker i et lille lokale. Hvilken stemning? For det første blev der talt mange forskellige sprog: i hvert fald dansk, engelsk, fransk, arabisk og kurdisk. Jeg fik en kop sød etiopisk kaffe med kys på kinden serveret af Elsa. Der kom mad ind: linser med hvidløg, salat og afrikanske pølser. Jeg sad med Mr. N og talte om Røde Kors. Han er kritisk. Han har været udsat for en umyndiggørelse og patroniseres, som han var indigneret over.

Vi talte om udsendelsen forleden om Røde Kors' rolle under anden verdenskrig. Det er ikke en smuk historie. Den tyske dokumentarfilm opremsede historier om hvordan Røde Kors-udsendinge besøgte og tilbage-rapportede om hvor godt de indsatte havde det i Theresienstadt og andre lejre; om hvilke enorme svigt de gjorde sig skyldige i overfor de krigsfanger, som de egentligt skulle tage sig af, og hvordan de stort set kun efterkom forespørgsler om forsvundne ariere efter at de havde fået overdraget et kæmpe arkivmateriale fra de tyske kz-lejre. Årsagerne, mener instruktøren Christine Rütten, var hensynet til økonomien og neutraliteten.

Mr. N lagde lår til Miss N. Hun er dansker og han er asylansøger. Det var et syn Søren Espersen, Martin Henriksen og de andre adonisser på Borgen nok ikke ville have billiget. Men de var ikke tilstede. Jeg tror også godt at jeg kan garantere for at selskabet ikke var deres primære målgruppe. Udover at langt over halvdelen ingen stemmeret har, selv om mange har boet i Danmark længere end det kræver for en indvandrer at få dansk statsborgerskab. Nå, men det var præcis disse ting vi ikke talte særligt meget om her. Trampolinhuset er et sted hvor man samler sig om fælles projekter og her har hver mand sin stemme.

På søndag (10. maj 2009) har Trampolinhuset - i forbindelse med festivallen Undoing the City - en åben scene på St. Hans Torv kl. 12 og videre i Kgs. Have.

Vi skulle også tale om det permanente Trampolinhus. En gruppe havde været ude og se på tre forskellige steder. To ved Enghave Station og et på Amagerbrogade. Hvor vigtigt var det at være sammen med andre kulturelle aktiviteter? Var det en trussel mod den stemning som Trampolinhuset har opbygget? Det var et af emnerne i den diskussion, og det var interessant at høre en asylansøger tale imod for stor åbenhed. Det fremstod som en trussel for husets aktiviteter at ligge et sted hvor der i forvejen var for mange andre projekter. Nu har vi dette, så skal vi værne om det, syntes han at sige.

Så talte jeg med Mr. Z om Nizar Qabbani (1923-1998), en af det 20. århundredes største digtere i Syrien, som han selv havde mødt som dreng i Beirut hvor han boede. Mens N og N sad bag mig og kyssede hinanden, begyndte Z at synge en af hans sange. Jeg smilede og han sagde: "He loved too much women".