Om at sige farvel og om at holde fast

Ved dagens begyndelse, tirsdag d. 28. 11.2006

Hvad er ånd egentlig? Et spørgsmål der kan ligne det spørgsmål Søren Kierkegaard et sted stiller: Hvad er et menneske? - som han prompte svarer helt entydigt på: En klarinet. Eller da Bob Dylan engang i sine unge dage fra en tanketom person i hæren af journalister blev spurgt: Hvor mange folkesanger findes der? - Bob Dylan sad fuldstændigt uanfægtet bag sine solbriller, tænkte sig lidt om, og sagde: 241. - Ohh, 241, sagde journalisten og bukkede alvorligt. - Neeej, sagde Dylan, nok snarere 93.

På samme måde kan man spørge hvad ånd er - og straks svare: 241 - nej, 93. Med andre ord, der gives ikke et svar. Som der står i et stort tysk leksikon: At fordi begrebet ånd ligger så tæt op ad det ligeledes komplekse begreb, sjæl, må man vare sig for at drage en alt for skarp terminologisk grænse imellem disse begreber. Med andre ord: ånden lader sig ikke indfange. Sådan som Johannes skriver i sit evangelium: at vinden blæser hvorhen den vil, man hører den suse, men ved ikke hvorfra den kommer - og sådan er det også med ånden.

Men man vil frygtelig gerne have styr på den. For ånden er farlig. Den kan konspirere, den kan udtænke samfundsomstyrtende tanker, den kan med ét ændre vores liv, så alt det gamle bliver nyt, den kan flytte bjerge, som nogle slet ikke ønsker bliver flyttet. Derfor har man til forskellige tider ansat spioner og agenter til at rapportere om hvor den uregerlige ånd blæste hen. Eller man iværksætter en gennemgribende overvågning, fotograferer så mange mennesker som muligt, registrerer deres kommunikationsveje, hvis ikke man enten sender spørgeskemaer eller ringer og hører hvad man mener om dette og hint, samtidig med at man tilbyder kurser i omstillingsparathed, så man på denne måde lettere kan omstille en vildfaren ånd.

Det uhåndterlige kan også være grunden til at nogle simpelthen nægter at der overhovedet findes noget man kan kalde ånd. Især blandt såkaldte åndsmennesker. Men det kan også bare forties og ignoreres. Stille og roligt trænges den i baggrunden af alt det synlige, det tekniske, det materielle, det pekuniære og det sanselige. Alt det entydigt virkelige. Det uomtvisteligt virkelige. Der er bare det, at det ikke kan lade sig gøre. Kommunismens forgæves forsøg på at udrydde religionen i både Sovjet og nu kinesernes forsøg i Tibet, er blot to håndfaste eksempler.

I Apostlenes Gerninger bliver apostlene grebet af helligånden og kan tale alle sprog. Det er det paven gør efter, hver gang han træder ned fra flyets landgangsbro, hvorefter han efter have kysset jorden taler nogle sætninger på det pågældende lands sprog. Helligånden eller Guds ånd er en due der stiger ned fra himlen, sådan som det sker ved Jesu dåb - næsten på samme måde som duen vendte tilbage til Noas ark med et olivenblad i næbet. Men nok så vigtigt er det at Helligånden kommer over alle apostlene i det øjeblik hvor Jesus ikke længere er iblandt dem.

Kristi ånd bliver stærkere når Kristus ikke er i blandt dem. Som om Kristi nærvær har været en hæmning for apostlenes iboende ånd. Det vakuum der åbner sig efter den store leders død, kan hive dybe kræfter frem i de nye ledere. Det kan også være et direkte billede på at når man har lært at give helt og fuldt slip på den man elsker, så åbner der sig en ny horisont for det enkelte menneske og omgivelserne.

For hvis man ikke giver slip, bliver ånd til én ånd. Et gespenst. Et genfærd. Ånden kan være så fortættet at den bliver synlig, som i Hamlet, hvor faderens ånd taler til Hamlet. I virkeligheden er faderen død, men han er ikke stedt til hvile. Faderen har været offer for en intrige og den uretfærdighed, der er overgået ham, kan ikke gå ustraffet hen. Derfor må hans søn hævne ham: fædrenes synder arves på sønnerne.

Mens ånden har at gøre med de levendes livsånde, med åndedrættet, altså det der holder os i live og gør livet værd at leve, er 'en ånd', et gespenst, noget der er bestemt til at dø, men ikke kan det. Det er det vi prøver at lægge i graven, men som ikke vil lade sig begrave. Det vi fejer ind under gulvtæppet, men som hele tiden kommer frem igen.

Den romerske komedieforfatter Terents har sagt at menneskelighed er at kunne mindes en afdød, hvilket vil sige at lade noget af dennes ånd leve videre i sig. Men samtidig er det også en kærlighedshandling at give slip på den elskede. Kun den der mister sig selv, vinder sig selv, som det hedder i evangelierne. Og når man elsker, er den anden vigtigere end en selv, så kærlighedens tegn er at kunne give slip. Det er helt konkret når det gælder ens børn. Fra de er født, gælder det jo om at lære dem at klare sig selv, så de en dag kan undvære sine forældre. Hvor nødig forældrene end vil lade dem gøre det. I ægteskaber og parforhold gælder det samme. Hvis ægteskabet er et fængsel, er det kærlighedsløst, men hvis muligheden for at sige farvel hele tiden er i live, er der mulighed for kærlighed. Hvis man så ikke benytter sig af denne mulighed, er der grobund for et lykkeligt ægteskab.

Så når fædrene dør, må man kunne give slip, lade dem dø i fred og gøde deres minde. Men i Hamlets tilfælde bliver det til en uløselig sjælelig uro: på den ene side at skulle være den der afslutter sin fars liv ved at hævne den uretfærdighed, han har været offer for - og på den ande side at vide at hævnen ikke er retfærdig, at hævnen hverken vækker faderen til live eller maner genfærdet i jorden. Han er låst imellem at skulle handle og ikke at kunne det, og netop denne fastlåste situation gør ham farlig for kongen, der ikke kan holde den tavshed ud, som omgærder Hamlet. Derfor sender han Rosenkrands og Gyldenstjerne, som prøver at lokke hans hemmelighed ud af ham. Men Hamlet gennemskuer det, og giver Gyldenstjerne en fløjte. Gyldenstjerne vægrer sig gang efter gang imod at spille på den, hvortil Hamlet siger: "Ser I da nu, hvilken elendig Ting I vil gøre mig til. I vilde spilde paa mig; ... I vilde rive Hjertet ud af min Hemmelighed".

Det er præcis hvad så mange nu om dage vil - i den intimidering af det private rum, som sker oftere og oftere i dag. Rive hjertet ud af andres hemmelighed. Man vil ind og have fat i det inderste af den andens sjæl. Man vil ha' bekendelser, man vil vide hvad vores mennesker tror på, man vil have svar på intime spørgsmål, og man prøver at opstille koordinaterne for personligheden, som om det var en computerstyret misil, man sad og skulle styre.

Hamlet er en person at tage ved lære af. Han havde indsigt i både det problem han selv sad med og i det system, han var fanget i.

Samtidig med at man ikke kan hindre ånden at komme ud, kan man ikke komme ind og aflure ånden dens hemmeligheder.