Om selvvurdering og koncentration
Ved dagens begyndelse, DR P1, onsdag d. 29.11.2006
Jørgen I. Jensen starter sin bog Jeg-automaten på denne måde: "Hvis man skal dømme ud fra de nye ord om menneskelivet, som er kommet i omløb i de senere år, lever vi ikke længere i en individualistisk epoke". - Det er overraskende, fordi vi jo hele tiden hører - og fornemmer - hvor individualistiske vi alle sammen er. Men Jørgen I. Jensen siger, at det uomgængelige ikke længere er det enkelte individ, men derimod, hvad dette individ kan og skal gøre ved sig selv, hvad det ved om sig selv - og navnlig hvad det kan fortælle om sig selv. Det er ikke det individuelle, det kommer an på, men det biografiske. Det er ikke hvordan individdet er, men hvordan det tager sig ud og præsenterer sig selv.
Det kan bekræftes utallige steder. Jeg var f.eks. til skole-hjem-samtale forleden, som det hedder, hvor vi to forældre skulle høre om vores 8 årige datter. Som det første trak dansklæreren et såkaldt målskema frem. På dette målskema skulle eleven så give sig selv karakter efter hvor god hun selv syntes hun var til at plusse, minusse, stave - og til at løse konflikter. Udgangspunktet var altså hvordan vores datter selv synes det går. Er der så noget galt med det? Er det ikke godt at blive klar over hvor man selv står? Og at give udtryk for det? Sådan som det vel også er godt at kunne give udtryk for sine følelser. Og er det overhovedet værd at debatere?
For det første må man jo se på hvordan ungerne har det. Hvis de har det godt, er det jo noget af det vigtigste. Selv om vi måske ligger dårligt i Pisa-undersøgelserne, så fortæller finnerne, der ligger i top, at de ikke kan li' at gå i skole. Og så er man jo ikke særlig langt. Omvendt siger en undersøgelse at de danske folkeskoleelever er nogle af dem, der bedst kan lide at gå i skole, og det skal den danske lærerstand have en stor tak for. For den danske lærerstand er hverdagens helte. De er både embedsmænd, skillevagter og sygeplejersker i en af de sidste fællesinstitutioner i Danmark, og det er blandt andet derfor folkeskolen bliver så heftigt diskuteret. Og politiseret.
Det er heller ikke let for lærerne at være så meget i brændpunktet for både den offentlige debat og alle mulige hysteriske forældre, der har skyhøje krav til undervisningen - samtidig med at lærerne bliver pålagt flere og flere opgaver, der ikke har noget med undervisningen at gøre. Samtidig med at mange børn ingen opdragelse har, så lærerne også skal tage sig af den. Ikke nok med at lærerne skal lære eleverne faglige ting, de skal også sætte skik på dem. Og hvordan gør man så det, når forudsætningerne for den naturlige autoritet er smuldret, og at lærerne stort set er svigtet af både politikere og forældre. Det er ikke let, så jeg vil kun slå et stort slag for at man støtter lærerne både økonomisk og moralsk.
Det gør man blandt andet ved at mindske spørgeskema-dillen. Både opad og nedad. For det virker som om at eleverne skal straffes med spørgeskemaer i samme grad som lærerne bliver det. Lærerne skal afreportere til ministeriet og eleverne skal fortælle lærerne hvordan det går.
På samme måde som man ikke skal prædike om helligånden, men kun med den, så er det vel god tone at være et hæderligt menneske fremfor at fortælle andre mennesker at man er et hæderligt menneske. Det er ikke kun det at man kræver at mennesker fortæller om dem selv, det er også det at man i det hele taget tror på det. Man er jo ikke kun blufærdig for at tale om sig selv fordi man kan virke blæret og pralende, men fordi det altid bliver lidt løgnagtigt. Det tilkommer ikke én at fortælle andre hvordan man er. Det må de selv få et indtryk af. Tendensen bliver til sidst at en god evaluering af arbejdet er bedre end et godt stykke arbejde.
Der tales om at børn har svært ved at koncentrere sig. Der findes også dette fænomen, som man har kaldt CPA, det vil sige constant partial attention. Konstant delvis opmærksomhed. En lærer var i gang med at fortælle noget for en klasse, og han tegnede en cirkel. En pige vendte sig om og talte med sin veninde, hvortil læreren spurgte om hun ikke kunne være stille mens han forklarede dette. Hertil sagde hun:
- Jeg hører efter, men du er jo i gang med at tegne cirklen.
Med andre ord: der var pludselig en pause. Den tid det tog for ham at tegne en cirkel, opfattede hun som en pause. Det tyder på en generel anden tidsfornemmelse end tidligere, hvor 10 sekunder ikke blev opfattet som en pause, men som en del af et længere forløb, hvor hastigheden måske var dalende for snart efter at stige igen.
Men en anden ting, der også kan forstyrre børns koncentration, er at de fokuserer på sig selv frem for det stof de bliver præsenteret for. Elever skal lære at evaluere, sådan som vi andre hele tiden også skal evaluere både produkter, ydelser - og os selv. Det ligger i systemet at børn helt ned til børnehaveklassen skal opdrages til og lære at vurdere sig selv. Men lige så snart selvrefleksionen sætter ind, er der en opmærksomhed der bliver forstyrret. Den koncentration som nutidens elever har det sværere med, har måske noget at gøre med at de reflekterer for meget på sig selv og for lidt over det stof, de bliver præsenteret for. For det er jo uligt mere frugtbart at bliver optaget af cellens opbygning, stavnsbåndets ophævelse, Brasiliens økonomi, Mosebøgerne, modernismens gennembrud eller det mørke stof i universet end - sig selv. Og indrømmet: det er fint at kunne reflekterer over sig selv, men hvorfor så ikke tage konsekvensen og indføre filosofi i de små klasser, så man i denne proces faktisk lærer noget om hvordan traditionen for selvrefleksion er.
Der er også lærere der klager over at elever mangler selvtillid. Men det ligger også i forlængelse af vægtlægningen på selvvurdering. Jo mere man skal vurdere sig selv, desto lettere er det at blive utilfreds med sig selv.
Det mærkelige er altså at man selv er med til at generere nogle af de ting, som man ikke kan lide. Men det kommer ikke fra skolelærerne, de er ofte bare ret ukritiske overfor evalueringstendensen, det kommer højere oppe fra - eller fra en tidsånd, der på den ene side har svært ved at håndtere de uhåndterlige ting, og på den anden side overskrider nogle private grænser ved at stille spørgsmål til andre menneskers selvforhold a la: hvad synes du om dig selv? Præsentér dig for mig, vis mig dit selv. Det er det det biografistiske dikterer.
Vi er blevet dårligere til at glemme os selv, og har samtidig større behov for det. Det kan man læse i det stigende behov for film og underholdning. I biografen glemmer man biografien.
For det er sjovere at se på en fiktiv elendighed end på sin egen fortræffelighed.
Have a nice day.
1 kommentar:
”Det er heller ikke let for lærerne at være så meget i brændpunktet for både den offentlige debat og alle mulige hysteriske forældre, der har skyhøje krav til undervisningen - samtidig med at lærerne bliver pålagt flere og flere opgaver, der ikke har noget med undervisningen at gøre. Samtidig med at mange børn ingen opdragelse har, så lærerne også skal tage sig af den. Ikke nok med at lærerne skal lære eleverne faglige ting, de skal også sætte skik på dem. Og hvordan gør man så det, når forudsætningerne for den naturlige autoritet er smuldret, og at lærerne stort set er svigtet af både politikere og forældre.”
Kære Sylvester
Det er sjovt, man skulle næsten tro at du har læst min ph.d. ansøgning. Ovenstående sætning fra dit indslag i radioen og her fra din blog er som taget derfra. Det vidner i hvert fald om at det er et relevant emne jeg har søgt penge til at forske i, og det er da også et af hovedargumenterne for at støtten skal falde os i hænde. Måske du kunne være en af de kritiske forældre som skal indgå i undersøgelsen …
Det vigtige for den problemstilling du tager fat i, er for mig at se, de forandringer som påvirker lærernes arbejdsliv og hvordan disse forandringer giver mulighed for at lærerne kan løse deres primære arbejdsopgave, nemlig undervisningen. Der er i høj grad tale om organisatoriske forandringer. Du omtaler selv det forhold at lærerne skal arbejde med opgaver som ikke har at gøre med undervisningen. Jeg kunne tilføje, at de netop synes at skulle arbejde med disse opgaver for at de får mulighed for, ja, netop at undervise. Scorerne fra sidste test skal regnes sammen; forældrene til den stille dreng skal ringes op så de ved at han faktisk sagde noget i sidste time; det nye faglige projekt skal koordineres med kollegaerne i det team som læreren tilhører og skole-hjem samarbejdet skal forberedes, også strategisk …
Alt sammen for at nå de performance mål som folkeskolen i stigende grad bliver underlagt. Nationalt drejer det sig om en høj faglighed og effektiv ressourceudnyttelse og lokalt kan det handle om integration af indvandrere. Den forvaltning som skolen hører under drives på koncernlignende vilkår, hvor ministerierne sætter de overordnede rammer for skolens arbejde. Forvaltningen skal herefter i et samarbejde med skolebestyrelsen udarbejde resultat mål som de kan fordele deres ressourcer på baggrund af. F. eks skal de nye nationale test implementeres på den enkelte skole i et samarbejde med skolens lærerteams hvortil der f. eks kræves sekretærbistand, og Ny Vesterbro skole har udvalgt 5 indvandrer familier som de fra starten af skoleåret stiller krav til og giver ekstra omsorg for at deres børn kan blive integreret i klassen. De vil løbende følge op på børnenes faglighed og trivsel i et samarbejde med forældrene. Dertil kræves ressourcer eller i hvert fald nye måder at organisere arbejdet på.
Når en skole bliver underlagt koncernlignende vilkår sker der 2 ting. For det første skal skolen forhandle sig frem til de vilkår som de skal arbejde under (Hvilke mål skal de nå og hvilke ressourcer skal de have tildelt for at nå målene?) og for det andet og som konsekvens heraf kræves nye typer af medarbejdere med økonomisk og strategisk og kommunikativ indsigt og kompetence. Det man i daglig tale kalder djøfiniseringen. Det behøver ikke nødvendigvis være nye hoveder, men også lærerne der efteruddanner sig eller allerede er dygtig indenfor de nævnte områder.
To forhold gør sig dermed gældende for folkeskolen og dens lærere. Lærerne får nye opgaver og folkeskolen underligges nye vilkår for forvaltningens styring af deres organisation. Organisationen er som sagt med til at påvirke lærernes mulighed for at udøve deres job, og lærernes fagprofession er med til at påvirke den måde organisationens bedst muligt skal indrettes på så de netop kan bidrage med deres faglighed.
I dette spændingsfelt findes mange af lærernes problemer: Flere lærere oplever stress, fordi ressourcerne ikke følger med de nye krav og kravene bliver oven i købet uklare, når det er op til lærerne og skolen selv, at præcisere dem indenfor den ramme de får forhandlet sig frem til med deres forvaltning. Hertil kræves helt nye ledelses- og samarbejdsformer.
At det er lærernes fagprofession der taber i dette spil synes aktuelt at være åbenlyst.
Det interessante er så hvorfor de taber? Og hvordan respekten for lærergerningen vindens tilbage? Første og fremmest må lærernes nye arbejdsvilkår og folkeskolens organisatoriske virkelighed tages med i betragtning. For hvad siger den os?
Grundene til at mange ikke gider høre på lærernes brok er mange, men en af dem skyldes at mange skoler, lærere og deres fagforening ikke er deres nye position klar. Det bedste forsvar er et angreb, men for at angribe må man kende sine våben. Det nye våben kunne være kommunikation og deltagelse i den offentlige debat. Men deltagelsen skal ske på en måde, der både imødekommer de nye opgaver og omformulere dem i relation til skolens virkelighed. For den kender kun lærerne. Hvordan kan de nye muligheder for projekter på tværs af klassetrin og samarbejde mellem lærerne f. eks sætte fokus på elevernes faglighed og demokratiske dannelse? Hvordan kan kravet om individuel læring skabe nye relationer til indvandrer forældre så deres børn bliver fagligt dygtige og bliver en del af det danske samfund sammen med deres forældre? Dette kan kun lærerne fortælle os.
Og det er det vi kan kritisere at de ikke gør i større omfang eller se på hvilke barrierer der ligger vejen for at kan gøre det.
Derfor er der heller ingen tvivl om at de mange TV programmer om mobning og min bedste lærer der kører over skærmen i øjeblikket er vel tilrettelagt fra strategisk tænkende skolefolk. De ved ikke blot at de gør et fantastisk stykke arbejde, men de ved også at det først er fantastisk, når det fortælles til andre. Og her er vi tilbage ved selviscenesættelse. Den gælder også for organisationen. Men fortællinger kan også være etiske. Det har grækernes eposser vel lært os. Og mon ikke der er en del forældre som får en klump i halsen når de oplever hvad lærerne skal stå model til og hvordan de rent faktisk tackler det på en god og professionelt måde. Det er i hvert fald en start.
Men dette våben har dog også det indbyggede paradoks at der ingen vej er tilbage. Når man først er gået ind på fjendes præmisser, kan man ikke bagefter fralægge sig et ansvar. Og her er fjenden smart. I sin koncernlignende konstruktion har den uddelegeret sit ansvar til kommunens forvaltning. Fjenden har tvunget forvaltningen til et ansvar som de bagefter påfører den enkelte skole, når lærere bliver inddraget i arbejdet med at fastsætte delmål og søge om ressourcer.
Så når lærerne begynder at kritisere forholdene i folkeskolen og deres arbejdsvilkår kan politikerne og forvaltningens ledelse bare komme og sige: Jamen vi har jo givet jer muligheden for at deltage! Men i vil jo ikke … og til dem der så har deltaget kan fjenden sige: Jamen i har jo deltaget i processen hvorfor vil i nu ikke være med mere? I har ikke sagt noget undervejs. Dette skaber nye vilkår for kritik og nye angreb gennem central placeret kommunikation om folkeskolens fremtid og bidrag til samfundet og lærernes rolle heri og lokalt lærernes mulighed for at deltage heri. Men det handler også om nye faldgruber og tragiske konsekvenser.
Det er f. eks vigtigt at se på hvad der sker med ansvaret politiske handlinger. Kommunikation og dens dårlige dobbeltgænger, der hedder spin, handler ikke kun om at indpakningen ændrer sig, men også den grundlæggende rationalitet, hvor under folkestyret organiseres med sit embedsmandsværk forandres.
Se bare diskussionen mellem sundhedsstyrelsen og sundhedsministeren om ansvaret for den fejlslagne kræftbehandling. Her kommer spindoktoren på overarbejde så Lars Løkke kan stå og sige at han har overvejet at gå af så han kan signalere til befolkningen (læs vælgerne) at han tager problemerne alvorligt. Om han mener det eller ej er i denne sammenhæng ligegyldigt og det tragiske er ikke at han siger det, men at han er nødt til at sige det for at folkestyret kan fungere i et samarbejde med dens embedsmandsværk. Embedsmandsværket tager skraldet allerede inden ansvaret er placeret, og sørger dermed for at politikerne kan lave politik og agere som redningsmænd- og kvinder, og embedsmandsværket kan fortsætte uden at ansvaret placeres og næser uddeles udadtil. Taberne er vel kun de kræftpatienter der ikke kan se fremad …
For at kritisere i den dobbelte græske betydning af at sige i mod og samtidig skabe nye muligheder, må hver sin tid have sine analyser af den sociale organisations/institutions vilkår i samfundet. Hver sin tid må også have sine våben, og disse våben, om man vil det eller ej handler i dag om kommunikation og strategiske tænkning for de fagprofessioner der er under pres. Sygeplejerskerne har også mange problemer.
Moralsk kan man begræde tabet af fælles idealer og en faggruppes respekt og autoritet, men etisk kan man vel opbygge nye fællesskaber og idealer, der gør at lærerne igen bliver respekteret for den undervisning og det fællesskab de er med til at skabe, en ny tid, et nyt arbejdsliv?
Spørgsmålene må lyde:
Hvordan er det muligt at fastholde og udvikle et fag professionelt bidrag af humanistisk karakter i en offentlig sektor hvis performance skal måles og vejes?
Hvordan forandrer lærernes fagprofessionelle identitet sig og hvordan kan ledelsen støtte op om fremme et godt arbejdsmiljø i folkeskolen?
For slet ikke at tale om de mange nye dilemmaer, der opstår med lærernes nye opgaver. Du nævner selv dilemmaet om at de nye spørgerskemaer som skal være med til at fremme elevernes faglighed selv kan være med til at underminere selv samme faglighed, fordi der er risiko for at eleverne fokusere mere på dem selv end fagligheden! Og jeg nævnte selv dilemmaet om at skolerne selv skal formulere de krav de vil leve op til og hvem får så ansvaret når stressen melder sig – lærerne selv!
… og hvis jeg får penge til forskningsprojektet kan spørgsmålene måske blive besvaret og dilemmaerne analyseret frem!
For lærerne er det vigtigt først og fremmest at tage bestik af forandringerne ved at omsætte dem til den virkelig som de har konsekvenser for, og have et sted hvor de kan diskutere disse forandringer med andre fagfæller. Dette er en intern ledelsesopgave og en ekstern opgave for fagforeninger, lærerne og ledere i fællesskab at skabe en platform for at diskutere i offentligheden.
Et sted at starte er på de folkeskoler hvor det rent faktisk lykkes at forene nye og flere arbejdsopgaver med et fagprofessionelt arbejdsliv, der skaber faglig og dannelsesmæssig værdi for eleverne. Det er her organisationsfilosofien starter og her mit forskningsprojekt forhåbentligt snart kan begynde.
Det handler ikke blot om den målelige værdi, men også den humanistiske dannelse, hvor vi ikke blot selv skal opleve, men også leve op til nogle idealer, der er større end os selv, og som aktuelt skal gives nyt liv. Glæden ved at gå i skole og erfaringen af kunne bidrage med noget fagligt – at læse, skrive og regne – har fået nye vilkår for at blive opfyldt. Hvordan bliver ikke blot den anden vigtig – nye venskaber nye relationer - men hvordan bliver det andet også lige så vigtigt – viden for videns egen skyld, det vi kunne kalde det interessante. Det interessante er et mellemværende - altså inter-esse. På den måde er det uden for os selv, fordi det er større end os selv, men også inden i os selv, fordi det danner vores selv. Det der er større end os selv skal igen i fokus og her er folkeskolen og lærerne vigtige!
Og her skal du snart igen læse i den bog du lånte af mig – Dannelse - mellem subjektet og det almene – hvor Lars Geer Hammershøj skriver om den nye gymnasiereform og det nye dannelsesideal der kan blive mulig med denne reform.
Blot en mindre kommentar … min første blog kommentar for øvrigt! … det er nok derfor den er så lang …
Kristian
Send en kommentar