Om spørgsmål

Ved dagens begyndelse, torsdag d. 30.11.2006

Ved dagens begyndelse starter ved historiens begyndelse, for historien begynder med et spørgsmål. Er det virkelig rigtigt at det er forbudt? Urscenen er en interviewsituation, hvor der er en journalist og et såkaldt interviewoffer. Hvorfor tager du ikke en bid, spørger journalisten. Og eftersom interviewofferet ikke har svar på rede hånd, tager hun en bid. Spørgeren er med andre ord ikke uden indflydelse idet han spørger. Spørgsmål har en gennemgribende effekt på den der bliver spurgt. Men samtidig hører man tit folk sige, at man jo bare kan lade være med at svare. Men selv dét er kompromitterende. Hvis en politiker ikke har nogen kommentarer til en given sag, tyder det på at der er ugler i mosen.

Hvis han derimod stiller sig frem, er man åben overfor at høre hvad han har at sige. Hvis han altså ikke bliver spurgt om noget, han ikke kan svare på. Hvad vi alle har et eller andet halv-perfidt ønske om. For hvis politikeren bliver afklædt, får vi et billede af det virkelige. Udgangspunktet er med andre ord at vi er udsat for en løgn. Alle svar er omgåelse af sandheden - i større eller mindre grad. Men bryder samtalen sammen, åbner der sig et rum, som vi betragter som mere autentisk end samtalens rum. Som dengang en engelsk politiker til slut i interviewet blev stillet et spørgsmål, der hvilede på nogle tophemmelige FBI-informationer. Politikeren blev mundlam i nogle sekunder og svarede undvigende. Hvad der kun yderligere bekræftede den implicite sandhed i spørgsmålet. At det mest autentiske ligger i selv samtalens sammenbrud er en forestilling der har sneget sig ind i den offentlige debat som en lydløs slange, der hugger hver gang der stilles et spørgsmål. Det ultimative spørgsmål ønsker ikke et svar, men at der ikke kan svares.

Der er den type spørgsmål, som man svarer forkert på uanset hvad man svarer. Det er typen: Er du holdt op med at slå din kone? Hvis jeg svarer ja, indrømmer jeg at jeg engang har slået hende. Hvis jeg svarer nej, indrømmer jeg at jeg stadig slår hende. Og hvis jeg siger: Ingen kommentarer, har jeg også indrømmet at jeg har dårlig samvittighed. Hvis jeg siger til spørgeren, at det kan han slet ikke tillade sig at spørge om, så har jeg med min ophidselse også bekræftet at spørgsmålet har ramt noget i mig, og dermed også bekræftet spørgeren i at han har haft en grund til at spørge.

Et spørgsmål kan altså stigmatisere. Fange én - bringe selv den mest afbalancerede ud af balance. Og spørgsmålene er blevet mere og mere udbredte de senere år.
Ikke mindst i spørgeskemaer.

I dag er det stort set umuligt at henvende sig til nogen eller købe et produkt eller gå til et kursus uden at skulle udfylde et evalueringsskema, når man går ud. Det er mærkeligt. Man må ellers gå ud fra at hvis et produkt er i orden, køber man det igen eller anbefaler det til andre, og hvis ikke det er i orden, så henvender man sig til forretningen eller producenten og gør indsigelse. Det samme hvis man har været på kursus eller fået en betjening, som man ikke har fortjent, så er det op til enhver stille og roligt at fortælle den overordnede eller hvem det nu kan være, at man egentlig havde forventet en bedre betjening eller et bedre produkt. Men sådan er det ikke.

Alle producenter eller udbydere vil gerne have kvalificerede meninger og indhenter en masse spørgeskemaer, som man dernæst kan få et kvantificeret overblik over. Spørgeskemaer er praktiske fordi man kan lave statistik over dem og på den måde få et billede af hvordan det går. Og producenten siger at det er for at gøre produktet bedre. Dels er der en udlicitering af en opgave, der normalt var firmaets, til kunden, nemlig den at evaluere et givent produkt, kunden bruger noget tid på produktet som egentligt skulle varetages af producenten, dels ligger der en skjult reklame i spørgeskemaet, fordi et firma selvfølgelig får slået sit navn mere fast i en bevidsthed, der bruger hele fem eller ti minutter på at tænke over diverse forhold omkring et givent produkt.

Vi tager spørgeskemaet, bliver en smule irriteret, har ikke rigtig tid, men okay da, jeg bruger lige et par minutter på det, for så at komme videre. Det virker harmløst, ikke værd at hidse sig op over, men det er alligevel en vigtig detalje. Da vi fik gratisaviser, reagerede mange voldsomt. Og med rette.

Men med spørgeskemaer er der ikke den store modstand. Det er som om det er helt i orden, man kan næsten nogle gange føle sig smigret over at blive spurgt om sin mening. Ikke mange spørger om min mening og når jeg endelig bliver spurgt bliver jeg glad. Der ligger en interesse bag.

Men den er falsk.

For det første er det altid majoriteten der får den største stemme, al den tid de mange skemaer fortrinsvis bliver indplaceret i en statistik.
For det andet kan svarene kun falde indenfor de rammer spørgsmålene stiller. Det vil sige at der ikke er plads til uventede svar, og det vil i virkeligheden sige ingen svar. Hvis ikke man er parat til uventede svar, fungerer ens spørgsmål ikke.
For det tredje er det en anonym spørgsmålstiller, uagtet der står et firmanavn, endsige et direktørnavn på spørgeskemaet. Et firma er ikke et spørgende subjekt, og det er ikke direktøren, men et konsulentfirma der har formulerede direktørens spørgsmål. Nej, de rette svar kan direktøren finde ved at gå ned i kantinen og spørge selv, - Er du tryg på arbejdspladsen? - og hvis han ikke får et ærligt svar, kan han jo tænke lidt over hvorfor dét nu er tilfældet.

Det er også blevet alment acceptabelt at spørge andre mennesker om de tror på Gud. Det er en form for katolicering af vores omgangstone: for det er vel kun en katolsk præst der har bemyndigelse til at spørge et menneske i skriftestolen om så private ting, og det er en myndighed han får af paveinstitutionen. Men i en luthersk kontekst er der ingen melleminstans mellem en selv og Gud, så derfor er der ingen der har myndighed til at bryde ind i dette forhold, endsnige snage i det. Men den journalistiske form parer sig med en kryptokatolicisme, så den journalistiske evne - og allestedsnærværende ret - til at stille spørgsmål breder sig til alle livets forhold, også de mest intime, så journalisten kan starte et interview med Anders Fogh med spørgsmålet: Tror du på Gud? - Helt i tråd med slangen i paradiset, der startede menneskets historie med at stille det et spørgsmål.

Jeg vil i stedet som den kinesiske kejser i Nattergalen bare sige: Godmorgen.