Den hurtige og langsomme historie

Ved dagens begyndelse, DRs P1, mandag d. 27.11.2006

Min gamle lærer på teologi i København, Bent Hahn, sagde engang at helligånden ikke er noget man skal prædike over, men kun noget man skal prædike med. Det er ligesom at tale om humor, det er drønfarligt, fordi det jo altid er sjovere at tale med humor end om humor. Men Bent Hahn talte om prædikenen, og dette er ikke en prædiken, og han talte om helligånden, og jeg vil lige så gerne tale om ånd. Om den almindelige ånd, som ikke nødvendigvis er bundet til kirkens institution. Den ånd som i vore dage er under skarpt angreb, hvad der imidlertid ikke bliver særligt diskuteret. Selv om ordet skaber hvad det nævner, er det man taler om ofte det man mangler. Den ånd der gør levende, den der løfter og pludseligt får alting til at se anderledes ud; den der genererer det nye.

Når nogle prøver at indkredse hvad det nye er, er der altid nogle der replicerer: sådan var det jo også tidligere. Og så er vi lige vidt. Alting er allerede det samme. Men hvis alt allerede er det samme som tidligere, så er der slet intet fremskridt i historien, og hvis det er rigtigt, hvorfor så skynde sig så meget som vi gør? Det er tydeligt at mange ting går meget hurtigere nu end for ganske få år siden. Hastigheden på motorvejene er sat op i takt med at bilerne kan køre hurtigere. Indslag i fjernsynet er også blevet markant kortere over en årrække. I 1965 fik en interviewet person i gennemsnit 41,9 sekunder til at fremkomme med sit synspunkt. Det faldt til 18 sekunder i 1990 og videre til 11,8 sekund i 1997. Det er tal jeg har fra Jørn Lunds vigtige lille bog om Kampen om opmærksomheden.

Samtidig med at arbejdstiden gradvist bliver sat ned, viser det sig imidlertid at vi arbejder mere og mere. Stres er ikke kun noget vi pludselig er blevet opmærksomme på, det forekommer også hyppigere.

Jeg har lagt mærke til at hver gang jeg har - eller rettere: havde - store konflikter med min datter, som nu er otte, men dengang var fem-seks og syv år, så havde det altid noget at gøre med hastighed. Jeg skulle hurtigt ud af døren, men hun skulle lige alle mulige ting. Jeg skulle hurtigt videre, men hun kunne følge med. Hun ville selv binde sine sko, men det gik for langsomt. Da jeg fandt ud af at forskellen i hastighed udløste så mange aggressive situationer, lettede jeg simpelthen trykket på speederen. Og det virkede.

Lars Henrik Schmidt, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, taler også om hastighed når han indkredser hvad vreden kommer af. Denne omsiggribende vrede, som han registrerer overalt. På bogmessen i Forum blev han spurgt af Camilla Mehlsen om hvor han registrerer vreden, det gør han overalt. Så sent som ved indgangen til Forum.

To timer senere sad jeg i teatret og så Jan Sonnergaards stykke om Cafeen Olfert Fischer, som er én lang vredesudladning. Her er der også en stor anonym djævel der puster alle personerne i nakken og siger: hurtigere, hurtigere, hurtigere. - "Det går bare derudaf af Rungsted Strandvej", som reklamemanden siger, mens han puster sig selv op i en overdrevet tilfredshed over sin karriere. Lars Henrik Schmidt registrerer vreden i trafikken, hvor det stort set gælder om at komme først - uanset hvor man skal hen. Han prøvede at mane til besindelse: Alle kommer frem i sit eget tempo.

Men hvorfor går det hele så hurtigt? Jørgen I. Jensen udgav i sidste uge en meget tankevækkende bog, der hedder Jeg-automaten. En af tankerne hos Jørgen I. Jensen er at udviklingen i virkeligheden går ufattelig langsomt. Og gad vide om ikke netop dét er grunden til at det hele går så hurtigt. Han skriver: "Tiden går hurtigt, så hurtigt at den måske går uendeligt langsomt; der foregår så meget, at intet nyt kan ske" (s. 151).

Den udvikling, der for Jørgen I. Jensen går alt for langsomt, har at gøre med det jeg med tøven og bæven kalder ånd.

Den teknologiske udviklings hastighed modsvares af en åndshistorisk udviklingstræghed. Tiden går ufattelig hurtig, siger man, og tænker på at nu overgår nettet til 2.0, (hvad det så end betyder), computere går ind i næste generation, nanoteknologien og stamcelleforskningen udkaster surrealistiske fremtidsscenarier, - men samtidig indskrænker vi frivilligt vores horisont, sådan som f.eks. Jan Sonnergaard i al sin tydelighed fremstiller det i sit teaterstykke. En mærkelig blanding af total selvspejling og mangel på refleksion er gennemgående for alle hans personer. Man skulle jo tro at selvspejling også kunne afføde selvrefleksion, al den stund at spejling og refleksion betyder det samme. Men det er ikke det samme. Tværtimod. Selvspejling forhindrer selvrefleksion, og når man ikke kan se sig selv udefra, og mærkeligt nok heller ikke andre indefra, fyldes menneskets indre med et overtryk, der kun kan ende i en rasende eksplosion, i en langstrakt ondsindet vrede eller en stille sivende bitterhed.

Men derfor behøver man ikke nødvendigvis at blive rasende, vred og bitter, fordi det jo altid er en fornøjelse at prøve at forstå det, holde det ud i armslængde, erkende det, alt det vi kan bruge kunsten til, hvor man oplever momenter af lykkelig selvforglemmelse.

-------

Link: http://www.dr.dk/P1/veddagensbegyndelse/