Kynisme

Indlæg til Lotte Schlosshauers indlæg om diskussionen i Trampolinhuset 14.3.2009.

Du skriver på sin blog og sagde igår på et møde om asylpolitikken i Trampolinhuset at man skal distinguere mellem det personlige og politiske. Sofie Hæstrup Andersen (S) gav dig ret, men sagde også at man skal stifte bekendtskab med de personlige historier for at lave regler, der passer til virkeligheden. Jeg savner stillingtagen hos dig til konkrete problemer, en stillingtagen der selvfølgelig også skal styres af principper.

Det er som om du mener at vi som danskere skal prioritere mellem den flygtning der står ved vores grænse og de nødlidende mennesker der befinder sig tusindevis af kilometer fra os. Det er en kunstig problemstilling. Der kommer en flygtning til vores grænse. Hvad skal vi gøre? I dag tager vi dem ind, putter dem i lejr, for 90 % vedkommende afviser vi deres asylansøgning, og for manges vedkommende beholder vi dem i lejre, hvis forholdene i deres hjemland ikke er sikre nok. Problemet er at de ikke kan få opholdstilladelse og ikke sendes tilbage. Så lever de i et limbo i op til 12 år. Det ville have været anderledes, sagde Sofie Hæstrup, hvis ikke de-facto-flygtningebegrebet samt andre ændringer var blevet vedtaget i 2002.
- At vi igennem TV får kendskab til millioner af nødlidende, som du anfører (uden at jeg helt fortstår hvorfor), har at gøre med u-landsbistand og er et helt andet område og kan ikke inddrages i denne diskussion.

De politiske regler har direkte indvirkning på personer. Derfor må lovgivningen også tage udgangspunkt i personlige forhold. Selv om der skal skelnes, må det personlige og politiske også holdes sammen.

Hvad angår det principielle kan jeg mere fornemme end direkte læse din skepsis, ja måske direkte aversion imod en ideologisk styret politik, der har begreber som værdighed og medmenneskelighed i centrum. At man begår en både menneskelig, politisk, begrebslig og ideologisk fejltrin, hvis man institutionaliserer følelser, der kun findes mellem konkrete mennesker. Kærlighed, værdighed, medfølelse og sådanne begreber kan ikke bruges i politisk sammenhæng, hvor det handler om pragmatik, styring, administration af grupper og resourcer - hvilket resulterer i at man ikke kan lave politik på de følelser man f.eks. får ved at stå overfor et nødlidende menneske.

Det er ikke et ukendt synspunkt i Folketinget og i debatten. - Søren Ulrik Thomsen har f.eks. også sagt at politik skal være kedeligt, hvormed han mener at man ikke kan blande hverken kunst, underholdning eller spændende overordnede filosofiske diskussioner ind i den daglige politiske virkelighed.

Hvis man mener det, må man også indrømme at man er kynisk. Kynisme er fravær af empati og medfølelse. Man kan sige at det er nødvendigt at være kynisk, men glemmer ofte at den nødvendige kynisme optræder når der f.eks. er tale om at ofre en lille gruppe mennesker for at redde en større. Det er imidlertid ikke tilfældet her.

Den nuværende udlændingepolitik er skabt for at holde sammen på en dansk identitet og kultur. Hvis ikke kulturargumentet var det vigtigste - hvis nu det økonomiske var det vigtigste - ville vi have taget en masse arbejdskraft ind fra udlandet, og vi ville have integreret asylansøgerne, fordi en arbejdende asylansøger genererer flere penge til landet end en ikke-arbejdende.

Den nuværende asylpolitik har til formål at værne om en dansk identitet, der er meget vagt formuleret, og den udspringer af en folkelig nervøsitet, der har lige så tågede årsager. Dette resulterer i menneskelige tragedier i vores asylcentre, som man - ja - skal være kynisk for at ignorere. Også når man går ind for amnesti for de asylansøgere der sidder i lejrene lige nu. Først når loven får et menneskeligt udgangspunkt er kynismen overvundet.