En mærkelig dag

En mærkelig dag igår. Om eftermiddagen møde med en god ven, der er mere end kritisk overfor islam (men ikke muslimer). Om aftenen middag med en god ven, der taler inderligt om Gud og Koranen.

Kritikeren sætter meget ind på at gøre opmærksom på hvilken "lortemanual" Koranen er. Min muslimske ven taler hengivent om den levende Gud og om hvor vilde de første syv vers af Koranen er. Han må ofte lukke bogen, fordi det er for stærkt. Dét er sikkert for stærkt for min kritiske ven, der bruger ord som kvalme, irritation og stupiditet og mange meget værre ord om sine modstandere, der ofte er muslimer og som ikke skal forskånes for at høre sandheden.

Jeg plejer ellers godt at kunne kaste mig ind i diskussioner om de generelle emner, men nu sidder jeg overfor to personer, som jeg lytter til. Det er deres sprog og virkelighed, jeg forholder mig til, ikke om den ene har mere ret end den anden i det de mener. Min muslimske ven mener imidlertid ikke. Han tror. Tro er ikke mening. Og han er ikke bleg for at sige hvad han tror på. Han går ind for noget.

Min kritiske ven tror vel også, men jeg har ikke fundet ud af hvad hun tror på. Hun holder en kritisk fane højt. Der er perversioner, skævheder, løgne og bedrag i denne verden, som skal gennemlyses, og hvis ikke de skal gennemlyses, skal de gennemskydes. Alt andet er apati. Det er hun ikke ene om at mene. Vi står overfor en stor fare og islam udgør en stor del af denne.

Min muslimske ven taler om vores åndløse samfund, om de danske biskopper, der svigter deres rolle ved kun at tale om samfundsspørgsmål og om nogle af de karismatiske personer, han kender, der har en indre kraft, der næsten kan udvirke mirakler.

Der er et væld af problemer i hele debatten om islam, kristendom, religion og dansk identitet. Det er for stort til at tale om i en lille blogpost som denne.

Jeg ser mere spøgelser. Men spøgelser er jo også reelle. Spøgelser er spor af et liv, der hverken lever eller kan dø. Det er skygger på væggen, som vi tager for virkelighed. De fleste er helt bevidste om at andenhåndsberetningerne har spøgelseskarakter: Vi kan ikke ignorere og vi kan sjældent verificere dem. Vi lever i et net af forestillinger som de fleste ved er mere eller mindre sande. Forestillinger der kredser om hvem de andre er. Sjælen har en radar, siger min muslimske ven. Sjælens GPS har en fast indstilling som man kun med vold kan ændre.

Min begavede, ærlige og søde kritiske ven ville helt sikkert også sidde og drikke kaffe og omgive min muslimske ven med - hvis ikke ligefrem kærlighed, så i hvert fald høflighed. Hun har intet imod muslimer, hun bekæmper bare islam.

Men de mødte ikke hinanden, disse to, andre steder end i mit liv, der igår snoede sig igennem nogle religiøse landskaber i vores land. Min kritiske ven, som man kan sige alt til, som sidder og lytter ærligt og favnende til alt hvad jeg kan have at sige af kritiske ting, - og min muslimske ven, der minder os om hvad den protestantiske tradition har svigtet, og derfor efterlader en helt særegen ro i vores stue med sin frimodige tale om hvorfra magien kommer i vores liv.

Jeg ville kunne gå på barrikaderne, der er mange der synes jeg skal. Man har pligt. Men hvorfor? Der er mange ting at være imod. Kan man være for det man er for? Er det ikke for ukritisk? Er man ukritisk fordi man ikke går på barrikaderne? Kan kritikken ikke være indeholdt i de ting man rent faktisk gør, de ting man opbygger, de ting man er for?

Luther sagde at tro er det man hænger sit hjerte på. Hænger hjertet i det fri? Eller hænger det på noget eller nogle? Det er nok dér en af diskussionerne peger hen.