Om Trampolinhuset og VisAvis
- et sted og en avis for asylansøgere og danskere. Eller man kunne sige: for statsløse og statsborgere i Danmark.

På pressemødet, hvor den nye avis VisAvis blev annonceret, markerede en ældre dame:
- Det er ikke et spørgsmål, men bare en kommentar. Jeg vil bare sige at jeg kan ikke få armene ned. Jeg synes det er SÅ positivt, det I har lavet.
En anden dame sagde at hun har været i asylsystemet i over ti år og havde aldrig været med i et projekt der havde ramt så præcist.

Vi stod i Trampolinhuset og førte disse samtaler, et kulturhus med og for asylansøgere og danskere, som har til huse indtil d. 15.3.2009 i billedkunstskolens udstillingslokaler Q-Space på Peder Skramsgade 2.

Det positive i dette projekt kan også indkredses igennem hvad det ikke er: Dette er ikke hjælp, det er ikke filantropi - og så er det faktisk heller ikke kunst. Men det er et projekt udsprunget af dialog, hvad hele projektets titel også viser: Asyl Dialog Tænketank (ADT). Initieret af Morten Goll og Joachim Hamou, begge billedskunstnere samt en mængde studerende på billedkunstskolen og arkitektskolen plus andre frivillige: journalister, grafikere, akademikere m.m.

De tog ud i asyllejrene og havde nogle ideer om hvad man kunne gøre derude, men før de lancerede disse ideer, startede de med at tale med asylansøgerne. De var meget skeptiske. Hvad skulle sådan en flok kunstnere her, skal vi lave fingermaling eller hva'? Der er mange der igennem tiderne har villet gøre noget godt for asylansøgerne, men det har altid været de gode intentioner, der har vundet. Der er ikke nogen der gjort dét som ADT gjorde her. De talte sammen. Lytte.

I løbet af et par dage var stemningen helt anderledes. Kunstnerne kom ikke derud som kunstnere, men som almindelige mennesker. Og der var ingen institutioner i ryggen på dem. Desuden havde danskerne ikke en færdig plan med asylansøgerne. Dette var et projekt der skulle rejses i fællesskab.

Hvis nogen havde haft planer om at male gangene i festlige farver eller lave et springvand i gården, blev de hurtigt skrinlagt. Det viste sig nemlig at det største problem for asylansøgerne var isolationen: at de ikke har kontakt til det omgivende samfund. Resulatatet af samtalerne blev at man i fællesskab skulle lave et kulturhus. I første omgang et prøve-kulturhus for at forberede et permanent hus. Det skulle fungere som et sted hvor asylansøgere kunne være når de var i København, møde danskere og andre asylansøger.

Til åbningen af Trampolinhuset, som dette kulturhus hedder, mødte over 100 mennesker op og hvor mange års depression, usikkerhed, venten, aggression og frustration fik ikke et pludseligt frirum? Alle disse indestængte følelser diffunderede ud igennem tøjet og fik taget til at løfte sig. Det var en hjerternes fest. Konflikter indbyrdes, som de selvfølgelig også har i rigelige mængder, fordampede for en enkelt aften - og måske for flere. Dette var - og det er - deres hus. Det er deres hus til os - og det er et hus hvor danskere kan møde asylansøgere og få noget at vide.

Min kusines 15-årige datter kom for at tale med nogle asylansøgere, fordi hun skulle skrive projektopgave i niende klasse. Jeg introducerede hende for Samson fra Sudan. Der stod hun, genert og interesseret:
- We are writing a project that's called: When the world turns black.
- Black! sagde Samson og grinede lidt.
- Black or black? brød jeg ind.
- Yes, black, sagde hun.
Og så fik de sig en snak.
Det er én af de funktioner huset har: at få viden om de mennesker, der legemliggør et konkret problem i Danmark, i verden.

Information havde godt greb om ideen da Emil Rottbøll skrev om den (tirsdag 10.3.2009) under overskriften Asylansøgere træder ud af offerrollen. Det handler ikke kun om at gøre opmærksom på ens sag og den uhyrlige tilværelse det er i lejrene, men også at blive brugt, at være til nytte, på den ene eller anden måde. Der er højt uddannede folk i vores asyllejre, folk med en masse energi og resourcer, som temmelig hurtigt bliver brudt ned fordi loven ikke tillader dem at blive brugt.

Dette hus er en gave til danskerne, lavet og stablet på benene af nogle asylansøgere og nogle danskere.

Et af de større tilknyttede projekter er VisAvis - en asylavis til det danske folk, produceret af asylansøgere og danskere. Det skal næste post handle om.