- Demokratiets illusion om åbenhed skjuler mere end diktaturets utvetydige lukkethed.
Hvor findes den kritiske journalistik i dag? spurgte min ven mig igår. Den findes ikke, svarede han efterfølgende.
Stein Bagger-sagen kunne kritiske journalister ikke for alvor bringe til torvs, selv om der blev skrevet en smule. Det var ham selv og ikke journalisterne der havde gravet hans grav.
Ulrik Høy skriver i weekendavisen nr. 12-20.marts 2009 at Madoff kunne slippe afsted med halvkvædede viser: "Pengene bliver investeret i de og de seriøse virksomheder, og takket være den enorme tilstrømning af indskud behøvede Madoff ikke at gøre nærmere rede for omstændighederne. Det har man unægtelig harcelleret over nu bagefter. Hvor var de ansvarlige myndigheder? Hvor var de nærgående og uvildige undersøgelser, da den seriøse kritik vitterlig dukkede op?".
Onsdag d. 11.3.2009 sendte DR et program om månedsmagasinet Press, som man vel må give æren for at bedrive kritisk journalistik, - og har Henrik Saxgren ikke ret i at Anders Foghs løgne om Irak-krigen havde haft meget sværere ved at gå så glat igennem den danske befolkning som tilfældet er, hvis Press stadig havde eksisteret?
Pludselig støder jeg på én der: "Kommer i tanke om, at en tysk bekendt, der har boet i Danmark et stykke tid, en gang spurgte mig, om vi slet ikke har nogen tradition for kritisk journalistik (...)".
Det er altså ikke kun min ven og jeg der synes det.
Chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende mente at Frichs, Crones og Woldendorfs modtagelse af Cavlingprisen 2008 beviste at den kritiske journalistik stadig lever: »Jeres vinderprojekt beviser, at dansk journalistik ikke er på vej til et stadie af elendighed, overfladiskhed og misligholdelse af vores primære opgave som borgernes og demokratiets vagthund på grund af svindsot i økonomien i medierne eller kravet om flermedialitet. Det er ganske enkelt noget vrøvl, som fortidsromantikere gerne vil have os til at tro på.«
Det er ikke overbevisende for min ven, der forlanger meget mere.
For det er i virkeligheden ikke muligt at bedrive kritisk journalistik når der ikke er nogen offentlighed. En forbrydelse kan afsløres, men forbliver skjult hvis ingen hører på den enlige stemme, der udråber forbryderens navn. Sådan er den danske offentlighed: Afsløringer er ikke afsløringer og kritikken er ikke længere kritik når den ikke har et forum.
Medielandskabets enorme åbenhed gemmer, glemmer og skjuler i virkeligheden viden, oplysninger og afsløringer. Men ikke nok med det: I DDR for eksempel vidste alle og enhver at der var store mængder skjult viden. I dag tror alle at al viden er tilgængelig.
Selve det skjulte er skjult, og dét er jo den visse død for den kritiske journalistik. Hvis ikke der er noget skjult, er der jo heller ikke brug for nogen til at afsløre det. I dag er store og vigtige dele af vores kollektive viden, politiske system og systemets beslutninger, økonomiske forhold og legale urimeligheder skjult bag illusionen om altings åbenhed og tilgængelighed.
For det handler heller ikke kun om sagforhold, siger han. Det handler ikke kun om journalistik. Enten burde journalisterne udvide selve begrebet om journalistik, eller også må de intellektuelle træde ind på den journalistiske scene uden at blive journalister. Der er ingen der kan tale i helheder. Der er ingen i den offentlige debat der har kontakt til de strømførende lag i kulturen. Vi lever i vidensghettoer, i et atomiseret verdensbillede, som ingen er i stand til - ja, som ingen virker synderligt interesseret i - at (gen)danne. De der kunne, er døde, og de der kan, er gamle.
Min ven citerer fra Per Øhrgaards artikel om Enzensberger i Den Store Danske Encyklopædi: "[H]an opdager temaer og problemer, som endnu ligger skjult for de fleste, men kan komme til at dominere allerede den nærmeste fremtid, Ach Europa! (1987, da. Åh, Europa, 1988) beskriver kontinentet hinsides den politiske retorik."
(Hans Magnus Enzensberger)Det optimistiske i denne pessimistiske diagnostik er at der ligger en stor opgave foran os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar