Fremtiden for Nørrebrogade

Jeg gik lige forbi Anne og Bennys boghandel på Nørrebrogade for at skrive under på den protest mod Klaus Bondams eksperiment med at lukke gaden. Den ligger jo næsten øde hen - og det er åbningstid for butikkerne. Et af de mest levende, trafikerede, bemærkelsesværdige steder i København er ved at ændre sig, og butiksejerne kan mærke fald i omsætning på over 50%, mens vi - beboerne - pludselig går rundt og tænker: Er der smidt en atombombe! (Søren Ulrik Thomsen) - eller som var det Skjern i 50'erne (Peter AG).

(Billede fra weekendavisens artikel om Nørrebrogadeeksperimentet)

Det ender med lejligheder i gadeplan, siger Anne. Så ser man i glimt de halvtomme gader på broerne for sig: lejlighederne med vinduer ned til fortovet og falmede gardiner, der prøver at holde uvilkårlige blikke ude. Er det fremtiden for Nørrebrogade, hvor der stadig er butikker for hver meter? Det er derfor vi bor i byen. Men en snigende forstadsmentalitet begynder at blive skrigende. Vi skal være stille, skriger den. Vi skal ikke være så mange. Vi skal være rene og pæne og have blomsterkummer i stedet for parkeringspladser. Derfor lagde kommunen nogle svære betonklodser ud for over fem måneder siden. De har aldrig set en blomst, men er blevet en åben skraldeplads i stedet. Det skulle være så godt og så' det faktisk skidt.

Søren Ulrik Thomsen beskriver i weekendavisen malende baggrunden for det nye eksperiment: »denne dystopiske feberfantasi af hovedstaden som en endeløs provinsgågade gennemdaffet af uvirksomme shoppers med sandaler, mavepung og monstrøse softices«. Er det fremtiden for Nørrebrogade?

Anne fortæller at de var inde på Rådhuset, men Klaus Bondam var ikke til stede. Man siger han bor på Guldbergsgade, men han er der vist ikke meget. Man spørger sig selv om han er lige så fjern fra Nørrebrogade som Strecker og Mærsk, der har åbnet Nørrebro Café. Før de åbnede den stod der et skilt: Her åbner en tøjbutik. Andelsforeningen havde nemlig sat sig imod at det skulle være café. Nu er der en café, der ligner Rosie McGee's med similitræ med kunstig patina, der emmer af forlorne minder fra en tid der aldrig har været. Det er en ufo, der kommer et andet sted fra og som er kastet herover af nogle pengefolk fra Hellerup, der ikke bekymrer sig om de folk der bor her. Hvorfor ikke lægge den café i Hellerup? Hvorfor, Klaus Bondam, ikke lave en ordning til gavn for borgerne, eller realisere ens ideer hvor man kender dem?

Nørrebrogade-eksperimentet er halvhjertet. Han mener at man skal komme pendlerne til livs, men hvorfor ikke gøre det attraktivt for dem at køre andre veje. Klaus Bondam sætter en bom ned - og regner med at problemet er løst. Hvilket problem i øvrigt? At der er mange mennesker på Nørrebrogade og at det tager lidt længere tid end motorvejen, har jeg oplevet som et problem, og hvis det er, er det så ikke trods alt et mindre problem end at mange ellers sunde butikker må dreje nøglen om? Et problem for både butikker og beboere. Skal man så til at rejse længere for at få sine varer? Så skaber det altså mere trafik.

Anne gik op og ned af hele Nørrebrogade og fik mange underskrifter imod eksperimentet. Der var også nogle der ikke ville skrive under. De kunne ikke mærke det, som de sagde. Der var med andre ord ikke tale om en holdning til at andre kunne det. Der er mange kulturer på Nørrebro: man kan blandt andet trække en streg imellem på den ene side de, der bor og engagerer sig i området og dets beboere og på den anden side de, der er interesseret i at tjene penge og 'eksperimentere' i retning af mere forstad.

Her kan man læse Nørrebros Handelsforenings indsigelse overfor Klaus Bondam og dennes svar.
Artikel af arkitekt: Jacob Borup Nørløv.
Kommunens side om den politiske baggrund.