Kulturens usynlige hånd
- i anledning af seminar om fildeling torsdag d. 29. maj 2008.

På en konference i Berlin om Det 21. århundredes olie, altså intellektuelle rettigheder, skulle toastmasteren havde indledt med følgende ord: Den der rejser sig og siger, at han er kunstner og spørger hvordan han kan tjene penge på sin kunst, bliver han smidt ud med det samme. Korporligt.

Hvis den såkaldte moderator, Henrik Moltke, på seminariet torsdag d. 29. maj om fildeling havde sagt det samme - og taget konsekvensen af det - ville hvis ikke hele, så i hvert fald halvdelen af publikum være blevet kylet på porten.

For det kom for en stor dels vedkommende til at handle om hvordan kunstnerne så kunne tjene penge på kunst. Der er forskellige modeller, som der blev hevet i og stukket til. Flat rate blev diskuteret en del. Morten Bay, opfinder af Phonofile-konceptet, en digital distribution af downloadbar musik, ejet af rettighedshaverne, startede med at sondre imellem copyright og ophavsret: Copyright er eksemplarfremstillingsretten og altså knyttet til mediet (f.eks. en CD), mens ophavsretten er knyttet til det, der ligger på mediet (f.eks. en sang). Copyright bør afskaffes, mens ophavsretten vedligeholdes, mente Morten Bay, men kunne kort efter sige at han følte sig som Morten Messerschmidt til en 1. maj møde. I dette forum var der ikke mange der fulgte ham i forsvaret for ophavsretten.

Flat rate
Især ikke da talen faldt på flat-rate, hvor man betaler en abonnement på sin opkopling, som så kunne distribueres ud til kunstnerne. ”Han ville bestemme hvordan han ville bruge sin musik”, altså at han ville have rettighederne over sin egen musik.

Det var et sjovt ord, for hvem 'bruger' musikken? Er det musikeren, der bruger musikken? Til hvad? At tjene penge. Den musik gider jeg da ikke at høre. Til at udtrykke sig? Så vil han vel ikke begynde at begrænse lytternes 'brug' af musikken.

Peter Sunde fra Pirate Bay sagde at musikken kun er en ganske lille del af den samlede downloadning. Så hvad med filmene, computerspillene, softwaren, teksterne og alt det andet? Det ville være et stort abonnement, og hvordan fordele? - Man skulle lave et estimat, altså ikke overvåge hvilke numre og film, der bliver downloadet, men skønne hvem der blev downloadet mest og mindst og ud fra dette estimat fordele pengene. Det vandt ikke rigtig genklang.
Peter Sunde var imidlertid tilhænger af musikbutikker, hvor man købte abonnement. Han havde ikke tiltro til købet af de enkelte kopier, men mere til tjenesten. Man betaler for tjenesten, ikke for de ting man henter.

Kan man tage en diskussion om kvalitet?
Den mest interessante diskussion i dette felt udeblev imidlertid. Den handler om den krig om information, der pågår. Selve den intellektuelle ejendomsret, som Mark Getty - en af de største intellektuelle proprietærer i verden - har kaldt det 21. århundredes olie, er altafgørende for hvordan viden, kultur, nyheder, informationer bliver spredt. Hvis det 21. århundredes olie er intellektuelle rettigheder, har Sebastian Lütgert ret i at det kan oversættes med et ord: krig. Det er denne krig, der er værd at forholde sig til. For hvis viden er magt og denne viden er ejet af de få, er der vel et demokratisk problem al den stund demokratiet er styret af de mange og at der kræves viden for at styre.

Diskussionen om ophavsret er imidlertid gået over i den fase, hvor selv de store indrømmer at de har tabt. Eller at de snart taber. De forhaler bare udviklingen ved at stævne individder for så skandaløse beløb at sagerne får megen presse og derfor får den fornødne afskrækkende effekt. Men der går ikke mange år inden adgangen til viden og information er endnu lettere - eller rettere lidt mere lovlig - end den er i dag.
Er målet så nået? Et rygte siger at på Pirate Bay er de store hits nøjagtig de samme som de store hits på de almindelige salgslister. Det er tankevækkende da Pirate Bay netop stiller alle mulige andre tilbud frem. Hvorfor henter man så alligevel de allermest kommercialiserede, kaloriefattige og hjernedøde sange og film?

Hvis det er rigtigt, er der noget galt med den måde fildelingen bliver lanceret på, fordi det kun politisk er kontroversielt - sålænge lovene er som de er -, men ikke kulturelt, hvor fildeling promoverer en ny populistisk idiotisk mainstream.

Efter mødet naglede Henrik Moltke mig med bemærkningen: ”Sylvester, du er en rigtig kulturradikal”. - Det kan jeg sige ja til, hvis det handler om at man godt kan tale om kvalitet, men ikke hvis man beslutter sig for hvad der er kvalitet. Det er da evident at nogle bøger, noget musik, nogle forestillinger og skuespil går dybere end andre, men de kulturradikale var dovne fordi de lænede sig op af en kanon og næsten kunne gå ind for censur. Hvad der ikke kan være tale om. Men det er da et demokratisk problem, der kan få uhyggelige konsekvenser, hvis en hel befolkning kun lader sig nære af eskapistiske, fordummende og forrående kulturprodukter.

Vi er ved at gå bagover af råd om god kost, men ingen taler om at sindets kost faktisk også kan være skadeligt - eller det modsatte. En kvalitetsdiskussion er bandlyst. I fildelingsmiljøet hersker der en udbredt liberalistisk opfattelse om at den usynlige hånd styrer kulturen. Det er en smuk tanke - og jeg ville gerne tilslutte mig den, hvis min fornemmelse af en tiltagende historieløshed, en udmarvning af saglig nyhedsformidling, en voksende hær af stadig mere skingre markskrigere og bekymringen for kommende tsunamier af indholdstomme informationsmængder kunne gøres til skamme.

Masser af fordele, er der ingen ulemper?
Det gode ved fildeling er selvfølgelig er vi har adgang til en masse produkter, som det førhen var vanskeligt at skaffe. Pirate Bay er en af de bedste distributionskanaler man kan forestille sig. Det fantastiske ved både fildeling og de digitale tekniker er selvfølgelig at man kan respondere, mixe, moderere, modulere, skære og vride i de filer som andre har lavet. Vi er rige når mange bruger tid på at skabe og kaste nye forestillinger om verden tilbage i hovedet på den. Amatørkunst kan sagtens være meget mere interessant end den såkaldt professionelle. Det potente i fildeling er selvfølgelig at man - den enkelte borger - her har et instrument til effektivt at yde store mediemoguler modstand, og i yderste konsekvens lægge en bombe under vores økonomiske system.

Men det er skræmmende at forestille sig at der vokser en kæmpe dumhed bag vores sprænginformerede pande og at et videnstab pludselig får hele vores kilometerhøje videnshøjhus til at styrte i grus.

Tillad mig at være søgende på dette område, jeg kommer ikke med nogen konklusioner - og griber straks til min machete, hvis nogen løfter pegefingeren og fortæller mig hvad der er god kunst. Skal lige siges.

Craig Baldwin siger i anden del af Steal this film: ”I can't save them”. Men samtidig med at man går ind for fri informationsadgang, kan man godt tage en kulturpolitisk eller filosofisk diskussion, der blandt andet handler om demokratiet og kunsten og kulturens usynlige hånd. Den usynlige hånd fungerer jo tydeligvis ikke i det økonomiske system, hvad den nuværende krise i USA så tydeligt viser. Gør den det i kulturen?

------

Seminariet var arrangeret af Turbulens.net, denandennatur.dk med støtte fra Hovedstadens Oplysningsforbund.

Foredrag til Faustus – en danseforestilling ved Ninna Steen, premiere på Dansescenen 12.1.2008.

Det er bemærkelsesværdigt at en gammel troldmand fra det 15. århundrede, der i en vis forstand ikke har været noget særligt – for der var mange troldmænd både før og efter ham –, har haft en så stor fascinationskraft. For det må man sige at han har haft. Som det hedder i stykket her: ”There are more stories of Faust than they are Faust's There are a plethora, a bucket-load, a bulging overfilled stomach of Faust's. TOO many to mention”.

I en Faustbibliografie (lavet af Hans Hening i '66) kan man tælle 15.838 forskellige titler på skuespil, symfonier, operaer, bøger, digte og andre fremstillinger af denne senmiddelalderlige mystiske person. Kun Biblen kan konkurrere med Faust i hvad der været udgivet bøger om.

Og nu optræder han igen. Her i en ny skikkelse.

Faust var en virkelig person, som man ikke ved meget om i slutningen af det 15. århundrede, men han blev berømt da han blev omdannet til en firgur i en religiøs kamp i reformationens århundrede. Det var dels en intern kamp imellem forskellige reformatoriske retninger og en ekstern kamp imellem kirken og renæssancemenneskene.

Der er noget konstant i alle disse forskellige Faustversioner: noget der gør lige denne figur og ikke en hvilken som helst anden figur så fascinerende. Men de er unægtelig også meget forskellige, alle disse Faustskikkelser.

Det gennemgående i Fausthistorien er pagten med Djævlen. Faust sælger sin sjæl til Djævlen for at få noget til gengæld. Alt efter hvilken version og hvilken tid vi befinder os i leverer Djævlen enten nydelse, inspiration eller erkendelse.

Fascinationen

Den første folkebog fra 1587 blev vældig populær og hurtigt spredt – også udenfor Tysklands grænser. Det tog dog omkring fem år for bogen at blive oversat til engelsk, og det var denne oversættelse som var grundlag for den Shakespeare-samtidige Christopher Marlowes Faustversion. Til nogle af forestillingerne af Marlowes Faust blev det sagt at der rent faktisk kom Djævle ind i teatret og op på scenen, til stor fornøjelse for publikum, mens andre dog også sagde at stykket hylede nogle af publikummer så meget ud af den at de blev vanvittige.

Det tiltrækkende ved dæmonien er overskridelsen. Man overskrider et forbud – sådan som mennesket har gjort det siden Adam og Evas dage. Fausts forbrydelse er også at han spiser af kundskabens træ. Det er kundskab han længes efter, og fascinationen kommer bl.a. af at han er et moderne ekko af denne urgamle historie – og dybt liggende menneskelige drift. Han accepterer ingen grænser.

Det syndige er dog ikke kun moralsk. Det er også udtryk for en erkendelse af menneskets grænser. Hvis mennesket overskrider sine grænser, er det til skade for sig selv og andre. Det er derfor at magi ikke er tilladt i Biblen: Magi er at påvirke omverdenen, naturen og menneskene, via forskellige redskaber. Faust dyrkede sort magi, der kan have en skadelig indvirkning på andre mennesker. Det er det dunkle sinds krigsførsel, og det er til denne krigsførsel den sorte magiker bruger Djævlen. Magi er troen på at mennesket med sit intellekt og bevidsthed over afstande eller via objekter kan indvirke og manipulere begivenheder i en bestemt retning.

Kunst er magi
Det er ikke noget vi i dagens Danmark går rundt og tror på – men på den anden side er det præcis det der sker med kunst. Kunst er at påvirke andre mennesker igennem et objekt – nemlig (kunst)værket. Dét er en grund til at især kunstnere har været så draget af Faustfiguren: fordi historien om Faust er en historie om kunst.

Selve kunsten - som dét der befinder sig hinsides godt og ondt - er således i stor fare for nemlig at bruge magien i ondt øjemed. Når der ikke er etiske retningslinjer for udførelsen af kunst, bliver selve den kunstneriske virksomhed desto farligere: Det onde er ikke længere forkasteligt, og man forsager ikke Djævlen. Det gode er ikke kun godt, og det onde er ikke kun ondt. Det er et svimlende rum man befinder sig i, hvor der bliver vendt op og ned på alle kendte forestillinger. Det er i og for sig selve bevidsthedens fødsel og den radikale subjektivisme: Her er kun det godt, som jeg'et erklærer for godt. Ingen autoriteter bestemmer længere. Faust indgår pagt med Djævlen for at undgå Gud som autoritet og som den der forbyder at spise af kundskabens træ.

Faust er Guds bagside – Faustttraditionen er bagsiden af kristendommen
Men Faust har jo studeret alle ting og ved også udmærket at Djævlen er Guds tjener, Satan er i Gammel Testamente en af Guds sønner – så når han forkaster Biblen og afsværger Gud, er det i realiteten for at bringer nogle andre sider frem i Gud.

Og det er hvad hele den lange Fausttradition også er udtryk for. Fausthistorien er bagsiden af kristendommen, så hver gang Faust optræder aktualiserer det kristendommen. Der findes ikke en Fausthistorie uden kristendom, ikke nogen Mefisto uden Gud, og en af grundene til at Faust fylder så meget i litteraturhistorien, er fordi litteraturen opfanger alt det som kirken har udelukket.

Søren Kierkegaard skrev på et tidspunkt ingående om Faust, mest i sine uudgivne papirer. Han mente at Don Juan, Ahasverus (den evige jøde) og Faust repræsenterede åndshistoriens tre store ideer (Pap. I A 150). Hvor Don Juan er det dæmoniske bestemt som det sanselige, som kristendommen udelukker, repræsenterer Faust det åndelige, som kristendommen udelukker. Dette åndelige er hvad magien indbefatter: Det er ikke kun udforskningen af naturens hemmeligheder, deri kan der ligge en stor hyldest til Guds skaberværk, men brugen af denne viden er hvad kristendommen udelukker. Magien er en kættersk brug af en viden til at lave om på Guds skaberværk, på den omgivende og på menneskets egen natur.

Faust i Folkebogen er alle de ting som kirken fordømte: magiker, nekromantiker (at kunne tale med de døde), alkymist (der forsøgte at lave guld – og ledte efter de vises sten), troldmand, sortekunstner, astrolog, verdensmenneske – og forfører.

Faust og Don Juan ligner hinanden ved begge at være forførere, de appelerer til en dunkel vilje hos offeret, der en halv rus går med på noget, som det senere fortryder. Don Juan forfører mange kvinder, Faust forfører (hos Goethe) en enkelt kvinde, Gretchen. Både Don Juan og Faust bruger deres stærke viljer til at fremme egne interesser. Dét er hvad der ligger i nydelsen.

Underlødig og seriøs fascination
Men man kan godt tale om en underlødig og en seriøs fascination. Det onde kan pirre og ophidse, men det onde kan også være det uundgåelige og selve stedet for både inspiration og erkendelse. Det har ikke været noget man alle dage har været bevidst om. Det var først med Lessing i 1760'erne at man fik en positiv udgave af Faust. Et sted siger Lessing: Holdt Gud sandheden i sin højre hånd og den evige stræben efter sandheden i sin venstre, da ville jeg klynge mig til hans venstre hånd, fordi sandheden kun tilhører Gud.

Mennesket er bestemt til at stræbe efter sandheden. Det er selve sandhedsstræben, som frelser Faust i Lessings udgave (som han aldrig fik udgivet). Hvis man ser Fausts skæbne igennem Lessings briller, er det altså ikke dét at han har hidkaldt Djævlen, der er årsag til Fausts fortabelse, men dét at han ikke har hidkaldt ham af oprigtig erkendetrang.

Den tvetydige Faust
Men dermed ikke sagt at Faust ikke også har været drevet af dunkle begær efter magt og nydelse. Sådan er han også beskrevet i Folkebogen. I virkeligheden har tvetydigheden i Faustfiguren været der fra første færd, selv om forfatteren til den første Faustudgave ikke har været sig så bevidst om denne dobbelttydighed, som senere tiders forfattere har været. I Folkebogen bliver han nemlig skildret som en charlatan, en troldmand, et verdensmenneske, det vil sige et renæssancemenneske, astrolog og videnskabsmand, som ikke har brug for hypotesen om Gud i sit verdensbillede.

Kierkegaard refererer et sted (en Shubart for at sige) at det ikke er forkasteligt at gribe til magien, da den stræber efter erkendelse, men det er forkasteligt at søge erkendelsen i et underordnet øjemed.

At søge erkendelsen i et underordnet øjemed vil sige at søge den for noget andets skyld end selve erkendelsen.

Dette dobbelte begær kommer tydeligst til udtryk hos Goethe i Fausts berømte esklamation: ”To sjæle huses, ak, i mit bryst. Den ene ønsker blot at skilles fra den anden. Den ene klamrer sig med voldsom lidenskab og hedt begær til denne verden, den anden hæver sig af al sin kraft fra støvet op mod sit høje ophavs sfære” (v. 1112-1117, oversættelse Arne Rosenhoff, Vindrose 1990).

Her er vi ved en anden stærk fascinationskraft i Faustfiguren, som man kunne kalde den psykologiske eller antropologiske, fordi den i meget kort form giver et portræt af mennesket.

Platon. Denne dobbelte drift ser man også hos Platon, hvor han i dialogen Faidros beskriver kærligheden som en vogn med to heste, den ene er hvid og langhalset, den anden sort og korthalset, dvs. en der er rationel og moralsk, den anden som søger det irrationelle og den legemlige nydelse.

Mennesket er defineret ved at være splittet. Men Faust repræsenterer både splittelsen – og stræben efter at overvinde denne splittelse.

Splittelsen i denne Faust-forestilling
I Ninna Steens forestilling har vi denne splittelse helt helt tydelig fremstillet: der er simpelthen to figurer på scenen, ikke flere. Hele Gretchen-historien er skåret væk, dvs. den historie, der hos Goethe fremstiller Faust som kynisk forfører, men også som en mand med længsel efter ægte kærlighed, den stræben, der til sidst frelser ham. I Ninna Steens forestilling er der kun to personer – og i virkeligheden er disse to personer én og den samme.

Faustfiguren hedder Mr. Ordinary og er lige så ordinær som Bob Dylans Mr. Jones. En person der ikke ved hvad sker omkring ham, en person der ikke kan udtrykke hvad han føler, han ved det sikkert ikke engang, en person hvis grænser er flydende, så han falder i et med baggrunden, men dog alligevel med et rigt indre liv, der kun lever dunkelt og ubevidst, en boblende gryde af en masse drifter, der ikke er udlevet, men indkrogede i sig selv. En person der er en skygge af sig selv. Det er denne skygge som optræder sammen med ham. Det er Mefisto.

Mefistos længsel
Men det er også sådan at Mefisto ikke kun er Fausts skyggeside – det er også omvendt: Faust er skyggens idealbillede. På samme måde som Himlen over Berlin, hvor englene har et begær efter at blive mennesker, efter at blive tunge, kompakte og træge, efter at mærke smerte og at kunne dø. Alle disse ting som menneskene anser som en forbandelse. Det er hvad englene ser som forløsende fra deres luftige, gennemsigtige, usynlige og udødelige tilværelse. Nu er Mephisto jo allerede en af Guds engle, både i Jobs bog, som prologen i Goethes Faust er kalkeret over, og i Gammel Testamente. Lucifer var en falden engel og Satan var en af Guds sønner.

I de fleste Faustversioner påkalder Faust Djævlen – dvs. Mefisto. Men her er det næsten omvendt. Mefisto er den der kalder på Faust, han har behov for Faust, han har behov for at blive opslugt. Han leder efter liv – det er derfor han udstopper fugle. Han er selv livløs, men han savner liv – sådan som udstoppede fugle minder om et levet liv, men egentlig er livløs.

Mefisto har et helt bibliotek med sjæle. Ligesom de udstoppede fugle har han et helt bibliotek med nedfrosne sjæle. På samme måde som et helt bibliotek er dødt, hvis ikke bøgerne bliver læst, er et helt bibliotek med sjæle dødt, hvis ikke sjælene har en krop at leve i.

Det onde er det sjælløse
Dette er et kernepunkt i hele Fausttraditionen. Sådan har Thomas Mann nemlig i sin roman fra 1947 givet en karakteristik af Faust.

Faustfiguren hos Thomas Mann er en komponist, der på én og samme gang har et overdrevet intellekt og en ustyrlig primitivitet. Dét der befinder sig i midten runger i sit barbariske fravær. Det der mangler er sjælen, for sjælen er kærlighedens hus. Det er sjælen der holder intellektet og driften sammen. Det sjælløse er barbarisk, fordi selve det humane befinder sig i midten – som det der kan bringe balance mellem intellekt og drift.

Thomas Mann siger nemlig et sted at dér hvor den hovmodige intellektualitet parrer sig med den rå drift, dér sidder djævlen. Det vil sige at det dæmoniske springer fra det sted hvor der ikke er en sjæl. Det onde er det sjælløse. I det øjeblik Faust betaler Djævlen med sin sjæl, har han også indvilliget i ikke at kunne elske. Det er det som Mefisto viser ved at have et helt bibliotek fuld af sjæle. Han har alt det han ikke er. Jo flere døde sjæle han har, desto mere død er hans egen sjæl.

Om det ordinære – manglen på glæde
I denne forestilling kaldes Faust Mr. Ordinary. Deri ligger der en stor ironi, for Faust er traditionelt set den mest uordinære af alle. Det er blandt andet dét som gør ham til Faust. Det er noget af det, som er hans synd. Han gør sig til mere end et menneske – ved at tro at man kan sætte et blad på en nælde.

Historisk set er han meget speciel, han er ekstraordinært begavet, han burer sig inde i sine bøger (sådan som Katrine Wiedemann illustrerede i sin Faustversion på Det kongelige Teater).
Der er en scene hos Goethe, hvor Faust går blandt de glade bønder, der holder fest. Han er helt fremmed i disse omgivelser og hans manglende spontanitet skriger til himlen. Han er ikke i stand til at feste. Han har mistet den barnlige glæde, og han er på afstand af alt det almindelige.

Men denne forestilling gør ham almindelig, og det er nyt. Det er imidlertid ikke kun Faust der er blevet almindelig. Det er Mefisto også. Mefisto siger på et tidspunkt at hans job er blevet ligegyldigt. Hans funktion er nedlagt. Mefisto er simpelthen fyret som det ondes præsident. Faust har været bogens og ordets mand, men er her gjort ordløs. Mefisto har båret – som der står hos Goethe: ”en kappe af svær silke, med hanefjer på hatten” - men nu er han almindelig borger iklædt jakkesæt. Han er også blevet almindelig, og så er han endda blevet fyret.

Samfundet har overtaget hans rolle, siger han, men Mefisto siger selv at samfundet ikke kan give mennesker hvad de vil have. Samfundet kan kun give rammerne for det, hvor imod Mefisto kan give menneskene hvad de vil have. I dette stykke er det ikke nydelse – men fuldbyrdelse: selvrealisering. Som Mr. Ordinarys skygge er Mefisto den side af ham, som han hverken kan erkende eller give slip på. Mefisto er en større kraft i Faust end Faust selv kan bære – ellers var han ikke nogen figur på scenen. Hvis virkeligheden kunne indfanges af begreber, var der ikke noget drama, ikke nogen billeder, ikke nogen forestilling. Mefisto er altså en del af Faust, men en større del af Faust end Faust selv kan have i sig. Men ikke nok med det: han repræsenterer også den største del af Faust. Han er større og stærkere end Faust. Mefisto forlanger at de indtager verden sammen, at de sætter sig på selvrealiseringens trone som en konge og en dronning. Men det vil Faust ikke. Først er Faust interesseret, dernæst afviser han Mefisto – for herved at fortabes.

Det der sker er hvad legenden om de syv djævle fra Matthæus 12,45, fortæller:

”v43 Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. v44 Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. v45 Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.”

Ved at sige farvel til sin skygge, har man dermed inviteret det store mørke. Hvis den urene ånd farer hvileløst omkring, vender den syvfold tilbage. Sådan som H.C. Andersen også så formidabelt har beskrevet det i eventyret om Skyggen.

Mefistos dødskramper
Der er to ting der ikke optræder på scenen: der er ikke nogen Gud og der er ikke et samfund. Der er ikke en instans udenfor Faust der kan redde ham fra det onde. Og det samfund, som rent faktisk har overtaget Mefistos arbejde, er heller ikke skildret. Så selv hvis Mr. Ordinary havde opfyldt kontrakten, ville han ikke være blevet frelst, for Mefisto er ikke hvad han giver sig ud for at være. Han er ikke den onde mere, fordi han er afsat fra sit embede. Han er ligeså nedfrosset som sine sjæle, ligeså udstoppet som sine fugle.
Men at sige at Mefisto ikke er hvad han giver sig ud for at være, er præcis at sige at han er som han skal være. For Mefisto er selve fremmedgørelsen, han er selve billedet på at mennesket ikke er hvad det er, symbolet på at mennesket altid er fremmed for sig selv. Så det er meget ironisk at sige at han ikke er hvad han er. Selv en løgner kan sige sandheden.

Men hvad er det så for en Mefisto vi ser i dette stykke?

Det er et levende symbols dødskramper. Et symbol der kæmper for at holde sig i live, men er ved at miste livet. Det er derfor han er så interesseret i Faust. Faust skal redde Mefisto. I modsætning til andre tiders Faust, hvor man har medlidenhed med Faust, er det her Mefisto der vækker ens medlidenhed og sympati.

Når Faust afviser Mefisto, gør han det samme som vi – publikum og almindelige borgere i en verden med gode og onde kræfter i en forvirrende og brutal kamp med hinanden – nemlig: suger livet ud af symbolet.

Hvis ikke det onde har en skikkelse, er det umuligt at gøre noget ved. Så farer det onde hvileløst og usynligt rundt blandt menneskene. Det er kun hvis han har en skikkelse, det som litteraturen, dansen og teatret kan give ham, at vi kan gøre noget ved det onde. Hvis ikke han har det, kan det kærlighedsløse snige sig ind på os og besætte os før vi ved af det. Ligesom Faust går tabt, fordi han ikke kan forbinde sig til sin egen skygge, går Mefisto tabt fordi han ikke kan rumme sin egen symbolske substans. Den er forsvundet – ud i samfundet – ud iblandt stolerækkerne på Dansescenen.

Behovet for en international og intellektuel kollektivet

Lidt om Jørn Lanngsteds og Bourdieus tanker om kunst og kommers, om Gadeuniversitetet og om en ny internationalisme

Balancen imellem den kommercielle og statsstøttede kultur i Danmark og Europa er ved at forrykke sig på en måde der aktualiserer diskussionen om de grundlæggende demokratiske principper. Hvad sker der det kritiske potentiale, uden hvilket demokratiet ikke kan være til, hvis markedet kommer til at dominere kulturproduktionen? Hvilken demokratisk rolle spiller det nationale i kulturlivet?

Professor i dramaturgi ved Århus Universitet Jørn Langsted ser et problem i at kulturpolitikken er blevet regionaliseret. Regionaliseringen gør nemlig at der ikke er noget sted der kan indgå i internationale forhandlinger. Regionaliseringen giver bedre plads til kulturkapitalismen og det bliver sværre at opretholde modstandspotentialer mod markedsgørelsen. ”Jeg savner i den kulturpolitiske forskning i Norden analyser af konsekvenserne af de regionaliseringer, der eksperimenteres med i forskellige former” (Langsted: Indfald og udfald, 2005, s. 46).

Men ikke kun analyser. Han efterlyser også en offensiv kulturpolitik.

”Den internationale kulturimperialisme (som er Jls synonym for globalisering, sr), de nationale opløsninger af statsdannelser til fordel for regioner, kunstens performativisering: disse ting bør ikke betyde 'et farvel til kulturpolitikken?', som det lidt provokerende og spørgende hed i overskriften til Den Første Nordiske Kulturpolitiske Forskerkonference. Det bør tværtimod fremhæve nødvendigheden af en mere offensiv kulturpolitik, der som grundlæggende præmis har, at et samfund er mere end et marked, og at borgere er noget andet end kunder” (ibid s. 48).

Da hverken politikerne eller universiteterne laver et lobbyistisk og aktivistisk arbejde for denne offensive kulturpolitik, må initiativet være op til borgerne. Som for eksempel denne tænketank.

Bourdieu taler også om en ny internationalisering, der som forudsætning har rod i nationaliteten. Han skriver i sit forslag til en ny social bevægelse i Europa: ”Lige nu er det mest presserende problem i mine øjne at finde de materielle, økonomiske og især organisatoriske redskaber til at anspore alle kompentente forskere til at gøre fælles front med ansvarlige politiske aktivister for at diskutere og udarbejde en række analyser og progressive initiativer, som i dag kun eksisterer som private og isolerede tanker eller i marginale publikuationer, fortrolige rapporter eller i esoteriske tidsskrifter” (Bourdie: Modild, Hans Reitzels Forlag, 2001, s. 14).

Bourdieu taler om en ny intellektuel kollektivitet der skal organisere nogle af alle de initiativer til alternative samfundsmodeller. Han skriver: ”Som en modvægt til dem (de konservative tænketanke der er udpeget af magthaverne, sr) må vi etablere kritiske netværk ved at gruppere 'specifikke intellektuelle' i fourcaultsk forstand i et intellektuelt kollektiv, der selv definerer genstandsområderne og målsætningerne for sit arbejde. Det skal kort sagt være fuldstændigt uafhængigt” (ibid s. 40). Og med uafhængigt mener han uafhængigt af kommcercielle interesser. ”Sagen er, at den principielle uafhængighed af økonomiske interesser, det kulturelle felt med besvær har tilkæmpet sig, er truet i selve sit fundament af en kommerciel logik, der sætter sig igennem på alle niveauer af den kulturelle produktion og distribution af kulturellle udtryk” (ibid. s. 84).

Det intellektuelle kollektiv er i Bourdieus visioner en international organisering, der skulle være ”med til at skabe de sociale betingelser for en kollektiv produktion af realistiske utopier”.

Kollektivet skulle være katalysator for aktionerende grupper, såvidt Bourdieu, ved at være med til at udtrykke og opdage hvem de er, ”og ved at trække på den enorme viden, der faktisk eksisterer om samfundsmæssigheden” (ibid. 41). Denne viden om samfundsmæssigheden er hvad han også kalder kulturel kapital. Det er endvidere hvad en gruppe i den danske undergrund har kaldt Gadeuniversitetet. Der bliver produceret et væld af viden udenfor de universitære institutioner, som ville kunne frigives og – var jeg ved at sige: kapitaliseres.

Der ligger altså en opgave i dels at etablere sådan en organisation, dels at lave det intellektuelle arbejde: at undersøge omfanget og virkningerne af den kommcercielle kunstproduktion samt udtænke alternativer og løsninger til de problemer, der viser sig.

Det er en stor opgave, som man dog kan starte på med at lave små grupperinger, der kan arbejde mere effektivt end mange enlige skribenter, kunstner og intellektuelle.

Den knuste postelin i de muntre køkkener

Forfatteren Jørgen I. Jensen har sagt at man skal undgå at udtale sig i tabskategorier. Det har han god grund til, ikke mindst fordi selve kategorien har en egenmekanik, der kan gå ud over virkeligheden. Der kan med andre ord gå for meget: det-var-nu-bedre-i-gamle-dage i den.

På den anden side (et andet udtryk man må være varsom med) kan man måske registrere et tab af noget så værdifuldt at man bliver nød til at råbe vagt i gevær, hvis ikke man bare skriger.

I en tid hvor De konservative er i regering, men hvor den egentlige konservatisme er længere væk fra magten end den har været i mange år, kan det være på sin plads at gøre opmærksom på nogle af de ting, der er ved at glide ud i glemslen.

Samtidig med at vi på dansk er så beriget af en mand som Otto Steen Due, der har bragt nogle af de store klassikere ud i et uforligneligt dansk, kan man læse kritikeren Torben Brostrøm skrive: ”Man kan måske gå hen og tabe hukommelsen i senilitet, men en mere skræmmende tanke er det store, fælles hukommelsestab, der rammer en moderne livsførelse, som installerer sig med massemediernes kulturelle troløshed og nøjes med deres dårlige service og tamme underholdning” (Information torsdag 6.december 2. sektion s. 23).

Bogmarkedet er mere delt. Det bliver mere og mere poppet, udgivelserne sjaskes igennem, forlag satser flere penge på færre forfattere, der bliver eksponeret på plakater, der før kun kom store filmstjerne til gode, men samtidig udkommer der en stribe af gennemarbejdede, originale, oplysende og helt igennem seriøse bøger.

Fjernsynet halter stadig langt efter og truer med at hive store dele af befolkningen ud i endnu større uvidenhed.

Der skabes større afstand imellem dem der kun bruger fjernsyn, film og internet til at indhente viden og dem der stadig læser bøger, (for slet ikke at glemme dem, der stadig kan spære ørerne op for polyfone værker, der kan tænke mere end en tanke ad gangen). For der er jo ting som bøger stadig har en eksklusiv tilgang til, og det kan siges med et ord: fordybelse. Uden hvilken vi ikke kan afdække det som Torben Brostrøm kalder 'eksistentielle koder':

”Der knuses en del postelin i de muntre køkkener, som overdøver klangen af den store musik, dramatik, roman, poesi, der blotter de eksistentielle koder og strukturer. De kan komme i fare og ved deres fravær bringe os i livsfare. I vor tid. Af mangel på taknemmelighed”.

Rammen om disse eksistentielle koder ligger i det som klassikerne kan, nemlig gøre det lille nu til et stor nu. For definitionen af klassikeren og Ezras Pounds definition af litteraturen er at den er ”nyheder som forbliver nyheder”. Den gør med andre nu'et større. Den hektiske jagen efter det nye er udslag af et meget lille nu. Så lille at man det er svært ikke at få åndenød og klaustrofobi.

Selv om det ikke kun er tab. Meget er jo også vundet. Mere om det senere.

Grundlagsdiskussionen: viden versus information

Mens Rune Lykkeberg i Information (24.11.07) ser det som et fattigdomstegn at forfattere og kunstnere ikke deltager mere i den offentlige debat og hverken bruges som 'samvittighedens stemme' eller med nogen anden form for autoritet, bliver de kunstnere, der dog stadig forsøger at ytre sig, både kritiseret i weekendavisens opions-sider og i samme avis' bogtillæg (nr. 48 – 30.11.07).

Der er ikke publikum til de forfattere og kunstnere, der har noget at sige, siger Rune Lykkeberg, og uden publikum lever kunstneren jo dårligt. Samfundskulturen er blevet subkultur (Carsten Sestoft) og kunst sejler stadig længere og længere væk fra den politiske debat. Han er kun glad for at en person ikke længere er samfundets samvittighed. Deri er han sikkert enig med mange. Alternativet er desværre at der så er meget mindre samvittighed. Det er der sikkert også mange, der er glade for. Ikke desto mindre går der noget tabt: ”Nok kan man sige, at kunstnerne ikke siger sandheden, men det betyder ikke, at kunstværkerne ikke siger noget andet og væsentligt”.
For det er ikke kun kunstnerne der ikke lyttes til, det er også værkerne, der har et mindre og mindre publikum.

Rasmus Øhlenschlæger Madsen har skrevet en phd-afhandling om den nyere kritiske essayistik i den danske debat: Vidner og dommere – ny dansk kritisk essayistik om krig og terroisme. Her som mange andre steder i weekendavisen er overskriften mere et udslag af hvad redaktionen mener om artiklen end hvad den mener dækker dens indhold. Mavefornemmelser står der: ”Troværdighed. Når Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen og Jens Christian Grøndahl skriver essays om krig og terroisme, ved de så, hvad de taler om?”

Slutningen af omtalen lægger imidlertid vægt på noget andet: Forfatternes ”essays om krig og terroisme kan alle læses som oplæg til refleksion, analyse og i sidste ende demokratisk debat. Det er det, der gør dem værd at beskæftige sig med (...) Det kritiske essays værdi er først og fremmest at virkeligheden her brydes på en anden måde, at nye sammenhænge udpeges”.

Kritikken går på at forfatterne ofte ved for lidt om det de taler om. Det siger stud.scient.polerne Sebastian Barfort og Morten Øyen Jensen skarpere. De korrigerer adskillige udtalelser fra Anne Marie Helger, Niels Hausgaard og Lotte Svendsen, hvad der nok er på sin plads, hvorefter de konkluderer, at ”kunstnerne er en parodi på sig selv, og det er ikke umiddelbart let at genkende de klassiske forbilleder, som i ekstremt høj grad berigede debatten”.

Her bør Danmarks Radio kritiseres lige så meget som kunstnerne, både for at hive dem ind til det og for at sætte så små rammer at enhver form for refleksion er umulig. Der er jo kunstnere der forsøger at forstå vores tid og vores samfund, og som holder sig indenfor sine egne kundskabsgrænser, så det ikke bliver så let at skyde dem ned.

Der er samtidig noget ignorant i disse strenge krav til saglighed. Kunstneren, forfatteren, udtaler sig netop ikke som specialist, men fordi han har sproget i sin magt. Hvis man kun vil have specialister til at udtale sig, stækker det ikke kun den almene ytringsfrihed, det fremmer også teknokratiet. Og det er jo rigtig slemt, fordi en teknokrat kender systemet så godt at han slet ikke kan forestille sig det anderledes. Så bliver den offentlige debat ét langt forsvar for det bestående – og hvor meget debat er der i det? Hvor meget demokrati?

Vi kan hverken undvære specialisterne eller kunstnerne, men de burde arbejde mere sammen. Mod et medietyranni og imod den fordummelse der ligger i at forveksle viden med information – eller kun at foretrække det ene frem for det andet.

Rasmus Øhlenschlæger siger: ”Man kunne kalde det en grundlagsdiskussion – en diskussion af forskellen på viden og information og en diskussion af, hvor meget viden der skal til for at fælde troværdige domme”.

Det er en væsentlig diskussion - og det er ikke kunstnerne, men medierne og det dovne publikum der bærer hovedansvaret.

Skitse til en tænketank

Formål:

Eftersom både nogle grundlæggende menneskelige og demokratiske principper er under mere eller mindre subtile angreb, er der grobund for dels at lave et teoretisk arbejde for at få diagnosticeret hvori problemerne består, dels at formulere værdige og realistiske alternativer; der er brug for latter i stedet for at grin, skønhed i stedet for smartness, refleksion i stedet for one-liners, traditionsbevidsthed i stedet for reaktionærhed og viden i stedet for ren information.

Formålet er:
- at lave en tænketank på et tværvidenskabeligt, demokratisk og humanistisk grundlag, der kan gøre de bløde emner hårde og tale kvalificeret om de ikke-målbare og ikke-kommercialiserbare ting, samtidig med at man sammen på tværs af fag og branche kan belyse nogle ensartede tendenser i samtiden;

- at formulere alternative politiske modeller, at komme ud af det begrebslige hængedynd, der stadig fastlåser den politiske diskussion, fordi den er bundet af de traditionelle og utidssvarende forestillinger om grænsedragningerne i det politiske liv (fra interesse- til værdipolitik f.eks.). Det kræver en kopling til grundlagsdiskussionen, der nødvendigvis har at gøre med forholdet mellem kunst/musik og samfund eller rettere: faren ved at der ikke er noget forhold;

- at undersøge og fortolke vores samtids kulturelle og sociale tilstand samt at udnytte nogle af de potentialer, som den indeholder;

- ved at være en gruppe at være stærkere i opponionen - og oppositionen,

- at supplere debatten med nogle af de mange emner og vinkler, som mangler, især hvad dybde og lødighed angår,

- at samarbejde, give støtte og ideer videre til andre netværk, der arbejder med de samme ting,

- at lave noget nyttigt, relevant og sjovt.

Emner:
Emnerne for tænketankens arbejde er bestemt af medlemmerne, ikke af en fundats. I princippet er alt relevant, men til en begyndelse er der sat følgende emner på programmet:

- mediepolitikken: problemet er (bl.a.) at medierne paradoksalt nok kommer til at ligne hinanden mere og mere, jo flere der bliver. Samtidig bliver det sværere og sværere at trænge igennem med nuancerede holdninger eller nødvendige analyser. Det er nødvendigt at arbejde på at påvirke politikerne for at afhjælpe de skadelige virkninger for demokratiet, som mediernes magt over sindene og afmagt overfor kommercielle interesse har.

- kulturpolitikken: problemet er (bl.a.) at kunsten er spændt for markedsøkonomiens vogn og ikke bliver til en del af en nødvendig demokratisk diskurs, herunder udforskning af national- og international identitet, refleksion over menneskesyn, produktion af alternative samfundsmodeller og boformer m.m.

- derfor er kunsten også et emne at diskutere. Kunsten kan dræbes af den kulturpolitik, den er sat til at holde i live. Hvis kulturpolitikken udelukkende instrumentaliserer kunsten og lader den være drivkraft til indtjening eller til nation branding eller noget tredje forsvinder selve kunstens legitimering. Kunsten er endvidere truet hvis ikke der er nogle, der forholder sig til den, kritisere den og tager dens temaer op.

- undervisningspolitikken: problemet er (bl.a.) at de alment dannende fag (fortrinsvis i folkeskolen) er truet til fordel for redskabsfag, og at den pædagogiske side af undervisningen ikke ligger i naturlig forlængelse af kundskabsfagene, men lever et liv for sig selv.
Desuden er det et demokratisk problem at viden går tabt, både den humanistiske viden og håndværket. Der er store økonomiske, identitets- og dannelsesmæssige perspektiver i at håndværksfag er på vej ud af kunstskolerne i Danmark.

- forskningspolitikken: problemet er (bl.a.) at den frie forskning er truet af økonomiske hensyn, men også af en unødvendig bureaukratisering.

- byplanlægning og boligpolitik: problemet er (bl.a.) at København har prioriteret de dyre og de lækre løsninger med en større homogenitet til følge. Der manger både fantasi og mere selvorganisering i byen.

- arbejdsmarkedspolitikken: Toyota-modeller og djøficering, despekt for erfaring og neologismernes forførelse. Arbejdsmarkedet bliver rationaliseret efter mere og mere teoretiske modeller, der som regel sætter den sunde fornuft og humane principper sidst i prioriteringen; ungdom, virilitet og hurtighed idealiseres fremfor erfaring, grundighed og indsigt. Nysprog adopteres uden viden om hvad ordene egentlig betyder og uden sans for faren ved at bruge tomme ord. - Arbejdsmarkedspolitikken inkluderer også en diskussion om køn og familie, arbejdsmarkedet bestemmer hvordan vi planlægger vores tid og fordeler opgaverne, og problemet er i al enkelthed: at det er børnene det går ud over.

- grundlagsdiskussionen: problemet er dels atomiseringen af samfundet og det offentlige liv, de forskellige sektorer og grupperinger i samfundet glider længere og længere fra hinanden, hvorved den nødvendige demokratiske samtale bliver sværere at opretholde. Resultatet bliver at bureaukrater får magt og de tekniske løsninger bliver foretrukket. Her svigtes og glemmes de vigtigste parametre for både undervisning, sundhed, kultur, ret og udlændingepolitik: om handlingerne er i overensstemmelse med grundlaget, med menneskets natur og med tankerne og realiseringen af det gode liv.

Demaskeringens mester
Om Avedons fotografier i anledning af udstilling på Louisiana

Hvis man er interesseret i at ansigter og kunsten at læse et ansigt, er Avedons fotografier noget af det mest oplagte studiemateriale man kan finde. I den fremragende film om Avedon (Richard Avedon: Mørke og lys, fra 2002) siger han at han er en læser. Men han afkoder ikke bare, sådan som man umiddelbart ville sige læsning gik ud på. Det handler ikke bare om at oversætte en kombination af forskellige udtryk til en sammenhængende mening. Det handler heller ikke kun om at sammendrage forskellige sætninger til et sammenhængende budskab. Det handler heller ikke kun om at kunne visualisere, at se tingene for sig, når man hører dem beskrevet. Nej, det handler om demaskering. Det handler om at komme ind bag facaden. Ind bag ansigtet.

Han fortæller en historie om en session med den tidligere kong Edvard VIII, der valgte at abdicere (11.12.1936) for at gifte sig med en fraskilt amerikansk kvinde, Wallis Simpson. Selv om han valgte kærligheden frem for pligten og 'magten', viser billedet et ægtepar, der både har resigneret overfor livskampen og derfor kun holdes oppe af livets egen inerti, og desperat og forvirret klamrer sig til en værdighed, der ligger milevidt fra deres egen situation.

Avedon havde været på en bar og studeret dem, men da han kom og skulle fotografere dem, viste de ikke på noget tidspunkt dét, som han havde set på baren. De viste dem selv fra den side, som formiddagsbladene ville vise dem, (når de fremstillede dem positivt), som et lykkeligt ægtepar med status, rigdom, succes og harmoni. Det var en maske, som han ikke kunne finde nogen vej ind under. Men så fik han et indfald. Uden at tænke over det, sprang det over hans læber. Han vidste nemlig at de begge elskede hunde. Deres hund var også til stede under optagelserne. Men mens hunden var væk fra billedet, sagde Avedon pludselig:

- Ja, grunden til at jeg lidt konfus, er at der blev kørt en hund over på vej herhen.

I det øjeblik faldt maskerne hos dem begge. Avedon knipsede. Billedet viser den totale demaskering.

Det er helt specielt og næppe gjort med vilje at Lucian Freud og Avedon udstiller på samme tid på Louisiana, for det, som min ledsager denne smukke efterårseftermiddag, Roland, sagde om Freud: 'Det er det omvendte 1800-tal', fordi han i modsætning til 1800-tallets malere, der gjorde menneskene smukkere og yngre end de var, gør folk ældre og grimmere end de er i virkeligheden, gælder også for Avedon. Avedon gør ligesom Lucian Freud folk grimmere end de er i virkeligheden. På overfladen set. Han viser noget alment menneskeligt, noget bagvedliggende. Den nøgne sjæl. Derfor er det så betagende at se. Man ser ikke kun Avedons egen sammensatte natur, der både elsker det fashionable og jævne, både det opstyltede og ydmyge, både de glitrede facader og den skærende nøgenhed, men det svarer også til dét, som vi alle sammen kommer med af ønsker, længsler og erfaringer og en mere eller mindre anende viden om os selv som det vi er: en pelsløs abe på en åben mark. Plus noget mere.

For det er ikke kyniske billeder, der ikke efterlader noget, når masken er revet bort. Der er noget mere end den blottede sjæl i disse hudløse ansigter. Det er ikke – særligt – metafysisk. Det vi ser er ønsket om et bedre liv. Længslen efter noget andet. Dét er det gennemgående i Avedons billeder. Ingen af ansigterne er mættet af liv. Selv ikke hans fars, som han forevigede igennem hele hans dødsfase. I filmen indrømmer han at det ikke kun var et nænsomt kærlighedsportræt af en far, der hele livet havde været uforstående overfor sin søns lidenskab. At fiksere en dødsproces på den måde, som Avedon gjorde, var også en form for mord. Sønnen er med sit kamera aktivt med til at skubbe faderen ud over kanten.

- Jeg kan slet ikke forstå, hvis nogen mener at dette er kunst, som han siger!

Det er en kunstner, der demaskerer selve kunsten.

Arbejdsgiveres frygt for arbejdskraft

Denne til bevidstløshed gentagne besked om at alle kan få job i Danmark og at alle arbejdsløse er dovne og kun prøver at undslippe arbejdet er langt om længe blevet korrigeret af Sebastian Zinglersen i Politikens kronik 27.10.2007. Det er kun visse sektorer i det danske samfund, der mangler arbejdskraft. Der mangler strategiske planlæggere, bogholdere, sygeplejesker og lignende job (!), men akademikere og andre mangesidige personer har det danske arbejdsmarked stadig svært ved at integrere. Zinglersen beskriver meget genkendeligt denne uhyrlige mangel på fleksibel tankegang eller bare sans for viden. En manglende forståelse for hvad både indhentningen og relevansen af viden indebærer.

Til en samtale, hvor han ellers var overkvalificeret, sad der et panel og sagde 'ah hva' be' hva'?' da han sagde at han også havde en psykoterapeutisk uddannelse. Det virker simpelthen truende hvis man ved for meget. Og endnu mere truende hvis man ved for meget om mennesker. En frygt der skurer op og ned af behovet for flere mennesker, der faktisk ved noget om mennesker, fordi man jo også har indset at man faktisk profiterer på at gøre arbejdspladser menneskelige.

Sebastian Zinglersen er overkvalificeret og kan ikke få job, så han må spørge: ”Hvordan dribler jeg uden om alle de snorlige rækker af traditionelle tænkemåder og alle vrøvleværdierne og får et job?”

Vrøvleværdierne (et ord der i vor tid næsten er en pleonasme!) er alle ”de lækre værdier og tiltrækningskræfter og selvaccellerende karriermuligheder”, som stillingsannoncerne er fulde af. Men det er kun ord, der er ”en del af deres markedsføring og ikke en del af deres real-life-rekruttering”.

Virksomheder der efterlyser arbejdskraft er i realiteten ikke parat til at tage imod den. Politikere der råber op om mangel på arbejdskraft gør ikke det rigtige for at tilvejebringe den. De viser ikke vejen, men støtter virksomhedernes vanetankegang og begrænsende traditionalisme (som jo ikke har noget at gøre med tradition!).

Jeg tror at direktøren har sværere ved at acceptere akademikerens viden og idérigdom end akademikeren har vilje til at omstille sig og lære hvordan en virksomhed fungerer. Det siger jeg også fordi marketingstankegangen er så udbredt i både medierne og politikken at akademikeren simpelthen kender denne tankegang meget bedre end omvendt.

Hvis regeringen mente noget med deres arbejdsmarkedspolitk, ville de ikke kun retorisk vise veneration for akademikere, men også vise det i deres handlinger. Den måde regeringen taler på, dens politik og kommunikation levner ikke meget rum til hverken kreativitet, faglighed, mønsterbryderi, fordybelse, lødighed eller den frie tanke.

Selv om problemerne lige så meget har at gøre med en generel folkestemning og tidsånd, har de toneangivende politikere meget at skulle have sagt. De ville godt kunne sprede en stemning af uforfærdethed overfor den stigende konkurrence i stedet for at pakke deres frygt ind i strømlinede paradigmer og pseudoambitioner ('vi skal være verdens-bedste'-retorikken).

Politikerne er endda mere bange end det private erhvervsliv for eksperimenterende kultur, utraditionelle tanker – og fri forskning. Det burde være omvendt.

Det koster at satse på denne måde. På det nationale såvel som det private budget. Der kan slås mange skæverter, men det modsatte, at være bange for det anderledes, for faglige og menneskelige krydsninger, for eksperimenterne, er i bund og grund at give op.

Selv om det går godt i Danmark – økonomisk set -, er der ikke meget der tyder på at det bliver ved, når man ser hvor bange det danske arbejdsmarked er for den arbejdskraft, der reelt set står parat til at blive brugt.

USA 1 Saa er Bazookahosen i USA, i Olympia, hovedstaden i staten Washington, hvor vi i nat har sovet hos Dennis, hvorfra det fra foerste sekund floed med jokes og kyndig tale sine hot-rods, en gammel Ford fra 1932 og en Ford Mustang. En rigtig affficionado kender man paa WC-lekturen, og Dennis har bestaaet denne eksamen, for her laa der et katalog over reservedele til Ford Mustang. Der er noget overordentligt effektivt over amerikanerne. Forleden ymtede jeg paa et tidspunkt noget om mad. Det var efter koncerten i Luther-universitetets Concert Hall, hvor det lige pludselig gik op for mig at jeg burde vaere sulten. Der gik mindre end et minut, saa havde Kurts ven, Stephen, bestilt pizzaer nede fra hjoernet. Vi stod paa en parkeringsplads og drak oel. Paa parkeringspladsen fordi vi bor i en camper og oel, fordi vi lige havde spillet. Pizzaerne kom - men det gjorde parkeringsvagterne ogsaa. Det havde set os med videokameraet, og dette her var altsa en 'dry campus'. Vi maatte ikke drikke oel. Saa maatte vi gaa, men vi blev inviteret over til nogle af de publikummer, vi havde moedt lige efter koncerten. Her drak vi oel under de store Bob Marley-plakater, og lige pludselig sad Chris i lotusstilling og spillede didgereedoo. Det skulle vi ogsaa proeve, saa vi stod og lavede de saftigste pruttelyde ned i den udhulede gren. Man kan ogsaa spille didge paa et plastikroer, hvad han ogsaa lige havde. Effektiv var ogsaa vores vaert, Dennis' soen, der kom ud paa terrassen, hvor vi sad og drak oel. I loebet af ingen tid havde han stillet forstaerkere og guitarer op. Saa stod vi der og jammede. Og pludselig sagde han at han blev noed til at gaa, og vaek var han. Han havde lige indspillet i det studie her i Seattle, hvor Kurt Cubain og Courtney Love ogsaa havde indspillet nogle af deres ting. Kurt - altsaa Schoen, vores manager - staar i badet og synger. Mikael gaar rundt og spiller paa sin cigarkasseguitar. Troels gaar rundt med sit kamera og leger med Dennis' kaempe hund, Bodi (lige som Bodisatva). Jeg blogger - og vil bare sige at USA 'has more than meets the eye'.

Den 8. august 2007

Hærgerinstinkt og kvindernes internationale kampdag

Kvindernes internationale kampdag. I dag vil jeg slå et slag for en kvinde, som jeg har den udelte fornøjelse at dele adskillige timer om dagen med. Hun har haft cirka 214 dage som vejtrækkende menneske og taler om i hvert fald fire andre kvinder, som hun åbenbart også slår nogle slag for. Disse kvinder kender jeg ikke selv, men Hannah, som min hovedperson her hedder, nævner i hvert fald disse navne. Den ene hedder: Nanna. Hun holder en kort pause på dobbet-n'et i Nanna og kan herefter sige navnet mange gange efter hinanden.

Den anden hedder Ada. Her holder Hannah også en kort pause på d'et og kan ligeledes sige dette navn mange gange efter hinanden.

Det gælder imidlertid ikke det tredje navn: Gia. Gia bliver omtalt i et-styks-benævnelser. Gia er åbenbart en anden karakter. Hun behøver ikke at blive manet frem ved gentagelser.

Og det samme gælder navne Eiiia. Udtalen er ligesom de andre navne karakteriseret ved at der hviles på den midterste konsonant, men hun siger ikke Eiia-eiia-eiia. Eiia kommer også ud af hendes mund som fint afrundede monader.
Eja er det eneste af de fire kvinder jeg rent faktisk kender.

Det er denne dame, Hannah altså, der indtil videre er et sted mellem 70 og 80 centimeter høj, som et sted tidligere på denne blog er udgangspunkt for tanken om vores alle sammens hang til at gribe ud. Vi griber alle ud efter noget. På samme måde som de ovennævnte navne har noget oprindeligt over sig al den stund, det stort set er det eneste Hannah indtil videre kan sige og nok lige så meget henviser til virtuelle som til reelle personer, har de bevægelser hun gør noget oprindeligt over sig. Og der gribes ud. Men mere end det.

De ting hun griber ud efter skal stå fastheds- og robusthedsprøven. Og den er skrap. Genstandene skal være robuste og faste, ellers bliver de flået. Mærkeligt nok er noget af det mest interessante at flå ting i stykker. Det virker næsten som om hendes instinktive tørst efter at analysere for alvor bliver stillet, når hun kan efterlade en avis i omkring 137 i stedet for to sektioner. Hvem sagde at mænd var spredere og kvinder samlere!

Nej, denne trang må gå forud for kønslig diffentiering. Analysetrangen - eller måske vi bare skulle kalde det hærgerinstinktet - ligger dybt i os alle.

Det siges også at de folk, der river huse ned, er mere tilfredse end dem, der bygger op.

Handikaphøjskole

Min datter Eja - på ni år - ville ikke afsted. Blandt handikappede! Nej, for hulen da. Ad, sådan en flok spassere, det var ikke noget for hende.
- Men Eja, for det første er der ikke kun handikappede, for det andet er de mindst lige så sjove som ... som din far. Ja, måske endda sjovere endnu.
Det vidste hun ikke lige hvad hun skulle sige til, for far er selvfølgelig den sjoveste i verden.
- Man kan jo godt tale med handikappede, skal du vide.
- Aa, hvad man kan! svarede hun mistroisk.
- Jamen, farbror Per er jo også handikappet.
- Nej, sagde hun prompte, det er han ikke.

Farbror Per blev lam fra skulderne og nedefter for to år siden, men det gør ham jo ikke handikappet. Han er stadig den samme, han bevæger sig bare ikke så meget rundt, kravler ikke så meget i træer, fælder heller ikke helt lige så mange, men han laver f.eks. stadig have, og er i gang med at lave et brændeskur for øjeblikket. Han ligger ned og fortæller sin bror og sin hjælper præcist hvilke beslag og hvilken type træ de skal bruge, hvor lange stolperne skal være og hvordan de skal grave hullet og så videre. Han har fået en ny krop. Hjælperne er hans arme.

Der var spassere og passere, der bar t-shirts med teksten: spasser-passer. Der var et ældre ægtepar med deres tyveårige svært spastisk lammede søn. Det var deres andet barn. Deres første barn havde også været spastiker, men var død. Efter hendes fødsel havde moderen fået at vide at hvis de fik flere børn, ville det med garanti blive et rask barn, i hvert fald ikke med denne lidelsesfulde sygdom. De fik en søn - og han var spastiker.
De kørte rundt med ham, ude og inde, madede ham, underholdte ham, underviste ham, drog på alle måder omsorg.
I år havde forældrene for første gang i tyve år været alene afsted, tre uger til Mallorca, mens han blev passet af nogle andre. Men i alle tre uger nægtede han at tage føde til sig. Han var flyttet hjemmefra sådan som andre tyveårige også gør, han bare til et hjem hvor der var hjælp at få. Han var trist og ville bare hjem. Fik vi at vide. Vi kunne ikke se det. Han fægtede jo bare med armene og udstødte nogle for os at høre umotiverede råb.

Så var der Ursula, der ikke kunne gå og havde nedsat hørelse og syn. Hun var med på malerværkstedet. Hun malede med munden. Hendes mor havde også haft en anden datter, der var død af den samme sygdom som Ursula havde.
Så var der Sten, der var mongol og dansede til alt fra diskoteksmusik til højskolesange. Foran et kor på otte sangere, der sang blide danske melodier fortolkede han fysisk ordene og musikken. Det var fantastisk. Og på dansegulvet til afslutningsfesten var han også at se fra start til slut.

En af arrangørerne var også spastisk lammet og havde tolk på, fordi han var så svær at forstå. Det lød som et kassettebånd, der har ligget for længe - spillet bagfra. Han havde mange beskeder at give efter morgenmaden, det tog i hvert fald lang tid at formidle. Så sagde han til sidst at han havde forberedt et halvanden times foredrag om etik, men det var der nok ikke tid til!

Eja løb rundt og legede. Fes ned i computerrummet, hvor de sad og spillede og så børnevideoer med figurer, der drunknede, fik hugget hovederne af, skød på maverne ud på genstridige naboer og lignende børnevenlige temaer. Hun var med i malerværkstedet, hvor hun malede en vampyr og et gult billede med malingen sivende ned fra top til bund.
- Jeg tænkte på ham der ovre på Statens Museum, sagde hun, for at forklare denne sivende maling.
Det var Jørgen Haugen Sørensen, hun tænkte på.

En dag kom hun hen med hænderne for hele hovedet og fnisede. Da hun tog hænderne væk, var hele hendes ansigt pløret ind i noget rød farve. Hun sagde at vi skulle komme med. Så havde hun og Julie fundet et kirsebærtræ, som hele familien begyndte at spise af. Inga med guldkæder om halsen rakte sine ringbesatte hænder op mod grenene, og Faster Janne kiggede langt igennem sine Gucci-briller efter bærene.

Eja og jeg havde også meldt os til filmværksted. Der var tyve mennesker, som skulle finde på en handling sammen. Derefter skulle den store gruppe klippe og lægge lyd. Det var da dømt til at mislykkes, men det lykkedes faktisk. Der blev lavet tre grupper som alle fik lavet en lille film på de ca. 12 timer, der var til rådighed.

Det viste sig at den gode idé, som jeg selv synes jeg havde, kun fik én tilmelding ud over mig selv. Det var Eja.
Så vi lavede en film om fire af kunstværkerne på skolen. Vi tog et klip foran et billede og improviserede. Eja lavede en karakter, inspektør Tarm, som efter at have set på alle disse billeder, der var så tøsede og kvindelige, faktisk selv var blevet til en kvinde.
I sidste klip siger inspektør Tarm imidlertid noget som Eja blev så flov over at hun ikke ville være med til visningen for resten af højskolen. Det var for heftigt for en lille pige at spille en voksen mand, der blev til en voksen kvinde. Voksen mand kan en lille pige jo sagtens spille, men en voksen kvinde! Det var alligevel for tæt på. Vi skulle have brugt flere udklædningsgenstande, så havde det nok ikke været så slemt.

Dér lærte jeg noget om præpubertære pigers psyke - sådan som hele opholdet lærte mig noget om handikappedes svære lod, seje kamp og ukuelige vilje. Og mange muligheder. Trods alt.

Tiende rejsebrev fra Italien

Kære Henrik,

Ud kaldte. Stemmen sagde ud. Ikke længere tøffe rundt i huset. Luften var blevet for tyk her, selv om der langt til væggene og møblerne er få. Borgstuen har én stor seng og plads til syv andre ved siden af. Mellemværelset har én enkeltseng og plads til syv andre ved siden af. Soveværelset har én dobbeltseng og plads til seks andre ved dens side. Hemseværelset - der er bygget en stor hems over halvdelen af rummet - har én seng og plads til mere end ti omkring den. Spisestuen har ét bord, men sandelig også en skænk med plads til mindst ti af samme slags omkring sig.

Der er et landskab, der kalder, byer der ikke er opdaget, udsigter øjnene ikke har spist og strækninger kroppen ikke har iklædt sig. Selv om vand - i hvert fald ph-mæssigt - er det mest neutrale man kan forestille sig, virker det magnetisk. Jeg må ned til vandet. Selv om jeg kigger med lange blikke mod byer på bjergenes kam. Byerne er klumpet sammen her i Norditalien, og de ligger ofte højt - af forsvarsmæssige hensyn.

Mure der falder fra tagrenden ned over de grønne tilskoddede vinduer ned til klippen, som normalt står vinkelret på murene, men her bare fortsætter linjen nedad. Som husene ud til Venedigs kanaler stod der huse hvis ydermure lå i forlængelse af klippeslugtens lodrette rejsning.

Først langs vandet med de blåstribede parasoller, børn lader sig forfølge af Middelhavets bølger, der strækker sig langt ind på stranden, en mor i bikini med mænds blikke siddende på ryggen går ud og lægger sig med maven på bølgen og siger 'uh'. Hun bliver trukket ud i vandet af bølgernes understrøm. Hendes børn skriger af lykke, - når de undslipper bølgen. Solbriller sidder og nyder en drink. Bikinier bærer på bølgende bryster. Praktiske lommeveste slæber sine fødder over promenadens nyanlagte flisebelægning og drømmer om dengang blodet løb hurtigere i årene. Paggioer der overhaler. Motorcykler der laver vrik med halen. Cabrioletter med tilbagestrøget hår, stroptoppe og åbne læber. Til venstre udskårne klipper, og her har det været for hårdt: vejen snor sig omkring bjerget, hårnålesving med havet til højre. Dér skildpaddeøen, der hedder sådan, fordi den ligner en skildpadde på vej ind mod kysten.

Bilen er kastet ud i landskabet. Uden mål eller med. Men så kommer kortet på banen. Hvordan læse landskabet? Højdeangivelserne. Der er omkring 800 meter ved Mont Giogio og Montenotte. Det bliver målet. Hvordan oversætte kort til bevægelse? Halv bogstavelighed, halv intuition. Mod Torino, ser fornuftigt ud, og dér, da kom vejen mod Montenotte.

En lang snoet vej langs flod nederst i en dal med frodige bjergskråninger på begge sider. Floden på venstre hånd og huse skåret ind i klippen, presset ud mod vejen, hævet op på antikke mure. Disse mure med halvglat overflade udadtil men formmæssigt stadig uregelmæssige, fordi de har bevaret sin oprindelige form. Men hvordan har de så fået dem til at passe sammen, alle disse hundredevis af meter?

Pavillioner med kors og Maria ved hver anden flodbøjning. En lille kuppel med fire markerede hjørner, en jernlåge, krusifix. Byer med så få huse at de ikke kan kaldes byer. Fabrikker. Efterladte fabrikker. Efterladte fabrikker hele vejen langs floden. En høj treetagers bygning med smalle tætsiddende vinduer. En gotisk fabrik. Efterladt. Tom og gabende. Spor af aktivitet, ekko af hammerslag, roterende motorer, energi, produktion, demonstrationer, intriger, chefer og arbejdere, røde faner, vigtige møder, gråd over fyringer, rynker i panden, lukning af fabrikken, flytninger, familier i opbrud, børn ud af skolen, de gamle der bliver. Stilhed. Et ekko ringer ud. Klipperne på den anden side kaster de sidste lyde tilbage fra fabrikken før den endeligt lægger sig til at dø. Biler der suser forbi og ser skallen og de afskallede mure. Et opretstående lig, ikke engang sminket, meget smukkere end sminket.
Også denne bil med disse øjne snor sig videre langs floden. En by. En bil står midt på vejen. Manden vinker til os: kør udenom. Kører udenom. En pige leger i grøften. Kører videre. Det begynder at regne. Det dugger på ruden. Der er hyldeblomst. Springer ud og plukker. Rækker armen langt frem. Tager et skridt og står på våde knirkende grene mens armene rækker langt efter de hvide favnende hyldeblomster.

Det går opad. Vejen snor sig. Det er grønt til højre og venstre. Langt stykke uden huse. Det bliver højere og højere. Det regner. Det bliver hurtigt øde. Dér er pludselig en kirke, man kan kun se spiret, det typiske middelaldermurværk. Vejen går højre om den, dalen til venstre. Den ligger lidt tredive meter nede. Der er klistret en klynge huse til kirken. Man kan kun se tagene. Det er umuligt at se hvordan man skulle kunne komme derned.
Så er den passeret.

En mark uden dyr. Bølget eng, her kunne man løbe op og ned i solnedgangen mens farfar fodrede dyrene. Der er ingen dyr. Der er ingen børn. Der er regn og et stort gammelt bøgetræ, der hvælver sig ud over den plads til picnic, der pludseligt har indfundet sig. Det blomstrede tæppe bliver bredt ud, det hjemmelavede brød bliver pakket op, den røgede skinke, parmaen, salamien, pecorinoen, lerdammeren, servietter og rødvin. Barbera d'Alba'en bliver åbnet, hældt op i glassene, der bliver skålet, og en liflig druelakrids, en blød tørfrugtig vædske løber over tungen som hilsen fra en mand, et hus, en slægt, en længere historie, der har investeret kræfter, tanker og eksperimenter i at gøre dette for disse smagløg. Regnen falder i en lind strøm, men det er dråbefrit under bøgen. Bortset fra en enkelt for lidt siden. Bjergkammene ligger foran som skifferplader i rygeovn, bag den første mørke kam stiger der en hvid dis og igen bag den næste og næste. Dér foran stiger en røg, en bonde brænder noget af.
Der skåles - og kysses. Øjne der kigger op i bøgekronen. Øjne der kigger ud i regnen, strækker sig over bjerge, igennem gennemsigtig dis. Øjne der lægger sig ind i pupillers mørke. Guirlander af fugtige rødder slår omvej omkring fire baller på vej ned i jorden.

En kaffe i Altare. Langsomt ruller bilen ind i denne spøgelsesby. Lukkede skodder. Ingen mennesker. Jo, dér: en gammel mand, der går sine sidste skridt, standser og kigger - ikke. Ikke engang dét. En bil krydser vejen foran os. Da vi nærmer os det sted, den krydsede, er der ingen vej, man kan køre af. Den er for smal til biler. Middelalderlige gyder. Et skilt: Profumeria Boys 2000. Butikken er lukket. Alle butikker er lukket. Det regner. Asfalten er våd. Husene er våde. Skiltene er våde. Et andet skilt: Cinema. Det må være gammelt. Der er ikke antydning af en biograf. Vender rundt. Dér er en café, og her må hele landsbyens indbyggere sidde. Det vil sige den mandlige del. Cafeen hedder Excalibur 1998.

Der sad en mand - alene - med langt hvidt hår i joggingtøj. Der sad en tyk dreng ved en spilleautomat. Der sad to gamle mænd ved et bord og talte lavt sammen. Der sad en gammel mand med tøjet fra igår på. En kvinde ekspederede. Hun kiggede ned da hun modtog bestillingen. Under baldakinen sad en ung mand på fyrre i malerbukser og en kammersjuk, vel ti år ældre. De flyttede sig straks, da de så to turister komme med kaffe i hånden. Den høflighed, man møder næsten overalt i Italien, var intakt i denne flække.

På vej ud ad byen knejsede en nedbrændt lagerbygning, nabo til stationen. Tusindevis af kvadratmeter under sodede spær. Afsvedne mure uden tag stod stædigt dér, hvor de med sikkerhed havde stået i mange mange år. Også efter det hele - eller i hvert fald det halve - brændte ned. Åbne huller stirrede tomt ud mod disse måbende øjne, der spurgte: Jamen, hvorfor har de ikke revet det ned? Har der ikke været arbejdskraft til at rive bygningen ned? Har de villet bevare ruinen som minde om dengang, der var liv i byen? Har ejerne ikke fået det at vide? Er der overhovedet nogen i byen, der har lagt mærke til at der stod en bygning på størrelse med en større landsbykirke uden tag, uden vinduer, uden mennesker?

Forladte bygninger i hver en flække. Forladte huse. Forladte fabrikker. Hvem talte om overbefolkning?

Der var en hvid sti på kortet, og hvorfor ikke gå efter de hvide pletter? Ind i tæt bevoksning. Våd asfalt, der gik over i grus, der gik over i hullet, jordet, stenbelagt furret vej, der satte hastigheden ned til under 10 km/t. Store skarpe sten bankede på undersiden af karosseriet. Bilen bølgede som en båd i uvejr. Vandpytter slikkede op ad siden. Dyngvåde træer krængede ind over denne invaderende behjulede blikdåse. Rødder krogede sig op ad væggene langs denne ikke-vej. Grene greb ud efter noget at holde fast i.
Fibre i nakken blev spændt, muskler i hænderne, bekymring og sætninger i loop: punktering, punktering, punktering. Hvad gør man, hvis man punkterer her? Kender knap nok positionen. Et skilt. Helt udelukket ifølge kortet, men til venstre. Her er kortet for alvor forladt. Ingen position. Klapper kortet sammen og lægger det væk. Bump og knold og sten og rod og pyt.
Vejret holdt. Bilen holdt. Astalten kom. Og - pyhaa. Ingen punktering.

Vand kaldte. I Middelhavets bølger. Saltet ind i alle huller. Rulle rundt i vandet som over en kølig ild: stegt godt igennem, mør og klar til at spise.

Og også den dag kom der italienske lækkerier på bordet. Risotto og Barbera d'Alba.

Det var den dag,
fra
Du ved nok.

Niende rejsebrev fra Italien

Kære Beate,

Igår kom vi forbi en vin-, olie-, eddike-, oliven- og spaghetti-butik. Den måtte vi lige ind i, og det endte med at vi købte tre flasker rødvin fra Piemonte og en olie fra Ligurien. Der stod række på række med olivenolier. Vi vidste slet ikke hvad vi skulle gøre af os selv. Hvordan overhovedet vurdere disse olier? Vi gik over til vinen og besluttede at nu vælger vi et område, og så bliver vi der. Derfor kun vin fra Piemonte. Det samme gjorde vi så med olien. Nu vælger vi Ligurien. Vi bor her og vi vil smage jorden under vores fødder. Så vi spurgte ham, og han pegede på én olie, 'bonissima', og på tre andre olier: 'buono'. Okay, vi tog bonissima. En monokultura-ekstrajomfruoliven med plyssæder og alufælge og hele svineriet. En limousine med andre ord. Etiketten er designet lidt i stil med Hannemanns produkter fra Øster Farimagsgade: uden billeder, men med en ensudseende tynd font på højkant. Monokultura betyder, fortalte han, at det kun er den samme slags oliven, taget det samme sted fra - og så selvfølgelig også lavet selv samme dag som de er plukket. Denne olie var plukket i februar, fordi den lå højere, mens de andre olier er plukket i oktober, fordi de ligger tættere på havet.
23,- Euro, lidt over 150,- kr. for 750 ml. Olio & Orti hedder den. Monocultivar Taggiasca står der på siden. Den kommer fra Fratelli de Andreis S.N.C. (www.olioeorti.it).
Da vi kom hjem og smagte på den, kunne man godt smage at den ikke var som den anden olie, vi købte hos købmanden forleden (en ekstra jomfru fra Pellegrino, categoria superiore, hvad det så end betyder?).

Vinene har vi ikke smagt endnu, men her får du alligevel at vide, hvad vi købte, så du er advaret om hvad du må lægge øre og øje (- desværre ikke gane) til i næste brev: en Barbera D'Alba fra Prunotto 2005, en Dolcetto di Dogliani fra Chionetti, San Luigi 2003 og Barbera d'Asti fra Massimo Marengo, Castagnole Monferrato 2004.

Forleden fik jeg brev fra Mikael R. Det var total optur. Et rigtigt brev. Stefano kom ned til os med en masse breve, de fleste til ham, lidt færre til ham, der boede i denne lejlighed før os, og så ét brev til os. Et rigtigt brev. Selv om Mikael ligeså godt kunne have skrevet det på mail, havde det en helt anden virkning at få det på print. Jeg tillod mig at læse det op, selv om det sikkert kan virke meget indiskret, når brevet nu var til mig. Men det var ikke i den forstand hemmeligt, så jeg regner med at han tilgiver mig. De skulle ud og spise, på Fiasco, for som han siger: 'mindst ét rigtig godt måltid om året' skal der til. Når de var derhjemme, sagde han, laver de mad og spiser, taler om mad og drikkevarer. Også på det punkt ligner vi dem. Da han sluttede brevet af med følgende sætning, kunne vi alt for godt se os selv: "Vi ser begge frem til at skulle tale om mad, mens vi spiser godt på Frederiksberg i aften".
Én sagde engang at det var typisk for danskere, at tale om mad når man lige skulle til at spise. At det så er udvidet til faktisk at gælde hele måltidet, siger noget om tidernes udvikling. Eller forfald. For vi kan f.eks. godt igennem et helt langt måltid tale om mad. Fra start til slut.

Men for nu ikke at tale om noget andet, men om det samme, så spiste vi et lækkert måltid igår. En røsti med en laksebøf og en salat med kogte bønner og salatblade i. Det bedste ved denne salat var vores nye olie. Røstien havde jeg lavet dagen forinden, så den kom lige i ovnen og fik en sprød overflade. Laksebøffen var kommet i ovnen, og det er at foretrække. De bliver bedre i ovnen end på panden, kunne vi konstatere. Den lå i hvidvin, lidt citron og fennikel, som også afgav lidt vædske. Virkelig god. I det hele taget bruger vi en del fennikel, ikke mindst fordi vi har fået Jamie Olivers nye kogebog med italienske retter herned. Den er ret god, synes jeg. Han kan godt lide fennikel og ikke mindre fennikelfrø.
Han fortæller blandt andet at han tager til Italien hvert år med sine elever for at se på olie-produktioner. Oliens kvalitet er ikke kun afhængig af olivene, af jordforhold og vejr, men også af produktionsformen. Olien er en grundingrediens, som man må vie en del opmærksomhed.
Jeg kan godt lide Jamie Oliver, selv om han selvfølgelig også er smart. (Hils fra mig, så får du sikkert en særlig behandling, og sådan noget. Han kan virkelig give én en fornemmelse af at man kender ham).

Vi lavede pasta alla norma forleden. Det er en siciliansk hofret med aubergine og ricotta på pasta. Den blev faktisk ikke helt så vellykket, som den sikkert kunne. Nok for meget olie. Det er de aubergine, der snyder. Jeg tror ikke man behøver at bruge så meget olie, man skal bare være over dem, røre rundt i gryden, så de ikke brænder på. Det er næsten som et tørstege dem, men de bliver bedre af det.

En anden aubergineret er caponata, også siciliensk, der udover aubergine består af kapers, oliven, tomater, rødløg og mandler i en sauce med oregano, persille, krydderedike og selvfølgelig olie. Det er en primi, men jeg fik lavet så meget at vi stort set kun spise den. Det er en primi, man skal ikke lave for meget.

Da jeg gik ind i spaghettiriaet forleden, begyndte jeg også der at snolde. Det har vi åbenbart lidt tendens til! Jeg skulle lige have 200 g. af de rigtige fazoletti, 150 g. af raviolien med spinat, 100 g. af tortellinien og så også lige 100 g. af den grønne spinatpasta. Når jeg skriver de 'rigtige fazzoletti' er det fordi jeg prøvede at lave fazzoletti for nogle uger siden. Og de så overhovedet ikke sådan ud. De var meget større og tykkere. Fazzoletti betyder silketørklæder og er firkantede spaghettier skåret som kortfarven ruder. De skal altså være små, få centimeter lange og ret tynde. Jeg lavede dem som Jamie Oliver sagde: op til 10 cm. lange.

Jeg prøver at indføre lidt lettere måltider om aftenen, helst vegetarisk, men det er lidt svært. Det giver ellers en rar fornemmelse når man ikke spiser det tunge kød og drikker al den vin. Men - som Rikke så rigtigt siger: det smager jo godt.

Nu glæder jeg mig bare til at spise noget frokost med Rikke - og få talt lidt mere om mad.

Kærlig hilsen,
Du ved nok.

Ottende rejsebrev fra Italien

Kære Frederik,

Dét at være væk er at komme tættere på dem derhjemme. Det er en mekanisme, som jeg vender tilbage til igen og igen. Dette fraværende nærvær. Dette nærværende fravær. At man er tættere på sin elskede, når man er langt væk fra dem. At man kan være så fjern, når man ikke kan komme væk fra dem.

Det er helt tydeligt, når vi nu er her i Italien. Vi er isoleret fra mange af de vanlige indtryk, og de ting der dukker op i vores tanker, virker stærkere, bliver mere præsente. Og hos mig dukker dig både mennesker og problemer op. Mennesker flyver ind foran mig i en lind strøm, også ganske fjerne bekendtskaber, som jeg ikke har hørt fra i årtier, ja, som jeg har sluppet kontakten med, men som alligevel lever i mig. Det er spøgelserne: dem der er døde, men alligevel ikke døde. De er ikke begravet, men går igen.
Der er Kirsten. Denne mærkelige kvinde, som jeg havde de underligste samtaler med på Roskildefestivallerne i starten af firserne - samtaler kan man ikke engang kalde det. Hun smilte sjældent, havde et skævt blik og dyb snørklet stemme, og vi talte om ingenting og en masse på samme tid; aldrig noget 'hej, hvordan går det?' eller 'vi ses', bare disse small-talks i en spooky, uaflæselig, mystisk og samtidig naiv stemning. Hende har jeg ikke talt med i henved tyve år.
Peter Egil, som jeg har skrevet til, men ikke set i adskillige år. Peter K., som snart skal besøge os. Peter N., som også snart må komme på besøg - i en anden kontekst, nu hvor han er alene. Cornelia. Torkil. Carsten. Philippe. Julie. Hubert, der pludseligt døde for nogle måneder siden. Ham tænker jeg meget ofte på. En masse mennesker. På Dorte, min ex. På mine forældre. På O., der pludselig blev ret dårlig, men er ovenpå igen. Og på Eja, min datter. Mange mennesker optræder på min tankes scene.

Jeg drømmer også anderledes her. Jeg har en anden forbindelse til mine drømme, hvad der giver mig en fornemmelse af at have en tættere forbindelse til mig selv. Der er dog stadig lang vej igen. Jo mere jeg har forbindelse til mine nattanker, desto bedre kan jeg følge med i alt det, som sker uden min aktive indblanden. Det er som om nathukommelsen bliver bedre af to forhold: at slappe så relativt meget af, som vi gør hernede, men på den anden side også at være så relativt vågen og arbejdende at synet er aktivt. Derfor tillader jeg mig også at nedfælde og meddele den drøm jeg havde i nat til dig.

Jeg drømte jeg var i Vedbæk, ved mit barndomshjem. Jeg gik ned ad stien mod huset, det var nat, ved tre-fire-tiden, det var mørkt og hvert af mine skridt var en kæmpe anstrengelse, som om jeg kun havde en tredjedel af mine ben. Der var noget handikappet over følelsen. Ved stenen med det lille træ, i starten af grusvejen ned mod huset, stod en grå bil. Den stod underligt parkeret, sådan lidt på tværs af grusvejen, og så det med at parkere midt i sving! Jeg gik videre på mine små ben. Der stod en flyttevogn på grusvejen foran Ole Ladings hus, jeg skulle også forbi den for at komme videre ned mod huset. Da jeg var nede forbi den lille vold og nøddetræerne, kom Eja mig i møde. Hun var frisk og frejdig, hun løb forbi mig. Vi klaskede hænder, men omfavnede ikke hinanden, så var hun videre, som om hun var i gang med en leg og derfor ikke lige havde tid til at kramme.
- Er der nogen derinde, spurgte jeg?
- Ja, sagde hun, farfar og hende der plejer at spille dronning.
Jeg gik ind og så min far stå i entreen, også et underligt sted i forhold til døren og mig, der kom ind: foran toiletdøren, halvt bagved hoveddøren, der åbnede ind imod ham. Imod dem. For han stod med en kvinde, som jeg hverken kendte eller genkendte. Han holdt hende i hånden. Han så lavere ud end normalt. Hun var højere end min mor. De var lige høje. Far stod med et stort smil på, men også med lidt forblændede øjne. Tanketomt. Måske alderdomsforelskede øjne. Han smilte hele tiden, som om smilet var malet på ham. Og så stod de der bare. Med hinanden i hænderne.
- Her er stille, sagde jeg.
Far sagde bare:
- Ja.
De kiggede bare på mig, stadig med hinanden i hænderne. Så gik det op for mig, hvad det var.
Så skreg jeg. Uden at banke med hænderne eller virre med hovedet. Bare skreg. Jeg ville mærke væggene med mit skrig. Fylde huset ud.
Jeg gik ind i huset, de blev stående, og der var ingen møbler. Det hele var tomt.

En tydelig skilsmissedrøm. Eja, hvis forældre er skilt i virkeligheden, optræder lige inden jeg selv møder min far, der lige er blevet skilt i drømmen. Og fortæller mig at han er blevet skilt. Det som han her gjorde mod mig, har jeg gjort mod Eja. Men hun reagerer helt anderledes end jeg. Hun er vant til det, hun er glad - midt om natten - mens jeg, der er voksen, både i drømmen og i virkeligheden, har meget sværere ved at acceptere det. Selv om jeg har meget lettere ved at klare mig selv end hun har.

Drømmen er blandt andet kommet af læsningen af Siri Hustvedts essay "Hinsides" fra essaysamlingen En bøn for Eros ( Forlaget Per Kofod, 2006, oversat af Rasmus Hastrup): "Min stedsøn Daniel, som nu er atten, kan ikke huske at have boet noget sted sammen med begge sine forældre". - Essayet handler om alle de huller i virkeligheden, som fiktionen fylder ud. "Det er et tabt paradis", skriver hun videre. "Selvom nogen måske forestiller sig at 'to hjem' repræsenterer en fordobling af hjemmets glæder, forholder det sig dog anderledes i den virkelige verden. Det gamle udtryk 'et opløst hjem' er tættere på sandheden. Børn i særdeleshed længes efter lige, fragmenterede stadie før dannelsen af et 'selv', eller måske fordi de vitterligt ikke er herrer over egen skæbne. Og selv om skilsmisser er ganske almindelige og ofte civiliserede og værdige - det vil sige uden åbenlys bitterhed mellem forældrene - kan det at bevæge sig fra her til der blive til en art intetsteds. (...) Fordi 'hjem' er mere end et sted at parkere kroppen, fordi det nødvendigvis er et symbolsk landskab, hvad vil det så betyde at have to? To hjem vil uundgåeligt være i modstrid med hinanden, altid i detaljen, nogle gange også i større sammenhænge. Hvad sker der hvis det, der bliver sagt det ene sted er det modsatte af det der bliver sagt det andet? Hvor bor barnet så?"

Da jeg lå og læste igår, læste jeg denne sætning flere gange. 'Hvor bor barnet så?'. Den slog. Videre fortæller hun at Daniel opfandt en verden, han kaldte 'Halv-verden'. Det lå i det ydre rum og alle indbyggerne var skåret midt over. Hun spurgte ham om menneskene i Halv-verdenen nogensinde kunne blive sat sammen igen. "Han sagde ja".

Det var med stor lettelse jeg læste dette 'ja'. Det er muligt.
Det er jo i øvrigt næsten en parafrase - eller en videretænkning - af Aristofanes' fabel i Platons Symposion om menneskene der oprindeligt var dobbelt så store som nu, men som blev skåret midt over, fordi de truede guderne med deres styrke. Derefter blev de så optaget af at finde deres tabte halvdel at de ikke længere stræbte efter at erobre gudernes domæne. Det er eros. Men ikke noget som Hustvedt gør noget ud af i En bøn for eros. For det er vel en anden form for eros, når menneskene, som de ser ud i dag, bliver yderligere halveret. Altså skåret i kvarte i forhold til de helt oprindelige mennesker med fire ben og fire arme. Hvad er det for en drift? Hvis det er eros' kontor i sjælen man sender sin ansøgning til, når man vil have to arme og to ben sat sammen med andre to arme og andre to ben, hvilket kontor i sjælen er så man sender sin ansøgning til, når man gerne vil have den ene arm sat sammen med den anden og have formælet det ene ben med det andet? Er det åndens kontor?

Vi talte om min drøm her til morgen, Rikke og jeg. Det udviklede sig til en længere diskussion. Hun sagde at børn nok altid vil stræbe efter at mor og far bliver sammen. Jeg indvendte at det nok snarere er den stabilitet, som moren og faren repræsenterer, barnet gerne vil have. Hvis en familie- eller stammestruktur var anderledes sammensat, var det den stabiliserende faktor, barnet altid havde en dyb længsel efter. Hvad jeg selvfølgelig sagde for at relativere kernefamiliens ideologi. For at sætte en kile ind imellem vores familiestruktur og det naturlige. Men Rikke mente at mor og far var det naturlige fundament for barnet og det som barnet altid gerne ville have - sammen.

Diskussionen udviklede sig i mange retninger - også ud i på metaniveauer: 'Du skal ikke lægge ord i munden på mig', præmisserne hænger ikke sammen med dine konklussioner' og 'du er rigoristisk'. Det er en form for diskussion, vi er havnet i før. I metaens i-sin-egen-hale-bidende ophidselse, i selvspejlingens selvspejling og dobbeltmisforståelserne vildnis. Men vi kommer ud af det igen. Ofte klogere end før. I hvert fald på den anden - og på hvordan man selv virker.

Men indholdet af diskussionen gik på om mor og far af naturen eller blot i vores kulturkreds var den stabiliserende faktor.
Det rigtigste svar ligger vel her som i alle mulige andre diskussioner nok nærmest midten.
Vores måde at tænke og diskutere på kan nogengange i sin struktur bevæge sig længere og længere væk fra sandheden, blot fordi sproget forfører og begreberne er alt for udialektiske. Når et problem bliver stillet op i sort-hvid og enten-eller dilemmaer, er det som regel fordi man er træt af at udforske og at komme sandheden nærmere. Det er altid handlingsmennesker, der er forfaldne til enten-eller-logikken. Selv om de kraftigste handlinger kommer af en dialektisk tankegang, der forstår af mediere polerne. Både Rikke og jeg kan gribes af en blanding af stædighed, forsvarsmekanisme og handlingskramper a là 'det her mener jeg sgu, for det gør jeg sgu'.
Det var en parantes.

Mange forskellige ting kører samtidig. Skilsmissens konsekvenser, samtalens vanskeligheder, forståelighedens selvbedrag og den bestandige følelse af at være på længere afstand fra den anden end nødvendigt. Kommer man nogensinde tæt nok?

Hvis mødet - sammensmeltningen - mellem to mennesker findes i nattens hjerte, må kærligheden være den lange dags rejse mod nat.

Sådan har jeg det med Rikke.

/Du ved nok fra hvem.

Syvende rejsebrev fra Italien

Kære Beate,

Italien er et vidunderligt land. Det må jeg sige. Det første jeg tænker på, når jeg siger dette er: maden. Dernæst Fellini. Og så landskabet. Historien vil nogle sige, tjoo, den er der jo også.

Igår tog vi til Piemonte, det vil sige at vi lige kom over på den anden side, til Bagnasco, hvor vi standsede og tog den første, den bedste restaurant, der var. Der var nu heller ikke mange. Der var Bar Roma lidt længere nede ad gaden, men i stedet for - som Rikke og jeg har det for vane - at undersøge 15-45 steder før vi vælger - som regel det første, så tog vi bare dette, der kun var det sjette-syvende sted, vi var kommet forbi over en strækning på 10-15 kilometer. Der var trattoriaer og små osteriaer på den snoede bjergvej fra Finale og først til Calzino og videre mod Bagnasco. Vi havde vel holdt en gennemsnitsfart på omkring 30-40 km/t, som man nu har det, når der er sving der er skarpere end en schweitzerkniv - en sammenfoldet vel at mærke. Det blev mere og mere øde, jo længere op vi kom. Langsomt banede vi os ind i skyerne. De høje bøgetræer forsvandt langsomt - ind i tågen. Pludselig kørte vi igennem en høj viadukt: en lille by med et traktørsted. Vi hørte en prusten. Det var to cyklister, der havde møvet sig hele vejen derop. De standsede for at tage noget varmere tøj på. Vi kørte videre ned igennem skoven, hvor tågen mellem træerne var som cement mellem mursten. Der pludselig var væk. Knitrende klart stod bøgen der i al sin grønhed.
Og så var vi i Bagnasco.

- Det ser lokalt ud, sagde Rikke, da hun havde været inde og inspicere. Han er ikke særlig venlig, tilføjede hun.
Vi tog chancen. Bugserede barnevognen ind i et rum, der kun blev brugt når der var rigtig mange gæster. Det var der ikke. I det andet rum, på den anden side af en glas- og trævæg sad fire selskaber fra størrelse to til seks - helt stille. Det var som om de kiggede, men de gjorde det ikke. De kiggede uden at vende sig om.
Jeg troede italienere talte højt. Jeg hørte om en italiener, der var i Irma, og blev kigget på alle steder fra, fordi han talte højt. Altså almindeligt - for ham.
Men her! Her var der næsten andægtig tavshed - bare uden andægtighed. Det var ikke fordi maden var hellig, det var bare landlig provinsiel afdæmpethed.

Vi kørte barnevognen ind og satte den ved siden af en gammel ovn. Der var lyserød dug på bordet.
Drikke? - Et enkelt glas hvidvin til mig, og - åhh ja så la' gå da, sagde Rikke: også ét til mig. Og noget vand.
Der gik ikke to minutter, så var der en lille ret på bordet og en hel flaske vin.
Han lod os forstå at vi bare skulle betale for hvad vi drak. Fint nok.
Først satte han et glas med syltede gule pebre. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, så vi tog to stykker over på vores tallerken, der var temmeligt meget større end disse to stykker gule trekanter, der kiggede op på os. Med kniv og gaffel spiste jeg en smule, på en måde så det både kunne se ud som om jeg bare ville smage, eller - hvis det rent faktisk var en ret i sig selv - spiste den som en ret i sig selv. Dernæst kom en lille tallerken med ansjoser, dernæst en lille tærte med spinat og ricotta.
Vi drak et glas vin: perlende, frisk og det var som om man rent faktisk kunne smage at den næsten groede lige op af jorden under vores stole. Den var fra Alba, også Piemonte, hvorfra alt det gode ganegodt åbenbart kommer.
De kiggede på os fra nabobordet og vi kiggede lidt igen.
Så kom der ravioli, og så kom der en anden pastaret. Vi tog et glas vin til. Så begyndte vi at tale en smule med det ældre ægtepar. De kunne ikke meget engelsk. Først talte vi om Hannah.
- Ahhh, Anna.
- No, Hannah - con acca. (Med H).
- Ahhh Khanna (med guttural).
- Si, si, sagde Rikke og jeg i kor.
Jeg kiggede på pastaen og havde den mistænkt for at have nødder i sig, så jeg spurgte:
- Noce? Io allergico.
Han så helt uforstående ud, og jeg pegede på pastaretten: Er der nødder i den, for jeg er allergisk overfor nødder.
Pludselig gik det op for ham:
- No, no, no, no, sagde han meget højt. Noce! og løftede skuldrene: - A Milano, Milano, sagde han.
Sådan noget som at putte nødder på eller i pasta var åbenbart så langt ude at det kun kunne være folk fra Milano, der kunne finde på sådan noget.
Så var der gnocchi, brune i farven og meget bløde. En anelse for bløde for vores smag, men ellers gode.
Og så kom der kanin på bordet og jeg tog mig et glas hvidvin, hvorefter vi begyndte at tale om vinen.
- Alba, Alba, sagde de, og vi svarede:
- Si, si.
Og så kom der kylling. Og jeg tog mig et glas hvidvin. Og så begyndte vi at tale om Dante.
- Dante Alighieri,
- Si, si.
Det var hende, der havde studeret - kunsthistorie - og kunne derfor tale engelsk, men sagde ingenting. Han havde vist ikke studeret, det ville han have sagt, hvis han havde, men det var ham, der førte ordet.
- Ahhh, sagde han med store øjne, da jeg sagde at jeg havde studeret 'theologia'.
- ... et scrivere, sagde Rikke.
- Ahhh, sagde han med endnu større øjne: POETA!
- Si, si, sagde vi.
Og så tog jeg lige et glas vin til.

Der kom en kvinde hen til Rikke, der havde Hannah på armen, og begyndte at tale til Hannah. Hannah kiggede først meget undrende og spørgende på hende, som sagde hun: Hvad vil du? Men hun blødte op og smilede. Kvinden legede skjul med hænderne og talte i lange baner uden så meget som at give os det mindste blik. Så gik hun tilbage til sin plads og lagde sit ansigt i normale folder igen.

- Formaggio? spurgte tjeneren, der var blevet mere smilende.
- Si, si, sagde jeg, hvorefter jeg fik den kraftigste ost, jeg nogensinde har smagt. En fåreost med grappa i. Han kom ind med glasset med ost, hvorfra han med en kniv smurte smøreosten direkte ned på min tallerken.
- Multo bene, sagde han. Numero uno.
Og så kom der to desserter. En kage og en budding. Der begge smagte formidabelt, og hvad de ikke blev ringere af, var at de blev serveret med en mild, sød og yderst velsmagende grappa. Hvor kom den mon fra?
- Alba, Alba, Alba.

Vi var så mætte og tilfredse og så rundtossede at der simpelthen var for meget at tage de hårde hårnålesving til Alba. Det måtte vi gøre en anden dag. Men først skulle vi ud, og det gjorde vi med håndtryk til både ægteparret ved siden af os og til tjeneren. Da vi gik ud af rummet vendte alle sig og vinkede som familiemedlemmer på kajen vinker til deres sønner på et krigsskib, der er ved at lægge fra. Glade ansigter omkring veldækkede borde med lokale vine i kæmpeflasker og vajende hænder.

En herlig oplevelse. Vi grinede og sang i bilen på vej hjem.

Kærlig hilsen,
fra Du ved nok

Sjette rejsebrev fra Italien

Kære Frederik,

I dag er det d. 18. maj - og ikke kun årsdagen for urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen om Edingburg, men også årsdagen for afleveringen af mit speciale om Thomas Manns Doktor Faustus. Det var i 1993. Altså fjorten år siden.

Forleden talte Rikke og jeg om den fornemmelse vi begge havde af at det allerede var lang tid siden Eja var taget afsted. I realiteten var det kun fire dage siden.
- Det viser hvor langsomt tiden går, sagde Rikke.
Men det viser vel også hvor hurtigt den går. Det går meget hurtigt at få en fornemmelse af at det er lang tid siden.
- Men tiden går også langsom, sagde Rikke, når kun fire dage kan føles som lang tid.
Tiden går altså både hurtigt og langsomt på samme tid. Sådan er også med 18. maj 1993. Jeg var på Nørrebro, på Fælledvej. Jeg gik sammen med nogen, var det mon Michael Nissen?, der var voldsomme uroligheder. Der var en slags barrikade tværs over Fælledvej, og jeg kan huske at jeg ikke rigtig kunne tage det alvorligt. Eller også at det dér ville jeg ikke være bange for. Vi passerede én med en brosten i hånden, og jeg sagde:
- Det der er sgu latterligt.
Hvortil den unge hætteklædte person galpede op som en hund, mere uartikuleret end velformuleret.
Det skulle jeg ikke nyde noget af. Min indre Jan Stage abdicerede på en studs, og vi gik ned ad Fælledvej og hjem.

Jeg kom jo også fra at have afleveret mit speciale, som det havde været en sej omgang at komme igennem. Af mange grunde. Jeg havde skrevet det i Berlin, hvor jeg samtidig skulle være udadvendt og opsøgende. Den indadsøgende bevægelse, som specialeskrivning er, og den udadvendte holdning, man bør have i en ny by - ikke mindst en by som Berlin, der i den grad er et overflødighedshorn af kulturelle tilbud - kolliderede, så jeg i en lang periode måtte sætte alle indtrykkene på plads med øl. Samtidig med at jeg tænkte: Det kunne være rart at kunne drikke øl uden at få tømmermænd, ergo må jeg drikke nogle flere for at vænne min krop til det, så den ikke reagerer så umodent: at give mig tømmermænd.
Ak ja, når jeg tænker tilbage på den tanke, er det unægtelig lang tid siden, så umodent den er tænkt. Men når jeg kaster et blik på nogle af de mange noter, jeg lavede i den tid, og ser hvor meget jeg nåede at få læst, set og hørt, ja, så overstiger det, hvad jeg har kapacitet til i dag. De ting jeg dengang skrev, er også nogle steder meget klogere end noget jeg ville kunne skrive i dag. På den led var jeg mere moden dengang. Fem år før Eja blev født.

Det havde også været en lang og sej proces at få specialet skrevet, og jeg kan huske at computerne var så langsomme og jeg var så utrænet i at bruge dem at det også gav en masse problemer. Da jeg skulle aflevere specialet, kom jeg ind på kontoret til teologisk fakultet, og sagde glædestrålende at nu kunne jeg aflevere mit speciale, hvortil sekretærerne sagde: godt, du kan bare lægge det i bakken der. - Længere var den ikke. Fladt og ufestligt. Der var ingen flag. Ingen dram. Ingen sang. Ingen knus og lykønskninger. - Det måtte jeg derfor have mig en øl eller flere på om aftenen.
Det er lang tid siden. Og så husker jeg det som var det igår. Selvom jeg har glemt en række ting. Men det har jeg også fra igår.

Jeg kan huske at jeg til morgenmaden sagde at hvis vi kommer afsted klokken halv elleve, vil vi være i Nice klokken halv et.
- Hvorfor klokken halv elleve, hvorfor ikke klokken ti, sagde Rikke.
- Okay, lad os tage afsted klokken ti.
Da vi klokken 10.26 kørte ud af den fjernstyrede port, skulle vi lige købe ind til om aftenen. Så vi var i Nice klokken et eller andet, - jeg kan ikke huske det.

Vi sigtede mod Musée d'Art Moderne, som vi beså med Hannah skiftevis i babybjørnen og i favnen. Da vi kom ud derfra, slog det os hvor forskelligt de værker alligevel var, selv om de er lavet indenfor en - i hvert fald i kunsthistorisk perspektiv - kort periode, nemlig fra omkring 1960 og fremefter. Museet, der er fra 1990 og som navnet antyder, er koncentreret om moderne kunst, dvs. ny realisme, pop art, amerikansk abstraktion, assemblage og mere til. Det er sjældent at man dykker ned i en anden epoke og oplever så mange forskellige slags udtryk - og det siger jeg ikke kun fordi vi er tættere på disse moderne udtryk, ej heller, tror jeg, fordi det historiske filter endnu ikke har homogeniseret vor tids kunst, men fordi vores tid simpelthen er mere forskelligartet. På særudstillingen, der - noget plat - hed Nice to meet you, var der både computergenereret kunst, video, foto, installation, tegninger (med tush og akvarel, Béatrice Cussol) og skulpturer. Der var et fuldstændigt hvidt rum lavet af Berdaguer & Påejus, der hed: Psychoarchitecture, 2007. Fire-fem huse, helt i hvidt, på sokler, der hvilede på noget hvidt gummi-lignende materiale omringet af hvide vægge. Man missede helt med øjnene. Sjælehuse. Synliggørelse af det usynlige indre.
- Hvilket hus er du? spurgte Rikke.
- Hmm, det der, sagde jeg og pegede på et hus, der lignede en en høj firkantet sko. - Nej, jeg mener det der, sagde jeg og pegede på en større villaformet bygning, der stod og balancerede på en lang snoet og bugtet slangelignende muskel.
- De er ligesom to helt forskellige huse, sagde hun og gik ud af rummet.
- Hvilket hus er du? spurgte jeg, men da var hun gået.

Nu bliver jeg afbrudt. Brevet er slut. Jeg vender tilbage. Men vender jeg mon nogensinde tilbage til sjælehusene? Måske. Måske om fjorten år. Vil de så stadig være der? Sikkert - for fjorten år går jo hurtigt. Det er jo lige om lidt. Så jeg kan få svar på mit spørgsmål. Hvis jeg da ikke selv har tegnet et hus til hendes sjæl. For er det ikke det man gør, når lever sammen? Bygger sjælehuse til hinanden.

Lange hilsener fra
Du ved nok.