Hvad ser man? - Tanker efter skudepisoden
De betydningsfulde - og skudfyldte - to sekunder onsdag d. 22. april 2009 vækker mange tanker. For eksempel: Hvad er det egentligt man registrerer i sådan en situation? Hvor rigtige er ens observationer? TV2 sagde igår at man eftersøger en rød Yamaha. Jeg opfattede den som grå. Vores vinduer i kontoret er ret beskidte og ridsede, bl.a. fordi de er lavet af plexiglas, hvad der gør at det er meget vanskeligere at rengøre. Igennem sådan et vindue bliver farverne generelt mere grålige. Hvis TV2 overhovedet har ret? (Det er en generel erfaring, at jo mere man ved om en sag, desto mere forkert virker nyhedsmediernes dækning af den).
Jeg hørte og så fire skud. Der blev talt op til ti.
Manden på bagsædet havde vendt sig om da han var uden for mit vindue. Jeg husker ikke om jeg havde hørt skud før jeg så det. Jeg mener ikke at have reageret på en lyd før jeg vendte hovedet.
Man læser at han er blevet skudt med en maskinpistol. Det er jeg sikker på at det ikke var. Mit blik blev tunnelagtigt i det sekund jeg så stikflammen. Min opmærksomhed gik som en raketzoom ind på den glimtende centimeter foran den lille pistol, manden holdt med begge hænder. I den situation bliver selv mandens ansigt skudt ud i mit synsfelts randområde. Men jeg husker alligevel noget. Hans ansigt ville jeg ikke med 100% sikkerhed kunne udpege. Han havde hjelm på. Den var åben - det var ikke en integralhjelm - så jeg så hans ansigt i profil. Han var hvid. Han havde ikke mørke øjne, snarere lyse. Han gjorde ingen grimasser i skudøjeblikket. Han var kold. Fuldstændig kold. Det kan jeg huske: hans udtryk. Der var ingen aggression, nervøsitet, usikkerhed eller overvindelse. Der var ingen følelser i det ansigt.
Jeg mener at kunne huske adskillige ting helt sikkert. Der var to på maskinen. Bagsædepassageren sad en lille smule højere end køreren, der havde integralhjelm med tunet visir på.
Jeg mener at kunne huske at han sad retvendt på maskinen og havde vendt sig om, men i så fald skal han have en smidig rygsøjle, fordi det kræver et ret hårdt vrid. Begge hans hænder var på pistolen. Den gjorde et kort rekyl på den måde at løbet gik nedad og bagenden opad.
Jeg så ham ikke vende sig om inden maskinen speedede op igen.
Det var først da Casper så mit ansigt at han kastede sig ned på gulvet og råbte. Jeg har siddet helt stivnet. Det første jeg tænkte var: 'Det der er ikke nogen legetøjspistol!'. Når jeg tænker tilbage, er det som om sansningen er vandret trægt og kviksandsagtigt igennem mine nervebaner for i slowmotion og næsten udmattet at nå frem til forståelsescentret i min hjerne, der først da har sendt adrenalin ud i systemet. Som om jeg ikke vidste hvad det var jeg så - før bagefter.
Og lige nu har jeg pludselig overrasket mig selv. Jeg sidder hvor jeg sad forleden. Lige nu hørte jeg en motorcykel, - og pludselig rejser jeg mig op og går væk og ind i det andet rum. Kigger og undersøger hvilken motorcykel der kører forbi. Hmm. Var det frivillligt at jeg lige rejste mig op der?
Man er ikke altid hvor man tror man er.
fredag, april 24, 2009
torsdag, april 23, 2009
Øjenvidne til skyderi på Baggesensgade
Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.
Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.
- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.
Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.
De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.
Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.
- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.
En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.
Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.
Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.
- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.
Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.
De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.
Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.
- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.
En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.
lørdag, april 18, 2009
Efter dommen
Hvis man sammenligner piratbevægelsen, sådan som den repræsenteres af Peter Sunde (talsmanden for The Pirate Bay, herefter TPB), med den ungdomsrevolution vi har tydeligst i erindringen, nemlig den fra 60'erne og 70'erne, er der i hvert fald én ting der falder umiddelbart i øjnene - eller rettere i ørerne - og det er tonefaldet: roligt, afdæmpet, ironisk, humoristisk. Han virker i hvert fald fuldstændigt upåvirket over dommen fra i går, d. 17. april 2009, hvor han - sammen med (de) tre andre - fik et års ubetinget fængsel og et erstatningskrav på 30 millioner svenske kroner for: "Medhjälp till brott mot upphovsrättslagen", som den 107 siders lange domsudskrift skriver. "[E]t astronomisk beløb i svensk retshistorie", skriver comon. Peter Sunde holdt en pressekonference optaget i Limhamn og publiceret på spectrial. Han sidder i en sofa sammen med intervieweren og svarer på spørgsmål.
Han fortæller blandt andet at han tidligere har inviteret de involverede parter til samtale, men de kommer aldrig. Her tænker han nok både på advokater, copyrightindehavere, interesseorganistationer m.fl. De sidder, fortsætter han, i lukkede cirkler og én fortæller en ting, som så bliver lidt overdrevet i genfortællingen og hurtigt er en fjer vokset til femten høns. Dét er et af de problemer der er i kommunikationen mellem den ene og anden part. Imellem den ældre og yngre generation, kunne man være fristet til at kalde det, eller mellem repræsentanterne for den nye distributionsteknologi og repræsentanterne for plade- og filmselskaberne, (nogle af) producenter(ne) samt lovsystemet (der er skabt til andre vilkår end de eksisterende). De kan ikke tale sammen. De taler ikke samme sprog.
På mange måder er det et nyt generationsoprør vi er vidne til. Af Piratpartiets ca. 20.000 medlemmer tilhører næsten halvdelen den 'unga partisektionen'.
Peter Sunde forventer også at det tekniske niveau hos anklagerne højnes jo højere op i retssystemet sagen bevæger sig. Der er mange der ikke har forstået den tekniske side af sagen, hvad der selvfølgelig er helt centralt. Men hvad der ikke er helt evident er at den rent tekniske forståelse af teknikken i virkeligheden ikke er nok. Der er også en social side af teknikken, som er endnu sværre for den ældre generation at forstå.
Peter Sundes måde at tale på vidner om - ikke engang en tro, men en helt sikker bevidsthed om at alternativet til det system og den model, som TPB baner vej for, er dømt til at mislykkes. Alternativet til de forretningsmodeller som TPB tvinger frem er en politisk-økonomisk styring af informationer og viden. Eftersom masserne (eller mængden, som Negri/Hardt hellere vil kalde det) har smagt på den demokratiske frihed at kunne danne online-fællesskaber og dele viden i dette vidtstrakt-demokratiske medie, vi kalder internettet, er det så godt som umuligt at tage denne mulighed bort fra mængden igen. Det er nogle af de perspektiver som denne sag rejser. Tror man at interessen for denne sag kun skyldes forkælede masser der udelukkende kæmper for at kunne downloade gratis blockbustere ned? Der er meget mere på spil.
Dommen ankes. Det første slag er tabt, men ikke krigen. For det er en krig. Det har Sebastian Lütgert, der også står overfor hårde trusler fra nogle hårde politisk-økonomisk-juridiske kræfter, gjort os opmærksomme på:
Nu bliver der krig, hørte jeg én sige efter dommen. Men jeg har også lagt øre til en god vens heftige udfald imod at bruge denne krig som en kanal til at få alt muligt andet ud. Men det er hvad der sker i krige. Peter Øvig har også gjort os opmærksom på at man under besættelsen kunne nakke en uven under påskud af at han var kollaboratør. Private aversioner kan pludseligt få afløb når man befinder sig i en undtagelsestilstand. Derfor gælder det om at holde hovedet koldt og ikke at lade frustrationer eller andet privateri løbe af med en. - Dét er noget af det morsomme og befriende i den måde Peter Sunde taler på: Han taler simpelthen ikke skingert, sådan som man i dag så tydeligt kan høre at mange af 60'ernes og 70'ernes revolutionære talte. Men - forstå mig ret - de er også på en mærkelig måde uideologiske. Der er i hvert fald ikke nogen teoretikere, hvis røde eller sorte bog bliver rakt i vejret og citeret med vidt åben mund, hæs stemme og rynket pande.
Dommen vil sikkert bringe Piratpartiet ind i Europaparlamentet, spår nogle. Peter Sunde har meget godt at sige om dette parti, men tilføjer at han dog selv stemmer på et andet!
Hvis man sammenligner piratbevægelsen, sådan som den repræsenteres af Peter Sunde (talsmanden for The Pirate Bay, herefter TPB), med den ungdomsrevolution vi har tydeligst i erindringen, nemlig den fra 60'erne og 70'erne, er der i hvert fald én ting der falder umiddelbart i øjnene - eller rettere i ørerne - og det er tonefaldet: roligt, afdæmpet, ironisk, humoristisk. Han virker i hvert fald fuldstændigt upåvirket over dommen fra i går, d. 17. april 2009, hvor han - sammen med (de) tre andre - fik et års ubetinget fængsel og et erstatningskrav på 30 millioner svenske kroner for: "Medhjälp till brott mot upphovsrättslagen", som den 107 siders lange domsudskrift skriver. "[E]t astronomisk beløb i svensk retshistorie", skriver comon. Peter Sunde holdt en pressekonference optaget i Limhamn og publiceret på spectrial. Han sidder i en sofa sammen med intervieweren og svarer på spørgsmål.
Han fortæller blandt andet at han tidligere har inviteret de involverede parter til samtale, men de kommer aldrig. Her tænker han nok både på advokater, copyrightindehavere, interesseorganistationer m.fl. De sidder, fortsætter han, i lukkede cirkler og én fortæller en ting, som så bliver lidt overdrevet i genfortællingen og hurtigt er en fjer vokset til femten høns. Dét er et af de problemer der er i kommunikationen mellem den ene og anden part. Imellem den ældre og yngre generation, kunne man være fristet til at kalde det, eller mellem repræsentanterne for den nye distributionsteknologi og repræsentanterne for plade- og filmselskaberne, (nogle af) producenter(ne) samt lovsystemet (der er skabt til andre vilkår end de eksisterende). De kan ikke tale sammen. De taler ikke samme sprog.
På mange måder er det et nyt generationsoprør vi er vidne til. Af Piratpartiets ca. 20.000 medlemmer tilhører næsten halvdelen den 'unga partisektionen'.
Peter Sunde forventer også at det tekniske niveau hos anklagerne højnes jo højere op i retssystemet sagen bevæger sig. Der er mange der ikke har forstået den tekniske side af sagen, hvad der selvfølgelig er helt centralt. Men hvad der ikke er helt evident er at den rent tekniske forståelse af teknikken i virkeligheden ikke er nok. Der er også en social side af teknikken, som er endnu sværre for den ældre generation at forstå.
Peter Sundes måde at tale på vidner om - ikke engang en tro, men en helt sikker bevidsthed om at alternativet til det system og den model, som TPB baner vej for, er dømt til at mislykkes. Alternativet til de forretningsmodeller som TPB tvinger frem er en politisk-økonomisk styring af informationer og viden. Eftersom masserne (eller mængden, som Negri/Hardt hellere vil kalde det) har smagt på den demokratiske frihed at kunne danne online-fællesskaber og dele viden i dette vidtstrakt-demokratiske medie, vi kalder internettet, er det så godt som umuligt at tage denne mulighed bort fra mængden igen. Det er nogle af de perspektiver som denne sag rejser. Tror man at interessen for denne sag kun skyldes forkælede masser der udelukkende kæmper for at kunne downloade gratis blockbustere ned? Der er meget mere på spil.
Dommen ankes. Det første slag er tabt, men ikke krigen. For det er en krig. Det har Sebastian Lütgert, der også står overfor hårde trusler fra nogle hårde politisk-økonomisk-juridiske kræfter, gjort os opmærksomme på:
"Mark Getty, amerikansk finansmand og barnebarn til oliemagnaten J. Paul Getty forudsagde i år 2000, at "copyright is the oil for the 21st century". Sebastian tilslutter sig til fulde analysen af "intellektuel ejendom" som vor tids centrale økonomiske og politiske spørgsmål: "Citatet er såre sandt, for hvis ophavsretten er vor tids olie kan det komprimeres ned til et endda meget lille ord: Krig. En krig mod at folk autonomt er begyndt at organisere produktion, reproduktion og distribution på en ny måde og uden profit. Alt det du kan sige om War on Drugs og War on Terror gælder også for War on Piracy: Der findes ingen krigserklæring, ingen synlig fjende, slagene udkæmpes overalt, alle må deltage". Krigen mod piratkopiering er ingen metafor, det er en virkelig krig, og den vil stå på indtil - for nu at citere endnu en af Textz.coms cyberrevolutionære slagordspasticher - "den sidste ophavsretsejer er blevet hængt i den sidste patentjurists tarme".(note textz.com er Sebastian Lütgerts eget offentligt tilgængelige bibliotek, sr).
Nu bliver der krig, hørte jeg én sige efter dommen. Men jeg har også lagt øre til en god vens heftige udfald imod at bruge denne krig som en kanal til at få alt muligt andet ud. Men det er hvad der sker i krige. Peter Øvig har også gjort os opmærksom på at man under besættelsen kunne nakke en uven under påskud af at han var kollaboratør. Private aversioner kan pludseligt få afløb når man befinder sig i en undtagelsestilstand. Derfor gælder det om at holde hovedet koldt og ikke at lade frustrationer eller andet privateri løbe af med en. - Dét er noget af det morsomme og befriende i den måde Peter Sunde taler på: Han taler simpelthen ikke skingert, sådan som man i dag så tydeligt kan høre at mange af 60'ernes og 70'ernes revolutionære talte. Men - forstå mig ret - de er også på en mærkelig måde uideologiske. Der er i hvert fald ikke nogen teoretikere, hvis røde eller sorte bog bliver rakt i vejret og citeret med vidt åben mund, hæs stemme og rynket pande.
Dommen vil sikkert bringe Piratpartiet ind i Europaparlamentet, spår nogle. Peter Sunde har meget godt at sige om dette parti, men tilføjer at han dog selv stemmer på et andet!
mandag, marts 23, 2009
Kritisk journalistik og sammenhængskraft
Problemer bliver ikke mindre, jo ældre de bliver. Men det må vi have en tyrkertro på, eftersom vi ikke tager os af dem, mens de er unge. G20-landene begynder ikke at tale om andre værdier, alternative systemer, udbedring af systemfejlene, men om hvordan vi kan få den velkendte økonomi på ret køl igen. Verdenssamfundet har i årtier vendt de døve øre til klimaforudsigelser. Der skal katastrofer til at vække folk. Først når verdensøkonomien er som den islandske i dag, kan vi tale om andre værdier. Først når kontinenter bliver oversvømmet, bliver man tvunget til at gøre noget.
Teologisk set hedder dette forhold synd: Vi ved hvad der er godt, men gør alligevel det modsatte. Mennesket er faldet fra sin oprindelige natur og er ikke i stand til at genoprette sig selv. Uoverensstemmelsen mellem menneskets nuværende tilstand og den oprindelige natur svarer til konflikten mellem handling og viden. Vi handler imod vores viden.
Filosofisk set hedder dette forhold fremmedgørelse. Gyldendals Filosofiske Leksikon fortæller at filosofien siden Rousseau har vidst at det moderne menneske lever 'i modstrid med sig selv' og har fjernet sig fra verden. Den fremmedgjorte identitet etableres ved at spejle sig i andres meninger.
Det er jo en tendens som medieverdenen ikke er ked af . Eller er den? Under alle omstændigheder er selvspejling og identifikation en af de driftigste impulser i mediernes liv og overlevelse. Trangen til identifikation bliver stærkere jo mere fremmedgjort man er, men det er som alkohol for en alkoholiker, fordi fremmedgørelsen kun bliver mere udtalt, jo mere selvet forsvinder ind i en identifikation med andre end sig selv. Men tror man kommer tættere på løsningen alt imens man fjerner sig med turbokraft.
Spørgsmålet er om ikke medierne ved at gøre sig afhængig af denne mekanisme er med til at grave deres egen grav?
Det er hvad Samuel Rachlin mener i Politikens Kronik i dag (24.3.09), hvor Informations leder i øvrigt handler om det samme, selv om der ikke umiddelbart er nogen aktuel begivenhed, der begrunder sammenfaldet.
Samuel Rachlin begræder den kritiske journalistiks selvmord, som især bladene foretager ved at sælge ud af kvalitet og identitet: Nye layouts, værdier og idealer bliver sat over styr. Når aviserne bliver straffet af annonørernes og læsernes svigtende interesse, fuldfører bladene selv denne straf ved at ændre identiteten. En obbeltstraf man kender fra psykologien, hvor et offer tit hjælper gerningsmanden til at fuldføre sin forbrydelse.
Modeksemplet i medieverdenen er The Economist, der holder fast på hvad det er. Her bliver konservatismen progressiv fordi der er så få der holder fast på hvad de er. Den tidligere så konservative del af erhvervslivet er jo den første til at opgive alle konservative dyder som tradition, identitet, historie og saglighed.
Samuel Rachlin slår ned på meningsoverfloden og vidensunderskudet i blogland med den dertilhørende narcissisme og afmægtige kælelyst, som aviserne har taget til sig: "Nettets muligheder er så overvældende, så uimodståelige for de etablerede aviser, at det ofte ser ud, som om vagthunden har valgt overgivelsen og lagt sig på ryggen som en klælen vovse med spjættende ben og logrende hale. Blog mig".
David Rehling peger i Information på at USA er "ved at miste det fælles rum, der i de sidste 130 år har været udgjort af de store byers aviser og i de sidste 50 år udbygget af de landsdækkende tv-netværk. Det er det rum, der har givet amerikanerne en følelse af forbundethed, et nationalt skæbnefællesskab. Uden det rum havde USA ikke kunnet samles i et demokrati, der er i stand til at korrigere sine egne vildfarelser".
De seriøse medier skaber et civilisationsrum, som er ved at blive demonteret. David Rehlng nævner ikke at sammenhængskraften overvejende skabes af de useriøse medier. Han forholder sig ikke til kvaliteten af mediernes udvikling, men til den sammenhængsskabende effekt de har.
Hvad nu hvis man - og det er hvad Samuel Rachlin efterlyser - øger kvaliteten i både aviser og tv, så vil man sikkert tabe store befolkningsgrupper og på den måde også miste noget af den sammenhængsskabende virkning.
Men spørgsmålet er om der ikke allerede er store forskelle i hvilke nyhedskanaler de forskellige klasser bruger i USA såvel som i Danmark? Det sammenhængsskabende er ikke politisk medmindre det er katastrofer eller krig, men underholdning med så lidt politisk eller andet opbyggeligt indhold som muligt. Og ønsker man den platte underholdning for den blotte sammenhængsskabende virkning?
Se i øvrigt en kort tankevækkende og informativ video om amerikanernes medielandskab af Alisa Miller her.
Problemer bliver ikke mindre, jo ældre de bliver. Men det må vi have en tyrkertro på, eftersom vi ikke tager os af dem, mens de er unge. G20-landene begynder ikke at tale om andre værdier, alternative systemer, udbedring af systemfejlene, men om hvordan vi kan få den velkendte økonomi på ret køl igen. Verdenssamfundet har i årtier vendt de døve øre til klimaforudsigelser. Der skal katastrofer til at vække folk. Først når verdensøkonomien er som den islandske i dag, kan vi tale om andre værdier. Først når kontinenter bliver oversvømmet, bliver man tvunget til at gøre noget.
Teologisk set hedder dette forhold synd: Vi ved hvad der er godt, men gør alligevel det modsatte. Mennesket er faldet fra sin oprindelige natur og er ikke i stand til at genoprette sig selv. Uoverensstemmelsen mellem menneskets nuværende tilstand og den oprindelige natur svarer til konflikten mellem handling og viden. Vi handler imod vores viden.
Filosofisk set hedder dette forhold fremmedgørelse. Gyldendals Filosofiske Leksikon fortæller at filosofien siden Rousseau har vidst at det moderne menneske lever 'i modstrid med sig selv' og har fjernet sig fra verden. Den fremmedgjorte identitet etableres ved at spejle sig i andres meninger.
Det er jo en tendens som medieverdenen ikke er ked af . Eller er den? Under alle omstændigheder er selvspejling og identifikation en af de driftigste impulser i mediernes liv og overlevelse. Trangen til identifikation bliver stærkere jo mere fremmedgjort man er, men det er som alkohol for en alkoholiker, fordi fremmedgørelsen kun bliver mere udtalt, jo mere selvet forsvinder ind i en identifikation med andre end sig selv. Men tror man kommer tættere på løsningen alt imens man fjerner sig med turbokraft.
Spørgsmålet er om ikke medierne ved at gøre sig afhængig af denne mekanisme er med til at grave deres egen grav?
Det er hvad Samuel Rachlin mener i Politikens Kronik i dag (24.3.09), hvor Informations leder i øvrigt handler om det samme, selv om der ikke umiddelbart er nogen aktuel begivenhed, der begrunder sammenfaldet.
Samuel Rachlin begræder den kritiske journalistiks selvmord, som især bladene foretager ved at sælge ud af kvalitet og identitet: Nye layouts, værdier og idealer bliver sat over styr. Når aviserne bliver straffet af annonørernes og læsernes svigtende interesse, fuldfører bladene selv denne straf ved at ændre identiteten. En obbeltstraf man kender fra psykologien, hvor et offer tit hjælper gerningsmanden til at fuldføre sin forbrydelse.
Modeksemplet i medieverdenen er The Economist, der holder fast på hvad det er. Her bliver konservatismen progressiv fordi der er så få der holder fast på hvad de er. Den tidligere så konservative del af erhvervslivet er jo den første til at opgive alle konservative dyder som tradition, identitet, historie og saglighed.
Samuel Rachlin slår ned på meningsoverfloden og vidensunderskudet i blogland med den dertilhørende narcissisme og afmægtige kælelyst, som aviserne har taget til sig: "Nettets muligheder er så overvældende, så uimodståelige for de etablerede aviser, at det ofte ser ud, som om vagthunden har valgt overgivelsen og lagt sig på ryggen som en klælen vovse med spjættende ben og logrende hale. Blog mig".
David Rehling peger i Information på at USA er "ved at miste det fælles rum, der i de sidste 130 år har været udgjort af de store byers aviser og i de sidste 50 år udbygget af de landsdækkende tv-netværk. Det er det rum, der har givet amerikanerne en følelse af forbundethed, et nationalt skæbnefællesskab. Uden det rum havde USA ikke kunnet samles i et demokrati, der er i stand til at korrigere sine egne vildfarelser".
De seriøse medier skaber et civilisationsrum, som er ved at blive demonteret. David Rehlng nævner ikke at sammenhængskraften overvejende skabes af de useriøse medier. Han forholder sig ikke til kvaliteten af mediernes udvikling, men til den sammenhængsskabende effekt de har.
Hvad nu hvis man - og det er hvad Samuel Rachlin efterlyser - øger kvaliteten i både aviser og tv, så vil man sikkert tabe store befolkningsgrupper og på den måde også miste noget af den sammenhængsskabende virkning.
Men spørgsmålet er om der ikke allerede er store forskelle i hvilke nyhedskanaler de forskellige klasser bruger i USA såvel som i Danmark? Det sammenhængsskabende er ikke politisk medmindre det er katastrofer eller krig, men underholdning med så lidt politisk eller andet opbyggeligt indhold som muligt. Og ønsker man den platte underholdning for den blotte sammenhængsskabende virkning?
Se i øvrigt en kort tankevækkende og informativ video om amerikanernes medielandskab af Alisa Miller her.
fredag, marts 20, 2009
Om fraværet af den kritiske journalistik
- Demokratiets illusion om åbenhed skjuler mere end diktaturets utvetydige lukkethed.
Hvor findes den kritiske journalistik i dag? spurgte min ven mig igår. Den findes ikke, svarede han efterfølgende.
Stein Bagger-sagen kunne kritiske journalister ikke for alvor bringe til torvs, selv om der blev skrevet en smule. Det var ham selv og ikke journalisterne der havde gravet hans grav.
Ulrik Høy skriver i weekendavisen nr. 12-20.marts 2009 at Madoff kunne slippe afsted med halvkvædede viser: "Pengene bliver investeret i de og de seriøse virksomheder, og takket være den enorme tilstrømning af indskud behøvede Madoff ikke at gøre nærmere rede for omstændighederne. Det har man unægtelig harcelleret over nu bagefter. Hvor var de ansvarlige myndigheder? Hvor var de nærgående og uvildige undersøgelser, da den seriøse kritik vitterlig dukkede op?".
Onsdag d. 11.3.2009 sendte DR et program om månedsmagasinet Press, som man vel må give æren for at bedrive kritisk journalistik, - og har Henrik Saxgren ikke ret i at Anders Foghs løgne om Irak-krigen havde haft meget sværere ved at gå så glat igennem den danske befolkning som tilfældet er, hvis Press stadig havde eksisteret?
Pludselig støder jeg på én der: "Kommer i tanke om, at en tysk bekendt, der har boet i Danmark et stykke tid, en gang spurgte mig, om vi slet ikke har nogen tradition for kritisk journalistik (...)".
Det er altså ikke kun min ven og jeg der synes det.
Chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende mente at Frichs, Crones og Woldendorfs modtagelse af Cavlingprisen 2008 beviste at den kritiske journalistik stadig lever: »Jeres vinderprojekt beviser, at dansk journalistik ikke er på vej til et stadie af elendighed, overfladiskhed og misligholdelse af vores primære opgave som borgernes og demokratiets vagthund på grund af svindsot i økonomien i medierne eller kravet om flermedialitet. Det er ganske enkelt noget vrøvl, som fortidsromantikere gerne vil have os til at tro på.«
Det er ikke overbevisende for min ven, der forlanger meget mere.
For det er i virkeligheden ikke muligt at bedrive kritisk journalistik når der ikke er nogen offentlighed. En forbrydelse kan afsløres, men forbliver skjult hvis ingen hører på den enlige stemme, der udråber forbryderens navn. Sådan er den danske offentlighed: Afsløringer er ikke afsløringer og kritikken er ikke længere kritik når den ikke har et forum.
Medielandskabets enorme åbenhed gemmer, glemmer og skjuler i virkeligheden viden, oplysninger og afsløringer. Men ikke nok med det: I DDR for eksempel vidste alle og enhver at der var store mængder skjult viden. I dag tror alle at al viden er tilgængelig.
Selve det skjulte er skjult, og dét er jo den visse død for den kritiske journalistik. Hvis ikke der er noget skjult, er der jo heller ikke brug for nogen til at afsløre det. I dag er store og vigtige dele af vores kollektive viden, politiske system og systemets beslutninger, økonomiske forhold og legale urimeligheder skjult bag illusionen om altings åbenhed og tilgængelighed.
For det handler heller ikke kun om sagforhold, siger han. Det handler ikke kun om journalistik. Enten burde journalisterne udvide selve begrebet om journalistik, eller også må de intellektuelle træde ind på den journalistiske scene uden at blive journalister. Der er ingen der kan tale i helheder. Der er ingen i den offentlige debat der har kontakt til de strømførende lag i kulturen. Vi lever i vidensghettoer, i et atomiseret verdensbillede, som ingen er i stand til - ja, som ingen virker synderligt interesseret i - at (gen)danne. De der kunne, er døde, og de der kan, er gamle.
Min ven citerer fra Per Øhrgaards artikel om Enzensberger i Den Store Danske Encyklopædi: "[H]an opdager temaer og problemer, som endnu ligger skjult for de fleste, men kan komme til at dominere allerede den nærmeste fremtid, Ach Europa! (1987, da. Åh, Europa, 1988) beskriver kontinentet hinsides den politiske retorik."
(Hans Magnus Enzensberger)
Det optimistiske i denne pessimistiske diagnostik er at der ligger en stor opgave foran os.
- Demokratiets illusion om åbenhed skjuler mere end diktaturets utvetydige lukkethed.
Hvor findes den kritiske journalistik i dag? spurgte min ven mig igår. Den findes ikke, svarede han efterfølgende.
Stein Bagger-sagen kunne kritiske journalister ikke for alvor bringe til torvs, selv om der blev skrevet en smule. Det var ham selv og ikke journalisterne der havde gravet hans grav.
Ulrik Høy skriver i weekendavisen nr. 12-20.marts 2009 at Madoff kunne slippe afsted med halvkvædede viser: "Pengene bliver investeret i de og de seriøse virksomheder, og takket være den enorme tilstrømning af indskud behøvede Madoff ikke at gøre nærmere rede for omstændighederne. Det har man unægtelig harcelleret over nu bagefter. Hvor var de ansvarlige myndigheder? Hvor var de nærgående og uvildige undersøgelser, da den seriøse kritik vitterlig dukkede op?".
Onsdag d. 11.3.2009 sendte DR et program om månedsmagasinet Press, som man vel må give æren for at bedrive kritisk journalistik, - og har Henrik Saxgren ikke ret i at Anders Foghs løgne om Irak-krigen havde haft meget sværere ved at gå så glat igennem den danske befolkning som tilfældet er, hvis Press stadig havde eksisteret?
Pludselig støder jeg på én der: "Kommer i tanke om, at en tysk bekendt, der har boet i Danmark et stykke tid, en gang spurgte mig, om vi slet ikke har nogen tradition for kritisk journalistik (...)".
Det er altså ikke kun min ven og jeg der synes det.
Chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende mente at Frichs, Crones og Woldendorfs modtagelse af Cavlingprisen 2008 beviste at den kritiske journalistik stadig lever: »Jeres vinderprojekt beviser, at dansk journalistik ikke er på vej til et stadie af elendighed, overfladiskhed og misligholdelse af vores primære opgave som borgernes og demokratiets vagthund på grund af svindsot i økonomien i medierne eller kravet om flermedialitet. Det er ganske enkelt noget vrøvl, som fortidsromantikere gerne vil have os til at tro på.«
Det er ikke overbevisende for min ven, der forlanger meget mere.
For det er i virkeligheden ikke muligt at bedrive kritisk journalistik når der ikke er nogen offentlighed. En forbrydelse kan afsløres, men forbliver skjult hvis ingen hører på den enlige stemme, der udråber forbryderens navn. Sådan er den danske offentlighed: Afsløringer er ikke afsløringer og kritikken er ikke længere kritik når den ikke har et forum.
Medielandskabets enorme åbenhed gemmer, glemmer og skjuler i virkeligheden viden, oplysninger og afsløringer. Men ikke nok med det: I DDR for eksempel vidste alle og enhver at der var store mængder skjult viden. I dag tror alle at al viden er tilgængelig.
Selve det skjulte er skjult, og dét er jo den visse død for den kritiske journalistik. Hvis ikke der er noget skjult, er der jo heller ikke brug for nogen til at afsløre det. I dag er store og vigtige dele af vores kollektive viden, politiske system og systemets beslutninger, økonomiske forhold og legale urimeligheder skjult bag illusionen om altings åbenhed og tilgængelighed.
For det handler heller ikke kun om sagforhold, siger han. Det handler ikke kun om journalistik. Enten burde journalisterne udvide selve begrebet om journalistik, eller også må de intellektuelle træde ind på den journalistiske scene uden at blive journalister. Der er ingen der kan tale i helheder. Der er ingen i den offentlige debat der har kontakt til de strømførende lag i kulturen. Vi lever i vidensghettoer, i et atomiseret verdensbillede, som ingen er i stand til - ja, som ingen virker synderligt interesseret i - at (gen)danne. De der kunne, er døde, og de der kan, er gamle.
Min ven citerer fra Per Øhrgaards artikel om Enzensberger i Den Store Danske Encyklopædi: "[H]an opdager temaer og problemer, som endnu ligger skjult for de fleste, men kan komme til at dominere allerede den nærmeste fremtid, Ach Europa! (1987, da. Åh, Europa, 1988) beskriver kontinentet hinsides den politiske retorik."
(Hans Magnus Enzensberger)Det optimistiske i denne pessimistiske diagnostik er at der ligger en stor opgave foran os.
søndag, marts 15, 2009
Kynisme
Indlæg til Lotte Schlosshauers indlæg om diskussionen i Trampolinhuset 14.3.2009.
Du skriver på sin blog og sagde igår på et møde om asylpolitikken i Trampolinhuset at man skal distinguere mellem det personlige og politiske. Sofie Hæstrup Andersen (S) gav dig ret, men sagde også at man skal stifte bekendtskab med de personlige historier for at lave regler, der passer til virkeligheden. Jeg savner stillingtagen hos dig til konkrete problemer, en stillingtagen der selvfølgelig også skal styres af principper.
Det er som om du mener at vi som danskere skal prioritere mellem den flygtning der står ved vores grænse og de nødlidende mennesker der befinder sig tusindevis af kilometer fra os. Det er en kunstig problemstilling. Der kommer en flygtning til vores grænse. Hvad skal vi gøre? I dag tager vi dem ind, putter dem i lejr, for 90 % vedkommende afviser vi deres asylansøgning, og for manges vedkommende beholder vi dem i lejre, hvis forholdene i deres hjemland ikke er sikre nok. Problemet er at de ikke kan få opholdstilladelse og ikke sendes tilbage. Så lever de i et limbo i op til 12 år. Det ville have været anderledes, sagde Sofie Hæstrup, hvis ikke de-facto-flygtningebegrebet samt andre ændringer var blevet vedtaget i 2002.
- At vi igennem TV får kendskab til millioner af nødlidende, som du anfører (uden at jeg helt fortstår hvorfor), har at gøre med u-landsbistand og er et helt andet område og kan ikke inddrages i denne diskussion.
De politiske regler har direkte indvirkning på personer. Derfor må lovgivningen også tage udgangspunkt i personlige forhold. Selv om der skal skelnes, må det personlige og politiske også holdes sammen.
Hvad angår det principielle kan jeg mere fornemme end direkte læse din skepsis, ja måske direkte aversion imod en ideologisk styret politik, der har begreber som værdighed og medmenneskelighed i centrum. At man begår en både menneskelig, politisk, begrebslig og ideologisk fejltrin, hvis man institutionaliserer følelser, der kun findes mellem konkrete mennesker. Kærlighed, værdighed, medfølelse og sådanne begreber kan ikke bruges i politisk sammenhæng, hvor det handler om pragmatik, styring, administration af grupper og resourcer - hvilket resulterer i at man ikke kan lave politik på de følelser man f.eks. får ved at stå overfor et nødlidende menneske.
Det er ikke et ukendt synspunkt i Folketinget og i debatten. - Søren Ulrik Thomsen har f.eks. også sagt at politik skal være kedeligt, hvormed han mener at man ikke kan blande hverken kunst, underholdning eller spændende overordnede filosofiske diskussioner ind i den daglige politiske virkelighed.
Hvis man mener det, må man også indrømme at man er kynisk. Kynisme er fravær af empati og medfølelse. Man kan sige at det er nødvendigt at være kynisk, men glemmer ofte at den nødvendige kynisme optræder når der f.eks. er tale om at ofre en lille gruppe mennesker for at redde en større. Det er imidlertid ikke tilfældet her.
Den nuværende udlændingepolitik er skabt for at holde sammen på en dansk identitet og kultur. Hvis ikke kulturargumentet var det vigtigste - hvis nu det økonomiske var det vigtigste - ville vi have taget en masse arbejdskraft ind fra udlandet, og vi ville have integreret asylansøgerne, fordi en arbejdende asylansøger genererer flere penge til landet end en ikke-arbejdende.
Den nuværende asylpolitik har til formål at værne om en dansk identitet, der er meget vagt formuleret, og den udspringer af en folkelig nervøsitet, der har lige så tågede årsager. Dette resulterer i menneskelige tragedier i vores asylcentre, som man - ja - skal være kynisk for at ignorere. Også når man går ind for amnesti for de asylansøgere der sidder i lejrene lige nu. Først når loven får et menneskeligt udgangspunkt er kynismen overvundet.
Indlæg til Lotte Schlosshauers indlæg om diskussionen i Trampolinhuset 14.3.2009.
Du skriver på sin blog og sagde igår på et møde om asylpolitikken i Trampolinhuset at man skal distinguere mellem det personlige og politiske. Sofie Hæstrup Andersen (S) gav dig ret, men sagde også at man skal stifte bekendtskab med de personlige historier for at lave regler, der passer til virkeligheden. Jeg savner stillingtagen hos dig til konkrete problemer, en stillingtagen der selvfølgelig også skal styres af principper.
Det er som om du mener at vi som danskere skal prioritere mellem den flygtning der står ved vores grænse og de nødlidende mennesker der befinder sig tusindevis af kilometer fra os. Det er en kunstig problemstilling. Der kommer en flygtning til vores grænse. Hvad skal vi gøre? I dag tager vi dem ind, putter dem i lejr, for 90 % vedkommende afviser vi deres asylansøgning, og for manges vedkommende beholder vi dem i lejre, hvis forholdene i deres hjemland ikke er sikre nok. Problemet er at de ikke kan få opholdstilladelse og ikke sendes tilbage. Så lever de i et limbo i op til 12 år. Det ville have været anderledes, sagde Sofie Hæstrup, hvis ikke de-facto-flygtningebegrebet samt andre ændringer var blevet vedtaget i 2002.
- At vi igennem TV får kendskab til millioner af nødlidende, som du anfører (uden at jeg helt fortstår hvorfor), har at gøre med u-landsbistand og er et helt andet område og kan ikke inddrages i denne diskussion.
De politiske regler har direkte indvirkning på personer. Derfor må lovgivningen også tage udgangspunkt i personlige forhold. Selv om der skal skelnes, må det personlige og politiske også holdes sammen.
Hvad angår det principielle kan jeg mere fornemme end direkte læse din skepsis, ja måske direkte aversion imod en ideologisk styret politik, der har begreber som værdighed og medmenneskelighed i centrum. At man begår en både menneskelig, politisk, begrebslig og ideologisk fejltrin, hvis man institutionaliserer følelser, der kun findes mellem konkrete mennesker. Kærlighed, værdighed, medfølelse og sådanne begreber kan ikke bruges i politisk sammenhæng, hvor det handler om pragmatik, styring, administration af grupper og resourcer - hvilket resulterer i at man ikke kan lave politik på de følelser man f.eks. får ved at stå overfor et nødlidende menneske.
Det er ikke et ukendt synspunkt i Folketinget og i debatten. - Søren Ulrik Thomsen har f.eks. også sagt at politik skal være kedeligt, hvormed han mener at man ikke kan blande hverken kunst, underholdning eller spændende overordnede filosofiske diskussioner ind i den daglige politiske virkelighed.
Hvis man mener det, må man også indrømme at man er kynisk. Kynisme er fravær af empati og medfølelse. Man kan sige at det er nødvendigt at være kynisk, men glemmer ofte at den nødvendige kynisme optræder når der f.eks. er tale om at ofre en lille gruppe mennesker for at redde en større. Det er imidlertid ikke tilfældet her.
Den nuværende udlændingepolitik er skabt for at holde sammen på en dansk identitet og kultur. Hvis ikke kulturargumentet var det vigtigste - hvis nu det økonomiske var det vigtigste - ville vi have taget en masse arbejdskraft ind fra udlandet, og vi ville have integreret asylansøgerne, fordi en arbejdende asylansøger genererer flere penge til landet end en ikke-arbejdende.
Den nuværende asylpolitik har til formål at værne om en dansk identitet, der er meget vagt formuleret, og den udspringer af en folkelig nervøsitet, der har lige så tågede årsager. Dette resulterer i menneskelige tragedier i vores asylcentre, som man - ja - skal være kynisk for at ignorere. Også når man går ind for amnesti for de asylansøgere der sidder i lejrene lige nu. Først når loven får et menneskeligt udgangspunkt er kynismen overvundet.
fredag, marts 13, 2009
Fremtiden for Nørrebrogade
Jeg gik lige forbi Anne og Bennys boghandel på Nørrebrogade for at skrive under på den protest mod Klaus Bondams eksperiment med at lukke gaden. Den ligger jo næsten øde hen - og det er åbningstid for butikkerne. Et af de mest levende, trafikerede, bemærkelsesværdige steder i København er ved at ændre sig, og butiksejerne kan mærke fald i omsætning på over 50%, mens vi - beboerne - pludselig går rundt og tænker: Er der smidt en atombombe! (Søren Ulrik Thomsen) - eller som var det Skjern i 50'erne (Peter AG).
Det ender med lejligheder i gadeplan, siger Anne. Så ser man i glimt de halvtomme gader på broerne for sig: lejlighederne med vinduer ned til fortovet og falmede gardiner, der prøver at holde uvilkårlige blikke ude. Er det fremtiden for Nørrebrogade, hvor der stadig er butikker for hver meter? Det er derfor vi bor i byen. Men en snigende forstadsmentalitet begynder at blive skrigende. Vi skal være stille, skriger den. Vi skal ikke være så mange. Vi skal være rene og pæne og have blomsterkummer i stedet for parkeringspladser. Derfor lagde kommunen nogle svære betonklodser ud for over fem måneder siden. De har aldrig set en blomst, men er blevet en åben skraldeplads i stedet. Det skulle være så godt og så' det faktisk skidt.
Søren Ulrik Thomsen beskriver i weekendavisen malende baggrunden for det nye eksperiment: »denne dystopiske feberfantasi af hovedstaden som en endeløs provinsgågade gennemdaffet af uvirksomme shoppers med sandaler, mavepung og monstrøse softices«. Er det fremtiden for Nørrebrogade?
Anne fortæller at de var inde på Rådhuset, men Klaus Bondam var ikke til stede. Man siger han bor på Guldbergsgade, men han er der vist ikke meget. Man spørger sig selv om han er lige så fjern fra Nørrebrogade som Strecker og Mærsk, der har åbnet Nørrebro Café. Før de åbnede den stod der et skilt: Her åbner en tøjbutik. Andelsforeningen havde nemlig sat sig imod at det skulle være café. Nu er der en café, der ligner Rosie McGee's med similitræ med kunstig patina, der emmer af forlorne minder fra en tid der aldrig har været. Det er en ufo, der kommer et andet sted fra og som er kastet herover af nogle pengefolk fra Hellerup, der ikke bekymrer sig om de folk der bor her. Hvorfor ikke lægge den café i Hellerup? Hvorfor, Klaus Bondam, ikke lave en ordning til gavn for borgerne, eller realisere ens ideer hvor man kender dem?
Nørrebrogade-eksperimentet er halvhjertet. Han mener at man skal komme pendlerne til livs, men hvorfor ikke gøre det attraktivt for dem at køre andre veje. Klaus Bondam sætter en bom ned - og regner med at problemet er løst. Hvilket problem i øvrigt? At der er mange mennesker på Nørrebrogade og at det tager lidt længere tid end motorvejen, har jeg oplevet som et problem, og hvis det er, er det så ikke trods alt et mindre problem end at mange ellers sunde butikker må dreje nøglen om? Et problem for både butikker og beboere. Skal man så til at rejse længere for at få sine varer? Så skaber det altså mere trafik.
Anne gik op og ned af hele Nørrebrogade og fik mange underskrifter imod eksperimentet. Der var også nogle der ikke ville skrive under. De kunne ikke mærke det, som de sagde. Der var med andre ord ikke tale om en holdning til at andre kunne det. Der er mange kulturer på Nørrebro: man kan blandt andet trække en streg imellem på den ene side de, der bor og engagerer sig i området og dets beboere og på den anden side de, der er interesseret i at tjene penge og 'eksperimentere' i retning af mere forstad.
Her kan man læse Nørrebros Handelsforenings indsigelse overfor Klaus Bondam og dennes svar.
Artikel af arkitekt: Jacob Borup Nørløv.
Kommunens side om den politiske baggrund.
Jeg gik lige forbi Anne og Bennys boghandel på Nørrebrogade for at skrive under på den protest mod Klaus Bondams eksperiment med at lukke gaden. Den ligger jo næsten øde hen - og det er åbningstid for butikkerne. Et af de mest levende, trafikerede, bemærkelsesværdige steder i København er ved at ændre sig, og butiksejerne kan mærke fald i omsætning på over 50%, mens vi - beboerne - pludselig går rundt og tænker: Er der smidt en atombombe! (Søren Ulrik Thomsen) - eller som var det Skjern i 50'erne (Peter AG).
Det ender med lejligheder i gadeplan, siger Anne. Så ser man i glimt de halvtomme gader på broerne for sig: lejlighederne med vinduer ned til fortovet og falmede gardiner, der prøver at holde uvilkårlige blikke ude. Er det fremtiden for Nørrebrogade, hvor der stadig er butikker for hver meter? Det er derfor vi bor i byen. Men en snigende forstadsmentalitet begynder at blive skrigende. Vi skal være stille, skriger den. Vi skal ikke være så mange. Vi skal være rene og pæne og have blomsterkummer i stedet for parkeringspladser. Derfor lagde kommunen nogle svære betonklodser ud for over fem måneder siden. De har aldrig set en blomst, men er blevet en åben skraldeplads i stedet. Det skulle være så godt og så' det faktisk skidt.
Søren Ulrik Thomsen beskriver i weekendavisen malende baggrunden for det nye eksperiment: »denne dystopiske feberfantasi af hovedstaden som en endeløs provinsgågade gennemdaffet af uvirksomme shoppers med sandaler, mavepung og monstrøse softices«. Er det fremtiden for Nørrebrogade?
Anne fortæller at de var inde på Rådhuset, men Klaus Bondam var ikke til stede. Man siger han bor på Guldbergsgade, men han er der vist ikke meget. Man spørger sig selv om han er lige så fjern fra Nørrebrogade som Strecker og Mærsk, der har åbnet Nørrebro Café. Før de åbnede den stod der et skilt: Her åbner en tøjbutik. Andelsforeningen havde nemlig sat sig imod at det skulle være café. Nu er der en café, der ligner Rosie McGee's med similitræ med kunstig patina, der emmer af forlorne minder fra en tid der aldrig har været. Det er en ufo, der kommer et andet sted fra og som er kastet herover af nogle pengefolk fra Hellerup, der ikke bekymrer sig om de folk der bor her. Hvorfor ikke lægge den café i Hellerup? Hvorfor, Klaus Bondam, ikke lave en ordning til gavn for borgerne, eller realisere ens ideer hvor man kender dem?
Nørrebrogade-eksperimentet er halvhjertet. Han mener at man skal komme pendlerne til livs, men hvorfor ikke gøre det attraktivt for dem at køre andre veje. Klaus Bondam sætter en bom ned - og regner med at problemet er løst. Hvilket problem i øvrigt? At der er mange mennesker på Nørrebrogade og at det tager lidt længere tid end motorvejen, har jeg oplevet som et problem, og hvis det er, er det så ikke trods alt et mindre problem end at mange ellers sunde butikker må dreje nøglen om? Et problem for både butikker og beboere. Skal man så til at rejse længere for at få sine varer? Så skaber det altså mere trafik.
Anne gik op og ned af hele Nørrebrogade og fik mange underskrifter imod eksperimentet. Der var også nogle der ikke ville skrive under. De kunne ikke mærke det, som de sagde. Der var med andre ord ikke tale om en holdning til at andre kunne det. Der er mange kulturer på Nørrebro: man kan blandt andet trække en streg imellem på den ene side de, der bor og engagerer sig i området og dets beboere og på den anden side de, der er interesseret i at tjene penge og 'eksperimentere' i retning af mere forstad.
Her kan man læse Nørrebros Handelsforenings indsigelse overfor Klaus Bondam og dennes svar.
Artikel af arkitekt: Jacob Borup Nørløv.
Kommunens side om den politiske baggrund.
torsdag, marts 12, 2009
Om Trampolinhuset og VisAvis
- et sted og en avis for asylansøgere og danskere. Eller man kunne sige: for statsløse og statsborgere i Danmark.
På pressemødet, hvor den nye avis VisAvis blev annonceret, markerede en ældre dame:
- Det er ikke et spørgsmål, men bare en kommentar. Jeg vil bare sige at jeg kan ikke få armene ned. Jeg synes det er SÅ positivt, det I har lavet.
En anden dame sagde at hun har været i asylsystemet i over ti år og havde aldrig været med i et projekt der havde ramt så præcist.
Vi stod i Trampolinhuset og førte disse samtaler, et kulturhus med og for asylansøgere og danskere, som har til huse indtil d. 15.3.2009 i billedkunstskolens udstillingslokaler Q-Space på Peder Skramsgade 2.
Det positive i dette projekt kan også indkredses igennem hvad det ikke er: Dette er ikke hjælp, det er ikke filantropi - og så er det faktisk heller ikke kunst. Men det er et projekt udsprunget af dialog, hvad hele projektets titel også viser: Asyl Dialog Tænketank (ADT). Initieret af Morten Goll og Joachim Hamou, begge billedskunstnere samt en mængde studerende på billedkunstskolen og arkitektskolen plus andre frivillige: journalister, grafikere, akademikere m.m.
De tog ud i asyllejrene og havde nogle ideer om hvad man kunne gøre derude, men før de lancerede disse ideer, startede de med at tale med asylansøgerne. De var meget skeptiske. Hvad skulle sådan en flok kunstnere her, skal vi lave fingermaling eller hva'? Der er mange der igennem tiderne har villet gøre noget godt for asylansøgerne, men det har altid været de gode intentioner, der har vundet. Der er ikke nogen der gjort dét som ADT gjorde her. De talte sammen. Lytte.
I løbet af et par dage var stemningen helt anderledes. Kunstnerne kom ikke derud som kunstnere, men som almindelige mennesker. Og der var ingen institutioner i ryggen på dem. Desuden havde danskerne ikke en færdig plan med asylansøgerne. Dette var et projekt der skulle rejses i fællesskab.
Hvis nogen havde haft planer om at male gangene i festlige farver eller lave et springvand i gården, blev de hurtigt skrinlagt. Det viste sig nemlig at det største problem for asylansøgerne var isolationen: at de ikke har kontakt til det omgivende samfund. Resulatatet af samtalerne blev at man i fællesskab skulle lave et kulturhus. I første omgang et prøve-kulturhus for at forberede et permanent hus. Det skulle fungere som et sted hvor asylansøgere kunne være når de var i København, møde danskere og andre asylansøger.
Til åbningen af Trampolinhuset, som dette kulturhus hedder, mødte over 100 mennesker op og hvor mange års depression, usikkerhed, venten, aggression og frustration fik ikke et pludseligt frirum? Alle disse indestængte følelser diffunderede ud igennem tøjet og fik taget til at løfte sig. Det var en hjerternes fest. Konflikter indbyrdes, som de selvfølgelig også har i rigelige mængder, fordampede for en enkelt aften - og måske for flere. Dette var - og det er - deres hus. Det er deres hus til os - og det er et hus hvor danskere kan møde asylansøgere og få noget at vide.
Min kusines 15-årige datter kom for at tale med nogle asylansøgere, fordi hun skulle skrive projektopgave i niende klasse. Jeg introducerede hende for Samson fra Sudan. Der stod hun, genert og interesseret:
- We are writing a project that's called: When the world turns black.
- Black! sagde Samson og grinede lidt.
- Black or black? brød jeg ind.
- Yes, black, sagde hun.
Og så fik de sig en snak.
Det er én af de funktioner huset har: at få viden om de mennesker, der legemliggør et konkret problem i Danmark, i verden.
Information havde godt greb om ideen da Emil Rottbøll skrev om den (tirsdag 10.3.2009) under overskriften Asylansøgere træder ud af offerrollen. Det handler ikke kun om at gøre opmærksom på ens sag og den uhyrlige tilværelse det er i lejrene, men også at blive brugt, at være til nytte, på den ene eller anden måde. Der er højt uddannede folk i vores asyllejre, folk med en masse energi og resourcer, som temmelig hurtigt bliver brudt ned fordi loven ikke tillader dem at blive brugt.
Dette hus er en gave til danskerne, lavet og stablet på benene af nogle asylansøgere og nogle danskere.
Et af de større tilknyttede projekter er VisAvis - en asylavis til det danske folk, produceret af asylansøgere og danskere. Det skal næste post handle om.
- et sted og en avis for asylansøgere og danskere. Eller man kunne sige: for statsløse og statsborgere i Danmark.
På pressemødet, hvor den nye avis VisAvis blev annonceret, markerede en ældre dame:
- Det er ikke et spørgsmål, men bare en kommentar. Jeg vil bare sige at jeg kan ikke få armene ned. Jeg synes det er SÅ positivt, det I har lavet.
En anden dame sagde at hun har været i asylsystemet i over ti år og havde aldrig været med i et projekt der havde ramt så præcist.
Vi stod i Trampolinhuset og førte disse samtaler, et kulturhus med og for asylansøgere og danskere, som har til huse indtil d. 15.3.2009 i billedkunstskolens udstillingslokaler Q-Space på Peder Skramsgade 2.
Det positive i dette projekt kan også indkredses igennem hvad det ikke er: Dette er ikke hjælp, det er ikke filantropi - og så er det faktisk heller ikke kunst. Men det er et projekt udsprunget af dialog, hvad hele projektets titel også viser: Asyl Dialog Tænketank (ADT). Initieret af Morten Goll og Joachim Hamou, begge billedskunstnere samt en mængde studerende på billedkunstskolen og arkitektskolen plus andre frivillige: journalister, grafikere, akademikere m.m.
De tog ud i asyllejrene og havde nogle ideer om hvad man kunne gøre derude, men før de lancerede disse ideer, startede de med at tale med asylansøgerne. De var meget skeptiske. Hvad skulle sådan en flok kunstnere her, skal vi lave fingermaling eller hva'? Der er mange der igennem tiderne har villet gøre noget godt for asylansøgerne, men det har altid været de gode intentioner, der har vundet. Der er ikke nogen der gjort dét som ADT gjorde her. De talte sammen. Lytte.
I løbet af et par dage var stemningen helt anderledes. Kunstnerne kom ikke derud som kunstnere, men som almindelige mennesker. Og der var ingen institutioner i ryggen på dem. Desuden havde danskerne ikke en færdig plan med asylansøgerne. Dette var et projekt der skulle rejses i fællesskab.
Hvis nogen havde haft planer om at male gangene i festlige farver eller lave et springvand i gården, blev de hurtigt skrinlagt. Det viste sig nemlig at det største problem for asylansøgerne var isolationen: at de ikke har kontakt til det omgivende samfund. Resulatatet af samtalerne blev at man i fællesskab skulle lave et kulturhus. I første omgang et prøve-kulturhus for at forberede et permanent hus. Det skulle fungere som et sted hvor asylansøgere kunne være når de var i København, møde danskere og andre asylansøger.
Til åbningen af Trampolinhuset, som dette kulturhus hedder, mødte over 100 mennesker op og hvor mange års depression, usikkerhed, venten, aggression og frustration fik ikke et pludseligt frirum? Alle disse indestængte følelser diffunderede ud igennem tøjet og fik taget til at løfte sig. Det var en hjerternes fest. Konflikter indbyrdes, som de selvfølgelig også har i rigelige mængder, fordampede for en enkelt aften - og måske for flere. Dette var - og det er - deres hus. Det er deres hus til os - og det er et hus hvor danskere kan møde asylansøgere og få noget at vide.
Min kusines 15-årige datter kom for at tale med nogle asylansøgere, fordi hun skulle skrive projektopgave i niende klasse. Jeg introducerede hende for Samson fra Sudan. Der stod hun, genert og interesseret:
- We are writing a project that's called: When the world turns black.
- Black! sagde Samson og grinede lidt.
- Black or black? brød jeg ind.
- Yes, black, sagde hun.
Og så fik de sig en snak.
Det er én af de funktioner huset har: at få viden om de mennesker, der legemliggør et konkret problem i Danmark, i verden.
Information havde godt greb om ideen da Emil Rottbøll skrev om den (tirsdag 10.3.2009) under overskriften Asylansøgere træder ud af offerrollen. Det handler ikke kun om at gøre opmærksom på ens sag og den uhyrlige tilværelse det er i lejrene, men også at blive brugt, at være til nytte, på den ene eller anden måde. Der er højt uddannede folk i vores asyllejre, folk med en masse energi og resourcer, som temmelig hurtigt bliver brudt ned fordi loven ikke tillader dem at blive brugt.
Dette hus er en gave til danskerne, lavet og stablet på benene af nogle asylansøgere og nogle danskere.
Et af de større tilknyttede projekter er VisAvis - en asylavis til det danske folk, produceret af asylansøgere og danskere. Det skal næste post handle om.
torsdag, marts 05, 2009
En mærkelig dag
En mærkelig dag igår. Om eftermiddagen møde med en god ven, der er mere end kritisk overfor islam (men ikke muslimer). Om aftenen middag med en god ven, der taler inderligt om Gud og Koranen.
Kritikeren sætter meget ind på at gøre opmærksom på hvilken "lortemanual" Koranen er. Min muslimske ven taler hengivent om den levende Gud og om hvor vilde de første syv vers af Koranen er. Han må ofte lukke bogen, fordi det er for stærkt. Dét er sikkert for stærkt for min kritiske ven, der bruger ord som kvalme, irritation og stupiditet og mange meget værre ord om sine modstandere, der ofte er muslimer og som ikke skal forskånes for at høre sandheden.
Jeg plejer ellers godt at kunne kaste mig ind i diskussioner om de generelle emner, men nu sidder jeg overfor to personer, som jeg lytter til. Det er deres sprog og virkelighed, jeg forholder mig til, ikke om den ene har mere ret end den anden i det de mener. Min muslimske ven mener imidlertid ikke. Han tror. Tro er ikke mening. Og han er ikke bleg for at sige hvad han tror på. Han går ind for noget.
Min kritiske ven tror vel også, men jeg har ikke fundet ud af hvad hun tror på. Hun holder en kritisk fane højt. Der er perversioner, skævheder, løgne og bedrag i denne verden, som skal gennemlyses, og hvis ikke de skal gennemlyses, skal de gennemskydes. Alt andet er apati. Det er hun ikke ene om at mene. Vi står overfor en stor fare og islam udgør en stor del af denne.
Min muslimske ven taler om vores åndløse samfund, om de danske biskopper, der svigter deres rolle ved kun at tale om samfundsspørgsmål og om nogle af de karismatiske personer, han kender, der har en indre kraft, der næsten kan udvirke mirakler.
Der er et væld af problemer i hele debatten om islam, kristendom, religion og dansk identitet. Det er for stort til at tale om i en lille blogpost som denne.
Jeg ser mere spøgelser. Men spøgelser er jo også reelle. Spøgelser er spor af et liv, der hverken lever eller kan dø. Det er skygger på væggen, som vi tager for virkelighed. De fleste er helt bevidste om at andenhåndsberetningerne har spøgelseskarakter: Vi kan ikke ignorere og vi kan sjældent verificere dem. Vi lever i et net af forestillinger som de fleste ved er mere eller mindre sande. Forestillinger der kredser om hvem de andre er. Sjælen har en radar, siger min muslimske ven. Sjælens GPS har en fast indstilling som man kun med vold kan ændre.
Min begavede, ærlige og søde kritiske ven ville helt sikkert også sidde og drikke kaffe og omgive min muslimske ven med - hvis ikke ligefrem kærlighed, så i hvert fald høflighed. Hun har intet imod muslimer, hun bekæmper bare islam.
Men de mødte ikke hinanden, disse to, andre steder end i mit liv, der igår snoede sig igennem nogle religiøse landskaber i vores land. Min kritiske ven, som man kan sige alt til, som sidder og lytter ærligt og favnende til alt hvad jeg kan have at sige af kritiske ting, - og min muslimske ven, der minder os om hvad den protestantiske tradition har svigtet, og derfor efterlader en helt særegen ro i vores stue med sin frimodige tale om hvorfra magien kommer i vores liv.
Jeg ville kunne gå på barrikaderne, der er mange der synes jeg skal. Man har pligt. Men hvorfor? Der er mange ting at være imod. Kan man være for det man er for? Er det ikke for ukritisk? Er man ukritisk fordi man ikke går på barrikaderne? Kan kritikken ikke være indeholdt i de ting man rent faktisk gør, de ting man opbygger, de ting man er for?
Luther sagde at tro er det man hænger sit hjerte på. Hænger hjertet i det fri? Eller hænger det på noget eller nogle? Det er nok dér en af diskussionerne peger hen.
En mærkelig dag igår. Om eftermiddagen møde med en god ven, der er mere end kritisk overfor islam (men ikke muslimer). Om aftenen middag med en god ven, der taler inderligt om Gud og Koranen.
Kritikeren sætter meget ind på at gøre opmærksom på hvilken "lortemanual" Koranen er. Min muslimske ven taler hengivent om den levende Gud og om hvor vilde de første syv vers af Koranen er. Han må ofte lukke bogen, fordi det er for stærkt. Dét er sikkert for stærkt for min kritiske ven, der bruger ord som kvalme, irritation og stupiditet og mange meget værre ord om sine modstandere, der ofte er muslimer og som ikke skal forskånes for at høre sandheden.
Jeg plejer ellers godt at kunne kaste mig ind i diskussioner om de generelle emner, men nu sidder jeg overfor to personer, som jeg lytter til. Det er deres sprog og virkelighed, jeg forholder mig til, ikke om den ene har mere ret end den anden i det de mener. Min muslimske ven mener imidlertid ikke. Han tror. Tro er ikke mening. Og han er ikke bleg for at sige hvad han tror på. Han går ind for noget.
Min kritiske ven tror vel også, men jeg har ikke fundet ud af hvad hun tror på. Hun holder en kritisk fane højt. Der er perversioner, skævheder, løgne og bedrag i denne verden, som skal gennemlyses, og hvis ikke de skal gennemlyses, skal de gennemskydes. Alt andet er apati. Det er hun ikke ene om at mene. Vi står overfor en stor fare og islam udgør en stor del af denne.
Min muslimske ven taler om vores åndløse samfund, om de danske biskopper, der svigter deres rolle ved kun at tale om samfundsspørgsmål og om nogle af de karismatiske personer, han kender, der har en indre kraft, der næsten kan udvirke mirakler.
Der er et væld af problemer i hele debatten om islam, kristendom, religion og dansk identitet. Det er for stort til at tale om i en lille blogpost som denne.
Jeg ser mere spøgelser. Men spøgelser er jo også reelle. Spøgelser er spor af et liv, der hverken lever eller kan dø. Det er skygger på væggen, som vi tager for virkelighed. De fleste er helt bevidste om at andenhåndsberetningerne har spøgelseskarakter: Vi kan ikke ignorere og vi kan sjældent verificere dem. Vi lever i et net af forestillinger som de fleste ved er mere eller mindre sande. Forestillinger der kredser om hvem de andre er. Sjælen har en radar, siger min muslimske ven. Sjælens GPS har en fast indstilling som man kun med vold kan ændre.
Min begavede, ærlige og søde kritiske ven ville helt sikkert også sidde og drikke kaffe og omgive min muslimske ven med - hvis ikke ligefrem kærlighed, så i hvert fald høflighed. Hun har intet imod muslimer, hun bekæmper bare islam.
Men de mødte ikke hinanden, disse to, andre steder end i mit liv, der igår snoede sig igennem nogle religiøse landskaber i vores land. Min kritiske ven, som man kan sige alt til, som sidder og lytter ærligt og favnende til alt hvad jeg kan have at sige af kritiske ting, - og min muslimske ven, der minder os om hvad den protestantiske tradition har svigtet, og derfor efterlader en helt særegen ro i vores stue med sin frimodige tale om hvorfra magien kommer i vores liv.
Jeg ville kunne gå på barrikaderne, der er mange der synes jeg skal. Man har pligt. Men hvorfor? Der er mange ting at være imod. Kan man være for det man er for? Er det ikke for ukritisk? Er man ukritisk fordi man ikke går på barrikaderne? Kan kritikken ikke være indeholdt i de ting man rent faktisk gør, de ting man opbygger, de ting man er for?
Luther sagde at tro er det man hænger sit hjerte på. Hænger hjertet i det fri? Eller hænger det på noget eller nogle? Det er nok dér en af diskussionerne peger hen.
tirsdag, februar 24, 2009
Vand og luft
- fortsat om Pirate Bay-sagen
Der er mange (slags) reaktioner på Pirate Bay-sagen, men de kan alligevel koges ned til ganske få. Jeg har været i hede skænderier og undrende diskussioner. Rune Stilling har sat det klart op i kommentaren til foregående post. Det handler om at man skal følge loven, men at loven også kan være absurd. Som hvis man f.eks. ejede luften.
Det var præcis hvad der var på tale i US versus Causbys sag, der blev prøvet ved North Carolinas Højesteret i 1946. Det stod nemlig i den amerikanske lov at en jordbesidder ikke kun ejede jorden, men også al jord indtil jordens kerne og "an indefinite extent, upwards". Det var denne ret Thomas Lee og Tinie Causby håndhævede da lavtflyvende militærfly var skyld i at de gæs de havde i store lader blev skræmte, fløj og dræbte sig selv ved at flyve ind i væggen. Flyene havde reelt set ikke hjemmel til at overflyve Causbys ejendom. Men - som Lawrence Lessig fortæller (i indledningen til Free Culture, 2004 - retsformanden havde ingen tålmodighed og med et pennestrøg afskaffede han flere hundrede års ejendomsret: "The doctrine has no place in the modern world. The air is a public highway, ..." (s. 2).
Det er påfaldende at man faktisk taler om at musik i fremtiden - i den moderne verden! - bliver som vand og luft. På engang følger denne tankegang en århundredelang tradition for på engang at idealisere og ringeagte kunstnere. For man indrømmer jo at kunst og musik er livsnødvendigt når man sammenligner dem med vand og luft. Men man ringeagter ophavsmændende - sådan oplever nogle det i hvert fald - hvis ikke man også giver noget tilbage.
Det er den reaktion jeg har fået i overmål de seneste dage. Det er det der dominerer medierne. Det er det kunstnerne vil have øverst på dagsordenen.
Men der er mange aspekter af Pirate Bay-sagen, som også gør den så interessant. De er:
- Der er en lov, der reelt set ikke kan håndhæves. Teknologisk set er det umuligt. Internettets natur og bittorrent-teknologien umuliggør håndhævelse af de gældende ophavsretsregler. Reglerne har på mange måder "no place in the modern world". Det er i dag næsten lige så absurd at håndhæve den gældende ejendomsret som det var i North Carolina i 1946;
- men uafhængigt af dette aspekt er de gældende regler også problematiske. Samtidig med at pirater distribuerer ophavsretsbeskyttet materiale, indskrænker ophavsretten public domain. Samtidig med at mere og mere materiale bliver tilgængeliggjort, gør lovgivningen strandhugst på den immaterielle fællesejendom. Copyright-lovgivningen er en århundredelang historie om udvidelser og forlængelser af immateriel ejendomsret.
- Konflikten mellem forbrugere, kunstnere og mellemænd. På den ene side findes der kunstnere, der gerne vil tjene penge på deres kunst og på den anden side et samfund, der lige har lige så meget behov for kunst som for vand og luft. Heri ligger der en kulturpolitisk og en kunstpolitisk diskussion. Kulturpolitikken handler om fordeling: hvordan lave regler så kunstnere kan få penge for deres arbejde. Kunstdiskussionen handler om hvilken kunst man ønsker.
At vi ikke altid har den kunst vi har behov for, kan skyldes mange ting: manglen på åndelige, psykiske eller materielle ting. I denne diskussion er der tre grupperinger: 1. De kunstnere der mener at man skal slå ned på ulovligheder indtil den dag man har en ny forretningsmodel, for kunstnernes indtjenings og for samfundets skyld. Kunstnerne har også en samfundsopgave. 2. De folk der mener at problemerne kommer fra lovgivningen, brancheorganisationerne og kunstnerne; at vi har og altid vil have den kunst som vi har behov for, uanset økonomi og hvor restriktiv lovgivningen er, for kunstnere laver kunst uanset indtjening og lovgivning. Det er dem der mener at man overhovedet ikke behøver nogle ophavsrettigheder og at samfundet 'som sådan' ikke har noget behov. Der er kun behov for den kunst der rent faktisk bliver lavet. 3. De der mener at lovgivningen er problematisk og skal laves om, og at kunstnerne på en eller anden - ny - måde også skal have en indtjening, fordi samfundet ikke altid har den kunst det har behov for. Ophavsretten skal ikke afskaffes, men justeres efter den nye teknologi og i en fair balance mellem privat og offentlig immateriel ejendomsret.
Jeg vil kalde den første position for reaktionær, den anden for ultraliberalistisk og den tredje for revisionistisk. De to første positioner står skarpt overfor hinanden, den sidste er et kompromis.
Grunden til at de står så skarpt overfor hinanden skyldes blandt andet at brancheorganisationerne har været for store og i for lang tid været for virkelighedsfjerne, de har ikke fulgt med udviklingen og lavet tjenester der også har været til forbrugerens fordel (iTunes er en af de få rigtig succesrige forretningsmodeller). De vågner nu op og bruger sin økonomiske og juridiske magt som en gammel syg patriark, som en King Lear uden hest og uden det kongedømme han vil købe den med. De har tjent milliarder af dollars på kunstigt opskruede priser i mange år samtidig med at disse penge ikke i rimeligt omfang er gået videre til kunstnerne, så de har på denne måde skabt en aversion imod sig som Pirate Bay-folkene på milloner af musikelskeres vegne har givet udtryk for. Det er også grunden til at de er havnet i retten. De er jo næsvise og provokerende og makker ikke ret. Det er det der træder så tydeligt igennem Danowskys forhør. Han er provokeret.
De musikere der støtter deres brancher i denne sag fremstår også patetiske. Lad os da omfavne Pirate Bay velvidende at det bliver ens død. Det er der da lidt mere format over. Og lad os diskutere hvordan man kan opretholde en musik- og filmkultur samt en litteratur - hvis det er det man gerne vil.
Det er her kunstdiskussionen dukker op. Er vi overhovedet interesseret i blockbusters? Hvad er det egentlig for en kunst, hvad er det for en musik, hvilken slags film er egntlig truet? Og hvilken musik og film er ved at opstå på de nye vilkår?
Dét er interessant at tale om. Men det taler ikke mange om. Det revisionistiske standpunkt er ikke særlig stærkt repræsenteret i de populære medier eller blandt lægfolk.
- fortsat om Pirate Bay-sagen
Der er mange (slags) reaktioner på Pirate Bay-sagen, men de kan alligevel koges ned til ganske få. Jeg har været i hede skænderier og undrende diskussioner. Rune Stilling har sat det klart op i kommentaren til foregående post. Det handler om at man skal følge loven, men at loven også kan være absurd. Som hvis man f.eks. ejede luften.
Det var præcis hvad der var på tale i US versus Causbys sag, der blev prøvet ved North Carolinas Højesteret i 1946. Det stod nemlig i den amerikanske lov at en jordbesidder ikke kun ejede jorden, men også al jord indtil jordens kerne og "an indefinite extent, upwards". Det var denne ret Thomas Lee og Tinie Causby håndhævede da lavtflyvende militærfly var skyld i at de gæs de havde i store lader blev skræmte, fløj og dræbte sig selv ved at flyve ind i væggen. Flyene havde reelt set ikke hjemmel til at overflyve Causbys ejendom. Men - som Lawrence Lessig fortæller (i indledningen til Free Culture, 2004 - retsformanden havde ingen tålmodighed og med et pennestrøg afskaffede han flere hundrede års ejendomsret: "The doctrine has no place in the modern world. The air is a public highway, ..." (s. 2).
Det er påfaldende at man faktisk taler om at musik i fremtiden - i den moderne verden! - bliver som vand og luft. På engang følger denne tankegang en århundredelang tradition for på engang at idealisere og ringeagte kunstnere. For man indrømmer jo at kunst og musik er livsnødvendigt når man sammenligner dem med vand og luft. Men man ringeagter ophavsmændende - sådan oplever nogle det i hvert fald - hvis ikke man også giver noget tilbage.
Det er den reaktion jeg har fået i overmål de seneste dage. Det er det der dominerer medierne. Det er det kunstnerne vil have øverst på dagsordenen.
Men der er mange aspekter af Pirate Bay-sagen, som også gør den så interessant. De er:
- Der er en lov, der reelt set ikke kan håndhæves. Teknologisk set er det umuligt. Internettets natur og bittorrent-teknologien umuliggør håndhævelse af de gældende ophavsretsregler. Reglerne har på mange måder "no place in the modern world". Det er i dag næsten lige så absurd at håndhæve den gældende ejendomsret som det var i North Carolina i 1946;
- men uafhængigt af dette aspekt er de gældende regler også problematiske. Samtidig med at pirater distribuerer ophavsretsbeskyttet materiale, indskrænker ophavsretten public domain. Samtidig med at mere og mere materiale bliver tilgængeliggjort, gør lovgivningen strandhugst på den immaterielle fællesejendom. Copyright-lovgivningen er en århundredelang historie om udvidelser og forlængelser af immateriel ejendomsret.
- Konflikten mellem forbrugere, kunstnere og mellemænd. På den ene side findes der kunstnere, der gerne vil tjene penge på deres kunst og på den anden side et samfund, der lige har lige så meget behov for kunst som for vand og luft. Heri ligger der en kulturpolitisk og en kunstpolitisk diskussion. Kulturpolitikken handler om fordeling: hvordan lave regler så kunstnere kan få penge for deres arbejde. Kunstdiskussionen handler om hvilken kunst man ønsker.
At vi ikke altid har den kunst vi har behov for, kan skyldes mange ting: manglen på åndelige, psykiske eller materielle ting. I denne diskussion er der tre grupperinger: 1. De kunstnere der mener at man skal slå ned på ulovligheder indtil den dag man har en ny forretningsmodel, for kunstnernes indtjenings og for samfundets skyld. Kunstnerne har også en samfundsopgave. 2. De folk der mener at problemerne kommer fra lovgivningen, brancheorganisationerne og kunstnerne; at vi har og altid vil have den kunst som vi har behov for, uanset økonomi og hvor restriktiv lovgivningen er, for kunstnere laver kunst uanset indtjening og lovgivning. Det er dem der mener at man overhovedet ikke behøver nogle ophavsrettigheder og at samfundet 'som sådan' ikke har noget behov. Der er kun behov for den kunst der rent faktisk bliver lavet. 3. De der mener at lovgivningen er problematisk og skal laves om, og at kunstnerne på en eller anden - ny - måde også skal have en indtjening, fordi samfundet ikke altid har den kunst det har behov for. Ophavsretten skal ikke afskaffes, men justeres efter den nye teknologi og i en fair balance mellem privat og offentlig immateriel ejendomsret.
Jeg vil kalde den første position for reaktionær, den anden for ultraliberalistisk og den tredje for revisionistisk. De to første positioner står skarpt overfor hinanden, den sidste er et kompromis.
Grunden til at de står så skarpt overfor hinanden skyldes blandt andet at brancheorganisationerne har været for store og i for lang tid været for virkelighedsfjerne, de har ikke fulgt med udviklingen og lavet tjenester der også har været til forbrugerens fordel (iTunes er en af de få rigtig succesrige forretningsmodeller). De vågner nu op og bruger sin økonomiske og juridiske magt som en gammel syg patriark, som en King Lear uden hest og uden det kongedømme han vil købe den med. De har tjent milliarder af dollars på kunstigt opskruede priser i mange år samtidig med at disse penge ikke i rimeligt omfang er gået videre til kunstnerne, så de har på denne måde skabt en aversion imod sig som Pirate Bay-folkene på milloner af musikelskeres vegne har givet udtryk for. Det er også grunden til at de er havnet i retten. De er jo næsvise og provokerende og makker ikke ret. Det er det der træder så tydeligt igennem Danowskys forhør. Han er provokeret.
De musikere der støtter deres brancher i denne sag fremstår også patetiske. Lad os da omfavne Pirate Bay velvidende at det bliver ens død. Det er der da lidt mere format over. Og lad os diskutere hvordan man kan opretholde en musik- og filmkultur samt en litteratur - hvis det er det man gerne vil.
Det er her kunstdiskussionen dukker op. Er vi overhovedet interesseret i blockbusters? Hvad er det egentlig for en kunst, hvad er det for en musik, hvilken slags film er egntlig truet? Og hvilken musik og film er ved at opstå på de nye vilkår?
Dét er interessant at tale om. Men det taler ikke mange om. Det revisionistiske standpunkt er ikke særlig stærkt repræsenteret i de populære medier eller blandt lægfolk.
lørdag, februar 21, 2009
Om Pirate Bay-sagen
I disse skrivende sekunder (19.2.2009) sidder Frederik Neij i forhørsskranken og svarer på spørgsmål af anklager Håkon Roswall. Svensk TV transmitterer nemlig direkte fra Tingsretten i Stockholm, hvor de tre fra Pirate Bay (Peter Sunde, Gottfrid Warg og Fredrik Neij) - plus Carl Lundström er anklaget for brud imod ophavsretten. Anklageren har begæret 117 millioner svenske kroner og op til 2 års fængsel.
At transmittere direkte fra netop denne sag viser hvor vigtig de svenske medier mener at denne retssag er. Det mener mange store internationale medier også: The Guardian og Die Zeit. The Times skriver at det er årtiets proces.
Det tog nogle dage før sagen kom på forsiden af Information. Jyllands Posten havde en artikel om retssagen d. 16. februar. Dækningen i de danske medier er hverken fraværende eller overvældende.
Denne sag viser også at der er stor afstand imellem Danmark og Sverige når det gælder IT-politik. Det er således ikke tilfældigt at denne sag, med alle de internationale aspekter den har, netop føres i Sverige.
En af forklaringerne finder man i Anders Rydells og Sam Sundbergs bog fra denne måned i år: Piraterne. De svenska fildelarna som plundrada Hollywood (udgivet på ordfront). Her fremstilles Sverige som et af de ledende IT-lande i verden. Det skyldes hovedsaligt daværende statsminister Carl Bildt (okt'91-okt.'94), der så IT som redningen i den alvorlige krise som Sverige befandt sig i start-halvfemserne. IT var fremtiden og der blev satset på IT op igennem halvfemserne.
Den første email der nogensinde blev sendt imellem to statsledere kom fra Carl Bildt til Bill Clinton d. 4. februar 1994:
Nu er det Danowsky, der skal udspørge Fredrik Neij. Det er jo som at høre en patriark fra en Bergman-film. Man kan ikke se ham. Det er kun lyden der bliver transmitteret. Hans forhørsteknik virker gennemskuelig. Hans stemme afslører mange ting. Han taler højt, han går op i slutningen af sætningen og lukker luftstrømmen. På den måde lever han op til sin funktion som anklager. Det er anklagerens tonefald. Dernæst spørger han i et hurtigt tempo, det forekommer også at han afbryder og at han spørger på den måde at han gentager elementer igen og igen, hans toneføring er som en far der holder fast i sin søn og ryster ham: 'kan du så høre efter, du må ikke gøre det!'.
Fredrik Neij er teknikeren i Pirate Bay og kerer sig hverken om politik, ideologi, økonomi eller jura, men er i Pirate Bay, fordi det er 'jätte kul' at drive et stort site. Han er meget usikker, og siger for det meste at han ikke kan huske hændelser og, som han siger, han er dårlig til at huske navne. Når det kommer til udredningen af hvad en bittorrent-fil er, liver stemmen op. Det ved han noget om. Han forklarer teknisk om teknikken så man kan hører at også på dette felt er anklageren og den anklagede i to forskellige verdener.
For det er jo det som hele denne retssag handler om: to verdener støder sammen. Eller måske rettere: Der er en gammel verden der er ved at blive hægtet af, og som gør hvad den kan for at bremse en udvikling. Den gamle verden er simpelthen ikke hurtig nok til at udtænke og etablere nogle forretningsmodeller der kan styre pengestrømmen de ønskede steder hen.
Danowsky trækker en tale frem som Fredrik Neij har holdt kort tid efter razziaen mod Pirate Bays servere i 2006. Men han har ikke selv skrevet denne tale. Fredrik Neij kan eller vil ikke forholde sig til indholdet i talen, fordi han ikke selv har skrevet den. Det får Danowsky til at kalde Neij for fejg. Fejg! - Fredrik Neij svarede: Det mener du. - Andet kan man vel heller ikke svare på et så emotionelt ladet og et så ujuridisk angreb. Forsvareren skulle have protesteret med det samme.
Neij angriber ikke. Det kan man heller ikke i den situation.
Nu er der gået et par dage. Nu er det Peter Sunde der sidder på anklagebænken. Han angriber til gengæld. Han bliver nemlig på et tidspunkt forarget over at Danowsky spørger til Peter Sundes motiver og ideologiske ståsted.
- Hvad er din opfattelse af ophavsret? spørger Danowsky.
Sunde spørger - tydeligt ophidset - om dette er politisk eller juridisk forhør. Midt i det efterfølgende spørgsmål afbryder Peter Sunde Danowsky og spørger igen:
- Kan jeg får svar på mit spørgsmål om dette er politik eller jura?
- Nej, svarer Danowsky prompte, og retsformanden giver ham umiddelbart ret.
Som anklaget kan man ikke spørge udspørgeren.
Peter Sunde er ikke ene om at mene at anklageren politiserer. Rasmus Fleischer fra Piratbyrån og Rick Falkvinge fra Pirat Partiet (der ikke har frygtelig meget med hinanden at gøre) slår begge ned på denne politisering.
Politiseringen ligger bare et helt andet sted. Det er renlivet jura at spørge til hensigten. Man kan - og det er ikke noget nyt - godt anklages på det rene forsæt eller den blotte hensigt. Dvs. at man godt kan få en dom selv om man ikke har udført den kriminelle handling. Der er imidlertid forskel på en overordnet ideologisk-politisk hensigt og et konkret forsæt. Er der i virkeligheden tale om en uretmæssig politisering af et søgsmål at spørge til de overordnede hensiger, vel vidende at det ikke er muligt at dømme nogen for ideologisk tilhørsforhold?
Politiseringen ligger på et andet plan. Dér hvor økonomi og politik mødes i behovet for kontrol og fastholdelse af privilegier. Det sidste er der ikke noget mærkeligt i, men det forekommer unægtelig hyklerisk at tage alle - også de mindre - kunstnere ind under en økonomisk interesse, som mellemmændene, produktionsselskabet, i tidens løb nok har forstået at varetage i eget favør.
Og kontroltrangen pipler unægtelig også ud af hele denne retssag, en trang til at kontrolere udviklingen af en ny teknologi, og til en fri spredning af information - hvad der er håbløst, og hvad branchen også udmærket ved er håbløst. Selvfølgelig kan man ikke stoppe bittorrent-teknologien. Selvfølgelig kan man ikke standse fildeling. Selvfølgelig - det ved de også godt - kan Pirate Bay ikke dræbes. Den har sit liv udenfor Sundes, Neijs og Wargs kontrol. Og hvis den endelig skulle blive helt nedlagt - hvad den altså ikke kan - så opstår der jo bare hundrede nye trackere.
Det vil sige at denne retssag er symbolsk. Hundredeprocent symbolsk. Og det siger de ikke. Det kan de ikke sige. Selvfølgelig. Men det er derfor Rasmus Fleischer skriver om retssagen som et teaterstykke. Branchen kan heller ikke få de 177 millioner ind som de har krævet. Ingen af de anklagede har så mange penge.
De kan aller højest sætte en skræk i nogle teknisk, juridisk og politisk ukyndige personer og afholde dem fra at dele ophavsretsbeskyttet materiale. Er det ikke det samme som at gå imod den IT-oplysning som netop Sverige kan være så stolt af?
Branchen afslører endnu engang at den er bagefter og investerer ikke energi i at løse de problemer som især kunstnere, musikere og forfattere, - nej: jeg mener som samfundet som hele kommer til at stå i, hvis der trækkes penge, og dermed mener jeg også materiel drivkraft, ud af et kulturliv og kunstproduktion, som vi alle sammen har brug for.
Selvfølgelig er der problemer med ophavsretten. Den kan ikke afskaffes og den fungerer ikke som den er.
At den var problematisk var faktisk også hvad Peter Sunde sagde, som udløste ovennævnte modspørgsmål. Det er som om branchen ikke vil diskutere ophavsretten. I stedet forlænger EU nu ophavsretten fra 45 til 95 år. I sådan en beslutning tager man ikke de saglige argumenter som bl.a. kommer fra de forskellige piratgrupper rundt omkring i verden alvorligt.
Der er desuden ikke meget der tyder på at vi får mindre kunst, jo mere der bliver kopieret, delt og distribueret gratis. Tvært imod. Der produceres en masse. Men det er vel heller ikke helt irrelevant at følge med i hvilken kunst - hvad den kan og ikke kan - som den nye økonomi og teknologi fører med sig. Den diskussion er til gengæld helt fraværende. Vi befinder os stadig på et rent teknisk og økonomisk niveau i denne diskussion. Lad os da tale om hvad alle disse nye vilkår stiller af kunstneriske, sociale, politiske og åndelige udfordringer i stedet for hele tiden at tale om musikeres og distributørers løn.
At dæmme op for teknologien er under alle omstændigheder en dårlig idé.
I disse skrivende sekunder (19.2.2009) sidder Frederik Neij i forhørsskranken og svarer på spørgsmål af anklager Håkon Roswall. Svensk TV transmitterer nemlig direkte fra Tingsretten i Stockholm, hvor de tre fra Pirate Bay (Peter Sunde, Gottfrid Warg og Fredrik Neij) - plus Carl Lundström er anklaget for brud imod ophavsretten. Anklageren har begæret 117 millioner svenske kroner og op til 2 års fængsel.
At transmittere direkte fra netop denne sag viser hvor vigtig de svenske medier mener at denne retssag er. Det mener mange store internationale medier også: The Guardian og Die Zeit. The Times skriver at det er årtiets proces.
Det tog nogle dage før sagen kom på forsiden af Information. Jyllands Posten havde en artikel om retssagen d. 16. februar. Dækningen i de danske medier er hverken fraværende eller overvældende.
Denne sag viser også at der er stor afstand imellem Danmark og Sverige når det gælder IT-politik. Det er således ikke tilfældigt at denne sag, med alle de internationale aspekter den har, netop føres i Sverige.
En af forklaringerne finder man i Anders Rydells og Sam Sundbergs bog fra denne måned i år: Piraterne. De svenska fildelarna som plundrada Hollywood (udgivet på ordfront). Her fremstilles Sverige som et af de ledende IT-lande i verden. Det skyldes hovedsaligt daværende statsminister Carl Bildt (okt'91-okt.'94), der så IT som redningen i den alvorlige krise som Sverige befandt sig i start-halvfemserne. IT var fremtiden og der blev satset på IT op igennem halvfemserne.
Den første email der nogensinde blev sendt imellem to statsledere kom fra Carl Bildt til Bill Clinton d. 4. februar 1994:
"Dear Bill, Apart from testing this connection on the global Internet system, I want to congratulate you on your decision to end the trade embargo on Vietnam (...) Sweden is - as you know - one of the leading countries in the world in the field of telecommunications, and it is only apprioriate that we should be among the first to use the Internet also for political contacts and Communications around the globe".Parallelt med den etablerede Formel-1-agtige udvikling af IT i Sverige, udvikledes også verdens førende piratbevægelse sig. Og ikke med mindre hastighed.
Nu er det Danowsky, der skal udspørge Fredrik Neij. Det er jo som at høre en patriark fra en Bergman-film. Man kan ikke se ham. Det er kun lyden der bliver transmitteret. Hans forhørsteknik virker gennemskuelig. Hans stemme afslører mange ting. Han taler højt, han går op i slutningen af sætningen og lukker luftstrømmen. På den måde lever han op til sin funktion som anklager. Det er anklagerens tonefald. Dernæst spørger han i et hurtigt tempo, det forekommer også at han afbryder og at han spørger på den måde at han gentager elementer igen og igen, hans toneføring er som en far der holder fast i sin søn og ryster ham: 'kan du så høre efter, du må ikke gøre det!'.
Fredrik Neij er teknikeren i Pirate Bay og kerer sig hverken om politik, ideologi, økonomi eller jura, men er i Pirate Bay, fordi det er 'jätte kul' at drive et stort site. Han er meget usikker, og siger for det meste at han ikke kan huske hændelser og, som han siger, han er dårlig til at huske navne. Når det kommer til udredningen af hvad en bittorrent-fil er, liver stemmen op. Det ved han noget om. Han forklarer teknisk om teknikken så man kan hører at også på dette felt er anklageren og den anklagede i to forskellige verdener.
For det er jo det som hele denne retssag handler om: to verdener støder sammen. Eller måske rettere: Der er en gammel verden der er ved at blive hægtet af, og som gør hvad den kan for at bremse en udvikling. Den gamle verden er simpelthen ikke hurtig nok til at udtænke og etablere nogle forretningsmodeller der kan styre pengestrømmen de ønskede steder hen.
Danowsky trækker en tale frem som Fredrik Neij har holdt kort tid efter razziaen mod Pirate Bays servere i 2006. Men han har ikke selv skrevet denne tale. Fredrik Neij kan eller vil ikke forholde sig til indholdet i talen, fordi han ikke selv har skrevet den. Det får Danowsky til at kalde Neij for fejg. Fejg! - Fredrik Neij svarede: Det mener du. - Andet kan man vel heller ikke svare på et så emotionelt ladet og et så ujuridisk angreb. Forsvareren skulle have protesteret med det samme.
Neij angriber ikke. Det kan man heller ikke i den situation.
Nu er der gået et par dage. Nu er det Peter Sunde der sidder på anklagebænken. Han angriber til gengæld. Han bliver nemlig på et tidspunkt forarget over at Danowsky spørger til Peter Sundes motiver og ideologiske ståsted.
- Hvad er din opfattelse af ophavsret? spørger Danowsky.
Sunde spørger - tydeligt ophidset - om dette er politisk eller juridisk forhør. Midt i det efterfølgende spørgsmål afbryder Peter Sunde Danowsky og spørger igen:
- Kan jeg får svar på mit spørgsmål om dette er politik eller jura?
- Nej, svarer Danowsky prompte, og retsformanden giver ham umiddelbart ret.
Som anklaget kan man ikke spørge udspørgeren.
Peter Sunde er ikke ene om at mene at anklageren politiserer. Rasmus Fleischer fra Piratbyrån og Rick Falkvinge fra Pirat Partiet (der ikke har frygtelig meget med hinanden at gøre) slår begge ned på denne politisering.
Politiseringen ligger bare et helt andet sted. Det er renlivet jura at spørge til hensigten. Man kan - og det er ikke noget nyt - godt anklages på det rene forsæt eller den blotte hensigt. Dvs. at man godt kan få en dom selv om man ikke har udført den kriminelle handling. Der er imidlertid forskel på en overordnet ideologisk-politisk hensigt og et konkret forsæt. Er der i virkeligheden tale om en uretmæssig politisering af et søgsmål at spørge til de overordnede hensiger, vel vidende at det ikke er muligt at dømme nogen for ideologisk tilhørsforhold?
Politiseringen ligger på et andet plan. Dér hvor økonomi og politik mødes i behovet for kontrol og fastholdelse af privilegier. Det sidste er der ikke noget mærkeligt i, men det forekommer unægtelig hyklerisk at tage alle - også de mindre - kunstnere ind under en økonomisk interesse, som mellemmændene, produktionsselskabet, i tidens løb nok har forstået at varetage i eget favør.
Og kontroltrangen pipler unægtelig også ud af hele denne retssag, en trang til at kontrolere udviklingen af en ny teknologi, og til en fri spredning af information - hvad der er håbløst, og hvad branchen også udmærket ved er håbløst. Selvfølgelig kan man ikke stoppe bittorrent-teknologien. Selvfølgelig kan man ikke standse fildeling. Selvfølgelig - det ved de også godt - kan Pirate Bay ikke dræbes. Den har sit liv udenfor Sundes, Neijs og Wargs kontrol. Og hvis den endelig skulle blive helt nedlagt - hvad den altså ikke kan - så opstår der jo bare hundrede nye trackere.
Det vil sige at denne retssag er symbolsk. Hundredeprocent symbolsk. Og det siger de ikke. Det kan de ikke sige. Selvfølgelig. Men det er derfor Rasmus Fleischer skriver om retssagen som et teaterstykke. Branchen kan heller ikke få de 177 millioner ind som de har krævet. Ingen af de anklagede har så mange penge.
De kan aller højest sætte en skræk i nogle teknisk, juridisk og politisk ukyndige personer og afholde dem fra at dele ophavsretsbeskyttet materiale. Er det ikke det samme som at gå imod den IT-oplysning som netop Sverige kan være så stolt af?
Branchen afslører endnu engang at den er bagefter og investerer ikke energi i at løse de problemer som især kunstnere, musikere og forfattere, - nej: jeg mener som samfundet som hele kommer til at stå i, hvis der trækkes penge, og dermed mener jeg også materiel drivkraft, ud af et kulturliv og kunstproduktion, som vi alle sammen har brug for.
Selvfølgelig er der problemer med ophavsretten. Den kan ikke afskaffes og den fungerer ikke som den er.
At den var problematisk var faktisk også hvad Peter Sunde sagde, som udløste ovennævnte modspørgsmål. Det er som om branchen ikke vil diskutere ophavsretten. I stedet forlænger EU nu ophavsretten fra 45 til 95 år. I sådan en beslutning tager man ikke de saglige argumenter som bl.a. kommer fra de forskellige piratgrupper rundt omkring i verden alvorligt.
Der er desuden ikke meget der tyder på at vi får mindre kunst, jo mere der bliver kopieret, delt og distribueret gratis. Tvært imod. Der produceres en masse. Men det er vel heller ikke helt irrelevant at følge med i hvilken kunst - hvad den kan og ikke kan - som den nye økonomi og teknologi fører med sig. Den diskussion er til gengæld helt fraværende. Vi befinder os stadig på et rent teknisk og økonomisk niveau i denne diskussion. Lad os da tale om hvad alle disse nye vilkår stiller af kunstneriske, sociale, politiske og åndelige udfordringer i stedet for hele tiden at tale om musikeres og distributørers løn.
At dæmme op for teknologien er under alle omstændigheder en dårlig idé.
mandag, september 22, 2008
Kommentar til Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens kronik i Politiken 17.9.2008: Kulturalismens onde vekselsang.
Slavebinding til fornuften
Tak til Stjernfelt og Eriksen for at bringe den igangværende kulturdiskussion et skridt videre – og dybere. De sætter ind mod den kulturalisme, der både formørker højre- og venstrefløjen, på den ene side i en krampagtig fastholden af 'danske værdier' og på den anden side i en ”anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser”.
Der er næppe nogen større opgave i aktuel politik, skriver forfatterne, end at vende sig imod den grasserende kulturalisme og dens slavebinding af individdet til dets 'kultur', og nøglen til disse slavelænker er 'oplysningens universalisme'.
Stjerfelt og Eriksen får ikke defineret hvad kulturalisme egentlig er, og ved siden af den skrevne konklusion: Hvor lang tid kan venstrefløjen stadig lade sig forblænde af kulturalismen?, trækken også en uskreven. Den lyder: Kultur kan og skal ikke være identitetsdannende, men må finde sin sekundære plads under den universelle oplysningstanke, verdensborgertanken, den almene fornuft, som alle er i besiddelse af og som burde være fundamentet for sine handlinger. En fornuft, der opstiller forskellige etiske principper, som enhver – med denne fornufts brug – kan indse den evige sandhed i.
Uden at benægte at der – selvfølgelig – er evige sandheder, også på det etiske område, ville det bare være utopisk at benægte kulturens rolle i enhver nation, eller skulle vi bare sige: ethvert områdes identitetsdannelse. Kulturen ryger ud med kulturalismens badevand.
Den store opgave er ikke – kun – at propagandere for de universelle regler, men lige så meget at finde et forhold til kulturen, så den netop bliver en levende kultur uden at den bliver den ideologi, som begrebet kulturalisme vel betyder. En levende kultur er også identitetsdannende, og det er rigtigt farligt, for det er jo noget man vil leve og dø for.
Det er omend endnu vigtigere at skelne mellem den levende kultur og kulturalismen, altså imellem den kultur, som vi hverken behøver at udrydde som irrationalitet – det er jo et håbløst projekt – eller skamme os over, fordi den betyder noget for os, og en ideologi, der bruger både kunsten og kulturen som legitimering af bestemte interesser.
Hvilket kulturbegreb opererer Stjernfelt og Eriksen egentlig med? Bliver kultur ikke bare til underholdning, hvis ikke det må have vital interesse for os? Og hvor vigtigt kan det være for den enkelte, hvis ikke der dannes en eller form for fællesskab igennem kunst?
Det gælder mindst lige så meget om at sætte fokus på en levende kultur, der først og fremmest modsætter sig ideologi og enhver instrumentalisering (kunst for nationens, pengenes, magtens eller ens egen skyld), og som godt kan være identitetsdannende uden at ende i en tanketom og principløs relativisme (som hos ”mulitikulturalisterne”) eller en kulturalisme, der lever af negative billeder af 'de andre'.
For hvad nu hvis de universelle etiske og fornuftige regler overhovedet ikke kan leve, hvis ikke de har en kulturel muld at vokse i?
Slavebinding til fornuften
Tak til Stjernfelt og Eriksen for at bringe den igangværende kulturdiskussion et skridt videre – og dybere. De sætter ind mod den kulturalisme, der både formørker højre- og venstrefløjen, på den ene side i en krampagtig fastholden af 'danske værdier' og på den anden side i en ”anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser”.
Der er næppe nogen større opgave i aktuel politik, skriver forfatterne, end at vende sig imod den grasserende kulturalisme og dens slavebinding af individdet til dets 'kultur', og nøglen til disse slavelænker er 'oplysningens universalisme'.
Stjerfelt og Eriksen får ikke defineret hvad kulturalisme egentlig er, og ved siden af den skrevne konklusion: Hvor lang tid kan venstrefløjen stadig lade sig forblænde af kulturalismen?, trækken også en uskreven. Den lyder: Kultur kan og skal ikke være identitetsdannende, men må finde sin sekundære plads under den universelle oplysningstanke, verdensborgertanken, den almene fornuft, som alle er i besiddelse af og som burde være fundamentet for sine handlinger. En fornuft, der opstiller forskellige etiske principper, som enhver – med denne fornufts brug – kan indse den evige sandhed i.
Uden at benægte at der – selvfølgelig – er evige sandheder, også på det etiske område, ville det bare være utopisk at benægte kulturens rolle i enhver nation, eller skulle vi bare sige: ethvert områdes identitetsdannelse. Kulturen ryger ud med kulturalismens badevand.
Den store opgave er ikke – kun – at propagandere for de universelle regler, men lige så meget at finde et forhold til kulturen, så den netop bliver en levende kultur uden at den bliver den ideologi, som begrebet kulturalisme vel betyder. En levende kultur er også identitetsdannende, og det er rigtigt farligt, for det er jo noget man vil leve og dø for.
Det er omend endnu vigtigere at skelne mellem den levende kultur og kulturalismen, altså imellem den kultur, som vi hverken behøver at udrydde som irrationalitet – det er jo et håbløst projekt – eller skamme os over, fordi den betyder noget for os, og en ideologi, der bruger både kunsten og kulturen som legitimering af bestemte interesser.
Hvilket kulturbegreb opererer Stjernfelt og Eriksen egentlig med? Bliver kultur ikke bare til underholdning, hvis ikke det må have vital interesse for os? Og hvor vigtigt kan det være for den enkelte, hvis ikke der dannes en eller form for fællesskab igennem kunst?
Det gælder mindst lige så meget om at sætte fokus på en levende kultur, der først og fremmest modsætter sig ideologi og enhver instrumentalisering (kunst for nationens, pengenes, magtens eller ens egen skyld), og som godt kan være identitetsdannende uden at ende i en tanketom og principløs relativisme (som hos ”mulitikulturalisterne”) eller en kulturalisme, der lever af negative billeder af 'de andre'.
For hvad nu hvis de universelle etiske og fornuftige regler overhovedet ikke kan leve, hvis ikke de har en kulturel muld at vokse i?
tirsdag, august 26, 2008
Lidt om antiamerikansimen
Eja kommer hjem fra skole, og så er det at man ikke skal spørge om hvad hun har lavet i dag. Jeg hører mig selv spørge:
- Hvad har du lavet i dag?
Jeg får det svar jeg havde ventet. Intet svar.
Sådan har jeg det selv. Jeg kan selv være som en tiårig der ikke kan gøre rede for hvad jeg lavede for en dag siden, for fem timer siden, for fem minutter siden. Spørgsmålet kommer, og jeg leder og tøver og spytter i suppen. Kan pludselig intet huske. Enten er det fordi jeg er gudsjammerlig barnlig eller er det fordi jeg gudsjammerlig gammel og lider af tiltagende demens. Eller også er det fordi spørgsmålet ikke interesserer mig. Men det gør det jo.
Jeg er jo mere end nogen interesseret i at trække et lang slimet spor efter mig, der til sidst hænger om mine ankler som tunge kæder. Det er det jeg stræber efter. At historien skal stå frem som lysende plovfurer, der glimter af alle de perlende sveddråber jeg har lagt i dem som var det spirende frøkorn. At det vand jeg har kløvet aldrig vil samle sig igen, så man kan se hvor jeg har været.
Er det historisk bevidsthed? Er de spor der tegner sig i vores hukommelse samtidig spor fra vores fødders gang over jorden? Er trangen til at huske en trang til at blive husket?
Jeg kommer - og er i en årrække kommet - hos en af de bredest og dybest funderede intellektuelle i dette land. I går landede vi kun få minutter efter jeg var trådt indenfor døren i emnet: antiamerikansimen. Han var nemlig blevet beskyldt for at være antiamerikansk. Det ville han nødigt være – så entydigt i hvert fald. Men han kan ikke lade være med at lægge mærke til dobbeltmoralen i at ville fortælle hele verden hvordan de skal behandle mennesker og så samtidig behandle sine egne så umenneskeligt, i Guantanomo og på dødsgangene i fængslerne. Men samtidig er han vild med Charles Ives, Wallace Stevens, Emerson og Nathaniel Hawthorne og ja, Bob Dylan, måtte jeg tilføje og Miles Davis. For slet ikke at sige hele jazzen.
Nicolai kom og gjorde og opmærksom på den latente kulturelle mindreværdsfølelse hos amerikanerne, en tanke han havde fra Mads Fuglede (cand. mag i historie og filosofi og underviser i bl.a. USA's historie), et mindreværd som franskmændene ikke har gjort en overvældende indsats for at glemme.
Noget af den tidligste franske arrogance overfor USA findes hos naturvidenskabsmanden Comte de Buffon (1707-1788), der lancerede teorien om at 'den nye verden' var inferiør i forhold til Eurasien. Han mente at amerikanerne manglede høje og stærke skabninger og at menneskene var langt mindre virile end deres europæiske modstykker. Dette fik imidlertid præsident Thomas Jefferson (1743-1826) til straks at sende tyve soldater ud i skovene i New Hampshire fore at fremskaffe knogler fra elgtyr, som så skulle stå som et modbevis af Buffons teori.
Det var altså et helt regulært hanekamp om hvem der havde den største.
Megen af USA's machovæsen har rødder i det mindreværd, der dels kommer af det mereværd, som europæerne og især franskmændene ikke er sene til at skilte med, dels fra den i forhold til Europa korte historie.
Man hører det jo altid fra amerikanerne, når de er i Danmark. ”Theese houses are soo old!”
John Cage blev spurgt om det ikke var et problem som klassisk komponist at være opvokset i et land med så kort historie. Han svarede tilbage og spurgte sin kollega om det ikke var vanskeligt at være vokset op i et land med så lang historie. Han formåede at drage fordel af den barnlighed eller uhildethed som den amerikanske historie også lægger op til.
Det er også hvad Nabokovs Lolita (fra 1955) handler om. Den ældre mand kommer fra Europa og forelsker sig i den unge pige fra USA. Det er den gamle verden der søger fornyelse – og foryngelse – i den nye.
I de europæiske samfund i dag – eller skulle vi bare holde os til det danske – ser det imidlertid ud til at foryngelsen opnås ved at glemme at man overhovedet har en historie. Det kan man imidlertid ikke. Hvis den historie man har fortrænges, stikker den sit hoved frem bag masker. Vi er måske stolte af at have historie, men vi er ikke særlig interesseret i at bevare den. Hvordan skal man ellers tolke alle de lukninger af filialbiblioteker, der har fejet over landet de sidste års tid. Blot et eksempel.
Over 100 filialbiblioteker er nedlagt indenfor de sidste par år og der går snart ikke en måned hvor der ikke lukker et antikvariat eller boghandel. Tal viser at de udlånte materialer fra bibliotekerne ikke er faldet mærkbart, men hvilke materialer drejer det sig om? Hvis ikke man bevarer bøgerne, går der megen hukommelse tabt. Det samme med vinylpladerne – for at nævne et andet eksempel på en tendens.
Den danske befolkning har rask væk smidt vinylplader i skraldespandene fordi de mener at kunne få det hele på CD, men hermed har de afskåret sig fra muligheden af lytte til et overvældende stort materiale, som aldrig vil blive overspillet digitalt.
Den liberale regering siger at den vil gøre noget vil historieundervisning, men den seneste gymnasiereforms største fag er åbenbart mest rettet imod rent teoretiske metaemner.
Den udbredte managementkultur – der for en stor dels vedkommende kommer fra USA - er stort set drevet frem af et historietab, fordi man desto lettere kan forme sine medarbejdere, desto mindre funderet de er. Ordene omstillingsparathed og fleksibilitet er også eufemismer for manipuleringsegnet og friktionsløs. Jo mindre du ved om sin historie, desto mindre forestiller man sig alternativer til de gældende vilkår. Og hvis man ikke er opmærksom på det, ser man de maskerede og forvrængede fænomener som helt naturlige og harmoniske. Og så har vi balladen.
Det underlige er at vi importerer det dårligste fra USA, som samtidig undergraver det vi er allermest stolte af i Europa.
Eja kommer hjem fra skole, og så er det at man ikke skal spørge om hvad hun har lavet i dag. Jeg hører mig selv spørge:
- Hvad har du lavet i dag?
Jeg får det svar jeg havde ventet. Intet svar.
Sådan har jeg det selv. Jeg kan selv være som en tiårig der ikke kan gøre rede for hvad jeg lavede for en dag siden, for fem timer siden, for fem minutter siden. Spørgsmålet kommer, og jeg leder og tøver og spytter i suppen. Kan pludselig intet huske. Enten er det fordi jeg er gudsjammerlig barnlig eller er det fordi jeg gudsjammerlig gammel og lider af tiltagende demens. Eller også er det fordi spørgsmålet ikke interesserer mig. Men det gør det jo.
Jeg er jo mere end nogen interesseret i at trække et lang slimet spor efter mig, der til sidst hænger om mine ankler som tunge kæder. Det er det jeg stræber efter. At historien skal stå frem som lysende plovfurer, der glimter af alle de perlende sveddråber jeg har lagt i dem som var det spirende frøkorn. At det vand jeg har kløvet aldrig vil samle sig igen, så man kan se hvor jeg har været.
Er det historisk bevidsthed? Er de spor der tegner sig i vores hukommelse samtidig spor fra vores fødders gang over jorden? Er trangen til at huske en trang til at blive husket?
Jeg kommer - og er i en årrække kommet - hos en af de bredest og dybest funderede intellektuelle i dette land. I går landede vi kun få minutter efter jeg var trådt indenfor døren i emnet: antiamerikansimen. Han var nemlig blevet beskyldt for at være antiamerikansk. Det ville han nødigt være – så entydigt i hvert fald. Men han kan ikke lade være med at lægge mærke til dobbeltmoralen i at ville fortælle hele verden hvordan de skal behandle mennesker og så samtidig behandle sine egne så umenneskeligt, i Guantanomo og på dødsgangene i fængslerne. Men samtidig er han vild med Charles Ives, Wallace Stevens, Emerson og Nathaniel Hawthorne og ja, Bob Dylan, måtte jeg tilføje og Miles Davis. For slet ikke at sige hele jazzen.
Nicolai kom og gjorde og opmærksom på den latente kulturelle mindreværdsfølelse hos amerikanerne, en tanke han havde fra Mads Fuglede (cand. mag i historie og filosofi og underviser i bl.a. USA's historie), et mindreværd som franskmændene ikke har gjort en overvældende indsats for at glemme.
Noget af den tidligste franske arrogance overfor USA findes hos naturvidenskabsmanden Comte de Buffon (1707-1788), der lancerede teorien om at 'den nye verden' var inferiør i forhold til Eurasien. Han mente at amerikanerne manglede høje og stærke skabninger og at menneskene var langt mindre virile end deres europæiske modstykker. Dette fik imidlertid præsident Thomas Jefferson (1743-1826) til straks at sende tyve soldater ud i skovene i New Hampshire fore at fremskaffe knogler fra elgtyr, som så skulle stå som et modbevis af Buffons teori.
Det var altså et helt regulært hanekamp om hvem der havde den største.
Megen af USA's machovæsen har rødder i det mindreværd, der dels kommer af det mereværd, som europæerne og især franskmændene ikke er sene til at skilte med, dels fra den i forhold til Europa korte historie.
Man hører det jo altid fra amerikanerne, når de er i Danmark. ”Theese houses are soo old!”
John Cage blev spurgt om det ikke var et problem som klassisk komponist at være opvokset i et land med så kort historie. Han svarede tilbage og spurgte sin kollega om det ikke var vanskeligt at være vokset op i et land med så lang historie. Han formåede at drage fordel af den barnlighed eller uhildethed som den amerikanske historie også lægger op til.
Det er også hvad Nabokovs Lolita (fra 1955) handler om. Den ældre mand kommer fra Europa og forelsker sig i den unge pige fra USA. Det er den gamle verden der søger fornyelse – og foryngelse – i den nye.
I de europæiske samfund i dag – eller skulle vi bare holde os til det danske – ser det imidlertid ud til at foryngelsen opnås ved at glemme at man overhovedet har en historie. Det kan man imidlertid ikke. Hvis den historie man har fortrænges, stikker den sit hoved frem bag masker. Vi er måske stolte af at have historie, men vi er ikke særlig interesseret i at bevare den. Hvordan skal man ellers tolke alle de lukninger af filialbiblioteker, der har fejet over landet de sidste års tid. Blot et eksempel.
Over 100 filialbiblioteker er nedlagt indenfor de sidste par år og der går snart ikke en måned hvor der ikke lukker et antikvariat eller boghandel. Tal viser at de udlånte materialer fra bibliotekerne ikke er faldet mærkbart, men hvilke materialer drejer det sig om? Hvis ikke man bevarer bøgerne, går der megen hukommelse tabt. Det samme med vinylpladerne – for at nævne et andet eksempel på en tendens.
Den danske befolkning har rask væk smidt vinylplader i skraldespandene fordi de mener at kunne få det hele på CD, men hermed har de afskåret sig fra muligheden af lytte til et overvældende stort materiale, som aldrig vil blive overspillet digitalt.
Den liberale regering siger at den vil gøre noget vil historieundervisning, men den seneste gymnasiereforms største fag er åbenbart mest rettet imod rent teoretiske metaemner.
Den udbredte managementkultur – der for en stor dels vedkommende kommer fra USA - er stort set drevet frem af et historietab, fordi man desto lettere kan forme sine medarbejdere, desto mindre funderet de er. Ordene omstillingsparathed og fleksibilitet er også eufemismer for manipuleringsegnet og friktionsløs. Jo mindre du ved om sin historie, desto mindre forestiller man sig alternativer til de gældende vilkår. Og hvis man ikke er opmærksom på det, ser man de maskerede og forvrængede fænomener som helt naturlige og harmoniske. Og så har vi balladen.
Det underlige er at vi importerer det dårligste fra USA, som samtidig undergraver det vi er allermest stolte af i Europa.
torsdag, juli 24, 2008
Noget om at skabe situationer, aggression, vasketøj og små sko
Niels Christie, den norske krimnolog, fortæller et sted hvordan kriminalitet skabes.
Første situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Der er en mand der opfører sig underligt og endda virker truende på drengen. Hun ringer efter politiet, og der opstår en 'situation'.
Anden situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Drankeren fra nummer fire, Hugo, er der også. Han laver nogle af sine sædvanlige streger, men både moren og sønnen er vant til dem, så det er ikke noget at reagere på.
Forskellen er at hvis man kender og snakker med sine naboer, ringes der mindre efter politiet.
Imidlertid skete der noget mærkbart i en andelsforening på Sortedam Dosseringen for få år siden. Der er en epileptiker, som jeg selv har snakket meget med og som har været en del af denne dyre andelsforening. Pludselig skete der noget. En beboer som kendte ham dårligt havde følt sig truet af ham. Det kom op på generalforsamlingen, hvor der samlede sig en aversion imod ham og hårdnakkede forsøg på at få ham smidt ud af foreningen.
At det så – heldigvis – ikke lykkedes er ikke så afgørende. Hvordan kan det være at man blandt beboerne pludselig ser et problem hos en person, der har boet i foreningen i tyve år, er sær og syg fra staerten af og som ikke har forandret sig synderligt?
En tendens?
Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars Henrik Schmidt, skrev for nogle år siden en bog om vrede. Det var ikke et tilfældigt emne. Da han blev interviewet på bogmessen, fortalte han hvordan han så sent som indgangen til Forum havde oplevet en udtalt vrede fra folk i køen.
Jeg blev også chokeret da jeg forleden i et overordentligt astadigt tempo, med den ene hånd i lommen, kom trillende på cykel ned af Frederiksundsvej og efter at have råbt ding-dong så gelinde som muligt overhalede et ældre ægtepar. Manden ringede med sin klokke, konen blev forskrækket, hvorefter manden udstødte et grynt og et råb, som jeg sjældent har hørt mage til: ”Tumbe! Idiot! Kan du så køre ordentligt!”. Jeg vendte mig om og tog hånden til hjertet som en form for undskyldende gestus.
De havde registreret at jeg hverken bevidst havde forsøgt at genere dem eller ønskede at skrue konflikten op. De var nogle kyllinge, for jeg kørte videre i det samme tempo og kom til rødt. De kom bagefter, men ikke om de ville køre op ved siden af mig. Det turde de ikke. Jeg ville selvfølgelig have slået et par høflige sætninger af med dem, og selvfølgelig ville jeg havde tiltalt dem i Des-form, men min afvæbnende reaktion havde gjort dem bange.
En tendens?
Min kontorfælle, Lene Mirdal, har en bemærkelsesværdig iagttagelse. Hun har flere gange været ude for at blive korrigeret med ringeklokken i trafikken. Det er ikke et advarende, men et formanende klimt med klokken. Et klimt der gør hende opmærksom på at nu har hun altså gjort dit og dat forkert. Sådan som vi alle jo gør. Når hun hører det klimt lige bag eller ved siden af sig, ved hun at det er én med rygsæk. Som regel en kvinde, men hvis det er en mand, så har han rygsæk på.
En tendens?
Lone Kühlmann fortæller i Politiken torsdag 24.juli 2008 at hun var ved at få Kyotoaftalen galt i halsen, da hun hørte at det næsten ingen steder i Washington er tilladt at hænge vasketøj ud i det fri. I et område af verden hvis største attraktion er at solen næsten altid skinner må man ikke tørre vasketøjet udenfor, men ind i tørretumbleren, så vi kan få produceret noget mere CO2.
Men ikke nok med det. Da hun fortalte det til nogle danske bekendte, sagde de at sådan var det også hos dem. ”Det ser bare ikke pænt ud med vasketøj”, var begrundelsen. Dyre andele havde de. ”Hvad er det, der sker?” spørger Lone Kühlmann. ”Det er garanteret de samme mennesker, der får bragt grøntsager i kasser fra Aarstiderne, spiser økologisk og bekymrer sig om klimaet”.
En tendens?
Niels Christie, den norske krimnolog, fortæller et sted hvordan kriminalitet skabes.
Første situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Der er en mand der opfører sig underligt og endda virker truende på drengen. Hun ringer efter politiet, og der opstår en 'situation'.
Anden situation: En mor kigger fra sit vindue ned på legepladsen, hvor hendes dreng leger. Drankeren fra nummer fire, Hugo, er der også. Han laver nogle af sine sædvanlige streger, men både moren og sønnen er vant til dem, så det er ikke noget at reagere på.
Forskellen er at hvis man kender og snakker med sine naboer, ringes der mindre efter politiet.
Imidlertid skete der noget mærkbart i en andelsforening på Sortedam Dosseringen for få år siden. Der er en epileptiker, som jeg selv har snakket meget med og som har været en del af denne dyre andelsforening. Pludselig skete der noget. En beboer som kendte ham dårligt havde følt sig truet af ham. Det kom op på generalforsamlingen, hvor der samlede sig en aversion imod ham og hårdnakkede forsøg på at få ham smidt ud af foreningen.
At det så – heldigvis – ikke lykkedes er ikke så afgørende. Hvordan kan det være at man blandt beboerne pludselig ser et problem hos en person, der har boet i foreningen i tyve år, er sær og syg fra staerten af og som ikke har forandret sig synderligt?
En tendens?
Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars Henrik Schmidt, skrev for nogle år siden en bog om vrede. Det var ikke et tilfældigt emne. Da han blev interviewet på bogmessen, fortalte han hvordan han så sent som indgangen til Forum havde oplevet en udtalt vrede fra folk i køen.
Jeg blev også chokeret da jeg forleden i et overordentligt astadigt tempo, med den ene hånd i lommen, kom trillende på cykel ned af Frederiksundsvej og efter at have råbt ding-dong så gelinde som muligt overhalede et ældre ægtepar. Manden ringede med sin klokke, konen blev forskrækket, hvorefter manden udstødte et grynt og et råb, som jeg sjældent har hørt mage til: ”Tumbe! Idiot! Kan du så køre ordentligt!”. Jeg vendte mig om og tog hånden til hjertet som en form for undskyldende gestus.
De havde registreret at jeg hverken bevidst havde forsøgt at genere dem eller ønskede at skrue konflikten op. De var nogle kyllinge, for jeg kørte videre i det samme tempo og kom til rødt. De kom bagefter, men ikke om de ville køre op ved siden af mig. Det turde de ikke. Jeg ville selvfølgelig have slået et par høflige sætninger af med dem, og selvfølgelig ville jeg havde tiltalt dem i Des-form, men min afvæbnende reaktion havde gjort dem bange.
En tendens?
Min kontorfælle, Lene Mirdal, har en bemærkelsesværdig iagttagelse. Hun har flere gange været ude for at blive korrigeret med ringeklokken i trafikken. Det er ikke et advarende, men et formanende klimt med klokken. Et klimt der gør hende opmærksom på at nu har hun altså gjort dit og dat forkert. Sådan som vi alle jo gør. Når hun hører det klimt lige bag eller ved siden af sig, ved hun at det er én med rygsæk. Som regel en kvinde, men hvis det er en mand, så har han rygsæk på.
En tendens?
Lone Kühlmann fortæller i Politiken torsdag 24.juli 2008 at hun var ved at få Kyotoaftalen galt i halsen, da hun hørte at det næsten ingen steder i Washington er tilladt at hænge vasketøj ud i det fri. I et område af verden hvis største attraktion er at solen næsten altid skinner må man ikke tørre vasketøjet udenfor, men ind i tørretumbleren, så vi kan få produceret noget mere CO2.
Men ikke nok med det. Da hun fortalte det til nogle danske bekendte, sagde de at sådan var det også hos dem. ”Det ser bare ikke pænt ud med vasketøj”, var begrundelsen. Dyre andele havde de. ”Hvad er det, der sker?” spørger Lone Kühlmann. ”Det er garanteret de samme mennesker, der får bragt grøntsager i kasser fra Aarstiderne, spiser økologisk og bekymrer sig om klimaet”.
En tendens?
fredag, juli 11, 2008
Roskildefestival 2008 – Den mindre gode
Alle der har været på Roskilde har været imponeret over hvor checket det hele er. Det er godt, for det giver også festivaldeltagerne frihed til at nyde musikken, hinanden og livet, sådan som en festival skal.
Festivallen er imidlertid ved at bliver kvalt i forsigtighed, overarrangementer og manglede føling med hvad det hele handler om. Det kommer fra ledelsen og det afspejler sig i store dele af publikummet.
Det mest brutale – som Politikens Erik Jensen også bemærkede i sin anmeldelse – var at soullegenden Salomon Burke blev afbrudt og gennet til side som en skoleelev. Det var ude af proportioner med den autoritet han leverede et storladent show med. Han havde endda i mikrofonen spurgt om han ikke lige måtte få nogle flere minutter. Men mens han var ved at afslutte, blev hans mikrofon slukket, tæppet blev hevet til side, hvorefter – og det var mindst lige så fladpandet – der kom en konferencier, hvis ikke dét er for meget at sige, hvis ordforråd kun rakte til sætningen: ”Sorry, there is no more”, som han så måtte gentage igen og igen til et glad, men undrende publikum.
Ikke nok med at man holder tidsplanen som en anden Anders Fogh Rasmussen under topmøder, hvor der ikke tillades et minuts overskridelse og hvor der ikke er plads til begejstring, men at man derudover sætter en hvilken-som-helst-person ind med mikrofonen tyder på endnu kraftigere djøficering af festivallen. I gamle dage var der rigtige konferenciers på scenerne, som havde en joke og en due i ærmet. Folk der kunne underholde og ikke bare embedsagtigt holde planen.
Publikummet gjorde ikke ekstra vrøvl over uhøfligheden. Jeg havde noget tid forinden taget min telefon frem og sms'et en ven, fordi det var så stort, det jeg her var vidne til. Da blev jeg også vidne til noget jeg aldrig har oplevet før: En kvinde lagde en hånd over min telefon. Jeg læste hendes læber: 'nej'. Teltene må man ikke ryge i. Sms'e må man altså heller ikke herinde. Besynderligt.
Da vi en eftermiddag blev forment adgang til et af teltene, hvor Efterklang spillede, blev vi også mødt af denne formalisme. Der er grund – især på Roskilde – til at være forsigtig, men det nærmer sig mere irrationelisme end reel forsigtighed, når man lukker et telt af en eftermiddag til et forholdsvis stille og ikke særligt headbangende orkester. Der var masser af plads, kunne jeg se udefra.
Når alt nu er så godt arrangeret, var det også underligt at vi skulle stå tre timer i kø foran otte billetluger, når vi havde set 6 til 12 officials stå i klynger ved kaffeborde på indkørselsvejen til parkeringspladsen.
Jeg blev ringet op af en veninde, hvis 15-årige datter havde fået et chok da hun var kommet derned om lørdagen og havde stået 12 timer i kø, nogle var besvimet og en havde skidt i bukserne, fordi hun ikke kunne komme til toilet.
Jeg vil foreslå at sætte nogle flere billetluger op.
Og jeg vil foreslå at lade en endnu mere fleksibel, cool og venlig attitude sive ned igennem rækkerne blandt medarbejderne.
Heldigvis er Roskilde så stærk at disse ting ikke kan slå humøret af pinden.Det er højt og jeg er stadig taknemmelig for at så mange frivillige arbejder for at lave en festival så positiv som den er.
Alle der har været på Roskilde har været imponeret over hvor checket det hele er. Det er godt, for det giver også festivaldeltagerne frihed til at nyde musikken, hinanden og livet, sådan som en festival skal.
Festivallen er imidlertid ved at bliver kvalt i forsigtighed, overarrangementer og manglede føling med hvad det hele handler om. Det kommer fra ledelsen og det afspejler sig i store dele af publikummet.
Det mest brutale – som Politikens Erik Jensen også bemærkede i sin anmeldelse – var at soullegenden Salomon Burke blev afbrudt og gennet til side som en skoleelev. Det var ude af proportioner med den autoritet han leverede et storladent show med. Han havde endda i mikrofonen spurgt om han ikke lige måtte få nogle flere minutter. Men mens han var ved at afslutte, blev hans mikrofon slukket, tæppet blev hevet til side, hvorefter – og det var mindst lige så fladpandet – der kom en konferencier, hvis ikke dét er for meget at sige, hvis ordforråd kun rakte til sætningen: ”Sorry, there is no more”, som han så måtte gentage igen og igen til et glad, men undrende publikum.
Ikke nok med at man holder tidsplanen som en anden Anders Fogh Rasmussen under topmøder, hvor der ikke tillades et minuts overskridelse og hvor der ikke er plads til begejstring, men at man derudover sætter en hvilken-som-helst-person ind med mikrofonen tyder på endnu kraftigere djøficering af festivallen. I gamle dage var der rigtige konferenciers på scenerne, som havde en joke og en due i ærmet. Folk der kunne underholde og ikke bare embedsagtigt holde planen.
Publikummet gjorde ikke ekstra vrøvl over uhøfligheden. Jeg havde noget tid forinden taget min telefon frem og sms'et en ven, fordi det var så stort, det jeg her var vidne til. Da blev jeg også vidne til noget jeg aldrig har oplevet før: En kvinde lagde en hånd over min telefon. Jeg læste hendes læber: 'nej'. Teltene må man ikke ryge i. Sms'e må man altså heller ikke herinde. Besynderligt.
Da vi en eftermiddag blev forment adgang til et af teltene, hvor Efterklang spillede, blev vi også mødt af denne formalisme. Der er grund – især på Roskilde – til at være forsigtig, men det nærmer sig mere irrationelisme end reel forsigtighed, når man lukker et telt af en eftermiddag til et forholdsvis stille og ikke særligt headbangende orkester. Der var masser af plads, kunne jeg se udefra.
Når alt nu er så godt arrangeret, var det også underligt at vi skulle stå tre timer i kø foran otte billetluger, når vi havde set 6 til 12 officials stå i klynger ved kaffeborde på indkørselsvejen til parkeringspladsen.
Jeg blev ringet op af en veninde, hvis 15-årige datter havde fået et chok da hun var kommet derned om lørdagen og havde stået 12 timer i kø, nogle var besvimet og en havde skidt i bukserne, fordi hun ikke kunne komme til toilet.
Jeg vil foreslå at sætte nogle flere billetluger op.
Og jeg vil foreslå at lade en endnu mere fleksibel, cool og venlig attitude sive ned igennem rækkerne blandt medarbejderne.
Heldigvis er Roskilde så stærk at disse ting ikke kan slå humøret af pinden.Det er højt og jeg er stadig taknemmelig for at så mange frivillige arbejder for at lave en festival så positiv som den er.
Roskildefestival 2008 - Den gode
Roskildefestival er et ritual, og som sådan hinsides godt og dårligt. Og det er godt.
Man spørger ikke om man skal eller ikke skal til Roskilde. Det ligger fast. Til ritualet hører nogle faste uundgåeligheder og tabuer. Det uundgåelige er blandt andet at mailene begynder at flourere henved 3-4 uger inden festivallen, og den føres i en ritualiseret halv-hetzende tone. Sådan kan den opfattes, hvis man læser dem som uindviet. Det hører med ritualets indforståede jargon.
Dernæst er det en uundgåelighed at man altid får vendt spørgsmål på Roskilde, som ellers ikke bliver diskuteret i løbet af året. Den første debat begyndte således i køen til teltopslagning søndagen inden. Eftersom vi stod ret op og ventede et par timer, fik vi megen tid til at gå med at diskutere hvad det vil sige at gå, men da vi forholdsvis hurtigt – det vil sige i løbet af en 20-30 minutters tid – havde indkredset definitionen af at gå, lagde emnet ikke rigtig op til den store diskussion.
Faktisk var der ikke de helt store diskussioner i år. Sådan er det med ritualer. Mange ting er faste, men det er på baggrund af disse at man desto tydeligere registrerer de små forandringer. JT var f.eks. ikke lige så ivrig – og nidkær – diskussionslysten som han plejede. Og så daler diskussionsniveauet.
Et andet tema kom fra F, der var begyndt at tale i forkortelser, hvilket skyldtes at han med sin kone nogle gange måtte tale så børnene ikke kunne forstå det. 'J g l u o g m e jh' betyder f.eks: 'Jeg går lige ud og graver mig en jordhooga'. JH blev herefter standardforkortelsen for jordhooga, et ord der tenderede at blive synonymt med 'lejren'.
Dog: Jeg hverken så, lugtede eller røg på den, men den var der – næsten som et certifikat på en ordentlig velekviperet Roskildelejr.
Men Roskildefestival er jo også en musikfestival. Dog ikke hvert år. I år var det. Det vil i hvert fald sige at vi fik hørt noget musik.
Kings of Leon var noget af det bedste, og jeg blev aldeles overrasket over at se mig selv danse til noget straight rock'n-roll. Det er jeg ikke vant til. Det var ikke så meget andet end bare en god koncert, ikke vild, ikke særlig, ikke synderligt emotionel, ikke punket, men bare ligefremt og godt leveret.
Ossaka Invasion var til gengæld rimelig sindsygt: en blanding af growl, heavy og dødsmetal indpakket i elektronika og cut-up. For fuld speed. Betegnende nok hedder en af deres – hans – plader: Exercise and Hell. Hvordan kan det være at det altid er japanerne, der kan give os disse lydbilleder fra en komplet anderledes verden? De kan altid bringe den lidt længere ud end nogen andre.
Salomon Burke var storslået at se. Sjældent har man set en showman af den kaliber. Thank you for the lights. Og der kom lightere. Siddende med sine mindst 150 kg. tungt placeret i en guldtrone med rødt velour fik han skubbet godt til publikum, der i lige dele hængekæbe og shakeass tog denne flødeskumsmusik til sig. Hans brand er at have 21 børn og 89 børnebørn, hvoraf en af hver slags sang juhu og tørte ham på panden, når han viftede med hånden, som heller ikke var tynd nok til at kunne knappe sin vest op. Det måtte hans lårkorte datter så gøre for ham. Og han improviserede, lavede om på sætlisten og spillede til sidst – hvad der ikke var planlagt - noget til mændene. Nu havde damerne jo fået det hele indtil da.
Tabu nummer et er at man ikke må tale om arbejde. Det er sådan noget man gør i mediebyen. Der har vi været.
Vejret gjorde også sit til at festivallen blev god. Også det var godt arrangeret af Rikke Øxner.
Roskildefestival er et ritual, og som sådan hinsides godt og dårligt. Og det er godt.
Man spørger ikke om man skal eller ikke skal til Roskilde. Det ligger fast. Til ritualet hører nogle faste uundgåeligheder og tabuer. Det uundgåelige er blandt andet at mailene begynder at flourere henved 3-4 uger inden festivallen, og den føres i en ritualiseret halv-hetzende tone. Sådan kan den opfattes, hvis man læser dem som uindviet. Det hører med ritualets indforståede jargon.
Dernæst er det en uundgåelighed at man altid får vendt spørgsmål på Roskilde, som ellers ikke bliver diskuteret i løbet af året. Den første debat begyndte således i køen til teltopslagning søndagen inden. Eftersom vi stod ret op og ventede et par timer, fik vi megen tid til at gå med at diskutere hvad det vil sige at gå, men da vi forholdsvis hurtigt – det vil sige i løbet af en 20-30 minutters tid – havde indkredset definitionen af at gå, lagde emnet ikke rigtig op til den store diskussion.
Faktisk var der ikke de helt store diskussioner i år. Sådan er det med ritualer. Mange ting er faste, men det er på baggrund af disse at man desto tydeligere registrerer de små forandringer. JT var f.eks. ikke lige så ivrig – og nidkær – diskussionslysten som han plejede. Og så daler diskussionsniveauet.
Et andet tema kom fra F, der var begyndt at tale i forkortelser, hvilket skyldtes at han med sin kone nogle gange måtte tale så børnene ikke kunne forstå det. 'J g l u o g m e jh' betyder f.eks: 'Jeg går lige ud og graver mig en jordhooga'. JH blev herefter standardforkortelsen for jordhooga, et ord der tenderede at blive synonymt med 'lejren'.
Dog: Jeg hverken så, lugtede eller røg på den, men den var der – næsten som et certifikat på en ordentlig velekviperet Roskildelejr.
Men Roskildefestival er jo også en musikfestival. Dog ikke hvert år. I år var det. Det vil i hvert fald sige at vi fik hørt noget musik.
Kings of Leon var noget af det bedste, og jeg blev aldeles overrasket over at se mig selv danse til noget straight rock'n-roll. Det er jeg ikke vant til. Det var ikke så meget andet end bare en god koncert, ikke vild, ikke særlig, ikke synderligt emotionel, ikke punket, men bare ligefremt og godt leveret.
Ossaka Invasion var til gengæld rimelig sindsygt: en blanding af growl, heavy og dødsmetal indpakket i elektronika og cut-up. For fuld speed. Betegnende nok hedder en af deres – hans – plader: Exercise and Hell. Hvordan kan det være at det altid er japanerne, der kan give os disse lydbilleder fra en komplet anderledes verden? De kan altid bringe den lidt længere ud end nogen andre.
Salomon Burke var storslået at se. Sjældent har man set en showman af den kaliber. Thank you for the lights. Og der kom lightere. Siddende med sine mindst 150 kg. tungt placeret i en guldtrone med rødt velour fik han skubbet godt til publikum, der i lige dele hængekæbe og shakeass tog denne flødeskumsmusik til sig. Hans brand er at have 21 børn og 89 børnebørn, hvoraf en af hver slags sang juhu og tørte ham på panden, når han viftede med hånden, som heller ikke var tynd nok til at kunne knappe sin vest op. Det måtte hans lårkorte datter så gøre for ham. Og han improviserede, lavede om på sætlisten og spillede til sidst – hvad der ikke var planlagt - noget til mændene. Nu havde damerne jo fået det hele indtil da.
Tabu nummer et er at man ikke må tale om arbejde. Det er sådan noget man gør i mediebyen. Der har vi været.
Vejret gjorde også sit til at festivallen blev god. Også det var godt arrangeret af Rikke Øxner.
onsdag, juli 02, 2008
Alt det der
- en samtale med Skeptikeren
I går var jeg sammen med Skeptikeren. Efter at vi havde talt sammen i to timer, det vil sige at vi kun var nået til de indledende manøvrer, spurgte han:
- Er det helt naivt at spørge om det kunne være muligt at befolkningen faktisk sagde nej til alt det der?
Alt det der. Hvad er det? 'Alt det der' er hovedsaligt kommercialiseringen af både nyheder og ånd. Selv de såkaldt kritiske medier er såvidt Skeptikeren blevet til ren underholdning. Selv hvis man presser en politiker, får det ingen konsekvenser. Det der fylder medierne i dag er glemt i morgen. Det der fyldte medierne igår, kender man ikke længere noget til. Det er én af hovedankerne.
Det næste er ikke kun diskussionen om hvorvidt det nu ER sådan – for det er det jo - men hvorfor alle accepterer det? Eller hvis vi nu skal være nuanceret: Hvorfor er der ikke flere, der går imod denne tendens til at udvande de vigtige ting?
De lange diskussioner jeg har med Skeptikeren lægger sig op ad – men ikke ind i - kampen om opmærksomheden. For vi vil ikke kæmpe på mediernes præmisser for at få mediernes opmærksomhed.
Hvis mediernes præmisser er at give to minutter til en kritik af mediernes små formater, skal man overveje kraftigt om det er en dagsorden man kan gå ind på. Hvis man synes at alle seriøse budskaber bliver gøglificeret af medierne, har det ikke meget zweck at levere et seriøst budskab til dem.
Det trænger helt frem i radioavisen at de norske spillemaskiner er for kedelige og ikke har blinkende lamper nok. Det er en nyhed der prioriteres frem for noget relevant.
'Alt det der' er også instrumentaliseringen af ånden, altså den tendens at man skal bruge f.eks. de humanistiske videnskaber til at fremme økonomien. Det er økonomiseringen af alle sektorer og omvridningen af åndsarbejdet i retning af markedet. Det er Helge Sanders fra forskning til faktura. Det er den omsiggribende testning og evaluering af snart sagt alle services og produkter. Det er produkt- og varegørelsen af menneskelige relationer (Facebook og Myspace er blot to eksempler).Det er idealiseringen af økonomiske teorier, der på den måde strækker sig langt ind i eksistentielle forhold (netdating har fremmet cost-benefit-analyser af partnervalg, kultur- og mediepolitikken er i stigende grad markedsbestemt etc). Det er sagt før, dette her, af nogle, men ikke af mange.
'Alt det der' er også forbruget og al den energi der går med at forbruge. Det er opdyrkningen af et stadigt stigende arsenal af kunstige behov, hvad der er genereret af markedet, som kun kan overleve hvis dette arsenal udvider sig. Jo flere behov, desto mere afsætning. Behov stræber efter tilfredsstillelse, og denne stræben okkuperer vores opmærksomhed. Hvordan kan det f.eks. være at der er hundredevis af folk der i op til over en uge sover foran den butik der sælger I-phone? Hvordan kan det være at så mange mennnesker lokaliserer tilfredsstillelsen af eksistentielle behov i bestemte brands? Hvorfor er de sjælelige muskler så slappe at de ikke kan udholde selv den mindste fornemmelse for tomhed?
'Alt det der' er også den evolutionistiske tankegang, at vi bevæger os fremad på udviklingens linje og opad på videnskabens stige; at vi er klogere i dag end vi var i går. Det er en illusion som kommer fra en manglende historisk bevidsthed. Hvis vi vidste hvad de vidste i oldtiden, ville vi måske være lidt mere ydmyge i vurderingen af vores nutids meritter. Hvis vi vidste hvad de vidste i middelalderen, ville vi måske vurdere vores videnssamfund lidt anderledes end tilfældet er.
Videnseksplosionen har lagt megen viden i ruiner. Vi overskylles af informationer, men har glemt at tænke. Nogle kan tænke, men de bliver set endnu mere ned på end tidligere tiders profeter. Mener Skeptikeren.
Den evolutionistiske tankegang er et resultat af modernismen, et ord som med rette får nogle til at løsne hanen på deres pistol. Men lad – med løs hane – bruge dette ord, for det er et levn fra en modernisme som f.eks. positivismen, der med stor arrogance prøvede at feje enhver form for metafysik ud af erkendelsens område ved at henvise den til et overstået stadie i menneskehedens udvikling. At kritisere modernismen kan ikke kun ske med en løsnet pistolhane, men også med en løs hånd – fordi man meget let kan komme til at skyde sig selv. Eller rettere: den udbredte enten-eller tankegang kan hurtig få skudt ens egne meninger et helt andet sted hen end hvor vi selv ville placere dem – og hvem er det nu der bedst ved hvad man mener?
Hvis man f.eks. kritiserer modernismen, tager man ikke fundamentalisterne i forsvar. Hvis man kritiserer Darwin, forsvarer man ikke automatisk intelligent design. For at kritisere evolutionismen behøver man ikke at være reaktionær. (- Et andet aspekt af 'alt det der': den polariserede debatkultur, der med enten-eller-præmisser går fejl af de fleste saglige og afbalancerede synspunkter og analyser).
'Alt det der' er også computeren.
Men da måtte jeg sige Skeptikeren imod:
Computeren er et redskab som vi må bruge til at fremme de ting vi holder af og til at gå udenom de mekanismer, som undertrykker os. For det kan computeren. Ransagningen af Pirate Bays servere i 2006 og den efterfølgende totale decentralisering af alt deres materiale er et eksempel – lad min understrege: et eksempel – på hvordan man via den nye teknologis muligheder for en total decentralisering kan undgå de hidtidige forsøg på centraladministrativ indgriben i hvad nogle mener er en menneskerettighedsbestemt borgerret. Det er sikkert ikke politisk umuligt, men under alle omstændigheder teknisk og administrativt umuligt at lukke Pirate Bay, medmindre man lukker alle servere i verden.
Skeptikeren tegnede et billede af det moderne samfunds absolutte afhængighed af elektricitet, som er et billede på det skrøbelige fundament som vores demokrati hviler på. For – i teorien i hvert fald – kan man sagtens forestille sig at magthaverne ville kunne kontrollere borgerne via kontakten i væggen. Vores kommunikation er mere overvåget end nogensinde (den svenske FRA-lov fra 18.juni 2008 er det mest ekstreme tilfælde), men skridtet længere ude er at den elektricitet som er forudsætningen for denne kommunikation bliver politisk kontroleret. I horisonten på denne tankegang ser man spejlbilleder af sorte skjorter, skrå bånd og ditto arme; spejlbilleder der i udseende slet ikke ligner, men som spiller på samme harpe.
Er det helt naivt at forestille sig at befolkningen siger nej til 'alt det der'. At folket faktisk kan oplyses. At folket faktisk består af tænkende individder. Alt man faktisk formår at skelne mellem de reelle og kunstige behov. At man ved hvornår man er underholdt og hvornår man er (u)oplyst. At man (er)kender sin søvngængertilstand og sin uvidenhed – det må det første skridt til at blive mere vågen og mere oplyst.
Så siger nogle at det er da en værre omgang kulturradikal knækbrødssuppe. Lad gå – og ja, det kan jeg sagtens vedgå. Men lad os få et alternativ til dét så. Kom med det.
- en samtale med Skeptikeren
I går var jeg sammen med Skeptikeren. Efter at vi havde talt sammen i to timer, det vil sige at vi kun var nået til de indledende manøvrer, spurgte han:
- Er det helt naivt at spørge om det kunne være muligt at befolkningen faktisk sagde nej til alt det der?
Alt det der. Hvad er det? 'Alt det der' er hovedsaligt kommercialiseringen af både nyheder og ånd. Selv de såkaldt kritiske medier er såvidt Skeptikeren blevet til ren underholdning. Selv hvis man presser en politiker, får det ingen konsekvenser. Det der fylder medierne i dag er glemt i morgen. Det der fyldte medierne igår, kender man ikke længere noget til. Det er én af hovedankerne.
Det næste er ikke kun diskussionen om hvorvidt det nu ER sådan – for det er det jo - men hvorfor alle accepterer det? Eller hvis vi nu skal være nuanceret: Hvorfor er der ikke flere, der går imod denne tendens til at udvande de vigtige ting?
De lange diskussioner jeg har med Skeptikeren lægger sig op ad – men ikke ind i - kampen om opmærksomheden. For vi vil ikke kæmpe på mediernes præmisser for at få mediernes opmærksomhed.
Hvis mediernes præmisser er at give to minutter til en kritik af mediernes små formater, skal man overveje kraftigt om det er en dagsorden man kan gå ind på. Hvis man synes at alle seriøse budskaber bliver gøglificeret af medierne, har det ikke meget zweck at levere et seriøst budskab til dem.
Det trænger helt frem i radioavisen at de norske spillemaskiner er for kedelige og ikke har blinkende lamper nok. Det er en nyhed der prioriteres frem for noget relevant.
'Alt det der' er også instrumentaliseringen af ånden, altså den tendens at man skal bruge f.eks. de humanistiske videnskaber til at fremme økonomien. Det er økonomiseringen af alle sektorer og omvridningen af åndsarbejdet i retning af markedet. Det er Helge Sanders fra forskning til faktura. Det er den omsiggribende testning og evaluering af snart sagt alle services og produkter. Det er produkt- og varegørelsen af menneskelige relationer (Facebook og Myspace er blot to eksempler).Det er idealiseringen af økonomiske teorier, der på den måde strækker sig langt ind i eksistentielle forhold (netdating har fremmet cost-benefit-analyser af partnervalg, kultur- og mediepolitikken er i stigende grad markedsbestemt etc). Det er sagt før, dette her, af nogle, men ikke af mange.
'Alt det der' er også forbruget og al den energi der går med at forbruge. Det er opdyrkningen af et stadigt stigende arsenal af kunstige behov, hvad der er genereret af markedet, som kun kan overleve hvis dette arsenal udvider sig. Jo flere behov, desto mere afsætning. Behov stræber efter tilfredsstillelse, og denne stræben okkuperer vores opmærksomhed. Hvordan kan det f.eks. være at der er hundredevis af folk der i op til over en uge sover foran den butik der sælger I-phone? Hvordan kan det være at så mange mennnesker lokaliserer tilfredsstillelsen af eksistentielle behov i bestemte brands? Hvorfor er de sjælelige muskler så slappe at de ikke kan udholde selv den mindste fornemmelse for tomhed?
'Alt det der' er også den evolutionistiske tankegang, at vi bevæger os fremad på udviklingens linje og opad på videnskabens stige; at vi er klogere i dag end vi var i går. Det er en illusion som kommer fra en manglende historisk bevidsthed. Hvis vi vidste hvad de vidste i oldtiden, ville vi måske være lidt mere ydmyge i vurderingen af vores nutids meritter. Hvis vi vidste hvad de vidste i middelalderen, ville vi måske vurdere vores videnssamfund lidt anderledes end tilfældet er.
Videnseksplosionen har lagt megen viden i ruiner. Vi overskylles af informationer, men har glemt at tænke. Nogle kan tænke, men de bliver set endnu mere ned på end tidligere tiders profeter. Mener Skeptikeren.
Den evolutionistiske tankegang er et resultat af modernismen, et ord som med rette får nogle til at løsne hanen på deres pistol. Men lad – med løs hane – bruge dette ord, for det er et levn fra en modernisme som f.eks. positivismen, der med stor arrogance prøvede at feje enhver form for metafysik ud af erkendelsens område ved at henvise den til et overstået stadie i menneskehedens udvikling. At kritisere modernismen kan ikke kun ske med en løsnet pistolhane, men også med en løs hånd – fordi man meget let kan komme til at skyde sig selv. Eller rettere: den udbredte enten-eller tankegang kan hurtig få skudt ens egne meninger et helt andet sted hen end hvor vi selv ville placere dem – og hvem er det nu der bedst ved hvad man mener?
Hvis man f.eks. kritiserer modernismen, tager man ikke fundamentalisterne i forsvar. Hvis man kritiserer Darwin, forsvarer man ikke automatisk intelligent design. For at kritisere evolutionismen behøver man ikke at være reaktionær. (- Et andet aspekt af 'alt det der': den polariserede debatkultur, der med enten-eller-præmisser går fejl af de fleste saglige og afbalancerede synspunkter og analyser).
'Alt det der' er også computeren.
Men da måtte jeg sige Skeptikeren imod:
Computeren er et redskab som vi må bruge til at fremme de ting vi holder af og til at gå udenom de mekanismer, som undertrykker os. For det kan computeren. Ransagningen af Pirate Bays servere i 2006 og den efterfølgende totale decentralisering af alt deres materiale er et eksempel – lad min understrege: et eksempel – på hvordan man via den nye teknologis muligheder for en total decentralisering kan undgå de hidtidige forsøg på centraladministrativ indgriben i hvad nogle mener er en menneskerettighedsbestemt borgerret. Det er sikkert ikke politisk umuligt, men under alle omstændigheder teknisk og administrativt umuligt at lukke Pirate Bay, medmindre man lukker alle servere i verden.
Skeptikeren tegnede et billede af det moderne samfunds absolutte afhængighed af elektricitet, som er et billede på det skrøbelige fundament som vores demokrati hviler på. For – i teorien i hvert fald – kan man sagtens forestille sig at magthaverne ville kunne kontrollere borgerne via kontakten i væggen. Vores kommunikation er mere overvåget end nogensinde (den svenske FRA-lov fra 18.juni 2008 er det mest ekstreme tilfælde), men skridtet længere ude er at den elektricitet som er forudsætningen for denne kommunikation bliver politisk kontroleret. I horisonten på denne tankegang ser man spejlbilleder af sorte skjorter, skrå bånd og ditto arme; spejlbilleder der i udseende slet ikke ligner, men som spiller på samme harpe.
Er det helt naivt at forestille sig at befolkningen siger nej til 'alt det der'. At folket faktisk kan oplyses. At folket faktisk består af tænkende individder. Alt man faktisk formår at skelne mellem de reelle og kunstige behov. At man ved hvornår man er underholdt og hvornår man er (u)oplyst. At man (er)kender sin søvngængertilstand og sin uvidenhed – det må det første skridt til at blive mere vågen og mere oplyst.
Så siger nogle at det er da en værre omgang kulturradikal knækbrødssuppe. Lad gå – og ja, det kan jeg sagtens vedgå. Men lad os få et alternativ til dét så. Kom med det.
tirsdag, juni 10, 2008
Hvor er den borgerlige offentlighed?
Historien om Lars Løkkes regnskabssjusk, hvor nul-tolerance-manden fik smagt sin egen medicin og fik udstillet sin uhæderlighed og utroværdighed på milimeterpapir, har åbenbart ikke influeret synderligt på vælgertilslutningen. Det er bemærkelsesværdigt.
Når regeringen før valget lovede bedre vilkår for børn i asylcentrene og for åbent tæppe svigtede dette løfte, har det åbenbart heller ikke større indflydelse på populariteten.
Og når de gik i krig uden FN-mandat, og når Anders Fogh Rasmussen uden at ryste på hånden afviste en journalist - var det 6-700 gange (?), kan man spørge om hvad den borgerlige offentlighed overhovedet er i dag?
Hvis de europæiske befolkninger ønsker mere demokrati, mere europæisk indflydelse på den globale sikkerhed og mindre amerikansk indflydelse, stemmer de direkte imod egne interesser, når de forkaster Forfatnings- og Lissabon-traktaterne.
Det er eksempler på at den borgerlige offentlighed er, hvis ikke helt fraværende, så i hvert fald uendelig svag. Det har ikke nogen betydning hvad aviserne skriver og hvad TV'et bringer. Selv om TV er så stærkt et medie, at det på ti sekunder kan afgøre enkeltskæbner, hvis de bringer noget negativt eller positivt om personer eller firmaer. Jeg kender personligt flere der efter ti og femten år har kæmpet for at lave en god forretning med kvalitetsprodukter. Efter to minutter på TV vender røven-i-vandskorpen-situationen til optur og overskud.
Medierne har enorm indflydelse, fjernsynet allermest, men hvordan kan det så være at kritik dels har så ringe kår i det samlede mediebillede, dels har så ringe indflydelse på de såkaldte magthavere. Politikerne kan i realiteten gøre hvad de har lyst til, samtidig med at vi lever i et såkaldt videnssamfund, hvor det generelle informationsniveau er højere end nogensinde. Og kommunikationsniveauet ligeså, hvilket skulle være en effektiv demokratisk kraft og mulighed for at holde politikerne i tømme. Det lykkes ikke. Og har måske aldrig rigtig lykkes, hvad der ikke gør problemet mindre.
Hvis vi siger at der ikke er nogen borgerlig offentlighed og at det er ens egen pengepung, labile humør, permanente angst og dunkle fornemmelser, der sætter krydset ud fra den mand, der ser godt ud, har karisma eller bare har en stærk udstråling, eller den kvinde, der netop er - kvinde, ser godt ud og har en pæn familie, som hun så flot kan passe samtidig med at hun er folketingskvinde, er det vel til grin i det hele taget at deltage i den borgerlige offentlighed. Altså den offentlighed der ikke lever op til sin funktion som talerør for folket, indflydelsesrig kritisk stemme og befolkningens kontrol med magthaverne. Så er vi jo gøglere, når vi skriver læserbreve, kronikker og går til demonstrationer. Og hvis modstand kun er benzin på modstandernes motor, er det vel mere effektivt at vende ryggen til. Men så er samtalen jo brudt sammen. Så er det slet ikke sådan vi skal handle politisk. For det skal vi vel.
Eller skal vi bare - som den slovenske filosof Zizek siger i sin nye bog - trække os tilbage og melde os ud:
"Truslen i dag er ikke passivitet, men pseudo-aktivitet, trangen til at 'være aktiv', at 'deltage', at maskere at der ingenting sker. Folk griber hele tiden ind, 'gør noget'; akademikere deltager i meningsløse debatter, og så videre. Det virkelig vanskelige er at træde tilbage, at trække sig." (Jeg har citatet fra Lillian Munk Rösings anmeldelse i Information d. 10.4.2008).
Paul Auster siger at ”... situationen i USA er kommet til et punkt, hvor det næsten er umuligt for mig ikke at forholde mig til det, når jeg skriver. Udover at gå ind i politik er der ikke andet, vi kan gøre end at skrive. (...) ... jeg gør, hvad jeg kan, men det er ikke forfatterens ansvar at være politisk aktiv. Det er min pligt som medborger” (interview i Information 10.6.2008).
Paul Auster har stadig et begreb om den borgerlige offentlighed, men det gælder også om at bevare tilliden til den. Hvis man helt mister håbet til at man kan påvirke noget som helst igennem argumentation og saglig debat, må man vel ty til udenomsparlamentariske metoder. I demokratiets navn. Det er logik - ikke moral.
Historien om Lars Løkkes regnskabssjusk, hvor nul-tolerance-manden fik smagt sin egen medicin og fik udstillet sin uhæderlighed og utroværdighed på milimeterpapir, har åbenbart ikke influeret synderligt på vælgertilslutningen. Det er bemærkelsesværdigt.
Når regeringen før valget lovede bedre vilkår for børn i asylcentrene og for åbent tæppe svigtede dette løfte, har det åbenbart heller ikke større indflydelse på populariteten.
Og når de gik i krig uden FN-mandat, og når Anders Fogh Rasmussen uden at ryste på hånden afviste en journalist - var det 6-700 gange (?), kan man spørge om hvad den borgerlige offentlighed overhovedet er i dag?
Hvis de europæiske befolkninger ønsker mere demokrati, mere europæisk indflydelse på den globale sikkerhed og mindre amerikansk indflydelse, stemmer de direkte imod egne interesser, når de forkaster Forfatnings- og Lissabon-traktaterne.
Det er eksempler på at den borgerlige offentlighed er, hvis ikke helt fraværende, så i hvert fald uendelig svag. Det har ikke nogen betydning hvad aviserne skriver og hvad TV'et bringer. Selv om TV er så stærkt et medie, at det på ti sekunder kan afgøre enkeltskæbner, hvis de bringer noget negativt eller positivt om personer eller firmaer. Jeg kender personligt flere der efter ti og femten år har kæmpet for at lave en god forretning med kvalitetsprodukter. Efter to minutter på TV vender røven-i-vandskorpen-situationen til optur og overskud.
Medierne har enorm indflydelse, fjernsynet allermest, men hvordan kan det så være at kritik dels har så ringe kår i det samlede mediebillede, dels har så ringe indflydelse på de såkaldte magthavere. Politikerne kan i realiteten gøre hvad de har lyst til, samtidig med at vi lever i et såkaldt videnssamfund, hvor det generelle informationsniveau er højere end nogensinde. Og kommunikationsniveauet ligeså, hvilket skulle være en effektiv demokratisk kraft og mulighed for at holde politikerne i tømme. Det lykkes ikke. Og har måske aldrig rigtig lykkes, hvad der ikke gør problemet mindre.
Hvis vi siger at der ikke er nogen borgerlig offentlighed og at det er ens egen pengepung, labile humør, permanente angst og dunkle fornemmelser, der sætter krydset ud fra den mand, der ser godt ud, har karisma eller bare har en stærk udstråling, eller den kvinde, der netop er - kvinde, ser godt ud og har en pæn familie, som hun så flot kan passe samtidig med at hun er folketingskvinde, er det vel til grin i det hele taget at deltage i den borgerlige offentlighed. Altså den offentlighed der ikke lever op til sin funktion som talerør for folket, indflydelsesrig kritisk stemme og befolkningens kontrol med magthaverne. Så er vi jo gøglere, når vi skriver læserbreve, kronikker og går til demonstrationer. Og hvis modstand kun er benzin på modstandernes motor, er det vel mere effektivt at vende ryggen til. Men så er samtalen jo brudt sammen. Så er det slet ikke sådan vi skal handle politisk. For det skal vi vel.
Eller skal vi bare - som den slovenske filosof Zizek siger i sin nye bog - trække os tilbage og melde os ud:
"Truslen i dag er ikke passivitet, men pseudo-aktivitet, trangen til at 'være aktiv', at 'deltage', at maskere at der ingenting sker. Folk griber hele tiden ind, 'gør noget'; akademikere deltager i meningsløse debatter, og så videre. Det virkelig vanskelige er at træde tilbage, at trække sig." (Jeg har citatet fra Lillian Munk Rösings anmeldelse i Information d. 10.4.2008).
Paul Auster siger at ”... situationen i USA er kommet til et punkt, hvor det næsten er umuligt for mig ikke at forholde mig til det, når jeg skriver. Udover at gå ind i politik er der ikke andet, vi kan gøre end at skrive. (...) ... jeg gør, hvad jeg kan, men det er ikke forfatterens ansvar at være politisk aktiv. Det er min pligt som medborger” (interview i Information 10.6.2008).
Paul Auster har stadig et begreb om den borgerlige offentlighed, men det gælder også om at bevare tilliden til den. Hvis man helt mister håbet til at man kan påvirke noget som helst igennem argumentation og saglig debat, må man vel ty til udenomsparlamentariske metoder. I demokratiets navn. Det er logik - ikke moral.
mandag, juni 02, 2008
En tur i retten
Specifikt for at samle stof til et kursus om 'skyld', men generelt for at lære noget om det danske retssystem havde jeg den fornøjelse at blive guidet rundt i en af landets nu 24 byretter. Af en dommer. Ved at se et retssal er man næsten endnu tættere på en vital nerve i det danske samfund end hvis man overhører en Folketingshøring.
Umiddelbart - og det kunne sikkert være anderledes med en anden person - var det sympatisk at opleve den værdighed og repræsentative måde hvorpå vi blev vist rundt. Med dette mener jeg at der rent faktisk var noget af den aura i hendes skikkelse, som uungåeligt befinder sig omkring og udgår fra lovene; - fra Loven, som man af samme årsag skriver med stort. Ikke kun fordi det nu var hendes arbejdsplads, men fordi vi her har at gøre med ædle principper. For selv om der selvfølgelig også er tale om magtudøvelse, og at man står i en institution, der har udmålt urimelige straffe og kendt uskyldige skyldige, står man samtidig midt i et system, uden hvilket det er svært at forestille sig at et samfund kan hænge sammen - det er den pragmatiske indgang -, og som eksekverer nogle forordninger, der gerne skulle være forankret i dén metafysiske virkelighed, der hedder retfærdighed. Det er den filosofiske indgang.
Hun var meget bevidst om hvordan arkitekturen virker - eller i hvert fald gerne skulle virke. Og som sådan repræsentativ for andre dommere. Der er skrevet tykke rapporter om domstolenes arkitektur, som hun sagde. Ved den seneste domstolsreform - i forbindelse med kommunalreformen - er de 82 tidligere retskredse skrumpet ind til 24, hvor Glostrup retsskreds er landets næststørste med 14 dommere, og denne omlægning har selvfølgelig medført en masse nybyggerier. Det skulle være interessant at følge disse byggerier, fordi de helt kontant giver en fortolkning af vores forhold til lov, ret og domfældelse.
Glostrup ret ligger i den gamle amtsgård. Man går igennem en drejedør og ser nogle receptionister i et glasbur. Sten på gulvet og store vinduer. Det ligner fuldstændigt et kommunekontor. Denne arkitektur skal både udstråle værdighed og genneskuelighed. Man bliver mødt af retten i øjenhøjde. Man skal hverken bukke eller knejse nakken for at få øjenkontakt med det høje personale.
Arkitekturen udstråler mere troværdighed end værdighed, der er check på sagerne, men ingen håndtag i øjenhøjde, man skal hænge sig i for at åbne dørene til Lovens borg. Domhuset i København hælder jo mere til en magtdemonstrativ end en værdig arkitektur. I hvert fald når man ser det udefra.
Det er gennemført øjenhøjde-arkitektur. Kun et sted er der en minimal markering, nemlig ved podiet. Dommerne er hævet en fem-otte centimeter op over det gulv, hvor anklager og tiltalte sidder. Betydningen bliver ikke mindre, des mindre markeringen er. Tværtimod. Der er ingen tvivl om hvem der har magten, og sådan må det være.
Her bringer jeg derfor - hvis jeg selv må have lov at sige det - et fotografisk set yderst vellykket og underholdende billede herunder, der netop illustrerer denne minimale markering:
Det er denne balance, det gælder om at finde: på den ene side en ikke alt for almindelig udformning, fordi den derfor ikke danner den nødvendige alvorlige ramme omkring retten og retssystemet, men på den anden side heller ikke så ”værdig” at man føler sig dømt inden man træder ind i retssalen.
Det var ikke kun alt det interessante vi fik at vide, de helt grundlæggende forordninger og praksis omkring domsmænd og nævningeting (domsmændene kan underkende den juridiske dommer, men det kommer til at stå i dommen som en klar hentydning til at anke sagen), ankeinstanser og -regler (man kan aldrig anke et skyldsspørgsmål til højsteret, der kun tager sig af strafudmåling), de forskellige formildende og skærpende omstændigheder (f.eks. at en tidligere dom af en helt anden karakter kan ikke lægges den anklagede til last), den principielle sondring mellem skyldskendelse og strafudmåling, den neutrale men så alligevel entydige arkitektur, og alle mulige andre helt ting, man burde vide, - det var ikke kun vidensformidlingen, det var lige så meget den stemning af både troværdighed og værdighed, som stedet og dommeren selv kunne skabe, der gjorde indtryk.
Når man til daglig beskæftiger sig med ting, der har systemkritiske vinkler, er det derfor slående at opleve den dømmende magt så troværdig, når man til daglig er fyldt op med skepsis og - beklageligvis grænsende til - ringeagt overfor den lovgivende.
Det har blandt andet at gøre med forholdet til pressen. Dommerstanden er diskret og tilbagetrukken og uanset om man er enig med dem eller ej, synes jeg ikke at man kan fratage dem viljen til at være saglige og så lidt tendentiøse som mulige, både i offentligheden og i deres arbejde. Men man trådte også ind i en institution, der ikke er invaderet af marked, spin, nyttetænkning og nysprog, (selv om domstolene også har listet deres mål og værdier på deres hjemmeside!).
Specifikt for at samle stof til et kursus om 'skyld', men generelt for at lære noget om det danske retssystem havde jeg den fornøjelse at blive guidet rundt i en af landets nu 24 byretter. Af en dommer. Ved at se et retssal er man næsten endnu tættere på en vital nerve i det danske samfund end hvis man overhører en Folketingshøring.
Umiddelbart - og det kunne sikkert være anderledes med en anden person - var det sympatisk at opleve den værdighed og repræsentative måde hvorpå vi blev vist rundt. Med dette mener jeg at der rent faktisk var noget af den aura i hendes skikkelse, som uungåeligt befinder sig omkring og udgår fra lovene; - fra Loven, som man af samme årsag skriver med stort. Ikke kun fordi det nu var hendes arbejdsplads, men fordi vi her har at gøre med ædle principper. For selv om der selvfølgelig også er tale om magtudøvelse, og at man står i en institution, der har udmålt urimelige straffe og kendt uskyldige skyldige, står man samtidig midt i et system, uden hvilket det er svært at forestille sig at et samfund kan hænge sammen - det er den pragmatiske indgang -, og som eksekverer nogle forordninger, der gerne skulle være forankret i dén metafysiske virkelighed, der hedder retfærdighed. Det er den filosofiske indgang.
Hun var meget bevidst om hvordan arkitekturen virker - eller i hvert fald gerne skulle virke. Og som sådan repræsentativ for andre dommere. Der er skrevet tykke rapporter om domstolenes arkitektur, som hun sagde. Ved den seneste domstolsreform - i forbindelse med kommunalreformen - er de 82 tidligere retskredse skrumpet ind til 24, hvor Glostrup retsskreds er landets næststørste med 14 dommere, og denne omlægning har selvfølgelig medført en masse nybyggerier. Det skulle være interessant at følge disse byggerier, fordi de helt kontant giver en fortolkning af vores forhold til lov, ret og domfældelse.
Glostrup ret ligger i den gamle amtsgård. Man går igennem en drejedør og ser nogle receptionister i et glasbur. Sten på gulvet og store vinduer. Det ligner fuldstændigt et kommunekontor. Denne arkitektur skal både udstråle værdighed og genneskuelighed. Man bliver mødt af retten i øjenhøjde. Man skal hverken bukke eller knejse nakken for at få øjenkontakt med det høje personale.
Arkitekturen udstråler mere troværdighed end værdighed, der er check på sagerne, men ingen håndtag i øjenhøjde, man skal hænge sig i for at åbne dørene til Lovens borg. Domhuset i København hælder jo mere til en magtdemonstrativ end en værdig arkitektur. I hvert fald når man ser det udefra.
Det er gennemført øjenhøjde-arkitektur. Kun et sted er der en minimal markering, nemlig ved podiet. Dommerne er hævet en fem-otte centimeter op over det gulv, hvor anklager og tiltalte sidder. Betydningen bliver ikke mindre, des mindre markeringen er. Tværtimod. Der er ingen tvivl om hvem der har magten, og sådan må det være.
Her bringer jeg derfor - hvis jeg selv må have lov at sige det - et fotografisk set yderst vellykket og underholdende billede herunder, der netop illustrerer denne minimale markering:
Det er denne balance, det gælder om at finde: på den ene side en ikke alt for almindelig udformning, fordi den derfor ikke danner den nødvendige alvorlige ramme omkring retten og retssystemet, men på den anden side heller ikke så ”værdig” at man føler sig dømt inden man træder ind i retssalen.
Det var ikke kun alt det interessante vi fik at vide, de helt grundlæggende forordninger og praksis omkring domsmænd og nævningeting (domsmændene kan underkende den juridiske dommer, men det kommer til at stå i dommen som en klar hentydning til at anke sagen), ankeinstanser og -regler (man kan aldrig anke et skyldsspørgsmål til højsteret, der kun tager sig af strafudmåling), de forskellige formildende og skærpende omstændigheder (f.eks. at en tidligere dom af en helt anden karakter kan ikke lægges den anklagede til last), den principielle sondring mellem skyldskendelse og strafudmåling, den neutrale men så alligevel entydige arkitektur, og alle mulige andre helt ting, man burde vide, - det var ikke kun vidensformidlingen, det var lige så meget den stemning af både troværdighed og værdighed, som stedet og dommeren selv kunne skabe, der gjorde indtryk.
Når man til daglig beskæftiger sig med ting, der har systemkritiske vinkler, er det derfor slående at opleve den dømmende magt så troværdig, når man til daglig er fyldt op med skepsis og - beklageligvis grænsende til - ringeagt overfor den lovgivende.
Det har blandt andet at gøre med forholdet til pressen. Dommerstanden er diskret og tilbagetrukken og uanset om man er enig med dem eller ej, synes jeg ikke at man kan fratage dem viljen til at være saglige og så lidt tendentiøse som mulige, både i offentligheden og i deres arbejde. Men man trådte også ind i en institution, der ikke er invaderet af marked, spin, nyttetænkning og nysprog, (selv om domstolene også har listet deres mål og værdier på deres hjemmeside!).
Abonner på:
Opslag (Atom)