Tre former for sprogløshed

Om ligheder mellem fascisme og antifascisme

Der er et frigørelsesprojekt der "først og fremmest [er] individuelt, men det får selvfølgelig først politiske følger, når det optræder i en solidarisk, fælles sammenhæng. Frigørelsen kan kun realiseres ved en nøjere analyse af forholdet mellem tanke og handling. Dette forhold må være dialektisk: Når man erkender forholdene, kan man forandre dem. Men det omvendte gælder også: Ved at forandre samfundet gennem handling, forstår man det først ret" (107).

Der er studenter, "der gør krav på at forene retten til at demonstrere, og altså handle, med viljen til at reflektere politisk og dermed ophæve den påbudte politiske konsensus og bane vejen for 'alles herredømmefri dialog med alle andre'" (107).

Kun ved at være opmærksom på sammenhængen mellem gerning og erkendelse kan man adskillelsen mellem person og sag overvindes. Hende der siger disse ting havde nemlig store problemer med tale uden handling. "Tale uden handling er uretfærdigt" (118), siger hun.

Det er Gudrun Ensslin der taler - på baggrund af en bog som Peter Brückner skrev: Die Transformation der Demokratie (1968), der også indeholder en politisk psykologi. Det er oplysninger jeg har fra Peter Wivels bog om Baader Meinhof - 30 år med tysk terror (2008).

Det er påfaldende så mange ligheder der er mellem fascismen og antifascismen. Rote Armee Fraktion udviklede sig efterhånden til at blive en stærk autoritær organisation, der ikke skyede nogen midler i kampen mod fjenden, den indre såvel som den ydre: At dræbe de ydre fjender korporligt og de indre fjender sjæleligt ved ikke at tillade kritik, refleksion eller følelser. Peter Schneider, der udgav sin brevveksling med RAF-medlemmet Peter Jürgen Boock i 1985, taler om den sprogløshed, der herskede i RAF-miljøet: "Hvis et individ engang har accepteret den ideologiske enighed i gruppen, så mister han med forfærdende hast evnen til selvstændig tale- og tankevirksomhed og til sidst evnen til selv at opfatte tingene" (247).

Denne sprogløshed har mindst tre synapser den er forbundet med: postnazismens tavshed, den talende tavshed og den almindelige tavshed.

1. Den postnazistiske sprogløshed
Karl-Heinz Dellwo fortæller at han var vokset op i en harmonisk familie, der fornægtede og fortrængte alle erindringer fra før 1945. Som barn mærker man spændingen mellem et problem, der automatisk arbejder på at komme op til overfladen, og de kræfter der prøver at holde det nede. Birgit Hogefeld har en lignede beskrivelse: "Som børn kendte vi til begge dele, til arbejdslejren, til gassen og ovnene, hvori ligene blev brændt. Men der blev aldrig talt med os om det, vi kendte kun til det fra brokker af de voksnes samtaler, som vi opsnappede i ubevogtede øjeblikke. Hvis de voksne bemærkede, at der var børn til stede, blev den slags samtaler, der altid førtes hviskende, afbrudt med det samme" (244).

Terroristerne står i hele deres håbløse kamp overfor et forhæng som gemmer på uhyrlige optrin, som de ikke kan viden om. De kæmper med næb og klør og kalashnikov'er for at få dette forhæng flået til side så alle kan se hvad der gemmer sig bag det. Bag demokratiets forhæng gemmer der sig en kapitalistisk og imperialistisk undertrykkelsesmaskine. Bag pluralismens forhæng gemmer der sig et totalitært konsensussystem. Bag forfatningens forhæng gemmer der sig et forfatningsdiktatur. Bag arbejderklassens bevidstløse konsum og købeliderlighed gemmer der sig et virkeligt behov for at gøre op med de undertrykkende markedsmekanismer.

De ville kaste bomber ind i arbejderklassens søvngængertilværelse og kom til at vække en antipati, der måske gjorde den endnu mere søvnig og fremmed for sig selv. Selv hvis Ulrikke Meinhof havde ret i sine samfundsanalyser, fik hun cementeret arbejderklassens fortræning og bragt den pejling ud af kurs som ellers skulle finde vej ud af den frivillige selvundertrykkelse.

Det er et tilbagevendende problem for enhver intellektuel og indsigtsfuld person at de grupper på hvis vegne man taler ikke vil lytte. Som f.eks. - i en lidt anden boldgade - hvis den danske borger af Nationalbanken, OECD, Europakommissionen samt de danske økonomiske vismænd får at vide at regeringens konvergensprogram ikke hænger sammen, men ikke lader sig røre af det og stadig mener at de borgerlige er de bedste til at styre økonomien, så er der en kommunikationsbrist mellem fagmanden og borgeren. Forskellene mellem RAF og denne danske parallel er selvfølgelig mange: ligheden er at den almindelige borger ikke altid vil det bedste for sig selv. Af både gode og dårlige grunde.

2. Den talende tavshed
Det skyldes blandt andet også sprogløshed. Alle de ord som Ulrikke Meinhof og andre RAF-tilhængere bragte på papir og slyngede ud i æteren har også dækket over et sort hul som ingen kunne oplyse. Det er i dette sorte, tavse sprogløse hul at den almindelige tyske borger og Ulrikke Meinhof sidder skulder ved skulder som brødre og søstre.
  På den ene side kredser Meinhof om et sort hul i bevidstheden, der ikke engang kan beskrives med spørgsmålet 'Hvordan kunne det ske?', samtidig med at hun bevæger sig længere og længere væk fra det. Det vil sige efterlader sine omgivelser med flere spørgsmål end svar, med større smerte end hun har lindret og med mindre erkendelse end hun startede med.
  På den anden side hjemsøges den almindelige tyske borger af det kompleks som han ikke tør at bore næsen ind i. Det er på engang for smertefuldt afskyvækkende og for utilladeligt attraktivt. Derfor sad han også og mærkede en stille og hemmelig fryd foran skærmen.

3. Den almindelige tavshed 
Ingen kan sige sig fri for voldens fascination. Det vidner både Hollywood og bogmarkedet om. Se bøgerne om Blekingegadebanden. Her er der mange gode danske borgere der har tjent formuer på dødelig kriminalitet, og mange hundrede tusinde læsere og seere er blevet godt og gysende underholdt.

Den tyske - og europæiske - borger kunne ikke sige sig fri for en uhyggelig nydelse midt i al den rimelige fordømmelse af de nederdrægtige forbrydelser der foregik fra slutningen af tredserne til 27. juni 1993, hvor det sidste dræbende skud i Rote Armee Fraktions blodige historie faldt, eller 1992, hvor RAF deklarerede at de ikke længere ville begå politiske mord.

Dengang som nu har terroren udkæmpet sig i medierne. Det ligger i terrorens væsen der sigter mod en omstyrtelse af samfundet. Der findes ingen radikal ændring af samfundet udenom medierne. Hvad der vel allerede fra starten er et halvt nederlag eftersom medierne er en del af det - kapitalistiske - system man vil ændre på. Baader Meinhofs forhold til medievirkeligheden eller skuespilsamfundet bliver ikke behandlet hos Peter Wivel, men er en vigtig del af det paradoksale og selvmodsigende, men også uomgængelige og fastlåste metode som terroristerne benytter sig af. Hammeren og seglet i Baader Meinhofs røde fane er i virkeligheden TV'et og avisen, hvis kapitalistiske styring og impuls forstærker udbredelsen af Rote Armees budskaber. Sådan som alle medier indgår en uhellig alliance med terroristerne ved i oplysningens navn at fotografere og beskrive mordene for borgerne med den virkning som også i terroristernes interesse.

Det er ikke Peter Wivels udlægning, men en lignende analyse findes både hos en RAF-terrorist som Hans-Joachim Klein og en filosof som Baudrillard, som Peter Wivel fortæller om. Da den tyske statsadvokat Siegried Buback sammen med sin chaufør og kollega brutalt bliver myrdet i sin Mercedes d.7. april 1977 siger Klein, der på tidspunkt lever under jorden, at dette mord ikke vil ramme dem, der har ombragt Buback, men dem, der ikke har gjort det og heller ikke vil have noget med det at gøre. Venstrefløjen svarer igen med en tekst der sigter mod medierne. Er medierne ikke lige så meget en del af problemet som af løsningen. Denne debat kører i flere år - desværre vier Peter Wivel ikke megen plads til den - men citerer Baudrillard, der efter angrebet på World Trade Center siger: "... det var dem, der gjorde det, men vi har villet det" (200).

Men det er selvfølgelig ikke et ønske der er eksplicit formuleret eftersom det er moralsk forkasteligt. Det er med andre ord et sprogløst ønske at se forbrydelser. Det ligger i det mediemæssige underholdnings- og nyhedssystem som demokratiets frie marked - nødvendigvis? - har opbygget.

Det er tankevækkende og et spørgsmål om i hvor høj grad blikket selv fremalder de forbrydelser, som moralen forarges over at se?

- - - - -

Peter Wivel: Baader Meinhof. 30 år med tysk terror. Politikens Forlag, 2007.

Om handling og arbejde - og fluen i flasken

Når man vågner om morgenen, har man en impuls til at gå i gang med noget. Nogle gange begynder man på dagens opgaver før man har fået tøj på. Andre gange før man har fået morgenmad. Pligterne og gøremålene står i kø for at blive gjort, og fluebenene står og tripper for at blive sat. Man må gøre det mens man husker det. Have rent bord. Man må gøre noget.

Min arbejdskammerat og ven sagde for lang tid siden: Det gælder om at holde denne morgenimpuls tilbage. Handlingerne må komme når de skal. Det er hovedet der dirigerer en krop, som ikke har noget at skulle have sagt. Men det er kun fornuftigt at lade sin dovne og tunge krop diktere hastigheden i dagens gøremål. At lade den komme langsomt i gang. Det er i sidste ende meget mere effektivt. Hellere stå tidligere op og starte langsomt end at snue og pludselig have travlt. Dette har altid forekommet dumt. En dårlig byttehandel.

Enhver har en impuls til at handle. Selv syndefaldsberetningen handler om det - men tvetydigt. Det er en handling at spise af kundskabens træ - langt mere en handling end at spise af livets træ. Dyr handler ikke, som wikipediaartiklen om handling skriver, de gør bare hvad deres instinkter dikterer. At spise af kundskabens træ er måske den ypperste handling. Men arbejde? Det bliver ikke rigtigt betragtet som arbejde, at spise af kundskabens træ. Det gør imidlertid den virksomhed, der foregår udenfor paradiset. Og det er vel nok også en defintion af arbejde. Hvis vi holder os til 1. Mosebog. Arbejdet er noget man gør i sit ansigts sved. Handling er noget man gør fordi man ikke kan lade være.

Slavoj Zizek siger til sidst i sin bog om vold at det største problem i dag ikke er passivitet, men pseudoaktivitet: "... the urge to be 'active', to 'participate', to mask the nothingness of what goes on" (Violence, Prophile Books LTD, 2008, s. 183). Mennesker intervenerer hele tiden. De gør hele tiden noget. Akademikere deltager i meningsløse debatter.
  Villy Søvndal opfordrede også på et tidspunkt så mange som muligt til at skrive læserbreve. Er det handling? Rykker det?
  "The truly difficult thing is to step back, to withdraw. Those in power often prefer even a 'critical' participation, a dialogue, to silence - just to engage us in 'dialogue', to make sure our ominous passivity is broken" (ibid. s. 183).

I Haruki Murakamis Trækopfuglens krønike skriver hovedpersonens svoger, der er blevet berømt politiker at det japanske folk må udnytte kommunismens sammenbrud, men at de må vide hvorhen de går. Svigeren "... vil have, at vi overvejer, hvilket ideologisk grundlag vi i Japan har tilvejebragt efter 2. verdenskrig, så vi kan sikre den størst mulige effektivitet". Og han fortsætter: "Men effektivitet dur kun, hvis man ved, hvor man vil hen. Hvis man mister målet af syne, forvandles effektiviteten på et øjeblik til magtesløshed. Det er som at forlise midt ude på havet sammen med et hold af de allerstærkeste og dygtigste roere uden at vide, hvilken retning man skal sejle i. Det er håbløst." (s. 512).

Nogle kriterier for nyttige handlinger

Med andre
  Mange handlinger summer som tusinde fluer i flasken. Nej, faktisk som tusinde fluer i tusinde flasker. For er det ikke ét af kriterierne på en handling, der faktisk rykker: At den ikke er kun er til glæde for en selv? At det ikke kun er én selv der handler? At skrive en bog for sin egen skyld har ikke megen zweck. At sætte en dims i produktion for kun at tjene penge, men ikke fordi dimsen er god for andre og tjener et højere formål, er vel også et dubiøst foretagende. Selv at meditere for sin egen skyld er en summen i flasken.

Men at lave noget med andre er ikke i sig selv bevis på at en handling er nyttig.

For sin egen skyld
Paradoksalt kan det lyde, men parallelt med det unyttige i at gøre noget kun for sin egen skyld, hører det til det nyttige at gøre noget for dets egen skyld. Altså arbejde for arbejdets egen skyld. Helt igennem at arbejde med noget for at opnå noget er i sig selv fremmedgørende. Det er forskellen på handlingen i paradiset og arbejdet udenfor.

Det er en stor teologisk diskussion om hvor meget mennesket bringer med sig ud af paradiset, men vi kan vel godt konstatere at Claus Hjort Frederiksen og den nuværende regering ikke mener at vi bringer særligt meget med os fra paradiset.  Sådan som deres arbejdsbegreb er. Her levnes der ikke megen plads til lysten til arbejde - ja, for slet ikke at nævne: lysten til at indgå i de omgivelser man nu engang er placeret i. Regeringens politik og den deraf temmeligt udbredte holdning - at arbejdet gør man af sur pligt og arbejdet er noget man helst vil være foruden, men det er nu engang nødvendigt, så derfor må vi tvinge dem, der ikke har eller gør arbejde, til at arbejde, og de der kommer til landet skal også bevise at de indgår i det danske foreningsliv, om det er af lyst eller af pligt er lige meget, - denne holdning har ikke nogen ophøjede tanker om arbejdet for arbejdets egen skyld.

Hvis det er et kriterie for nyttig handling, og hvis det er rigtigt at ovennævnte holdning er dominerende, bliver denne nyttige handling nødvendigvis oppositionel.

Negativt defineret
Mange handlinger er modhandlinger. Oprør, modstand, kritik, vold, nedrivning og destruktion.Zizek har en sjov bemærkning om at Kinas kulturrevolution, der endegyldigt skulle gøre Kina fri af fortiden, var den egentlige forberedelse til den hektisk dynamiske kapitalisme, som vi ser i dag: "There is a kind of poetical justice in the fact that the final result af Mao's Cultural Revolution is the current unmatched explosion of capitalist dynamics in China" (ibid. s. 176).

Det man radikalt gør oprør mod, rammer én som en boomerang.
  Det er ikke kun sådan at en nedbrydning af det foregående skaber en negativ afhængighed, men en sådan handling skaber noget nær det modsatte af hvad den oprindeligt har villet. Dét er midtens problem - og dét er midten løsningen på.

I balance
En nyttig handling, en handling, der ikke kredser om sig selv, der ikke er sin egen handlingsimpuls' vold, kræver også at udgå fra et balanceret sind. Enhver ekstrem position kommer til at kæmpe mod sine egne skygger - og det er nemlig kun skygger fordi den ekstreme position er afhængig af en modpol for at kunne definere sig selv. Zizek trækker Taxi Driver frem. Den berømte scene hvor Travis Bickle (Robert de Niro) står foran spejlet og siger: "You're talking to me?". Ifølge Lacan - igen ifølge Zizek - er aggressionen i 'spejl-stadiet' rettet mod en selv. Travis er selv en del af det snavs, som hans mål er at udrydde.

Den frigørende handling må have rod i én selv og må være til nytte for andre. Og - var jeg lige ved at sige: '...for én selv'. Men nej. Den adskillelse findes ikke når der er tale om en frigørende handling. I den frigørende handling er der ikke forskel på jeg og du, dér er hver enkelt individ sig selv i et vi. Jeg'et er i vi'et - og vi'et er i jeg'et. Den handling der virker overvinder også skellet mellem én selv og de andre.

Derfor er de handlinger som Jesus gør i en vis forstand paradigmet på en nyttig handling, for her sker der to ting på engang: Det er nemlig ikke kun sådan at han hjælper andre, som derefter bliver ham tak skyldig. Denne skyld gør han på engang til intet og tusinde gange stærkere. Denne slags skyld binder en person til en anden. Det er i bund og grund ikke ham, der helbreder for han siger: "din tro har frelst dig", men han øger samtidig en skyldsbevidsthed hos den helbredte - på den måde man ser i Les Miserables, hvor Jean Valjeans egen bevidsthed om skylden ved at have stjålet en mønt fra en dreng pludselig bliver langt større end hans faktiske forbrydelse. Denne bevidsthed kommer efter han har stjålet nogle sølvlysestager, men da han bliver fanget, siger biskoppen, som han har stjålet dem fra, at det var en gave. Men, siger biskoppen, det var en gave for at Jean Valjean skulle gøre en ærlig mand af sig selv.
  Skyldbevidstheden gør ham fri - meget bastant udtrykt hos Victor Hugo ved at han også er en fri mand i samfundsmæssig betydning, hvilket ikke behøver at følges ad.

For han møder modstand på samme måde som Mysjkin hos Dostojevskij. Den nyttige handling bliver også i dag opfattet som modstand, selv om det den ikke kan kendes på at modstand. Hverken på den modstand den gør eller den modstand den vækker.

Petra Kelly - et eksempel på midtens radikalitet

Petra Kelly er påfaldende lidt kendt. Hun var en international og karismatisk skikkelse i borgerretsbevægelsen, i fredsbevægelssen, som dog fyldte godt i landskabet i halvfjerdserne, og hun var medstifter til De Grønne. Og så endte hun sine dage på en mystisk og aldrig helt opklaret måde. Peter Wivel har skrevet en interessant bog om denne skikkelse, som jeg kan anbefale for både den dramatiske og politiske.

Han siger det ikke direkte, men vi har her en politiker, der kanaliserer hvad Villy Sørensen har kaldt den radikale midte.

Villy Sørensen skriver i sin inspirerende og kongeniale bog Demokratiet og kunsten (1989) at den skabende midte ikke fornægter 'værdikernen' i ellers modsatrettede anskuelser: "Liberalisme og socialisme er som ideologier uforenelige, men deres værdikerner: individuel frihed og social retfærdighed, er det ikke" (60). Der er i denne betragtning ikke kun en opskrift på fred, men også en anvisning på hvor de virkelige kampe gerne skulle foregå. Det er en indkredsning hvad et grundlag for samfundsbygning kan være.

Det var også på det niveau Petra Kelly arbejdede, men fordi hun har navigeret den praktisk-politiske verden blev det formuleret som: At undvige at blive rost af de forkerte. Petra Kelly skulle sejle igennem anti-fascismens og anti-kommunismens smalle stræde. Hvad der et langt stykke af vejen lykkedes for hende: "... uden bistand fra mennesker som Petra Kelly var omvæltningen i efteråret 1989 måske ikke sket, eller den var kommet senere - 'i alt fald på en anden måde - måske var det også blevet et blodigere efter'" (citerer Peter Wivel Gert Poppe for at have sagt om Kelly)(179).

Petra Kelly er aktuel på flere måder. Hun holdt balancen i en polariseret tid, hun hverken omfavnede det magtspil på højeste plan, som hun ellers var så tæt på, eller støttede den voldelige terrorbekæmpelse af det. Hun holdt sin position igennem hele sit liv - i modsætning til en figur som Joshka Fisher.

Joshka Fisher er en meget mere ambivalent figur, som Peter Wivel renser for beskyldninger: "Fisher sled sig frem til grundholdninger, der i første række blev til i et opgør med den voldskultur, han selv var en aktiv del af, og i anden række til en konfrontation med undertrykkelsen af borgerrettighederne i den kommunistiske verden" (97). Han var i starten af halvfjerdserne en del af den franske spontanitetsaktivisme, "men i kernen var hans revolution en personlig omvæltning, der gav ham mod til at udtrykke sig - i sidste ende præcis det mod, det kræver at sige fra over for sine egne" (98).

Kelly oplevede ikke i samme forstand en personlig omvæltning. Hun stod fra sine helt tidlige ungdomsår fast på et borgerrettighedsgrundlag og var imod vold igennem hele sit liv.

Petra Kelly blev stærkt påvirket af Martin Luther Kings ikke-voldspolitik og bedrev hvad man kan kalde en sjælsstærk politik. Hvad et citat som dette af Martin Luther King peger på: "Den sorte mand vendte ryggen til magtanvendelse, ikke bare fordi han vidste, at han ikke kunne vinde sin frihed ved fysisk magt, men også fordi han troede på, at han ved brug af fysisk magt kunne miste sin sjæl" (66). Hun sagde i en tv-udsendelse i 1982, at borgerretsbevægelsens tillid til den ikke-voldelige vej var en større kamp end nogen valgkamp. Styrken i denne kamp kaldte Martin Luther King for 'sjælsstyrke' i modsætning til den fysiske styrke.

Den fredsbevægelse som hun mere end nogen satte præg på i Tyskland - og vel i hele Europa - har ikke samme bevågenhed i dag som dengang. Uagtet at atomtruslen er større i dag end dengang. Den er for stor til at blive omtalt. Men det er i forhold til den at grundholdningerne må dannes, og det kræver en refleksion for ikke at at rode sig ud i selvmodsigelser og katastrofer. To ting der udmærket kan hænge sammen. Hvis man er meget opsat på at handle, ligger fristelsen snublende nær til ikke at tænke for meget eftersom refleksion udskyder handlingen. Da Fischer besøgte Frankurts berømte universitet med Adorno og Habermas, hørte han også på Oskar Negt af hvem han siden skulle lære den vigtige forskel på teori og praksis: "at det ikke kan være teoriens første opgave at omsætte sig selv i gerning. Teori er et forsøg på at orientere sig. Den må, mener Negt, holde afstand til praksis, hvis den vil redde sin kritiske funktion, for slet ikke at tale om sin sandhedsværdi" (99).

Det er også noget man kunne lære af i dag. Der er mindst lige så mange grunde til at udvikle radikale ideer og handle voldsomt som dengang, men uden refleksionen mister man ikke kun sandhedsværdien, men også - som Martin Luther King siger - sig selv.

Petra Kelly er også et eksempel på at man kan være radikal uden at være ekstrem. Villy Sørensen citerer i ovennævnte bog Hermann Broch: "Mennesket står, behersket af sin dobbelte stræben efter frihed og sikkerhed, mellem to anarkier, mellem det individuelle og det institutionelle, og når det lykkes det - ganske vist kun i reglen i kort tid - at holde dem i balance, opstår et stykke rolig jordisk lykke for det: det er den psykologiske grundlov i alt politisk liv (...) Over for de to anarkistiske ekstremers radikalitet glemmer demokratiet - og det er dets svaghed - kun altfor tit at også det har en radikalitet at repræsentere, midtens radikalitet" (85).

Petra Kelly kan godt ses som en repræsentant i det praktiske politiske liv for den radikale midte som befandt sig side om side med folk som Ulrike Meinhof - og én som Karl-Heinz Delwo. Han udtalte i dokumentarfilmen Stockholm 75 (2003) af svenskeren David Aronowitsch, (som DR2 sendte mandag d. 22.2.2010) at han voksede op i et miljø hvor alt på overfladen så pænt ud, men som alle følte ikke var det. Alle spørgsmål om den umiddelbare fortid blev fortiet.

Man behøver ikke en grad i psykologi for at forstå den desperation man som ungt tænkende menneske kan mærke når ens rimelige spørgsmål ikke bliver besvaret. Så bliver man arrig at man kunne sprænge bomber. Sådan som flere gjorde. Endnu flere lod som ingenting og gjorde intet. Men endnu færre gjorde som Petra Kelly: holdt sig i midten - uden at miste sin sjælsstyrke og radikalitet.

- - - - - -

Peter Wivel: Drabet på Petra Kelly - en historie om Murens fald. Politikens Forlag 2009.
(PS. Den er dedikeret til Svend. Er det mon Svend Auken?).

Modstand og samtale

Der er åbnet en modstandsradio i Danmark. Hvis man har troet, at dansk identitet er skabt af besættelsesmagtens modstandsbevægelse, hvor megen af den danske selvopfattelse nok har hvilet sit hoved i lige lovlig lang tid, bliver man i hvert fald mindet om, at modstand er der ikke meget tilbage af i dette land.

Det prøver Den 2. Radio at råde bod på. Med klare henvisninger til modstandsbevægelsen under besættelsen.

Hvis man har troet på, at Dansk Folkeparti gør en heroisk modstand imod den muslimske fare, får man her et andet billede af, hvad modstand er. Og hvad Dansk Folkeparti er. Dette parti som identificerer sig med modstandsbevægelsen er selve besættelsesmagten. I følge De Danske Løver. Det er det fordi, det har haft held til at udbrede - med løvernes ord - "dæmoniserende generaliseringer", både i den politiske debat på Christiansborg, i medierne - med vidtrækkende konsekvenser for omgangstonen i det almindelige liv i Danmark.

Det er ikke kun den politiske opposition, der har været bovlam, det er også det civile engagement, der i de sidste små ti år har været svag. Eller rettere: engagementet har været der, men effekten har været lille. Der er ophobet en frustration i vores land, som modstandsradioen og Danmarks Løver kun tager lidt af brodden af, og måske slet ikke. Det er en frustration over at regeringen stort set uden modstand kan fremsætte forslag, som både tilsidesætter internationalt retssamarbejde, den danske grundlov og almindelig civliseret diplomati. Frustration over at regeringen har så massiv støtte i den danske befolkning til at føre denne politik, for slet ikke at tale om den politik, som skaber økonomisk ulighed, både ulighed mellem over- og underklasse, mellem gammel og ung og mellem dem der lever nu og dem der kommer efter.

Danmarks Løver brøler opad og ikke nedad. Mod magthaverne, hvis retorik de seneste år har været rettet skarpt specifikt imod gruppen af asylansøgere og 2. og 3. generationsindvandrere, og generelt imod muslimer. Dansk Folkeparti har stået for værdipolitikken, mens V og K har stået for den økonomiske politik. Det har været effektivt målt med en politikers øjne. Det har været nedbrydende for både sammenhængskraften og det politiske liv set igennem Danmarks Løvers øjne.

Modstandsradioen fortsætter i en skarp, saglig og reflekteret stil den kamp, som Danmarks Løver startede d. 23. august 2009. De siger selv eksplicit, at de ikke har i sinde at bruge den samme retorik som Dansk Folkeparti, altså at man ikke vil generalisere og dæmonisere hverken Dansk Folkeparti eller deres vælgere. Det vil sige, at Rune Engelbreth faktisk kun får nævnt DFs vælgere og ikke Dansk Folkeparti selv.

Jeg bliver altid lidt skeptisk, når man fortæller, hvad man ikke er. Skepsissen mindskes, hvis jeg kan mærke, at man ikke gør det, man siger, at man ikke gør. Mest troværdigt er det, når der ikke bliver sagt noget om det, man ikke gør. Det samme gælder for selvros.

Fornemmelse for hvor de virkelige problemer i dagens debatklima er, kan i virkeligheden være stærkest hos de mest tavse. Man bliver nemlig tavs når præmisserne for det, man kæmper for, bliver frataget én. Spørgsmålet bliver så, hvordan man kæmper for at tale på nye præmisser - især når man gerne vil tale med nogle, der ikke anerkender præmisserne. Hvorfor man så ikke længere vil tale med dem.

Det præmis der kæmpes for er: saglighed. Det vil sige at saglighed går forud for højtråberi og magtfuldenkommenhed.

Men det er slet ikke fyldestgørende. Det handler også om, at man er villig til at tale om mål. Altså utopi. Hvis ikke vi er enige om det grundlæggende, nytter det ikke noget at diskutere det overfladiske. Hvis ikke vi er nogenlunde enige om hvor vi skal hen, hvad det gode liv er, hvilke grundlæggende værdier vi kæmper for, nytter det ikke noget at skændes om knivlov, burkaer, bankpakker og CO2-kvoter. Hvorigennem man altid har en vag fornemmelse for det grundlæggende.

En af de fraværende præmisser for et ordentlig debatklima i Danmark er stadig grundlagsdebatten. I al vores diskussion om religion, klima og de fremmede, som ellers nok skulle være anledning til at tale om noget grundlæggende, undviger man med stor behændighed at tale om målet. Hvad det egentlig er vi vil. Det er også i regeringens og magthavernes interesser. En grundlagsdebat ville simpelthen være for kompromitterende.

Modstandsradioen undviger også denne diskussion. Målgruppen er det tavse flertal som i forvejen er kritiske overfor Dansk Folkeparti. Som vitterlig behøver modstand. Men præmisser for samtale er det sværere at se, at man har tilsluttet sig. Der er for få konkrete sager man kan diskutere sagligt - eller for få grundlæggende emner i oplægget som kan diskutere. På den måde lever både Modstandsradioen helt op til sit navn, fordi modstand i bund og grund ikke søger samtale. Modstanderne skal væltes. Det er krig. Præmisserne for denne krig har modstanderne selv bestemt.

To vinkler på Antichrist (- der kan anlægges mange flere)
Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. Klipper: Anders Refn. 104 min.

Første vinkel: Psykologi versus teologi.

De to virkeligheder
Bo Green Jensen afslutter sin anmeldelse med en kommentar, der går lige ind i den samtale jeg havde efter filmen: "Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder" (weekendavisen nr.21 - 20 maj 2009).

Konflikten mellem disse to virkeligheder aktualiseres allerede i det præmis at hovedrollen i en film der bærer navnet Antichrist er psykoterapeut. Filmen kan ses som en bidende sarkastisk kritik af psykoterapien. For manden kommer til at behandle sin kones dybe psykiske lidelse som om hun var patient. Men man elsker ikke sine patienter - og den man elsker er ikke ens patient.
Men hvad skal han ellers gøre? Hvis han elsker sin kone, gør han hvad der står i hans magt for at hjælpe hende. I dette dilemma ligger også risikoen for at gøre ondt.

Det er ondt at lade intellektet lede sig - men samtidig er den rene natur også ond. Dén er repræsenteret af kvinden og af dyrene i filmen. Udover at psykoterapeuten, der er domineret af sit intellekt, behandler sin elskede som patient - hvad der udløser heftige reaktioner, ja, hvis ikke ondskab i hans kone - befinder han sig også i et univers, som han tror at have udgrundet og forstået til fulde. Han gør hvad enhver ville have gjort, men samtidig viser filmen - hvis man ser det fra denne vinkel - at han netop ikke skulle gøre det, som enhver ville have gjort i hans situation. Set fra et teologisk synspunkt er det hovmod som hans hanling også er, antikristendom.

Uanset om hans analyser og metode er både sande og gode, udløser det at han overhovedet analyserer og behandler hende en aggression hos hende, der gør smerten dybere, så dyb at hun ikke kan rumme den.

Hun får i begyndelsen af filmen psykofarmaka, og det kan han ikke holde ud at se på. Man skal lære at rumme sine følelser. Så han tager sagen i egen hånd og bringer hende ud af medicinen og ind i et terapeutisk forløb. Han umyndiggør hende. Han ønsker at frigøre det naturlige i hende da han tager hende ud af hospitalet og får hende til at hælde alle sine piller ud i toilettet. Fjernelsen af medicinen hos hende er også en frigivelse af et undertrykt følelseslag hos ham selv. På den måde bruger han hende til sit eget frigørelsesprojekt - men samtidig kan man i filmen hele vejen følge hans bekymring og omsorg, sådan som han også er den der reagerer mest naturligt på deres barns død.

Men filmen handler også om hvad indsigt i psyken kan misbruges til - hvad der er større risiko for, hvis man ikke kan alternere mellem flere virkeligheder, for eksempel fra den psykologiske til den teologiske. Teologien handler jo i høj grad om præcis disse fælder.

Den tredje instans
Hvor psykologien opererer med to individder overfor hinanden, sætter teologien en tredje instans overfor hvilken individderne er lige. Den rummelighed psykoterapeuten prøver at skabe i sin kones sind - hvad han gør enten fra et dæmonisk neutralt eller et lige så dæmonisk følelsesundertrykt standpunkt - er i en teologisk virkelighed henlagt i en tredje instans. Denne tredje instans ophæver ikke, men fratager den ubærlige byrde i skylden og ondskaben hos en af antagonisterne i det psykologiske skema. For nu at sige det meget intellektuelt.

Den grænse for menneskelig formåen som er klart formuleret i det teologiske sprog, er ikke lige så etableret i hans psykologiske verdensbillede. Udenfor denne grænse findes - set i teologiske briller - ikke kun den rå og ubarmhjertige natur, men også en instans, der omfavner mennesket i alle dets hjælpeløse forsøg på at få styr på tilværelsen og håndtere smerterne.

Lars von Trier ved noget om disse ting. Han skrev manuskriptet under en depression og har jo igennem hele sit værk flirtet med kristne temaer. Jeg går ud fra at han kender nytten af psykofarmaka og i filmen kan man også se en hån mod dem der siger at man skal undlade at bruge dem.

Kunsten og kristendommens billedsprog
Set fra en kunstners synsvinkel er der desuden væsensforskel imellem det psykologiske begrebssprog og det teologiske billedsprog, der af samme grund ligger tættere på kunstnerens. Det er f.eks. hvad Thomas Manns Doktor Faustus handler om.

Konen i filmen har arbejdet med kvindehad i middelalderen og repræsenterer i og for også det teologiske verdensbillede overfor det psykologiske. Det bliver to virkeligheder der dræber hinannden.

Anden vinkel: Det filmiske

Færdig med film
Efter at have set Baader-Meinhof-filmen for nogle uger siden, sagde jeg at nu må det være slut med film. Slut med denne perverterede, kommercielle og voldførende billedmaskine, der vinder legitimitet ved at kalde sig kunst og attraktion ved at være eskapistisk palliativ og pseudointellektuel historieforvrænger. Sådan havde jeg det i en ophidset stund efter den oplevelse. Men beslutningen holdt ikke længere end et par uger, hvor jeg endda midt på dagen, midt i arbejdstiden, måtte se von Triers nye film.

Her sker der også lidt mere end i de fleste andre film - og her findes der noget af det, som er så fraværende hos moderne instruktører: filmisk selvbevidsthed. Og hermed mener jeg en ganske klar stillingtagen til det overordnede filmiske standpunkt samt til rummets og tidens enhed.

Filmisk standpunkt
Med overordnet filmisk standpunkt mener jeg ikke noget med budskab, morale eller sådan noget, men en stillingtagen til hvem der egentlig ser, subjektet for det blik der gives videre til tilskueren, eller: i hvis bukser kameramanden egentlig står. Det er kameramandens position der over en bred kam ignoreres, mellemmandens krop der evaporeres til den rene luft; det vil sige den mand der står imellem hvad der bliver vist og os der ser.

Rummets og tidens enhed
Det hænger igen sammen med rummets og tidens enhed, hvilket dog peger på klipperens rolle. Hvad sker der egentlig imellem to klip. Perspektivet ændres. Pludselig er der to personer der kigger på - jeg mener videregiver den samme situation. I filmens barndom kom der et forklarende skilt ind, hvor der i dag er klip. I dag har man fuldstændig vænnet sig til denne klippede tidslinje, som samtidig klipper rummets enhed op - altså ophæver selve rummet. Det er en kæmpe kunstnerisk mulighed, men i de fleste film bruges det problemløst og uden at man kan mærke at præcis denne egenskab hører til filmens natur, og netop i kraft disse egenskaber kan man skabe noget andet end teater og litteratur. Men der er så megen film der stadig hænger fast i en kunstopfattelse fra det 19. århundrede, d.v.s. hænger fast i andre kunstarter, billedkunst og litteratur. Især litteraturen - fordi der altid er en historie der skal fortælles.

Lars von Trier kan noget på dette felt, selv om det med Bo Green Jensens ord også er "en kunstfilm forklædt som stift genrestykke". Og genren er den romantiske gyser, som von Trier intuitivt bremser og speeder tiden op i - efter bedste intuitive og manipulatoriske evne. Men bevidst - og intelligent.

Indre drama
Eftersom det også er et indre drama - alt hvad der sker er udtryk for sindets egendrift efter katastrofen og i den sorg der følger - klippes der mellem scenerne på samme måde som sindet, tankerne og associationerne klipper imellem fjerne steder.
Dog foregår filmen ikke i helt så associationsstyrende spring. Den er styret af intellektet! Og så er der dømt meta. Filmens form har i sig selv antikristelige træk.
Den er forførende - sådan som enhver kunstner må være forførende Men han bruger kameraet og de filmiske teknikker både selvstændigt og nyt, så det er en fonøjelse at se - i al dens gru og horror. Hvis man nu - hvad der selvfølgelig kan diskuteres - skal vurdere en film jo bedre, des mere filmisk-autonom den er, er denne film ikke et ultimativt kunstværk.

Men den er nu alligevel ret god. For nu at sige det ganske banalt og uargumenteret.

Hjemsendte irakere i Vor Frue Kirke

Der var vel et par hundrede mennesker i Vor Frue Kirke her kl. 17. Pressen blev sendt ud, så der var kun folk til stede der var interesseret i at hjælpe med den aktion, der havde været planlagt ind over vinteren og som en anden gruppe (som jeg ikke kan huske på stående fod) havde sat i søen i onsdags da regeringen havde indgået aftale med den irakiske regering om at hjemsende 282 irakiske asylansøgere. Der blev nedsat grupper der skulle tage sig af presse, aktioner i det offentlige rum (for at gøre opmærksom på aktionen), vagtgruppen (som vil informere om hvad der sker udenfor Vor Frue Kirke), bo bedre-gruppen (der har til formål at få det til at være rart at være i kirken, bl.a. ved at indsamle luftmadrasser, liggeunderlag, men også spil, dvd'er, play-stations med mere). Men før disse grupper blev annonceret og det blev opfordret til at deltage blev det sagt at alle skulle være positive overfor pressen, respektere de regler der gælder i kirken. På samme måde som 110 palæstinensere bestemte over aktionen i 1992 i Blågårdsgård Kirke, er det irakerne selv der bestemmer over hvad der skal ske nu.

En af de udviste asylansøgere, Taleb, gik frem og talte. Han startede - og sluttede - med at takke alle for al deres hjælp og han håbede at han en dag kunne gøre os en tjeneste en anden dag. Han sagde at Danmark selv havde været med til at skabe nogle af de tilstande Irak i dag er præget af. Før hen kunne muslimer leve med kristne og jøder, sunnier og shiiter kunne leve side om side, dengang var problemerne politiske. Nu er alt kaos. Der er ikke strøm, mad, arbejde, huse eller tryghed. Der er folk der har været her i otte eller ti år.

Min mening er ganske kort: At når Danmark ikke formået at give disse folk en ordentlig tilværelse i den - lange - tid de har været her, og når vi har deltaget i krigen, er det mindste vi kan gøre at give amnesti - asyl - til disse folk. Uanset om - eller hvis - egentlig livsfare for mange af dem er drevet over. Hvad ingen i øvrigt kan garantere.

Taleb regnede også ud - på baggrund af forlydender om at den danske regering har truet med at tilbageholde støtte til Irak, hvis ikke de tog imod disse (formodentligt) statsborgere - at hvert liv blev betalt med lidt over 100 tusinde kroner.

Det som før har været midler til at opbygge et land - man selv har været med til at befri og smadre - bliver nu kun givet imod betingelse. Taleb sagde at den irakiske regering er flintrende ligeglad med flygtninge - eller med dens egen befolkning.

Alle blev bedt om at melde sig til en gruppe udenfor kirken for at minimere hurlumhejet derinde, hvor der jo også var så meget ekko at al tale måtte foregå langsomt - og én af gangen.

Betingelserne og fænomenet

- om Lakoffs bog The Political Mind. Why You Can't Understand 21st-Century Politics with an 18th-Century Brain, (2008).

Om bogen
George Lakoffs bog The Political Mind handler om sammenhængen mellem hjernen og det politiske sprog. På baggrund af både neurologiske og linguistiske studier forklarer han hvorfor den konservative agenda har vundet i USA. De konservative har forstået at 'frame' deres budskaber, hvilket blandt andet vil sige at de ord der støtter deres sag vinder almindelig genklang. For eksempel 'skattelettelse'. Selve ordet har en positiv konnotation, hvorved meget på forhånd er vundet.

Igennem hele bogen spiller også et begreb som 'repetition' en rolle. Uagtet at han ikke bruger ordet. Men han taler om hvordan den konservative tradition har formået at sætte dagsordenen i den amerikanske politik. Tag for eksempel dette citat:

"... hvad de konservative har gjort over mange år var at gøde vore hjerners såbed med deres generelle høj-niveaus principper sådan at da 'skattelettelsen' blev plantet, kunne deres 'framing' slå rod og vokse" (239).

Det som sproget gør - og det gør det fordi hjernen fungerer på den måde - er at knytte både forestillinger og følelser til visse ord. Disse forestillinger og følelser knyttes til ordene ved repetition. Jo oftere et begreb er fremsagt i en bestemt sammenhæng, desto sværere er det for modstanderne at skille ordet fra følelsen.

"Når det er gentaget igen og igen, vedbliver det at fremkalde denne kontekst, og hver gang styrkes alle synapserne på alle neuronerne i disse baner" (236).

Med andre ord bygger sproget på hjernens måde at fungere på, og da sproget er et vigtigt politisk redskab, må man gå via hjernen for at ændre den politiske dagsorden.

Lakoffs bog er et forsøg på at gå ind i den kamp med et progressivt demokratisk program. Han har et politisk program, der skal hvile på det grundlag som Amerika bygger på, nemlig empati og ansvarlighed. Dette er den framing han ønsker at indsætte i den offentlige politiske diskurs.

Den idéhistoriske baggrund for disse tanker er at den - af ham kaldte: gamle - oplysning skal erstattes af den nye oplysning. Den gamle oplysning har fungeret efter principper som: rationel argumentation, logik, objektivitet og saglighed.Den nye oplysning retter sig efter hjernens funktionalitet, efter hvordan metaforer, metonymer, associationer og framing fungerer - og det er helt andre mekanismer end den logik, som f.eks. Kant og Aristoteteles havde:

"Vores bevidsthed (mind) fungerer meget anderledes end Descartes og Kant troede den gjorde. Vi er meget mere fascinerende skabninge end vores store politiske teoretikere - fra Platon og Aristoteteles til Rousseau, Hobbes, Locke, Marx, J.S.Mill og John Rawls, for eksempel - troede vi var. En ny forståelse af det at være menneske er ved at opstå." (271).

Mening om bogen
Det er en inhuman forståelse af mennesket. Spørger du mig. Lakoffs bog er en vejledning til vildledning, et kompas til en menneskelig fremmedgørelse, som rigtig nok har megen tilslutning. Dét er skræmmende. Jeg skal gerne forklare hvorfor:

Den mest graverende selvmodsigelse i Lakoffs bog er modsætningen mellem hans ideologiske program og hans skjulte filosofiske agenda. Han taler om to paradigmer, den autoritære og omsorgsfulde, den patriarkalske og moderlige, af hvilken han entydigt tilslutter sig sidstnævnte. Men hvad er det der adskiller disse to paradigmer? Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed.

Frihed
Den diskurs han vil kæmpe for sine idealer i, er præcis den som han bekæmper. Han vil indføre en demokratisk frame, som transporterer demokratiske idealer ind i borgerne, men på hvilken måde? Ved repetition. Altså ikke ved argumentation. Dét ville nemlig være alt for opilysningsfilosofisk. Bag denne repetitive metode ligger den patriarkalske autoritet, der overbeviser ved at hamre sine budskaber ind. Et andet ord for det samme er: manipulation. Eller: indoktrinering. Altså en måde at få folk til at mene det samme som én fordi man kender til hjernens måde at fungere på - og bruger dette kendkskab.

Hvis han kæmper for frihed, vil han indføre frihed ved at tage friheden bort. Den genuine oplysningsfilosofi hviler på at mennesket vælger frit, det vil sige bliver klar over og overbevist ved logisk argumentation - men ikke kun det, også rationel emotionalitet, det vil sige et følelsesregister som den enkelte stemmer overens med -, altså: bliver overbevist om en given sag på denne måde, hvorefter individdet også har politisk mulighed og individuel evne til at handle på denne indsigt. (Denne definition gælder også når der er tale om spontane handlinger. Lakoffs oplysningsbegreb er også ret problematisk).

Når han siger at vi er mere fascinerende skabninge end de gamle filosoffer har erkendt, lyder det helt modstridende i mine ører, eftersom den kognitive videnskab, som Lakoff bekender sig til, gør mennesket så uendelig fattigt og flat. Hvad - en passant at nævne - hans sprog også vidner om.

Det er som om han ikke har taget konsekvensen af Edisons udmærkede devise - som jeg citerer efter hukommelsen: Hvis vi forstod den menneskelige hjerne, havde vi så lille en hjerne at vi ikke ville forstå den. - Erkendelsen, at intet system kan bevises indenfor sit eget systems grænser, førte Kurt Gödel (1906-1978) endda et matematisk bevis for i trediverne. Men det behøver man i sidste ende ikke matematikken for, (Lakoff går også skarpt i rette med Chomsky og den matematiske måde at forstå sproget på).

Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning. Det er hvad jeg mener med en inhuman filosofi. Hvis man laver en filosofi, der tager den umiddelbare sansning og tænkning bort, så har man hermed miskrediteret noget af det mest elementære ved det at være menneske.

Betingelserne og fænomenet
Det filosofiske argument imod Lakoff har Løgstrup. Hán kridter banen op sådan her:

"Fysiologisk følges betingelserne for sansningen til et sted indenfor kraniet, eet til to tommer bag ved midten af øjnene. Derom er alle enige. Men så skilles vejene. Man kan gøre eet af to, insistere på kausaliteten eller insistere på fænomenet". (Ophav og omgivelse, 1984, s. 23).

Her insisterer Lakoff på kausaliteten, Løgstrup på fænomenet. Løgstrup siger videre at betingelserne for sansningen ikke udtømmer fænomenet. Med andre ord: Den umiddelbare sansing samt den umiddelbare tanke, tydning og refleksion opfattes som principiel usand. Lad os bare springe en masse mellemregninger over her, for hvad kunne konklusionen være på denne lære? At hvis du får overbevist befolkningen om at den umiddelbare tænkning er usand, så ligger al magt hos naturvidenskabsfolkene - neurologerne - som har den tætteste kontakt til den sandhed, som vores erkendelse primært og i al væsentlighed bygger på og er afhængig af. Det er vejen til ekspertvældet.

Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet, - og i endnu højere grad finde argumenter for at den eneste vej til et bedre liv og en bedre verden er at opbygge individders sproglige og kreative kundskaber, så der kan foretages frie handlinger udfra erkendelsesmæssig selvtillid og selvberoenhed.

De gode intentioner og de sympatiske ideer udhuler sig selv hvis ikke man anerkender individdets ret til at afvise dem - eller dets vilje til at forstå dem og lade sig overbevise af dem udfra den virkelighed, de tanker og de følelser, der viser sig helt spontant i vores liv, og som vi har adgang til igennem tænkning og samtale, og som har sin egen evidens. Selvfølgelig skal vi bruge mikroskoper, statistikker og computersimuleringer, men at gøre disse til menneskets primære erkendelsesredskaber er både udemokratisk, undertrykkende, fremmegørende og skræmmende farligt. Det har historien også vist. Mere om det senere.

Det andet Trampolinhus

Så åbnede Trampolinhuset igår (4.4.09), huset hvor asylansøgere og danskere kan møde hinanden. Det midlertidige Trampolinhus, eller rettere: Det andet midlertidige. Det første lå i Peder Skramsgade. Det nuværende ligger i medborgerhuset på Nørre Allé.

Der var god stemning. Masser af mennesker i et lille lokale. Hvilken stemning? For det første blev der talt mange forskellige sprog: i hvert fald dansk, engelsk, fransk, arabisk og kurdisk. Jeg fik en kop sød etiopisk kaffe med kys på kinden serveret af Elsa. Der kom mad ind: linser med hvidløg, salat og afrikanske pølser. Jeg sad med Mr. N og talte om Røde Kors. Han er kritisk. Han har været udsat for en umyndiggørelse og patroniseres, som han var indigneret over.

Vi talte om udsendelsen forleden om Røde Kors' rolle under anden verdenskrig. Det er ikke en smuk historie. Den tyske dokumentarfilm opremsede historier om hvordan Røde Kors-udsendinge besøgte og tilbage-rapportede om hvor godt de indsatte havde det i Theresienstadt og andre lejre; om hvilke enorme svigt de gjorde sig skyldige i overfor de krigsfanger, som de egentligt skulle tage sig af, og hvordan de stort set kun efterkom forespørgsler om forsvundne ariere efter at de havde fået overdraget et kæmpe arkivmateriale fra de tyske kz-lejre. Årsagerne, mener instruktøren Christine Rütten, var hensynet til økonomien og neutraliteten.

Mr. N lagde lår til Miss N. Hun er dansker og han er asylansøger. Det var et syn Søren Espersen, Martin Henriksen og de andre adonisser på Borgen nok ikke ville have billiget. Men de var ikke tilstede. Jeg tror også godt at jeg kan garantere for at selskabet ikke var deres primære målgruppe. Udover at langt over halvdelen ingen stemmeret har, selv om mange har boet i Danmark længere end det kræver for en indvandrer at få dansk statsborgerskab. Nå, men det var præcis disse ting vi ikke talte særligt meget om her. Trampolinhuset er et sted hvor man samler sig om fælles projekter og her har hver mand sin stemme.

På søndag (10. maj 2009) har Trampolinhuset - i forbindelse med festivallen Undoing the City - en åben scene på St. Hans Torv kl. 12 og videre i Kgs. Have.

Vi skulle også tale om det permanente Trampolinhus. En gruppe havde været ude og se på tre forskellige steder. To ved Enghave Station og et på Amagerbrogade. Hvor vigtigt var det at være sammen med andre kulturelle aktiviteter? Var det en trussel mod den stemning som Trampolinhuset har opbygget? Det var et af emnerne i den diskussion, og det var interessant at høre en asylansøger tale imod for stor åbenhed. Det fremstod som en trussel for husets aktiviteter at ligge et sted hvor der i forvejen var for mange andre projekter. Nu har vi dette, så skal vi værne om det, syntes han at sige.

Så talte jeg med Mr. Z om Nizar Qabbani (1923-1998), en af det 20. århundredes største digtere i Syrien, som han selv havde mødt som dreng i Beirut hvor han boede. Mens N og N sad bag mig og kyssede hinanden, begyndte Z at synge en af hans sange. Jeg smilede og han sagde: "He loved too much women".

Terrorisme og småborgerlighed

Instruktøren Uli Edel kunne have taget fat i mange interessante historier i forbindelse med filmen Baader Meinhof Komplekset (der i Danmark havde premiere 24. april 2009). I stedet er hovedhistorien det som vi alle sammen ved: skud, eksplosioner, bortførelser og vold. På et tidspunkt fortæller forældrene til Gudrun Ensslin at deres datters radikale handlinger også havde befriet dem for angst. Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en præstefrue af den mest tysk-konservative slags. Var Baader Meinhof ikke et tysk generationsoprør, og kæmpede disse børn for at befri deres forældre fra en angst som de aldrig gav direkte udtryk for? Det ville have været interessant at høre om.

En anden scene: På træningslejr i Jordan ligger de unge tyske terrorister og slikker sol uden en trevl på kroppen. De muslimske guerillaer protesterer, men Andreas Baader siger at det at kneppe og det at skyde er det samme: Ficken und schiessen ist dasselbe. En noget anden agenda end de muslimer der vil genoprette kalifatet og bekæmpe Israel.
Dette ville have været interessant at høre om.

Jeg gik ind til filmen for at blive klogere på den tilstand som behersker vores samtid i så høj grad. Handlingslammelsen. At vi lever i en terrotid, fordi vi lever midt i en handlingslammelse, tager jeg som en selvfølge. Men det er selvfølgelig en teori. Verbet 'at handle' dominerede også megen af terroristernes tale. Det var ikke nok at tale. Der skulle handling til. Ulrike Meinhof blev også anklaget for forræderi af sine egne fordi hun var intellektuel og skrev artikler. Hun havde selv denne opdæmmede handlingsimpuls og hendes karakter rummer filmens mest spændingsfyldte psykologi, som skuespilleren (Martina Gedeck) gør et bravt forsøg på at skildre, men instruktøren lader ikke til at forstå den.

Hvad skal man gøre når man er vidne til statsundertrykkelse, mord og uretfærdighed? Når det man er blevet bildt ind skulle være demokrati, afslører sig selv som statsfascisme - hvad deres analyse mundede ud i? Så må man svare igen. Dels for lave om på forholdene, dels for at have en ren samvittighed. Man skal kunne sige til sine omgivelser og børn, (som man så samtidig svigter), at man dog gjorde noget. Handlingens primære - men ubevidste - mål er at redde sin egen uskyld. Filmen viser også hvor private motiver terroristerne havde: De var bare sure, indestængte og bar på et nazistisk traume, som forældrene var for gamle til at tage sig af. Heller ikke denne del af historien får særskilt megen opmærksomhed i filmen.

Det gør Hollywood-effekterne imidlertid: blodet og eksplosionerne som de to vigtigste og mest primitive appelformer til henholdsvis øjet og øret.

Det er med andre ord ret absurd at alle vi småborgerlige bohemer fra Nørrebro - og lignende - gladeligt lægger 95,- kr. pr. billet for at lade os underholde af Hollywood-effekter i et drama, der tager udgangspunkt i en politisk kamp, der om noget havde Hollywood og den passificerende underholdningsbranche i sigtekornet.

Terrorisme er hot - fordi terrorisme er romantik.
Men ikke engang dét afslører denne film den mindste bevidsthed om. Terrorisme viser folk der handler og det viser folk der er radikale. Det kan godt undre at en instruktør som Uli Edel slet ikke reflekterer over sin egen fascination af terrorisme. Uden fascination af sit emne går det jo aldrig at lave en film eller noget som helst om det.

Filmen er endnu et eksempel på hvordan moralisme og amoral hænger sammen. Det er vigtigt for instruktøren at være på den rigtige side af den etablerede moral. Vi kan ikke dyrke voldsmænd uden at tage afstand fra dem. Det er moralismen, der ikke vil vedkende sig sin egen fascination. Men på den anden side bruger filmen effekter hvis primære formål er at få hjertet til - fysisk, ikke emotionelt - at banke hårdt og hurtigt, fordi det er det den store hob vil have. Det er den amoralske æstecisme der laver en kommerciel actionfilm ud af et nationalt traume, der har kostet mange mennesker livet og bruger terrorisme som voldsromantik.

Og hvad er betegnelsen for denne kopling af moralisme og amoral? Det er småborgerlighed. Inkarneret småborgelighed er hvad Baader Meinhof Komplekset kan betegnes som. I den forstand rammer den jo lige ind i vores tid - og fremstår som dét Rote Armee Fraktion bekæmpede så indædt.
Hvis man samtidig kan registrere småborgerligheden piple ud af Rote Armees virke, lægger filmen sig derved mærkeligt nok helt op af sine hovedpersoners moral.

Indholdet af filmen giver kun et negativt svar på hvad en forsvarlig handling er. Filmens småborgerlige form og æstetik fremstår som noget af det der i Tyskland i halvfjerdserne fremkaldte disse uforsvarlige handlinger.

Alternativet til både denne populistiske form og dette terroristiske indhold glimrer ved sit gabende fravær.

Hvad ser man? - Tanker efter skudepisoden

De betydningsfulde - og skudfyldte - to sekunder onsdag d. 22. april 2009 vækker mange tanker. For eksempel: Hvad er det egentligt man registrerer i sådan en situation? Hvor rigtige er ens observationer? TV2 sagde igår at man eftersøger en rød Yamaha. Jeg opfattede den som grå. Vores vinduer i kontoret er ret beskidte og ridsede, bl.a. fordi de er lavet af plexiglas, hvad der gør at det er meget vanskeligere at rengøre. Igennem sådan et vindue bliver farverne generelt mere grålige. Hvis TV2 overhovedet har ret? (Det er en generel erfaring, at jo mere man ved om en sag, desto mere forkert virker nyhedsmediernes dækning af den).

Jeg hørte og så fire skud. Der blev talt op til ti.

Manden på bagsædet havde vendt sig om da han var uden for mit vindue. Jeg husker ikke om jeg havde hørt skud før jeg så det. Jeg mener ikke at have reageret på en lyd før jeg vendte hovedet.

Man læser at han er blevet skudt med en maskinpistol. Det er jeg sikker på at det ikke var. Mit blik blev tunnelagtigt i det sekund jeg så stikflammen. Min opmærksomhed gik som en raketzoom ind på den glimtende centimeter foran den lille pistol, manden holdt med begge hænder. I den situation bliver selv mandens ansigt skudt ud i mit synsfelts randområde. Men jeg husker alligevel noget. Hans ansigt ville jeg ikke med 100% sikkerhed kunne udpege. Han havde hjelm på. Den var åben - det var ikke en integralhjelm - så jeg så hans ansigt i profil. Han var hvid. Han havde ikke mørke øjne, snarere lyse. Han gjorde ingen grimasser i skudøjeblikket. Han var kold. Fuldstændig kold. Det kan jeg huske: hans udtryk. Der var ingen aggression, nervøsitet, usikkerhed eller overvindelse. Der var ingen følelser i det ansigt.

Jeg mener at kunne huske adskillige ting helt sikkert. Der var to på maskinen. Bagsædepassageren sad en lille smule højere end køreren, der havde integralhjelm med tunet visir på.

Jeg mener at kunne huske at han sad retvendt på maskinen og havde vendt sig om, men i så fald skal han have en smidig rygsøjle, fordi det kræver et ret hårdt vrid. Begge hans hænder var på pistolen. Den gjorde et kort rekyl på den måde at løbet gik nedad og bagenden opad.
Jeg så ham ikke vende sig om inden maskinen speedede op igen.

Det var først da Casper så mit ansigt at han kastede sig ned på gulvet og råbte. Jeg har siddet helt stivnet. Det første jeg tænkte var: 'Det der er ikke nogen legetøjspistol!'. Når jeg tænker tilbage, er det som om sansningen er vandret trægt og kviksandsagtigt igennem mine nervebaner for i slowmotion og næsten udmattet at nå frem til forståelsescentret i min hjerne, der først da har sendt adrenalin ud i systemet. Som om jeg ikke vidste hvad det var jeg så - før bagefter.

Og lige nu har jeg pludselig overrasket mig selv. Jeg sidder hvor jeg sad forleden. Lige nu hørte jeg en motorcykel, - og pludselig rejser jeg mig op og går væk og ind i det andet rum. Kigger og undersøger hvilken motorcykel der kører forbi. Hmm. Var det frivillligt at jeg lige rejste mig op der?

Man er ikke altid hvor man tror man er.

Øjenvidne til skyderi på Baggesensgade

Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.

Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.

- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.

Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.

De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.

Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.

- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.

En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.

Efter dommen

Hvis man sammenligner piratbevægelsen, sådan som den repræsenteres af Peter Sunde (talsmanden for The Pirate Bay, herefter TPB), med den ungdomsrevolution vi har tydeligst i erindringen, nemlig den fra 60'erne og 70'erne, er der i hvert fald én ting der falder umiddelbart i øjnene - eller rettere i ørerne - og det er tonefaldet: roligt, afdæmpet, ironisk, humoristisk. Han virker i hvert fald fuldstændigt upåvirket over dommen fra i går, d. 17. april 2009, hvor han - sammen med (de) tre andre - fik et års ubetinget fængsel og et erstatningskrav på 30 millioner svenske kroner for: "Medhjälp till brott mot upphovsrättslagen", som den 107 siders lange domsudskrift skriver. "[E]t astronomisk beløb i svensk retshistorie", skriver comon. Peter Sunde holdt en pressekonference optaget i Limhamn og publiceret på spectrial. Han sidder i en sofa sammen med intervieweren og svarer på spørgsmål.

Han fortæller blandt andet at han tidligere har inviteret de involverede parter til samtale, men de kommer aldrig. Her tænker han nok både på advokater, copyrightindehavere, interesseorganistationer m.fl. De sidder, fortsætter han, i lukkede cirkler og én fortæller en ting, som så bliver lidt overdrevet i genfortællingen og hurtigt er en fjer vokset til femten høns. Dét er et af de problemer der er i kommunikationen mellem den ene og anden part. Imellem den ældre og yngre generation, kunne man være fristet til at kalde det, eller mellem repræsentanterne for den nye distributionsteknologi og repræsentanterne for plade- og filmselskaberne, (nogle af) producenter(ne) samt lovsystemet (der er skabt til andre vilkår end de eksisterende). De kan ikke tale sammen. De taler ikke samme sprog.

På mange måder er det et nyt generationsoprør vi er vidne til. Af Piratpartiets ca. 20.000 medlemmer tilhører næsten halvdelen den 'unga partisektionen'.

Peter Sunde forventer også at det tekniske niveau hos anklagerne højnes jo højere op i retssystemet sagen bevæger sig. Der er mange der ikke har forstået den tekniske side af sagen, hvad der selvfølgelig er helt centralt. Men hvad der ikke er helt evident er at den rent tekniske forståelse af teknikken i virkeligheden ikke er nok. Der er også en social side af teknikken, som er endnu sværre for den ældre generation at forstå.

Peter Sundes måde at tale på vidner om - ikke engang en tro, men en helt sikker bevidsthed om at alternativet til det system og den model, som TPB baner vej for, er dømt til at mislykkes. Alternativet til de forretningsmodeller som TPB tvinger frem er en politisk-økonomisk styring af informationer og viden. Eftersom masserne (eller mængden, som Negri/Hardt hellere vil kalde det) har smagt på den demokratiske frihed at kunne danne online-fællesskaber og dele viden i dette vidtstrakt-demokratiske medie, vi kalder internettet, er det så godt som umuligt at tage denne mulighed bort fra mængden igen. Det er nogle af de perspektiver som denne sag rejser. Tror man at interessen for denne sag kun skyldes forkælede masser der udelukkende kæmper for at kunne downloade gratis blockbustere ned? Der er meget mere på spil.


Dommen ankes. Det første slag er tabt, men ikke krigen. For det er en krig. Det har Sebastian Lütgert, der også står overfor hårde trusler fra nogle hårde politisk-økonomisk-juridiske kræfter, gjort os opmærksomme på:

"Mark Getty, amerikansk finansmand og barnebarn til oliemagnaten J. Paul Getty forudsagde i år 2000, at "copyright is the oil for the 21st century". Sebastian tilslutter sig til fulde analysen af "intellektuel ejendom" som vor tids centrale økonomiske og politiske spørgsmål: "Citatet er såre sandt, for hvis ophavsretten er vor tids olie kan det komprimeres ned til et endda meget lille ord: Krig. En krig mod at folk autonomt er begyndt at organisere produktion, reproduktion og distribution på en ny måde og uden profit. Alt det du kan sige om War on Drugs og War on Terror gælder også for War on Piracy: Der findes ingen krigserklæring, ingen synlig fjende, slagene udkæmpes overalt, alle må deltage". Krigen mod piratkopiering er ingen metafor, det er en virkelig krig, og den vil stå på indtil - for nu at citere endnu en af Textz.coms cyberrevolutionære slagordspasticher - "den sidste ophavsretsejer er blevet hængt i den sidste patentjurists tarme".

(note textz.com er Sebastian Lütgerts eget offentligt tilgængelige bibliotek, sr).

Nu bliver der krig, hørte jeg én sige efter dommen. Men jeg har også lagt øre til en god vens heftige udfald imod at bruge denne krig som en kanal til at få alt muligt andet ud. Men det er hvad der sker i krige. Peter Øvig har også gjort os opmærksom på at man under besættelsen kunne nakke en uven under påskud af at han var kollaboratør. Private aversioner kan pludseligt få afløb når man befinder sig i en undtagelsestilstand. Derfor gælder det om at holde hovedet koldt og ikke at lade frustrationer eller andet privateri løbe af med en. - Dét er noget af det morsomme og befriende i den måde Peter Sunde taler på: Han taler simpelthen ikke skingert, sådan som man i dag så tydeligt kan høre at mange af 60'ernes og 70'ernes revolutionære talte. Men - forstå mig ret - de er også på en mærkelig måde uideologiske. Der er i hvert fald ikke nogen teoretikere, hvis røde eller sorte bog bliver rakt i vejret og citeret med vidt åben mund, hæs stemme og rynket pande.

Dommen vil sikkert bringe Piratpartiet ind i Europaparlamentet, spår nogle. Peter Sunde har meget godt at sige om dette parti, men tilføjer at han dog selv stemmer på et andet!

Kritisk journalistik og sammenhængskraft

Problemer bliver ikke mindre, jo ældre de bliver. Men det må vi have en tyrkertro på, eftersom vi ikke tager os af dem, mens de er unge. G20-landene begynder ikke at tale om andre værdier, alternative systemer, udbedring af systemfejlene, men om hvordan vi kan få den velkendte økonomi på ret køl igen. Verdenssamfundet har i årtier vendt de døve øre til klimaforudsigelser. Der skal katastrofer til at vække folk. Først når verdensøkonomien er som den islandske i dag, kan vi tale om andre værdier. Først når kontinenter bliver oversvømmet, bliver man tvunget til at gøre noget.

Teologisk set hedder dette forhold synd: Vi ved hvad der er godt, men gør alligevel det modsatte. Mennesket er faldet fra sin oprindelige natur og er ikke i stand til at genoprette sig selv. Uoverensstemmelsen mellem menneskets nuværende tilstand og den oprindelige natur svarer til konflikten mellem handling og viden. Vi handler imod vores viden.

Filosofisk set hedder dette forhold fremmedgørelse. Gyldendals Filosofiske Leksikon fortæller at filosofien siden Rousseau har vidst at det moderne menneske lever 'i modstrid med sig selv' og har fjernet sig fra verden. Den fremmedgjorte identitet etableres ved at spejle sig i andres meninger.

Det er jo en tendens som medieverdenen ikke er ked af . Eller er den? Under alle omstændigheder er selvspejling og identifikation en af de driftigste impulser i mediernes liv og overlevelse. Trangen til identifikation bliver stærkere jo mere fremmedgjort man er, men det er som alkohol for en alkoholiker, fordi fremmedgørelsen kun bliver mere udtalt, jo mere selvet forsvinder ind i en identifikation med andre end sig selv. Men tror man kommer tættere på løsningen alt imens man fjerner sig med turbokraft.
Spørgsmålet er om ikke medierne ved at gøre sig afhængig af denne mekanisme er med til at grave deres egen grav?

Det er hvad Samuel Rachlin mener i Politikens Kronik i dag (24.3.09), hvor Informations leder i øvrigt handler om det samme, selv om der ikke umiddelbart er nogen aktuel begivenhed, der begrunder sammenfaldet.

Samuel Rachlin begræder den kritiske journalistiks selvmord, som især bladene foretager ved at sælge ud af kvalitet og identitet: Nye layouts, værdier og idealer bliver sat over styr. Når aviserne bliver straffet af annonørernes og læsernes svigtende interesse, fuldfører bladene selv denne straf ved at ændre identiteten. En obbeltstraf man kender fra psykologien, hvor et offer tit hjælper gerningsmanden til at fuldføre sin forbrydelse.
Modeksemplet i medieverdenen er The Economist, der holder fast på hvad det er. Her bliver konservatismen progressiv fordi der er så få der holder fast på hvad de er. Den tidligere så konservative del af erhvervslivet er jo den første til at opgive alle konservative dyder som tradition, identitet, historie og saglighed.

Samuel Rachlin slår ned på meningsoverfloden og vidensunderskudet i blogland med den dertilhørende narcissisme og afmægtige kælelyst, som aviserne har taget til sig: "Nettets muligheder er så overvældende, så uimodståelige for de etablerede aviser, at det ofte ser ud, som om vagthunden har valgt overgivelsen og lagt sig på ryggen som en klælen vovse med spjættende ben og logrende hale. Blog mig".

David Rehling peger i Information på at USA er "ved at miste det fælles rum, der i de sidste 130 år har været udgjort af de store byers aviser og i de sidste 50 år udbygget af de landsdækkende tv-netværk. Det er det rum, der har givet amerikanerne en følelse af forbundethed, et nationalt skæbnefællesskab. Uden det rum havde USA ikke kunnet samles i et demokrati, der er i stand til at korrigere sine egne vildfarelser".

De seriøse medier skaber et civilisationsrum, som er ved at blive demonteret. David Rehlng nævner ikke at sammenhængskraften overvejende skabes af de useriøse medier. Han forholder sig ikke til kvaliteten af mediernes udvikling, men til den sammenhængsskabende effekt de har.

Hvad nu hvis man - og det er hvad Samuel Rachlin efterlyser - øger kvaliteten i både aviser og tv, så vil man sikkert tabe store befolkningsgrupper og på den måde også miste noget af den sammenhængsskabende virkning.

Men spørgsmålet er om der ikke allerede er store forskelle i hvilke nyhedskanaler de forskellige klasser bruger i USA såvel som i Danmark? Det sammenhængsskabende er ikke politisk medmindre det er katastrofer eller krig, men underholdning med så lidt politisk eller andet opbyggeligt indhold som muligt. Og ønsker man den platte underholdning for den blotte sammenhængsskabende virkning?


Se i øvrigt en kort tankevækkende og informativ video om amerikanernes medielandskab af Alisa Miller her.

Om fraværet af den kritiske journalistik
- Demokratiets illusion om åbenhed skjuler mere end diktaturets utvetydige lukkethed.

Hvor findes den kritiske journalistik i dag? spurgte min ven mig igår. Den findes ikke, svarede han efterfølgende.

Stein Bagger-sagen kunne kritiske journalister ikke for alvor bringe til torvs, selv om der blev skrevet en smule. Det var ham selv og ikke journalisterne der havde gravet hans grav.

Ulrik Høy skriver i weekendavisen nr. 12-20.marts 2009 at Madoff kunne slippe afsted med halvkvædede viser: "Pengene bliver investeret i de og de seriøse virksomheder, og takket være den enorme tilstrømning af indskud behøvede Madoff ikke at gøre nærmere rede for omstændighederne. Det har man unægtelig harcelleret over nu bagefter. Hvor var de ansvarlige myndigheder? Hvor var de nærgående og uvildige undersøgelser, da den seriøse kritik vitterlig dukkede op?".

Onsdag d. 11.3.2009 sendte DR et program om månedsmagasinet Press, som man vel må give æren for at bedrive kritisk journalistik, - og har Henrik Saxgren ikke ret i at Anders Foghs løgne om Irak-krigen havde haft meget sværere ved at gå så glat igennem den danske befolkning som tilfældet er, hvis Press stadig havde eksisteret?

Pludselig støder jeg på én der: "Kommer i tanke om, at en tysk bekendt, der har boet i Danmark et stykke tid, en gang spurgte mig, om vi slet ikke har nogen tradition for kritisk journalistik (...)".

Det er altså ikke kun min ven og jeg der synes det.

Chefredaktør Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende mente at Frichs, Crones og Woldendorfs modtagelse af Cavlingprisen 2008 beviste at den kritiske journalistik stadig lever: »Jeres vinderprojekt beviser, at dansk journalistik ikke er på vej til et stadie af elendighed, overfladiskhed og misligholdelse af vores primære opgave som borgernes og demokratiets vagthund på grund af svindsot i økonomien i medierne eller kravet om flermedialitet. Det er ganske enkelt noget vrøvl, som fortidsromantikere gerne vil have os til at tro på.«

Det er ikke overbevisende for min ven, der forlanger meget mere.

For det er i virkeligheden ikke muligt at bedrive kritisk journalistik når der ikke er nogen offentlighed. En forbrydelse kan afsløres, men forbliver skjult hvis ingen hører på den enlige stemme, der udråber forbryderens navn. Sådan er den danske offentlighed: Afsløringer er ikke afsløringer og kritikken er ikke længere kritik når den ikke har et forum.
Medielandskabets enorme åbenhed gemmer, glemmer og skjuler i virkeligheden viden, oplysninger og afsløringer. Men ikke nok med det: I DDR for eksempel vidste alle og enhver at der var store mængder skjult viden. I dag tror alle at al viden er tilgængelig.
Selve det skjulte er skjult, og dét er jo den visse død for den kritiske journalistik. Hvis ikke der er noget skjult, er der jo heller ikke brug for nogen til at afsløre det. I dag er store og vigtige dele af vores kollektive viden, politiske system og systemets beslutninger, økonomiske forhold og legale urimeligheder skjult bag illusionen om altings åbenhed og tilgængelighed.

For det handler heller ikke kun om sagforhold, siger han. Det handler ikke kun om journalistik. Enten burde journalisterne udvide selve begrebet om journalistik, eller også må de intellektuelle træde ind på den journalistiske scene uden at blive journalister. Der er ingen der kan tale i helheder. Der er ingen i den offentlige debat der har kontakt til de strømførende lag i kulturen. Vi lever i vidensghettoer, i et atomiseret verdensbillede, som ingen er i stand til - ja, som ingen virker synderligt interesseret i - at (gen)danne. De der kunne, er døde, og de der kan, er gamle.

Min ven citerer fra Per Øhrgaards artikel om Enzensberger i Den Store Danske Encyklopædi: "[H]an opdager temaer og problemer, som endnu ligger skjult for de fleste, men kan komme til at dominere allerede den nærmeste fremtid, Ach Europa! (1987, da. Åh, Europa, 1988) beskriver kontinentet hinsides den politiske retorik."

(Hans Magnus Enzensberger)

Det optimistiske i denne pessimistiske diagnostik er at der ligger en stor opgave foran os.

Kynisme

Indlæg til Lotte Schlosshauers indlæg om diskussionen i Trampolinhuset 14.3.2009.

Du skriver på sin blog og sagde igår på et møde om asylpolitikken i Trampolinhuset at man skal distinguere mellem det personlige og politiske. Sofie Hæstrup Andersen (S) gav dig ret, men sagde også at man skal stifte bekendtskab med de personlige historier for at lave regler, der passer til virkeligheden. Jeg savner stillingtagen hos dig til konkrete problemer, en stillingtagen der selvfølgelig også skal styres af principper.

Det er som om du mener at vi som danskere skal prioritere mellem den flygtning der står ved vores grænse og de nødlidende mennesker der befinder sig tusindevis af kilometer fra os. Det er en kunstig problemstilling. Der kommer en flygtning til vores grænse. Hvad skal vi gøre? I dag tager vi dem ind, putter dem i lejr, for 90 % vedkommende afviser vi deres asylansøgning, og for manges vedkommende beholder vi dem i lejre, hvis forholdene i deres hjemland ikke er sikre nok. Problemet er at de ikke kan få opholdstilladelse og ikke sendes tilbage. Så lever de i et limbo i op til 12 år. Det ville have været anderledes, sagde Sofie Hæstrup, hvis ikke de-facto-flygtningebegrebet samt andre ændringer var blevet vedtaget i 2002.
- At vi igennem TV får kendskab til millioner af nødlidende, som du anfører (uden at jeg helt fortstår hvorfor), har at gøre med u-landsbistand og er et helt andet område og kan ikke inddrages i denne diskussion.

De politiske regler har direkte indvirkning på personer. Derfor må lovgivningen også tage udgangspunkt i personlige forhold. Selv om der skal skelnes, må det personlige og politiske også holdes sammen.

Hvad angår det principielle kan jeg mere fornemme end direkte læse din skepsis, ja måske direkte aversion imod en ideologisk styret politik, der har begreber som værdighed og medmenneskelighed i centrum. At man begår en både menneskelig, politisk, begrebslig og ideologisk fejltrin, hvis man institutionaliserer følelser, der kun findes mellem konkrete mennesker. Kærlighed, værdighed, medfølelse og sådanne begreber kan ikke bruges i politisk sammenhæng, hvor det handler om pragmatik, styring, administration af grupper og resourcer - hvilket resulterer i at man ikke kan lave politik på de følelser man f.eks. får ved at stå overfor et nødlidende menneske.

Det er ikke et ukendt synspunkt i Folketinget og i debatten. - Søren Ulrik Thomsen har f.eks. også sagt at politik skal være kedeligt, hvormed han mener at man ikke kan blande hverken kunst, underholdning eller spændende overordnede filosofiske diskussioner ind i den daglige politiske virkelighed.

Hvis man mener det, må man også indrømme at man er kynisk. Kynisme er fravær af empati og medfølelse. Man kan sige at det er nødvendigt at være kynisk, men glemmer ofte at den nødvendige kynisme optræder når der f.eks. er tale om at ofre en lille gruppe mennesker for at redde en større. Det er imidlertid ikke tilfældet her.

Den nuværende udlændingepolitik er skabt for at holde sammen på en dansk identitet og kultur. Hvis ikke kulturargumentet var det vigtigste - hvis nu det økonomiske var det vigtigste - ville vi have taget en masse arbejdskraft ind fra udlandet, og vi ville have integreret asylansøgerne, fordi en arbejdende asylansøger genererer flere penge til landet end en ikke-arbejdende.

Den nuværende asylpolitik har til formål at værne om en dansk identitet, der er meget vagt formuleret, og den udspringer af en folkelig nervøsitet, der har lige så tågede årsager. Dette resulterer i menneskelige tragedier i vores asylcentre, som man - ja - skal være kynisk for at ignorere. Også når man går ind for amnesti for de asylansøgere der sidder i lejrene lige nu. Først når loven får et menneskeligt udgangspunkt er kynismen overvundet.

Fremtiden for Nørrebrogade

Jeg gik lige forbi Anne og Bennys boghandel på Nørrebrogade for at skrive under på den protest mod Klaus Bondams eksperiment med at lukke gaden. Den ligger jo næsten øde hen - og det er åbningstid for butikkerne. Et af de mest levende, trafikerede, bemærkelsesværdige steder i København er ved at ændre sig, og butiksejerne kan mærke fald i omsætning på over 50%, mens vi - beboerne - pludselig går rundt og tænker: Er der smidt en atombombe! (Søren Ulrik Thomsen) - eller som var det Skjern i 50'erne (Peter AG).

(Billede fra weekendavisens artikel om Nørrebrogadeeksperimentet)

Det ender med lejligheder i gadeplan, siger Anne. Så ser man i glimt de halvtomme gader på broerne for sig: lejlighederne med vinduer ned til fortovet og falmede gardiner, der prøver at holde uvilkårlige blikke ude. Er det fremtiden for Nørrebrogade, hvor der stadig er butikker for hver meter? Det er derfor vi bor i byen. Men en snigende forstadsmentalitet begynder at blive skrigende. Vi skal være stille, skriger den. Vi skal ikke være så mange. Vi skal være rene og pæne og have blomsterkummer i stedet for parkeringspladser. Derfor lagde kommunen nogle svære betonklodser ud for over fem måneder siden. De har aldrig set en blomst, men er blevet en åben skraldeplads i stedet. Det skulle være så godt og så' det faktisk skidt.

Søren Ulrik Thomsen beskriver i weekendavisen malende baggrunden for det nye eksperiment: »denne dystopiske feberfantasi af hovedstaden som en endeløs provinsgågade gennemdaffet af uvirksomme shoppers med sandaler, mavepung og monstrøse softices«. Er det fremtiden for Nørrebrogade?

Anne fortæller at de var inde på Rådhuset, men Klaus Bondam var ikke til stede. Man siger han bor på Guldbergsgade, men han er der vist ikke meget. Man spørger sig selv om han er lige så fjern fra Nørrebrogade som Strecker og Mærsk, der har åbnet Nørrebro Café. Før de åbnede den stod der et skilt: Her åbner en tøjbutik. Andelsforeningen havde nemlig sat sig imod at det skulle være café. Nu er der en café, der ligner Rosie McGee's med similitræ med kunstig patina, der emmer af forlorne minder fra en tid der aldrig har været. Det er en ufo, der kommer et andet sted fra og som er kastet herover af nogle pengefolk fra Hellerup, der ikke bekymrer sig om de folk der bor her. Hvorfor ikke lægge den café i Hellerup? Hvorfor, Klaus Bondam, ikke lave en ordning til gavn for borgerne, eller realisere ens ideer hvor man kender dem?

Nørrebrogade-eksperimentet er halvhjertet. Han mener at man skal komme pendlerne til livs, men hvorfor ikke gøre det attraktivt for dem at køre andre veje. Klaus Bondam sætter en bom ned - og regner med at problemet er løst. Hvilket problem i øvrigt? At der er mange mennesker på Nørrebrogade og at det tager lidt længere tid end motorvejen, har jeg oplevet som et problem, og hvis det er, er det så ikke trods alt et mindre problem end at mange ellers sunde butikker må dreje nøglen om? Et problem for både butikker og beboere. Skal man så til at rejse længere for at få sine varer? Så skaber det altså mere trafik.

Anne gik op og ned af hele Nørrebrogade og fik mange underskrifter imod eksperimentet. Der var også nogle der ikke ville skrive under. De kunne ikke mærke det, som de sagde. Der var med andre ord ikke tale om en holdning til at andre kunne det. Der er mange kulturer på Nørrebro: man kan blandt andet trække en streg imellem på den ene side de, der bor og engagerer sig i området og dets beboere og på den anden side de, der er interesseret i at tjene penge og 'eksperimentere' i retning af mere forstad.

Her kan man læse Nørrebros Handelsforenings indsigelse overfor Klaus Bondam og dennes svar.
Artikel af arkitekt: Jacob Borup Nørløv.
Kommunens side om den politiske baggrund.

Om Trampolinhuset og VisAvis
- et sted og en avis for asylansøgere og danskere. Eller man kunne sige: for statsløse og statsborgere i Danmark.

På pressemødet, hvor den nye avis VisAvis blev annonceret, markerede en ældre dame:
- Det er ikke et spørgsmål, men bare en kommentar. Jeg vil bare sige at jeg kan ikke få armene ned. Jeg synes det er SÅ positivt, det I har lavet.
En anden dame sagde at hun har været i asylsystemet i over ti år og havde aldrig været med i et projekt der havde ramt så præcist.

Vi stod i Trampolinhuset og førte disse samtaler, et kulturhus med og for asylansøgere og danskere, som har til huse indtil d. 15.3.2009 i billedkunstskolens udstillingslokaler Q-Space på Peder Skramsgade 2.

Det positive i dette projekt kan også indkredses igennem hvad det ikke er: Dette er ikke hjælp, det er ikke filantropi - og så er det faktisk heller ikke kunst. Men det er et projekt udsprunget af dialog, hvad hele projektets titel også viser: Asyl Dialog Tænketank (ADT). Initieret af Morten Goll og Joachim Hamou, begge billedskunstnere samt en mængde studerende på billedkunstskolen og arkitektskolen plus andre frivillige: journalister, grafikere, akademikere m.m.

De tog ud i asyllejrene og havde nogle ideer om hvad man kunne gøre derude, men før de lancerede disse ideer, startede de med at tale med asylansøgerne. De var meget skeptiske. Hvad skulle sådan en flok kunstnere her, skal vi lave fingermaling eller hva'? Der er mange der igennem tiderne har villet gøre noget godt for asylansøgerne, men det har altid været de gode intentioner, der har vundet. Der er ikke nogen der gjort dét som ADT gjorde her. De talte sammen. Lytte.

I løbet af et par dage var stemningen helt anderledes. Kunstnerne kom ikke derud som kunstnere, men som almindelige mennesker. Og der var ingen institutioner i ryggen på dem. Desuden havde danskerne ikke en færdig plan med asylansøgerne. Dette var et projekt der skulle rejses i fællesskab.

Hvis nogen havde haft planer om at male gangene i festlige farver eller lave et springvand i gården, blev de hurtigt skrinlagt. Det viste sig nemlig at det største problem for asylansøgerne var isolationen: at de ikke har kontakt til det omgivende samfund. Resulatatet af samtalerne blev at man i fællesskab skulle lave et kulturhus. I første omgang et prøve-kulturhus for at forberede et permanent hus. Det skulle fungere som et sted hvor asylansøgere kunne være når de var i København, møde danskere og andre asylansøger.

Til åbningen af Trampolinhuset, som dette kulturhus hedder, mødte over 100 mennesker op og hvor mange års depression, usikkerhed, venten, aggression og frustration fik ikke et pludseligt frirum? Alle disse indestængte følelser diffunderede ud igennem tøjet og fik taget til at løfte sig. Det var en hjerternes fest. Konflikter indbyrdes, som de selvfølgelig også har i rigelige mængder, fordampede for en enkelt aften - og måske for flere. Dette var - og det er - deres hus. Det er deres hus til os - og det er et hus hvor danskere kan møde asylansøgere og få noget at vide.

Min kusines 15-årige datter kom for at tale med nogle asylansøgere, fordi hun skulle skrive projektopgave i niende klasse. Jeg introducerede hende for Samson fra Sudan. Der stod hun, genert og interesseret:
- We are writing a project that's called: When the world turns black.
- Black! sagde Samson og grinede lidt.
- Black or black? brød jeg ind.
- Yes, black, sagde hun.
Og så fik de sig en snak.
Det er én af de funktioner huset har: at få viden om de mennesker, der legemliggør et konkret problem i Danmark, i verden.

Information havde godt greb om ideen da Emil Rottbøll skrev om den (tirsdag 10.3.2009) under overskriften Asylansøgere træder ud af offerrollen. Det handler ikke kun om at gøre opmærksom på ens sag og den uhyrlige tilværelse det er i lejrene, men også at blive brugt, at være til nytte, på den ene eller anden måde. Der er højt uddannede folk i vores asyllejre, folk med en masse energi og resourcer, som temmelig hurtigt bliver brudt ned fordi loven ikke tillader dem at blive brugt.

Dette hus er en gave til danskerne, lavet og stablet på benene af nogle asylansøgere og nogle danskere.

Et af de større tilknyttede projekter er VisAvis - en asylavis til det danske folk, produceret af asylansøgere og danskere. Det skal næste post handle om.

En mærkelig dag

En mærkelig dag igår. Om eftermiddagen møde med en god ven, der er mere end kritisk overfor islam (men ikke muslimer). Om aftenen middag med en god ven, der taler inderligt om Gud og Koranen.

Kritikeren sætter meget ind på at gøre opmærksom på hvilken "lortemanual" Koranen er. Min muslimske ven taler hengivent om den levende Gud og om hvor vilde de første syv vers af Koranen er. Han må ofte lukke bogen, fordi det er for stærkt. Dét er sikkert for stærkt for min kritiske ven, der bruger ord som kvalme, irritation og stupiditet og mange meget værre ord om sine modstandere, der ofte er muslimer og som ikke skal forskånes for at høre sandheden.

Jeg plejer ellers godt at kunne kaste mig ind i diskussioner om de generelle emner, men nu sidder jeg overfor to personer, som jeg lytter til. Det er deres sprog og virkelighed, jeg forholder mig til, ikke om den ene har mere ret end den anden i det de mener. Min muslimske ven mener imidlertid ikke. Han tror. Tro er ikke mening. Og han er ikke bleg for at sige hvad han tror på. Han går ind for noget.

Min kritiske ven tror vel også, men jeg har ikke fundet ud af hvad hun tror på. Hun holder en kritisk fane højt. Der er perversioner, skævheder, løgne og bedrag i denne verden, som skal gennemlyses, og hvis ikke de skal gennemlyses, skal de gennemskydes. Alt andet er apati. Det er hun ikke ene om at mene. Vi står overfor en stor fare og islam udgør en stor del af denne.

Min muslimske ven taler om vores åndløse samfund, om de danske biskopper, der svigter deres rolle ved kun at tale om samfundsspørgsmål og om nogle af de karismatiske personer, han kender, der har en indre kraft, der næsten kan udvirke mirakler.

Der er et væld af problemer i hele debatten om islam, kristendom, religion og dansk identitet. Det er for stort til at tale om i en lille blogpost som denne.

Jeg ser mere spøgelser. Men spøgelser er jo også reelle. Spøgelser er spor af et liv, der hverken lever eller kan dø. Det er skygger på væggen, som vi tager for virkelighed. De fleste er helt bevidste om at andenhåndsberetningerne har spøgelseskarakter: Vi kan ikke ignorere og vi kan sjældent verificere dem. Vi lever i et net af forestillinger som de fleste ved er mere eller mindre sande. Forestillinger der kredser om hvem de andre er. Sjælen har en radar, siger min muslimske ven. Sjælens GPS har en fast indstilling som man kun med vold kan ændre.

Min begavede, ærlige og søde kritiske ven ville helt sikkert også sidde og drikke kaffe og omgive min muslimske ven med - hvis ikke ligefrem kærlighed, så i hvert fald høflighed. Hun har intet imod muslimer, hun bekæmper bare islam.

Men de mødte ikke hinanden, disse to, andre steder end i mit liv, der igår snoede sig igennem nogle religiøse landskaber i vores land. Min kritiske ven, som man kan sige alt til, som sidder og lytter ærligt og favnende til alt hvad jeg kan have at sige af kritiske ting, - og min muslimske ven, der minder os om hvad den protestantiske tradition har svigtet, og derfor efterlader en helt særegen ro i vores stue med sin frimodige tale om hvorfra magien kommer i vores liv.

Jeg ville kunne gå på barrikaderne, der er mange der synes jeg skal. Man har pligt. Men hvorfor? Der er mange ting at være imod. Kan man være for det man er for? Er det ikke for ukritisk? Er man ukritisk fordi man ikke går på barrikaderne? Kan kritikken ikke være indeholdt i de ting man rent faktisk gør, de ting man opbygger, de ting man er for?

Luther sagde at tro er det man hænger sit hjerte på. Hænger hjertet i det fri? Eller hænger det på noget eller nogle? Det er nok dér en af diskussionerne peger hen.